Undskyld på forhånd for brokken, men nu har jeg efterhånden brug for at lufte lidt ud..
Da jeg fik mit barn var faren helt vildt meget på, han var så glad for vores søn som jeg troede man kunne være.
Han var der til at skifte, han legede med ham, han viste ham stolt frem og han ville gerne tage over når jeg synes det var hårdt.
Men efter et halvt år virkede det som om han mistede interessen. Det blev sværere og sværere for mig at få ham interesseret i sin søn og når vi lavede aftaler om at han kunne tage ham et par dage kunne han nogengange bare ikke vise op og dagen efter komme med en besked om at han ikke lige kunne overskue det,
Hver eneste gang han skulle se sin søn var det som om jeg skulle stå og hive ham i håret for bare at få ham til at se ham en gang om måneden. Det kørte mig ned at jeg skulle gøre det så det endte med jeg sagde til ham at jeg ikke gad prøve at kæmpe så hårdt for det og at istedet for det altid var mig der kom, at han så bare skulle skrive og ringe når det var han ville se sin søn.
Han begyndte at holde op med at betale børnepenge, en ting som vi havde gjort privat hvor han satte penge ind. Jeg lod et godt stykke tid gå med det, fordi vi var stadig gode venner og jeg ved han ikke er den rigeste, og jeg kunne egentlig godt få pengene til at køre rundt som det var nu.
Det var indtil den sidste dråbe fik bægeret til at flyde over. Det der fik mig til at indset at han ikke var min ven længere.
En dag vågner jeg op til at min kat er meget syg, han kunne ikke gå og han pev meget. Jeg bad faren om at tage min søn så jeg kunne tage på hospitalet med min kat. Han havde ingen planer den dag men hans ordrette kommentar var "Det må du sgu selv klare".
Jeg var chokeret, ikke kun fordi jeg troede han var min ven og fordi han ved hvor meget mine dyr betyder for mig, men også fordi jeg så mange gange har hjulpet ham i en svær situation.
Jeg ansøgte kommunen om børnepenge og vedlagde hvornår han havde holdt op med at betale, hvilket var 3 måneder.
Efter de havde sendt ham et brev han ikke svarede på tog de, de 3 måneders børnepenge fra ham og lagde dem ind på min konto.
Så får jeg en besked fra ham, en uge efter ca om at de har taget penge fra ham og det jo ikke er helt i orden fordi nu har han ikke penge til resten af måneden. Jeg sagde så fint "det må du sgu selv klare" hvorefter han blev skide sur og lagde på.
Et par dage efter får jeg så en email fra ham hvor der står at han godt var klar over det måske var en dårlig reaktion at have, men at vi sagtens kan finde en afdragsordning hvor jeg kan betale ham de penge tilbage jeg skylder ham (aka de børnepenge kommunen tog fordi han ikke selv betalte dem).
Det blev jeg selvfølgelig skide sur over og jeg forklarede ham så "pænt" at jeg ikke skyldte ham en skid.
Næste besked jeg får fra ham er så at han gerne vil have noget respekt for mig sådan så han også kan se sin søn. Jeg har FLERE gange ØNSKET han vil se sin søn noget mere og har FLERE gange sagt at han skal bare sige til, så får han ham en weekend eller hvad han nu vil.
Det kunne han ikke sige noget til.
Men problemet er så, han gør det aldrig. Det kan gå mellem en måned eller 2 til han ser sin søn og det er kun når hans familie presser på med at se ham, og så er det kun lige et par timer den ene dag hvor han besøger dem.
Jeg er så træt af ham, jeg er så træt af at han kan være så ligeglad og så misinformeret om hvordan alting hænger sammen.
Jeg er bare træt af det hele lige nu. Jeg ville ønske han ville tage noget ansvar og blive voksen.
