Øv hvor er det bare ikke sjovt

Jeg har været alene med min søn siden han var 2 år. Han er nu lige knapt 12 år.

Indtil videre har der ikke været nogen konflikter af betydning, hvilket  jo har været rigtig dejligt, både for os forældre, men bestemt også for Mark.

Men idag er der altså kommet nogen konflikter. Nogen vil måske ikke mene det er konflikter, men for mig, er det af stor betydning, fordi min søn kom hjem og var rigtig ulykkelig og utrøstelig.

Jeg havde fået lov til at låne Mark idag, fordi jeg holdt min fødselsdag. Mark havde været på påskeferie hos sin far siden torsdag og skulle så først hjem til mig igen imorgen ved middagstid. Det var så meningen at Mark skulle tage hjem til sin far igen idag ved 16.30 tiden. Men da tiden nærmede sig ville Mark ikke om til sin far igen, og sagde han savnede mig, at han savnede sit marsvin og at han ville blive ved mig. Jeg sagde til Mark at det ikke var noget jeg skulle blande mig i, men at han selv måtte snakke med sin far om det.

Aftalen blev så at han skulle komme hjem til sin far og få aftensmad, og at han så kunne ta hjem bagefter.

Lige inden at Mark skulle til at gå, siger hans far så til ham, at han er skuffet over ham, at han ikke tror at Mark vil være sammen med ham og ikke elsker ham, siden han vil hjem en dag før tid. Mark bed det i sig, tog hjem til mig, og brød så sammen da han kom hjem. Han var vildt ulykkelig, da det var nogle ord der ramte ham hårdt. Mark er en meget følsom dreng, men jeg tror at et hvilket som helst barn ville være brudt sammen over sådan en besked, fra en man virkelig elsker dybt. Mark ville jo ikke hjem for at køre hans far ondt, men simpelthen fordi han havde hjemve.

Jeg har valgt ikke at "låne" Mark længere på hans fars samværs-weekender, da jeg netop tror at det var det, der trickede hans hjemve.

Men jeg valgte her til aften at ringe til Marks far, og bad ham om at ringe til Mark, fordi at jeg altså stod med en dreng der var vildt ulykkelig. Det var vigtigt for mig, at de 2 blev gode venner og at Mark blev glad igen. Det hjalp kun en smule, idet at hans far stadig sagde at han var skuffet over ham og utilfreds over ham. Der står hans far fast, da han mener at det er vigtigt at lære sine børn at alt har konsekvenser. Men er det virkelig vigtigt at ramme dem på følelserne på sådan en måde? Hvad mener i?

Jeg føler mig som verdens elendigste mor lige nu, fordi jeg føler en form for skyld over det der var sket. Ville ønske jeg aldrig havde bedt om at "låne" Mark denne weekend. sådan noget øv 

Har snakket med hans far sådan frem og tilbage, og alt ser ud til at være ok imellem os. Hans far har lovet, at det her ikke kommer til at påvirke næste weekend sammen med ham, at han ikke bringer hans skuffelse på bane igen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Mark et eller andet sted indeni, har svært ved at glemme det her igen. han er nemlig en dreng, der meget nemt gemmer på ting indeni sig selv. Men jeg vil få snakket med ham omkring alt det her. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at han får det bedre.

Øv, det var en træls situation. Synd for jeres dreng

Jeg mener ikke, at din eks opførte sig særligt voksent med den opførsel, det kan godt være, at jeres søn er 12 år, men han er da stadigt et barn, og et barn med følelser for begge forældre.

Synes det var meget forkert af ham at sige det flere gange. Han burde have forstået det første gang, at jeres søn blev ked af det.

Så kan din eks have sine meninger om konsekvenser ligeså meget, han vil

Håber virkeligt, at han ikke bringer det på banen mere, også for hans egen skyld

Carina1977 skriver:

Jeg har været alene med min søn siden han var 2 år. Han er nu lige knapt 12 år.

Indtil videre har der ikke været nogen konflikter af betydning, hvilket  jo har været rigtig dejligt, både for os forældre, men bestemt også for Mark.

Men idag er der altså kommet nogen konflikter. Nogen vil måske ikke mene det er konflikter, men for mig, er det af stor betydning, fordi min søn kom hjem og var rigtig ulykkelig og utrøstelig.

Jeg havde fået lov til at låne Mark idag, fordi jeg holdt min fødselsdag. Mark havde været på påskeferie hos sin far siden torsdag og skulle så først hjem til mig igen imorgen ved middagstid. Det var så meningen at Mark skulle tage hjem til sin far igen idag ved 16.30 tiden. Men da tiden nærmede sig ville Mark ikke om til sin far igen, og sagde han savnede mig, at han savnede sit marsvin og at han ville blive ved mig. Jeg sagde til Mark at det ikke var noget jeg skulle blande mig i, men at han selv måtte snakke med sin far om det.

Aftalen blev så at han skulle komme hjem til sin far og få aftensmad, og at han så kunne ta hjem bagefter.

Lige inden at Mark skulle til at gå, siger hans far så til ham, at han er skuffet over ham, at han ikke tror at Mark vil være sammen med ham og ikke elsker ham, siden han vil hjem en dag før tid. Mark bed det i sig, tog hjem til mig, og brød så sammen da han kom hjem. Han var vildt ulykkelig, da det var nogle ord der ramte ham hårdt. Mark er en meget følsom dreng, men jeg tror at et hvilket som helst barn ville være brudt sammen over sådan en besked, fra en man virkelig elsker dybt. Mark ville jo ikke hjem for at køre hans far ondt, men simpelthen fordi han havde hjemve.

Jeg har valgt ikke at "låne" Mark længere på hans fars samværs-weekender, da jeg netop tror at det var det, der trickede hans hjemve.

Men jeg valgte her til aften at ringe til Marks far, og bad ham om at ringe til Mark, fordi at jeg altså stod med en dreng der var vildt ulykkelig. Det var vigtigt for mig, at de 2 blev gode venner og at Mark blev glad igen. Det hjalp kun en smule, idet at hans far stadig sagde at han var skuffet over ham og utilfreds over ham. Der står hans far fast, da han mener at det er vigtigt at lære sine børn at alt har konsekvenser. Men er det virkelig vigtigt at ramme dem på følelserne på sådan en måde? Hvad mener i?

Jeg føler mig som verdens elendigste mor lige nu, fordi jeg føler en form for skyld over det der var sket. Ville ønske jeg aldrig havde bedt om at "låne" Mark denne weekend. sådan noget øv 

Har snakket med hans far sådan frem og tilbage, og alt ser ud til at være ok imellem os. Hans far har lovet, at det her ikke kommer til at påvirke næste weekend sammen med ham, at han ikke bringer hans skuffelse på bane igen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Mark et eller andet sted indeni, har svært ved at glemme det her igen. han er nemlig en dreng, der meget nemt gemmer på ting indeni sig selv. Men jeg vil få snakket med ham omkring alt det her. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at han får det bedre.

Av. Jeg tror jeg havde snerret godt og grundigt af den far dér. Een ting er at man kan blive skuffet over sine børns valg, en anden ting er at sætte dem ind i følelser der er alt for komplicerede for dem. Det burde han vide, ligesom han burde vide at jeres søn er en følsom gut. Hensynsløst og direkte unødvendigt.

Er selv datter af en "far" der i skrivende stund er i fuld sving med at ribbe op i gamle sår, det tærer på kræfterne, vil næsten ikke tænke på hvad det kan gøre ved et barn

Carina1977 skriver:

Jeg har været alene med min søn siden han var 2 år. Han er nu lige knapt 12 år.

Indtil videre har der ikke været nogen konflikter af betydning, hvilket  jo har været rigtig dejligt, både for os forældre, men bestemt også for Mark.

Men idag er der altså kommet nogen konflikter. Nogen vil måske ikke mene det er konflikter, men for mig, er det af stor betydning, fordi min søn kom hjem og var rigtig ulykkelig og utrøstelig.

Jeg havde fået lov til at låne Mark idag, fordi jeg holdt min fødselsdag. Mark havde været på påskeferie hos sin far siden torsdag og skulle så først hjem til mig igen imorgen ved middagstid. Det var så meningen at Mark skulle tage hjem til sin far igen idag ved 16.30 tiden. Men da tiden nærmede sig ville Mark ikke om til sin far igen, og sagde han savnede mig, at han savnede sit marsvin og at han ville blive ved mig. Jeg sagde til Mark at det ikke var noget jeg skulle blande mig i, men at han selv måtte snakke med sin far om det.

Aftalen blev så at han skulle komme hjem til sin far og få aftensmad, og at han så kunne ta hjem bagefter.

Lige inden at Mark skulle til at gå, siger hans far så til ham, at han er skuffet over ham, at han ikke tror at Mark vil være sammen med ham og ikke elsker ham, siden han vil hjem en dag før tid. Mark bed det i sig, tog hjem til mig, og brød så sammen da han kom hjem. Han var vildt ulykkelig, da det var nogle ord der ramte ham hårdt. Mark er en meget følsom dreng, men jeg tror at et hvilket som helst barn ville være brudt sammen over sådan en besked, fra en man virkelig elsker dybt. Mark ville jo ikke hjem for at køre hans far ondt, men simpelthen fordi han havde hjemve.

Jeg har valgt ikke at "låne" Mark længere på hans fars samværs-weekender, da jeg netop tror at det var det, der trickede hans hjemve.

Men jeg valgte her til aften at ringe til Marks far, og bad ham om at ringe til Mark, fordi at jeg altså stod med en dreng der var vildt ulykkelig. Det var vigtigt for mig, at de 2 blev gode venner og at Mark blev glad igen. Det hjalp kun en smule, idet at hans far stadig sagde at han var skuffet over ham og utilfreds over ham. Der står hans far fast, da han mener at det er vigtigt at lære sine børn at alt har konsekvenser. Men er det virkelig vigtigt at ramme dem på følelserne på sådan en måde? Hvad mener i?

Jeg føler mig som verdens elendigste mor lige nu, fordi jeg føler en form for skyld over det der var sket. Ville ønske jeg aldrig havde bedt om at "låne" Mark denne weekend. sådan noget øv 

Har snakket med hans far sådan frem og tilbage, og alt ser ud til at være ok imellem os. Hans far har lovet, at det her ikke kommer til at påvirke næste weekend sammen med ham, at han ikke bringer hans skuffelse på bane igen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Mark et eller andet sted indeni, har svært ved at glemme det her igen. han er nemlig en dreng, der meget nemt gemmer på ting indeni sig selv. Men jeg vil få snakket med ham omkring alt det her. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at han får det bedre.

åh nej, børn kan være så følsomme og sådan en udmelding fra faren er bare ikke i orden. Det er aldrig i orden at give børn dårlig samvittighedJeg kan godt forestille mig, at jeres dreng ikke har glemt det.

Jeg ville "tvinge" faren til at tage en snak med drengen og sikre sig at han er okay.

Måske også fortælle, at han bestemt ikke er skuffet og at han forstår, at jeres dreng godt vil være begge steder, men at han selvfølgelig også vil have ham hjemme hos sig selv. Noget i den stil. 

Tusind tak for jeres svar 

Det var rart at høre, at det ikke er mig der er galt på den, og at jeg ikke er den eneste, der synes han kunne have tacklet det anderledes.

Indeni er jeg også rasende på hans far....over den måde han tacklede situationen. Det er fair nok at han bliver skuffet, men jeg synes ikke det er i orden, at gøre sit barn SÅ ked af det. Mark elsker jo sin far, han forguder ham. Problemet er også, at det han har gjort, også har gjort at Mark har trukket sig lidt væk fra ham. Forstået på den måde at Mark nu er skuffet over sin far, overrasket og ked af, at hans far reagerede på den måde. Lige nu ser han ikke længere på sin far som stjernen i sit liv, og han føler at han nu ikke længere ved, hvad han tør sige til sin far. Det er rigtig ærgeligt, hvis den her situation har gjort deres forhold skrøbeligt. man skal jo gerne kunne turde at sige alt til sin far og mor, at være tryg ved at sige det. Nu er han mere bange for hans fars fremtidige reaktioner.

Han har lige siddet og sagt til mig, at han ikke længere ved, hvad han skal/kan sige til sin far, og han frygter stadig at hans far bærer nag næste gang de ses. også selvom jeg lige har fortalt ham, at hans far har lovet at det ikke kommer til at påvirke næste weekend. Han burde jo glæde sig til at se sin far igen, ikke frygte det.

dobbelt indlæg

Og så har hans far lige skrevet til Mark og spurgt om alt er ok imellem dem. Måske har han alligevel dårlig samvittighed over den måde han reagerede på 

Puslingen skriver:

Hej
Jeg kan godt forstå du har det skidt med situationen.

Jeg forstår dog ikke hvordan man kan samligne den opførsel din x har udvist over jeres søn som en konsekvens

Jeg synes det er umodent og barnligt at skulle give ham skyldfølelse

Jeg var blevet så tosset, hvis det var min dreng!

Stort knus til dig og din søn

Jeg er også tosset over det han har gjort, og synes det er uacceptabelt, men for fredens skyld har jeg ikke skreget af ham, men holdt min vrede indeni mig selv. Tror ikke det ville gavne Mark, hvis hans forældre blev vildt uvenner.

Jeg har sagt til Mark at han intet forkert har gjort, og at jeg godt kan forstå at han er ked af det. Det er også vigtigt at han ved, at han bliver forstået, sådan at han ikke kommer til at føle, at han har gjort noget forkert.

Carina1977 skriver:

Og så har hans far lige skrevet til Mark og spurgt om alt er ok imellem dem. Måske har han alligevel dårlig samvittighed over den måde han reagerede på