Hvornår er det nok???

Tro mig der er kun en grund til at jeg bliver som jeg ikk kan sidde og fortælle på åbent forum.......men forlader ham også så snart jeg kan.

Tro mig der er kun en grund til at jeg bliver som jeg ikk kan sidde og fortælle på åbent forum.......men forlader ham også så snart jeg kan.

LineSchack skriver:

Tro mig der er kun en grund til at jeg bliver som jeg ikk kan sidde og fortælle på åbent forum.......men forlader ham også så snart jeg kan.

Jeg synes ærligtalt, at du er nød til at tænke på dig selv og ikke ham og den ballade. Hvis du har et godt venskab med hans forældre, så prøv og snakke med dem. ved godt at han er voksen, men måske, han trænger til at få et los i røven af dem.

Jeg synes du skal fortælle ham ærligt, at du holder ikke til dette i længden og i har været to til tango, så må han jo også hjælpe til. Jeg HADER når jeg høre om piger, der faktisk ender med at føle at de står som alene mor, selv om fyren er i huset.

Der havde jeg så bare været en rigtig kælling og konfiskeret computeren. Hvis du skal opføre dig som et barn- jamen så tar jeg rollen som din mor! Færdig basta. Du kan spille en time hver torsdag hvis du ordner dine pligter med et smil.

Hvorfor får du et barn med en mand der har et problem du ikke kan acceptere? Havde du regnet med at han bare ville ændre sig ved et trylleslag så snart I fik et barn? En tommelfingerregel er at de problemer man har i et parforhold inden man får børn, kun bliver værre når man får børn. Overskuddet til at arbeje på problemerne er mindre, man er træt, skænderier opstår nemmere.

Jeg kan godt forstå at du er irriteret, og jeg synes absolut at din kæreste er dybt urimelig, men du har selv skabt den situation du sidder i nu. Og jeg synes ærligt talt at det er ansvarsløst at skride fra ham og gøre din lille datter til skilsmissebarn, uden at gøre en meget stor indsats for at få det til at fungere. Det skylder du din datter.

Hvis du vil ændre på ham, så prøv at se om du kan få en dialog i gang med ham hvor du ikke brokker og bebrejder, men hvor du prøver at få ham til at forstå at du har brug for hans hjælp. Det kan godt være at han synes det er kedeligt at passe en lille baby og gøre rent, men han må gøre det for din skyld og for at holde sammen på familien.

Har I været to om at tage beslutningen at få et barn? 

LineSchack skriver:

Hej alle sammen. Jeg og min kæreste er blevet forældre til en lille pige for ikk engang 14 dage siden...siden vi kom hjem fra hospitalet har han ikk lavet andet end at vaske lidt tøj også spille computer. Når vores lille pige ligger hos ham skænker han ikk kun to hurtige blikke før computer skærmen igen vinder hans opmærksomhed...han sidder og spiller til midnat, hvor der bare ikk er ro. For han skal jo ikk op om natten med hende...det skal jeg...så han behøver ikk slukke, det ok han larmer så jeg ikk for min søvn...han skifter hende 1 gang on dagen vis jeg tvinger ham ellers er det mig det hele. Han prioritere den lorte maskine frem for alt bogstavelig talt alt. Han lovede det ændrede sig når hun kom men det kun blevet værre vis man nævner det blir han 5 år og råber hva fanden skal jeg så lave, jeg gider ikk kede mig jeg skal beskæftiges hele tiden...han er umulig at snakke med og blir decideret modbydelig når der kommer til den....Skal jeg fortsætte er det mig som er gal på den?

Hold nu kæft en egotripper

Havde det været mig, så havde jeg kun vasket mit og barnets tøj, jeg havde kun lavet mad til mig selv osv. JA det er barnligt, men han må sgu lære at det hele ikke kommer på et sølvfad..

Mht. hyggestunder med jeres datter osv. du kan ikke tvinge ham til at skifte ble osv. Men ved du hvad? Det bliver hans tab i sidste ende..

modesty skriver:

Hvorfor får du et barn med en mand der har et problem du ikke kan acceptere? Havde du regnet med at han bare ville ændre sig ved et trylleslag så snart I fik et barn? En tommelfingerregel er at de problemer man har i et parforhold inden man får børn, kun bliver værre når man får børn. Overskuddet til at arbeje på problemerne er mindre, man er træt, skænderier opstår nemmere.

Jeg kan godt forstå at du er irriteret, og jeg synes absolut at din kæreste er dybt urimelig, men du har selv skabt den situation du sidder i nu. Og jeg synes ærligt talt at det er ansvarsløst at skride fra ham og gøre din lille datter til skilsmissebarn, uden at gøre en meget stor indsats for at få det til at fungere. Det skylder du din datter.

Hvis du vil ændre på ham, så prøv at se om du kan få en dialog i gang med ham hvor du ikke brokker og bebrejder, men hvor du prøver at få ham til at forstå at du har brug for hans hjælp. Det kan godt være at han synes det er kedeligt at passe en lille baby og gøre rent, men han må gøre det for din skyld og for at holde sammen på familien.

Har I været to om at tage beslutningen at få et barn? 

Jeg ved det godt okay, det dejligt d vil komme med råd men du ved jo ikk hvad jeg rent faktisk har gjort. Jeg beskytter min datter fremFor alt og de sidste 5 måneder har det ogaå kørt så hvor sku jeg vide at han ville vende 180 grader når hun kom. Når han lovede det ville ikk ske..han er ikk til at snakke med har prøvet alt. Og tror også det stresser min datter mere at vi er sammen og skændes end mor og far er glade hver for sig...

LineSchack skriver:

Hej alle sammen. Jeg og min kæreste er blevet forældre til en lille pige for ikk engang 14 dage siden...siden vi kom hjem fra hospitalet har han ikk lavet andet end at vaske lidt tøj også spille computer. Når vores lille pige ligger hos ham skænker han ikk kun to hurtige blikke før computer skærmen igen vinder hans opmærksomhed...han sidder og spiller til midnat, hvor der bare ikk er ro. For han skal jo ikk op om natten med hende...det skal jeg...så han behøver ikk slukke, det ok han larmer så jeg ikk for min søvn...han skifter hende 1 gang on dagen vis jeg tvinger ham ellers er det mig det hele. Han prioritere den lorte maskine frem for alt bogstavelig talt alt. Han lovede det ændrede sig når hun kom men det kun blevet værre vis man nævner det blir han 5 år og råber hva fanden skal jeg så lave, jeg gider ikk kede mig jeg skal beskæftiges hele tiden...han er umulig at snakke med og blir decideret modbydelig når der kommer til den....Skal jeg fortsætte er det mig som er gal på den?

Jeg havde også kappet ledningen. Og hvis det er en bærbar havde jeg låst den inde i et skab hvor kun jeg kunne komme ind!!!

Det er simpelthen bare SLET ikke ok! Jeg syntes at du skal forklare ham stille og roligt, at når jeres barn bliver lidt ældre, og dermed mere sjov, vil barnet ikke føle sig tryg, på samme måde hos ham, end barnet gør hos dig! Og hvis han så ikke kan ændre sit syn derfra, så ville jeg måske overveje at afslutte forholdet, for ellers er han mere en belastning end en hjlæp.

Håber det gav dig lidt at arbejde med

 

Puha han skal da virkelig have et realety tjek ! Hvis min kæreste opførte sig sådan ville jeg blive så gal ! det er respektløst at han ikke engang prøver ! hvad siger han hvis du spørger ham om han gider tage jeres datter så du kan sove en time eller to, altså i dagtimerne ? her tager manden sønnike uden at kny, min mand hjælper ikke meget med bleer, det gør ikke mig noget, for når jeg spørger om han vil skifte ham gør han det med det samme. 

Synes det virker som om din kæreste er "afhængig" af computeren siden han bliver sur når du beder ham give den en pause ! 

Anyhow, i skal snakke snakke og snakke ! det er det eneste der hjælper ! tag en lang alvorlig snak SAMMEN, altså ikke en snak hvor du bebrejder ham dit og dat, i skal begge have lov at sige hvad der går jer på og han skal føle du hører på ham og ikke bare anklager ham. 

Hvis ikke det hjælper ville jeg give ham et ultimatum ! 

Kram 

Jeg ved det godt okay, det dejligt d vil komme med råd men du ved jo ikk hvad jeg rent faktisk har gjort. Jeg beskytter min datter fremFor alt og de sidste 5 måneder har det ogaå kørt så hvor sku jeg vide at han ville vende 180 grader når hun kom. Når han lovede det ville ikk ske..han er ikk til at snakke med har prøvet alt. Og tror også det stresser min datter mere at vi er sammen og skændes end mor og far er glade hver for sig...

Nu er det jo 9 måneder siden at du blev gravid, ikke 5. 

Du har ikke svaret på om det var en fælles beslutning at I skulle have et barn?

Nej, jeg ved ikke hvad du rent faktisk har gjort, det må du jo skrive i dit indlæg så.

Jeg ved godt at jeg lyder hård, og det er ikke fordi jeg ikke har sympati for dig. Jeg kan godt se at det er en rigtig svær situation. Men jeg nægter at tro på at det her kommer som et lyn fra en klar himmel. Du må have vidst hvilken mand du valgte at få et barn med. Og så synes jeg godt nok det er vildt at du sort på hvidt skriver at du skrider så snart du får muligheden, når jeres datter ikke er mere end 14 dage gammel.