når man bare ikke kan med svigerne

Jeg gav dem en chance i halvandet år, men nu efter over to år, kan jeg bare ikke mere! Slet ikke! Jeg hader, at jeg har det så skidt med min kærestes forældre, for der er faktisk intet ondt (som sådan) skabt i dem.

Jeg kan bare slet ikke døje deres holdninger og personligheder - især moren. Desuden synes jeg de er rigtig lede overfor min kæreste og dét kan jeg slet ikke med!! Min kæreste er lige fyldt rundt - kun hans mor ringer og han hører aldrig fra sin far. (De er altså ikke skilt). Tilgengæld skal min kæreste få smidt dårlig samvittighed i hovedet, da han spørger sin mor, hvordan far har det. "Ja, du kunne jo prøve at ringe og høre ham ad", hvortil min kæreste svarer, at han jo bare lige ville høre.... Hun svarer, at hvis han vil høre fra far, så må han jo selv ringe - "det gør du jo så sjældent."  HELT ÆRLIG! (det skal så lige siges, at faren er abejdsløs og har oseaner af tid til at ringe på denne store dag).
Vi står og skal have vores første barn om få uger og har enormt meget mellem ørene pga. det. Desuden er min kæreste lige startet på nyt job, så der er sgu også meget at se til der, med rutiner osv. han skal ind i.

Aij, jeg kan jo slet ikke fortælle om ALT det der f***ing frustrerer mig, for der er fandeme mange ting!! Men det værste synes jeg er, når de skal behandle min kæreste dåligt. Jeg tror ikke de gør det med vilje; jeg er overbevist om, at de "bare" er dårlige forældre. Men det er så hårdt at se min kæreste blive ked af det og blive kørt rundt i manechen pga. dem. Og han kan ikke sige fra - hvilket også pisser mig af :-S

HVAD skal jeg gøre??!!!!! Jeg har lyst til at slå nogen ihjel, fordi de kommer på besøg om halvanden uge. Jeg orker det bare SLET ikke! Og jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan jeg skal opføre mig overfor dem.
Skal jeg spille skuespil og lade som om, at jeg synes de er nogle dejlige mennesker?? Eller kan jeg godt være bekendt virkelig at hamre i bordet, når jeg synes de går over stregen?

Jeg frygter så meget hvordan tingene bliver, når vi får vores barn. Skal min kæreste så konstant høre for, at vi ikke ser dem nok/ringer ofte nok og at de ikke ser deres barnebarn nok? Skal de overtrumfe os begge to med dårlig samvittighed? Moren er i forvejen dybt utilfreds med, at vi vil sende vores barn i dagpleje frem for vuggestue og hun har sagt op til flere gange, at jeg vil fortryde resten af mit liv, at min mor og søster skal med til fødslen.  

Jeg er så frustreret og måske skal jeg bare mest ud med al den frustration.. Det beklager jeg. Men for helved, jeg er på nippet til at hade de mennesker og jeg kan slet ikke finde ud af, hvor jeg skal gøre af al den vrede; ikke mindst overfor min kæreste. 

Anonym skriver:

Jeg gav dem en chance i halvandet år, men nu efter over to år, kan jeg bare ikke mere! Slet ikke! Jeg hader, at jeg har det så skidt med min kærestes forældre, for der er faktisk intet ondt (som sådan) skabt i dem.

Jeg kan bare slet ikke døje deres holdninger og personligheder - især moren. Desuden synes jeg de er rigtig lede overfor min kæreste og dét kan jeg slet ikke med!! Min kæreste er lige fyldt rundt - kun hans mor ringer og han hører aldrig fra sin far. (De er altså ikke skilt). Tilgengæld skal min kæreste få smidt dårlig samvittighed i hovedet, da han spørger sin mor, hvordan far har det. "Ja, du kunne jo prøve at ringe og høre ham ad", hvortil min kæreste svarer, at han jo bare lige ville høre.... Hun svarer, at hvis han vil høre fra far, så må han jo selv ringe - "det gør du jo så sjældent."  HELT ÆRLIG! (det skal så lige siges, at faren er abejdsløs og har oseaner af tid til at ringe på denne store dag).
Vi står og skal have vores første barn om få uger og har enormt meget mellem ørene pga. det. Desuden er min kæreste lige startet på nyt job, så der er sgu også meget at se til der, med rutiner osv. han skal ind i.

Aij, jeg kan jo slet ikke fortælle om ALT det der f***ing frustrerer mig, for der er fandeme mange ting!! Men det værste synes jeg er, når de skal behandle min kæreste dåligt. Jeg tror ikke de gør det med vilje; jeg er overbevist om, at de "bare" er dårlige forældre. Men det er så hårdt at se min kæreste blive ked af det og blive kørt rundt i manechen pga. dem. Og han kan ikke sige fra - hvilket også pisser mig af :-S

HVAD skal jeg gøre??!!!!! Jeg har lyst til at slå nogen ihjel, fordi de kommer på besøg om halvanden uge. Jeg orker det bare SLET ikke! Og jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan jeg skal opføre mig overfor dem.
Skal jeg spille skuespil og lade som om, at jeg synes de er nogle dejlige mennesker?? Eller kan jeg godt være bekendt virkelig at hamre i bordet, når jeg synes de går over stregen?

Jeg frygter så meget hvordan tingene bliver, når vi får vores barn. Skal min kæreste så konstant høre for, at vi ikke ser dem nok/ringer ofte nok og at de ikke ser deres barnebarn nok? Skal de overtrumfe os begge to med dårlig samvittighed? Moren er i forvejen dybt utilfreds med, at vi vil sende vores barn i dagpleje frem for vuggestue og hun har sagt op til flere gange, at jeg vil fortryde resten af mit liv, at min mor og søster skal med til fødslen.  

Jeg er så frustreret og måske skal jeg bare mest ud med al den frustration.. Det beklager jeg. Men for helved, jeg er på nippet til at hade de mennesker og jeg kan slet ikke finde ud af, hvor jeg skal gøre af al den vrede; ikke mindst overfor min kæreste. 

suck it up.. jeg kender SÅ meget følelsen!! der er ikke ondt skabt i min svigermor, men åååååh hvor er jeg dog uenig i ALLE hendes holdninger, og jeg synes bare hun nedgøre min fantastiske kæreste.. jeg har bare valgt at ignorere det, det ryger ind og ud de ting hun siger

Jeg synes godt nok, man som svigerdatter, skal tænke på, hvordan I selv bliver som svigermor engang. Kan jo være man "kun" får ene sønner også står I selv som "nr 2" fremfor mormor'en.

Synes svigerdatteren bør tænke lidt længere end til sin egen næsetip! Det er jo ligesom kærstens mor. Tænk hvis han havde det på præsis samme måde med din mor.

Synes du skal/bør kæmpe for at få et tåleligt forhold til jeres barns farmor og farfar. Det er en helt unik gave i sig selv, som man netop giver sit barn.

Hvis kæresten ikke kan sige fra overfor sine forældre, skal han nok lære det ell ej. Han har det i hvert fald ikke godt med at være en lus mellem to negle.

Accepter forskelligheder og se det positive i hver menneske. Også vælg hvad du skal bruge din energi på.

ÅÅÅÅH hvor irriterende.

Du er ikk den eneste der har problemer med svigerne.
Jeg har oss problemer med min svigerfamilie og det er mest moren der er et problem. Hun lever i sin egen lille verden hvor hun tror at hun bare kan bestemme over alle.

Hun spurgte mig på et tidspunkt om hvor og hvordan vi havde tænkt os at holde barnedåben og så fortæller jeg hende på en venlig måde at vi har tænkt os at holde det ude på en kro som hedder skipperkroen det er et rigtig dejligt og flot sted og der har vi altid tænkt os at vores barns barnedåb skulle holdes. og vi har sparet penge sammen til det.

Men så her et par dage efter hun havde fået det afvide så ringer hun til min kæreste og spørger om vi ikk kunne komme til en kop kaffe og snakke om den barnedåb. Så tænker jeg bare hva sker der for hende???? Hvad var det hun ikke forstod jeg sagde til hende???


Hun syntes at det var åndsvagt at bruge så mange penge på den barnedåb så hun tilbudte at hende og hendes kæreste som har en slagter butik sørgede for maden, og holde det ude i deres baghave.

ÅÅÅÅÅH jeg kan blive så sindssyg, hvad er det hun ikk fatter???
Det er mig og kæresten der bestemmer da det er vores barn og vi ville ikke bestille mad igennem dem for så skulle de stå og knokle med maden og så ville de ikk nå i kirke. Der havde vi oss tænkt lidt på dem så de bare kunne slappe af istedet for det andet.
Det ville jo nok oss have været galt hvis vi spurgte dem eller bare tog det som en selvfølge at de lavede maden ligesom de andre i familien hver gang der skal holdes noget står de jo for det.

Min kæreste er oss bare så dårlig til at svarer sin mor igen så den står jeg for hver evig eneste gang så jeg rigtig kan være bussemanden og den sure kælling. Og det er jeg snart træt af og min kæreste gør ikk noget ved det selvom jeg siger det til ham hvergang.

Vi var oss hjemme hos dem her i søndags til aftensmad og jeg hader bare at komme ud til dem for de skal hele tiden omsværme vores lille snart 2mdr barn. Og der har jeg oss sagt til hans mor og hans 2 søskende som er lige så forfærdelige som moren at de skal lige give hende lidt plads og ikk overfalde hende lige når vi kommer ind af døren. Og de hører bare ikk efter, de kører deres eget show.
Det er jo ikk for sjovt at jeg siger at de skal slappe lidt af for hun bliver stresset af det og hun ser dem jo ikk så meget.

Jeg har oss sagt flere gange til hans mor og søskende
at de ikk skal bære rundt på hende hele tiden og hun skal ikk kastets fra den ene arm til den anden hele tiden og de gør det bare alligevel. Det samme gjorde de på sygehuset da de kom og skulle se hende og der sagde de på sygehuset at det skulle vi lige passe på med for det kan stresse børnene og det gik oss udover amningen.

Nå... Hun faldt endelig til ro hos hans mor da hun sad med hende men så ville en af hans søskende holde hende og så dum som hans mor er giver hun hende til hans søster så hun bliuver rigtig ked af det og græder og græder istedet for at have haft hende ligggende.
Så da vi endelig skulle hjem så siger hans mor at det var da dejligt at få holdt hende i 15 sekunder... HAAAALLLOOO det er jo din egen skyld din møgkælling..

Min datter sad og og fik mad af mig og så skullle hun bøvse af og det er hun ikke så god til så hun skal sidde længe hos en og bævse.
Så kommer hans mor gud hjælpe mig og tager hende fra min skulder og går med hende!!!!! HAAAAALLLOOO kælling hva fanden har du gang i???? ÅÅÅÅÅÅH det kan sådan irritere mig.

Og der kommer nok meget mere som er værre med tiden.
Kan bare ikk have at hans familie ikk tager lidt hensyn til vores datter når hun er så lille og ikk rigtig kender dem.

puhha hvor jeg kender det...

Kender det!!!!!!!!!!!!! Får en "Knude" i maven hver gang vi skal ses med svigermor... Hun irriterer mig lige meget hvad hun gør! Og jeg prøver virkelig at være sød... Men jeg blir i SÅ dårligt humør hver gang hun er her... eller bare dte hun ringer for at blande sig........

kan også huske da vores søn var lille hun blev sur og tvær hvis han sov når hun kom... JA lad dog spædbarnet sove!!

Men jeg kan kun sige det bliver MEGET værre efter man får barn - den du elsker højst i verden skal bruge tid med den du hader mest... Det giver mig ondt i maven og kvalme når min svigermor kysser (med hendes røgfyldte mund) på min søn.. eller ja når hun render ham i røven hvorend han går hen... han er 2,5 år nu.

Det må virkelig være belastende at have sådan et forhold til sin svigerfamilie. 

Jeg har den dejligste svigermor i verden - svigerfar er dog lidt en sær snegl, men det går an  

Jeg synes virkelig man skal vælge hvor man lægger sin energi. Nogle kampe er ikke værd at kæmpe. Tag en dyb indånding og smil

Anonym skriver:

Jeg gav dem en chance i halvandet år, men nu efter over to år, kan jeg bare ikke mere! Slet ikke! Jeg hader, at jeg har det så skidt med min kærestes forældre, for der er faktisk intet ondt (som sådan) skabt i dem.

Jeg kan bare slet ikke døje deres holdninger og personligheder - især moren. Desuden synes jeg de er rigtig lede overfor min kæreste og dét kan jeg slet ikke med!! Min kæreste er lige fyldt rundt - kun hans mor ringer og han hører aldrig fra sin far. (De er altså ikke skilt). Tilgengæld skal min kæreste få smidt dårlig samvittighed i hovedet, da han spørger sin mor, hvordan far har det. "Ja, du kunne jo prøve at ringe og høre ham ad", hvortil min kæreste svarer, at han jo bare lige ville høre.... Hun svarer, at hvis han vil høre fra far, så må han jo selv ringe - "det gør du jo så sjældent."  HELT ÆRLIG! (det skal så lige siges, at faren er abejdsløs og har oseaner af tid til at ringe på denne store dag).
Vi står og skal have vores første barn om få uger og har enormt meget mellem ørene pga. det. Desuden er min kæreste lige startet på nyt job, så der er sgu også meget at se til der, med rutiner osv. han skal ind i.

Aij, jeg kan jo slet ikke fortælle om ALT det der f***ing frustrerer mig, for der er fandeme mange ting!! Men det værste synes jeg er, når de skal behandle min kæreste dåligt. Jeg tror ikke de gør det med vilje; jeg er overbevist om, at de "bare" er dårlige forældre. Men det er så hårdt at se min kæreste blive ked af det og blive kørt rundt i manechen pga. dem. Og han kan ikke sige fra - hvilket også pisser mig af :-S

HVAD skal jeg gøre??!!!!! Jeg har lyst til at slå nogen ihjel, fordi de kommer på besøg om halvanden uge. Jeg orker det bare SLET ikke! Og jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan jeg skal opføre mig overfor dem.
Skal jeg spille skuespil og lade som om, at jeg synes de er nogle dejlige mennesker?? Eller kan jeg godt være bekendt virkelig at hamre i bordet, når jeg synes de går over stregen?

Jeg frygter så meget hvordan tingene bliver, når vi får vores barn. Skal min kæreste så konstant høre for, at vi ikke ser dem nok/ringer ofte nok og at de ikke ser deres barnebarn nok? Skal de overtrumfe os begge to med dårlig samvittighed? Moren er i forvejen dybt utilfreds med, at vi vil sende vores barn i dagpleje frem for vuggestue og hun har sagt op til flere gange, at jeg vil fortryde resten af mit liv, at min mor og søster skal med til fødslen.  

Jeg er så frustreret og måske skal jeg bare mest ud med al den frustration.. Det beklager jeg. Men for helved, jeg er på nippet til at hade de mennesker og jeg kan slet ikke finde ud af, hvor jeg skal gøre af al den vrede; ikke mindst overfor min kæreste. 

Det lyder ikke rart. Her ser vi mine svigerforældre tit og jeg synes hver gang det er super hyggeligt, selvom der kan være noget jeg er uenig i, men det gør ikke noget, for jeg forventer ikke vi altid er enige

Jeg tænker at din kæreste må blive voksen og selv sige fra. Det er ikke dig der skal tage hans kamp, men du skal selvfølgelig støtte ham.

Du må acceptere at alle mennesker er forskellige og har forskellig baggrund som gør at de er som de er. De kommer med mange meninger, men så længe beslutningen stadig ligger hos JER, så sker der jo ikke noget ved at de kommer med nogle råd her og der.

Prøv at fokusere på de (om det så er få) positive ting ved dine svigerforældre...fx. at de har "givet dig" din dejlige kæreste

årh jeg bliver faktisk misundelig når folk skriver at de har deres svigermor .. jeg mistede min for 2 år siden  og hun var virkelig den bedste svigermor i hele verden .. hun var så kærlig og blid .. og bekymrede sig om os herhjemme .. hun skrev altid for lige at høre hvordan det gik herhjemme og hvordan det gik med Noah ..  Ej begynder bare at savne hende helt vildt .. vil give min højre arm for bare lige at kunne snakke med hende igen 

Argh, ja når man kommer ind i en ny familien, er de bare aldrig lige så gode som ens egen. Synes det er vildt demotiverende at besøge mine svigerforældre, for de er kedelige og snakker kun sygdom. Hun fejler kun alt det sygdom som hun læser om i hjemmet mv

Min egen familie elsker jeg jo. Men efter 11 år med min mand, har jeg endelig indset hvor irriterende min egen familie kan være.. Og nej, det er ikke fordi han har hjernevaskeet mig. Men de siger nogen ting, som jeg tidligere ikke har tænkt mere over, da jeg er vokset op med de udtagelser. Er fx ofte blevet kaldet hysteriske kælling af min far som barn! Sidst de var og spise en gryde ret, kommenterede han det lignede opkast osv

Så desværre går det ofte 2 veje, jeg har nu valgt at acceptere det hele og når nogen siger/gør noget uacceptablet ignore jeg det. Men det skal ikke være nogen hemmilighed, mine forældre får ikke lov til at passe, det barn jeg en gang får!

Det gør mig så ondt at se hvordan min 6 år ældre søster sidder oppe i røven på min far, hun er så bange for at gå glip af noget arv. Golddigger...

Nå, det endte med at blive et indlæg. Jeg var for 10 år siden ved læge ang migræne, som sagde når man først blev 30 år, så blev man mere ligeglad med ens families og deres meninger. Glæder mig til det sker! Bliver snart 31...