Hvor stor en omveltning er det?

Jeg og kæresten snakker rigtig meget om at vi en dag bliver en rigtig familie osv osv. Og min dejlige kæreste har en pige i forvejen som jeg har meget med at gøre og som jeg elsker til langt op over skyerne. Jeg tænker så bare lidt.. For stor en omvæltning er det evt at få et barn sammen?

Elsker min kæreste så forfærdelig meget og er så bange for at når vi engang beslutter os for at nu skal det være at jeg så får kolde fødder fordi jeg er så angst for at vi midster gnisten til hinanden i de store forandringer. At vi glemmer hinanden, så meget at vi ender med bare at blive venner.. Er så bange for at det skulle ske.. Kan se hvordan par hele tiden går fra hinanden så snart de får et barn og vil bare så nødig at det sker for os.. Min angst har efter hånden gjort at når kæresten snakker meget positivt om at vi en dag skal have en familie sammen osv så snakker jeg uden om og kører ind på et andet emne eller svare simpelthen ikke. Jeg ønsker virkelig højt at få et barn men ja er så bange for at det vil kunne ødelægge det vi har nu :/

Er der nogle der har nogle gode råd?

For føler mig virkelig som en hykler med den følelse

Chel1992 skriver:

Jeg og kæresten snakker rigtig meget om at vi en dag bliver en rigtig familie osv osv. Og min dejlige kæreste har en pige i forvejen som jeg har meget med at gøre og som jeg elsker til langt op over skyerne. Jeg tænker så bare lidt.. For stor en omvæltning er det evt at få et barn sammen?

Elsker min kæreste så forfærdelig meget og er så bange for at når vi engang beslutter os for at nu skal det være at jeg så får kolde fødder fordi jeg er så angst for at vi midster gnisten til hinanden i de store forandringer. At vi glemmer hinanden, så meget at vi ender med bare at blive venner.. Er så bange for at det skulle ske.. Kan se hvordan par hele tiden går fra hinanden så snart de får et barn og vil bare så nødig at det sker for os.. Min angst har efter hånden gjort at når kæresten snakker meget positivt om at vi en dag skal have en familie sammen osv så snakker jeg uden om og kører ind på et andet emne eller svare simpelthen ikke. Jeg ønsker virkelig højt at få et barn men ja er så bange for at det vil kunne ødelægge det vi har nu :/

Er der nogle der har nogle gode råd?

For føler mig virkelig som en hykler med den følelse

Tjaa, man er vist bare nødt til at tage det lidt som det kommer man kan nok aldrig forberede sig helt 100% på det at få et barn der er jo så neget der spiller ind, og jeg tror at hormoner er en stor del af det! ... Vi havde været kærester i knap 3 måneder, da jeg blev gravid, og vi tog det bare som det kom! ... Vi har 3 skønne unger i dag, er gift, og har været sammen i 5 1/2 år .... Men altså tag en snak med din kæreste, han må jo næsten, om nogen, vide hvilken omveltning det er, når han har en datter, og ikke er sammen med hendes mor?! Kunne jeg da forestille mig

Krussedulle skriver:

Tjaa, man er vist bare nødt til at tage det lidt som det kommer man kan nok aldrig forberede sig helt 100% på det at få et barn der er jo så neget der spiller ind, og jeg tror at hormoner er en stor del af det! ... Vi havde været kærester i knap 3 måneder, da jeg blev gravid, og vi tog det bare som det kom! ... Vi har 3 skønne unger i dag, er gift, og har været sammen i 5 1/2 år .... Men altså tag en snak med din kæreste, han må jo næsten, om nogen, vide hvilken omveltning det er, når han har en datter, og ikke er sammen med hendes mor?! Kunne jeg da forestille mig

Ja det ved jeg, har en del veninder der skal til at være mor og nogle stykker der er det i forvejen så har hørt lidt om at man aldrig kan forestille sig det helt og man kan aldrig forberede sig.. Men kan bare ikke helt forestille mig det alligevel :s

Ja lige det med at snakke med min kæreste har jeg gjort.. Hvilket også gør mig mere utryk fordi han sagde at de glemte hinanden, og blev venner til sidst efter datteren var kommet.. Vil jeg bare ikke have der sker... Har altid været en der gerne vil have kontrol over alt jeg foretager mig.. Og har jeg ikke det prøver jeg at komme uden om :/ er virkelig ikke god til at tage tingene som de kommer.. Hele mit forsvars system kommer i stedet på overarbejde og kører mig ned

det bedste råd er at I skal sørge for at det hele er snakket igennem og at I kender hinanden godt inden I gør det

Ofte ryger forholdet netop fordi man har forskellige forventninger til det med at være forældre eller ikke har fået snakket ordentligt igennem om hvem står op om natten? hvem bliver hjemme med det syge barn hvis I begge har arbejde? der er en masse småting man skal huske at snakke om og sørge for at være enige om for det kan hurtigt blive surt hvis I begge forventer noget af den anden og personen ikke ved at det er forventet...

Vi har det stadig godt sammen i vores forhold her fordi vi snakkede ALT igennem MANGE gange også selvom vi var enige om sådan set alting var det rart at vide med sikkerhed at vi var det...

Vi har ikke en gang haft nogen nem start... han ville ikke spise nok eller sove og det er først nu 6½ mdr gammel at vi har noget der kunne ligne en rytme med sove-spise-vågenperioder... så det har været hårdt og der har været perioder hvor det hele bare virkede totalt uoverskueligt at skulle komme igennem men vi var der for hinanden selvom vi begge var udkørte og vi sørgede for at vi begge følte vi fik luft og ro ind i mellem så godt vi nu kunne...

Så sæt jer ned og lav en liste hver med ting I ville forvente den anden tog sig af: under graviditeten, lige efter fødsel, fremadsigtet efter barnet starter i institution... Snak om tingene hvis i ikke er enige om det... HUSK det kan være rigtig hårdt at være gravid så der skal flere planer end at du "bare" skal på barsel når du kan det... der kan ske mange uventede ting undervejs der gør at situationen bliver anderledes end I først havde tænkt på så sørg for at snakke om hvad I gør hvis der opstår ting uforudset... også de "grimme" ting mht sygdom, abort m.v.... som sagt sørg for at være enige og lige indstillet på hvad vej det skal gå altsammen...

Chel1992 skriver:

Jeg og kæresten snakker rigtig meget om at vi en dag bliver en rigtig familie osv osv. Og min dejlige kæreste har en pige i forvejen som jeg har meget med at gøre og som jeg elsker til langt op over skyerne. Jeg tænker så bare lidt.. For stor en omvæltning er det evt at få et barn sammen?

Elsker min kæreste så forfærdelig meget og er så bange for at når vi engang beslutter os for at nu skal det være at jeg så får kolde fødder fordi jeg er så angst for at vi midster gnisten til hinanden i de store forandringer. At vi glemmer hinanden, så meget at vi ender med bare at blive venner.. Er så bange for at det skulle ske.. Kan se hvordan par hele tiden går fra hinanden så snart de får et barn og vil bare så nødig at det sker for os.. Min angst har efter hånden gjort at når kæresten snakker meget positivt om at vi en dag skal have en familie sammen osv så snakker jeg uden om og kører ind på et andet emne eller svare simpelthen ikke. Jeg ønsker virkelig højt at få et barn men ja er så bange for at det vil kunne ødelægge det vi har nu :/

Er der nogle der har nogle gode råd?

For føler mig virkelig som en hykler med den følelse

Jeg tror det går meget and på, hvordan ens forhold er? hvor tætte man er og hvor gode man er til at snakke sammen.

Her i hytten er vi rigtigt gode til at snakke sammen og har allerede flere aftaler liggende, om hvordan vi skal huske hinanden og vores forhold.

Selvfølgelig kan vi aldrig forusige ting, så vi ved selvfølgelig ikke om vi få en pige som kræver os mere eller mindre, end vi går og drømmer om. Men vi er helt klart enige om, at vi SKAL HUSKE HINANDEN. . 

og jeg tror også, at det går and på ens hverdag. 

Min kæreste har også en søn fra tidligere og selv han, går nu og glæder sig og spørger selv ind til, hvordan det går med maven uha jeg fik tåre i øjene da han spurgte sin far i mandags

Chel1992 skriver:

Ja det ved jeg, har en del veninder der skal til at være mor og nogle stykker der er det i forvejen så har hørt lidt om at man aldrig kan forestille sig det helt og man kan aldrig forberede sig.. Men kan bare ikke helt forestille mig det alligevel :s

Ja lige det med at snakke med min kæreste har jeg gjort.. Hvilket også gør mig mere utryk fordi han sagde at de glemte hinanden, og blev venner til sidst efter datteren var kommet.. Vil jeg bare ikke have der sker... Har altid været en der gerne vil have kontrol over alt jeg foretager mig.. Og har jeg ikke det prøver jeg at komme uden om :/ er virkelig ikke god til at tage tingene som de kommer.. Hele mit forsvars system kommer i stedet på overarbejde og kører mig ned

Jeg forstår dig godt! Det kan være svært at få det til at hænge sammen! Især hvis man får en lille som ikke sover ordentligt, så ryger der lidt på overskudskontoen.. .. Vi har været heldige at vores unger sover godt om natten, og det gør at vi har overskud om aftenen til at lave en hyggelig middag fx vi kan nyde sammen, når ungerne sover

Wampires skriver:

det bedste råd er at I skal sørge for at det hele er snakket igennem og at I kender hinanden godt inden I gør det

Ofte ryger forholdet netop fordi man har forskellige forventninger til det med at være forældre eller ikke har fået snakket ordentligt igennem om hvem står op om natten? hvem bliver hjemme med det syge barn hvis I begge har arbejde? der er en masse småting man skal huske at snakke om og sørge for at være enige om for det kan hurtigt blive surt hvis I begge forventer noget af den anden og personen ikke ved at det er forventet...

Vi har det stadig godt sammen i vores forhold her fordi vi snakkede ALT igennem MANGE gange også selvom vi var enige om sådan set alting var det rart at vide med sikkerhed at vi var det...

Vi har ikke en gang haft nogen nem start... han ville ikke spise nok eller sove og det er først nu 6½ mdr gammel at vi har noget der kunne ligne en rytme med sove-spise-vågenperioder... så det har været hårdt og der har været perioder hvor det hele bare virkede totalt uoverskueligt at skulle komme igennem men vi var der for hinanden selvom vi begge var udkørte og vi sørgede for at vi begge følte vi fik luft og ro ind i mellem så godt vi nu kunne...

Så sæt jer ned og lav en liste hver med ting I ville forvente den anden tog sig af: under graviditeten, lige efter fødsel, fremadsigtet efter barnet starter i institution... Snak om tingene hvis i ikke er enige om det... HUSK det kan være rigtig hårdt at være gravid så der skal flere planer end at du "bare" skal på barsel når du kan det... der kan ske mange uventede ting undervejs der gør at situationen bliver anderledes end I først havde tænkt på så sørg for at snakke om hvad I gør hvis der opstår ting uforudset... også de "grimme" ting mht sygdom, abort m.v.... som sagt sørg for at være enige og lige indstillet på hvad vej det skal gå altsammen...

Mange tak

Ja vi er ikke så gode til at snakke om sådan nogle ting for når jeg spørger kæresten hvad hans forventninger til mig er så får jeg bare "Jeg har ingen forventninger, jeg tager det som det kommer" og det føler jeg slet ikke jeg kan bruge til noget ._.

Vi snakker normalt ikke om emner imellem os som gør at vi kan komme op og diskutere.. Så jeg har lidt svært ved at snakke om det emne... Også når jeg gerne vil snakke om det, så mener han at der er jo et godt stykke tid endnu så der er ingen grund til at snakke det hele igennem allerede nu... Og ved ikke om jeg er helt enig med ham eller om jeg bare acceptere det som det er og ikke kører videre i det?

Nattøs skriver:

Jeg tror det går meget and på, hvordan ens forhold er? hvor tætte man er og hvor gode man er til at snakke sammen.

Her i hytten er vi rigtigt gode til at snakke sammen og har allerede flere aftaler liggende, om hvordan vi skal huske hinanden og vores forhold.

Selvfølgelig kan vi aldrig forusige ting, så vi ved selvfølgelig ikke om vi få en pige som kræver os mere eller mindre, end vi går og drømmer om. Men vi er helt klart enige om, at vi SKAL HUSKE HINANDEN. . 

og jeg tror også, at det går and på ens hverdag. 

Min kæreste har også en søn fra tidligere og selv han, går nu og glæder sig og spørger selv ind til, hvordan det går med maven uha jeg fik tåre i øjene da han spurgte sin far i mandags

Har sagt mange gange til kæresten at vi skal huske hinanden og det har jeg da også fået et "jaja" til flere gange. Men når jeg prøver at køre mere ind på emnet og rent faktisk får noget ud af ham (hvilket er sjældent) så siger han at man nemt bliver mere forældre end kærester.. Og det gør mig endnu mere angst for selvfølgelig skal man være forældre, men jeg som person har bare også et behov for at vi skal kunne føle vi er kærester og det er jeg bange for at forsvinder..

Vi er ikke de bedste til at tale om det her emne fordi kæresten siger det ligger så langt ude i fremtiden at det ikke er relevant nu.. Og så lukker jeg bare ned og lader være med at snakke om det. Prøver lidt at glemme emnet overhovedet eksistere fordi jeg bliver utryk af uvidenhed.

Krussedulle skriver:

Jeg forstår dig godt! Det kan være svært at få det til at hænge sammen! Især hvis man får en lille som ikke sover ordentligt, så ryger der lidt på overskudskontoen.. .. Vi har været heldige at vores unger sover godt om natten, og det gør at vi har overskud om aftenen til at lave en hyggelig middag fx vi kan nyde sammen, når ungerne sover

Er glad for at du forstår mig

ja det kommer jo rigtig meget an på om man har et nemt eller et kompliceret barn.. Man kan jo aldrig vide sig sikker på den post.. Er ved at lukke hele den her port til fordi jeg bare ikke kan snakke med ham om emnet.. Især fordi jeg var meget skruk for et par måneder siden og hans måde at få mig til at lukke ned på var ved at fortælle skræk historier om fødsler og hvordan alt kunne gå galt og at man kunne blive klippet op for neden og risikerede aldrig at kunne have et rigtigt sex liv igen osv.. Og nu når jeg ikke kan få ham til at tale om vores forventninger til hinanden så har jeg lyst til bare at sætte mit ønske om at få børn på hylden og bare "nøjes" med det jeg har.. Jeg er utrolig dårlig til at håndtere ting når jeg ikke kan gøre noget overhovedet og når jeg ikke kan få kørt de her ting igennem..

Chel1992 skriver:

Har sagt mange gange til kæresten at vi skal huske hinanden og det har jeg da også fået et "jaja" til flere gange. Men når jeg prøver at køre mere ind på emnet og rent faktisk får noget ud af ham (hvilket er sjældent) så siger han at man nemt bliver mere forældre end kærester.. Og det gør mig endnu mere angst for selvfølgelig skal man være forældre, men jeg som person har bare også et behov for at vi skal kunne føle vi er kærester og det er jeg bange for at forsvinder..

Vi er ikke de bedste til at tale om det her emne fordi kæresten siger det ligger så langt ude i fremtiden at det ikke er relevant nu.. Og så lukker jeg bare ned og lader være med at snakke om det. Prøver lidt at glemme emnet overhovedet eksistere fordi jeg bliver utryk af uvidenhed.

mAN er jo 2 om at huske hinanden og er man ikke enige om, hvordan man husker hinanden, kan det godt være svært. 

Vi kender hinanden så uhyr godt og ved lige hvilken redskaber, vi skal bruge, for at få snakket sammen. Selv i min gravitet, snakker vi uhyr meget om, at huske hinanden og gøre noget sammen. Det kan være bare at sidde og nusse hinanden i sofaen osv, det kan være små ting. 

Men bare husk beskyttelse og lig det ikke, før at i er helt enige.