Anonym skriver:
Skriver lige ano af hensyn til familie og mand.
Jeg er ved at køre FULDSTÆNDIG fast i det her forhold... Min kæreste/mand og jeg har været sammen i to år nu, og har sammen et barn på lidt over et år. Jeg blev gravid på en såkaldt upser med ham, og vi valgt at få barnet og blive sammen... 
Jeg er 19 han er 33... alderen har ikke før generet mig overhovedet. Men nu er jeg begyndt at tvivle på om vi er de rigtige for hinanden... Vi er uvenner eller negative på hinanden hver eller hveranden dag og det har kørt sådan her on and off fra ca. et havlt år inde forholdet...
Vores sexliv kører også MEGET forskelliget nogle gange er vi så sikre på det går galt allerede når vi går ind i soveværelset at vi bliver uvenner... andre gange kan vi gå der ind positive og så går det galt alligevel... og en helt tredjegang kan vi have suuuper go sex hvor jeg kommer med ham og det hele... 
Men jeg ser efterhånden kun problemerne... de har ligesom overmandet mig nu... (Jeg mener helt ærlige vi har været sammen i to år, vores sexliv burde ikke været et problem vel?)
Han er typen som VIRKELIG går mig på nerverne når det ikke lige går som han vil have det... Et hurtigt eksempel...
Vi havde aftalt idag at gå i bad sammen når vores barn blev lagt til middag. At h*n blev sløj og faldt i søvn tidligere var så ikke lige med i beregningerne. 
(hader når h*n bliver syg det aldrig sjovt). Når men jeg vælger så at nu kan jeg godt gå i bad og spørger ham om han ikke kom med ud nu hvor der jo var lagt op til det tidligere.
Han bliver underlig og sidder bare for sig selv og er slet ikke til at snakke med... 
Det gør han bare ALTID... lige så snart det går lidt skævt så bliver resten af dagen ødelagt... og lige meget hvad jeg siger og gør så er han mr. negativ...
Nu havde jeg så været i bad og da jeg går ud af badet sætter han sig på wc'et for at "snakke" om det... men vi har prøvet det her såååå mange gange at jeg kunne citere hvad han ville sige (ikke høfligt ved jeg godt, men orker ikke den diskussion igen vi har haft den så ofte at jeg er ved at brække mig, for det ændre sig ikke alligevel).
Nu ligger han på gulvet i stuen og glor op i loftet uden at sige noget, hvilket han også altid gør... 
Hvorfor kan han ikke nosse sig sammen og prøve at ændre attitude i stedet for at det bliver det samme hver gang og resten af dagen bliver noget nøg...
Jeg er så træt af vi hele tiden bliver uvenner, og han enten slet ikke siger noget eller er mr. negativ der bare siger ja og ammen til at jeg forslår uden at gøre det seriøst...
Jeg har været ved at smide ham ud 5-6 gange nu inden for det sidste halve år, men han nægter at gå, og intet ændre sig... det SYND for vores barn at vi altid har en dårlig stemning her hjemme og humøret altid er dårligt... 
Jeg kan ikke holde til det...
Hvad i himmelens navn skal jeg dog stille op... vi har været til parterpurt men det hjalp ikke, der fik vi bare at vide at hun ikke er i tvivl om vi elsker hinanden... det var så de 900 kr ud af vinduet...
Undskyld skulle lige af med mine fustrationer... to fucking år har jeg snart spildt på det her cirkus med en mand der går mig på nerverne... (Nogle gange elsker jeg ham virkelig, men det er efterhånden så sjælden at jeg glemmer den følelse af og til...
)
Kan forstå at du har prøvet at snakke med ham om det og at der bare ikke sker noget? Hvis han ikke er villig til at ændre tingene, så er det måske dig der skal tage det næste skridt og "forlade" ham?
