Hvad skal jeg dog stille op med ham???

Skriver lige ano af hensyn til familie og mand.

Jeg er ved at køre FULDSTÆNDIG fast i det her forhold... Min kæreste/mand og jeg har været sammen i to år nu, og har sammen et barn på lidt over et år. Jeg blev gravid på en såkaldt upser med ham, og vi valgt at få barnet og blive sammen...  

Jeg er 19 han er 33... alderen har ikke før generet mig overhovedet. Men nu er jeg begyndt at tvivle på om vi er de rigtige for hinanden... Vi er uvenner eller negative på hinanden hver eller hveranden dag og det har kørt sådan her on and off fra ca. et havlt år inde forholdet...

Vores sexliv kører også MEGET forskelliget nogle gange er vi så sikre på det går galt allerede når vi går ind i soveværelset at vi bliver uvenner... andre gange kan vi gå der ind positive og så går det galt alligevel... og en helt tredjegang kan vi have suuuper go sex hvor jeg kommer med ham og det hele...  Men jeg ser efterhånden kun problemerne... de har ligesom overmandet mig nu... (Jeg mener helt ærlige vi har været sammen i to år, vores sexliv burde ikke været et problem vel?)

Han er typen som VIRKELIG går mig på nerverne når det ikke lige går som han vil have det... Et hurtigt eksempel...

Vi havde aftalt idag at gå i bad sammen når vores barn blev lagt til middag. At h*n blev sløj og faldt i søvn tidligere var så ikke lige med i beregningerne.  (hader når h*n bliver syg det aldrig sjovt). Når men jeg vælger så at nu kan jeg godt gå i bad og spørger ham om han ikke kom med ud nu hvor der jo var lagt op til det tidligere.

Han bliver underlig og sidder bare for sig selv og er slet ikke til at snakke med...  Det gør han bare ALTID... lige så snart det går lidt skævt så bliver resten af dagen ødelagt... og lige meget hvad jeg siger og gør så er han mr. negativ...

Nu havde jeg så været i bad og da jeg går ud af badet sætter han sig på wc'et for at "snakke" om det... men vi har prøvet det her såååå mange gange at jeg kunne citere hvad han ville sige (ikke høfligt ved jeg godt, men orker ikke den diskussion igen vi har haft den så ofte at jeg er ved at brække mig, for det ændre sig ikke alligevel).

Nu ligger han på gulvet i stuen og glor op i loftet uden at sige noget, hvilket han også altid gør...  Hvorfor kan han ikke nosse sig sammen og prøve at ændre attitude i stedet for at det bliver det samme hver gang og resten af dagen bliver noget nøg...

Jeg er så træt af vi hele tiden bliver uvenner, og han enten slet ikke siger noget eller er mr. negativ der bare siger ja og ammen til at jeg forslår uden at gøre det seriøst...

Jeg har været ved at smide ham ud 5-6 gange nu inden for det sidste halve år, men han nægter at gå, og intet ændre sig... det SYND for vores barn at vi altid har en dårlig stemning her hjemme og humøret altid er dårligt...  Jeg kan ikke holde til det...

Hvad i himmelens navn skal jeg dog stille op... vi har været til parterpurt men det hjalp ikke, der fik vi bare at vide at hun ikke er i tvivl om vi elsker hinanden...  det var så de 900 kr ud af vinduet...

Undskyld skulle lige af med mine fustrationer... to fucking år har jeg snart spildt på det her cirkus med en mand der går mig på nerverne... (Nogle gange elsker jeg ham virkelig, men det er efterhånden så sjælden at jeg glemmer den følelse af og til...)

Anonym skriver:

Skriver lige ano af hensyn til familie og mand.

Jeg er ved at køre FULDSTÆNDIG fast i det her forhold... Min kæreste/mand og jeg har været sammen i to år nu, og har sammen et barn på lidt over et år. Jeg blev gravid på en såkaldt upser med ham, og vi valgt at få barnet og blive sammen...  

Jeg er 19 han er 33... alderen har ikke før generet mig overhovedet. Men nu er jeg begyndt at tvivle på om vi er de rigtige for hinanden... Vi er uvenner eller negative på hinanden hver eller hveranden dag og det har kørt sådan her on and off fra ca. et havlt år inde forholdet...

Vores sexliv kører også MEGET forskelliget nogle gange er vi så sikre på det går galt allerede når vi går ind i soveværelset at vi bliver uvenner... andre gange kan vi gå der ind positive og så går det galt alligevel... og en helt tredjegang kan vi have suuuper go sex hvor jeg kommer med ham og det hele...  Men jeg ser efterhånden kun problemerne... de har ligesom overmandet mig nu... (Jeg mener helt ærlige vi har været sammen i to år, vores sexliv burde ikke været et problem vel?)

Han er typen som VIRKELIG går mig på nerverne når det ikke lige går som han vil have det... Et hurtigt eksempel...

Vi havde aftalt idag at gå i bad sammen når vores barn blev lagt til middag. At h*n blev sløj og faldt i søvn tidligere var så ikke lige med i beregningerne.  (hader når h*n bliver syg det aldrig sjovt). Når men jeg vælger så at nu kan jeg godt gå i bad og spørger ham om han ikke kom med ud nu hvor der jo var lagt op til det tidligere.

Han bliver underlig og sidder bare for sig selv og er slet ikke til at snakke med...  Det gør han bare ALTID... lige så snart det går lidt skævt så bliver resten af dagen ødelagt... og lige meget hvad jeg siger og gør så er han mr. negativ...

Nu havde jeg så været i bad og da jeg går ud af badet sætter han sig på wc'et for at "snakke" om det... men vi har prøvet det her såååå mange gange at jeg kunne citere hvad han ville sige (ikke høfligt ved jeg godt, men orker ikke den diskussion igen vi har haft den så ofte at jeg er ved at brække mig, for det ændre sig ikke alligevel).

Nu ligger han på gulvet i stuen og glor op i loftet uden at sige noget, hvilket han også altid gør...  Hvorfor kan han ikke nosse sig sammen og prøve at ændre attitude i stedet for at det bliver det samme hver gang og resten af dagen bliver noget nøg...

Jeg er så træt af vi hele tiden bliver uvenner, og han enten slet ikke siger noget eller er mr. negativ der bare siger ja og ammen til at jeg forslår uden at gøre det seriøst...

Jeg har været ved at smide ham ud 5-6 gange nu inden for det sidste halve år, men han nægter at gå, og intet ændre sig... det SYND for vores barn at vi altid har en dårlig stemning her hjemme og humøret altid er dårligt...  Jeg kan ikke holde til det...

Hvad i himmelens navn skal jeg dog stille op... vi har været til parterpurt men det hjalp ikke, der fik vi bare at vide at hun ikke er i tvivl om vi elsker hinanden...  det var så de 900 kr ud af vinduet...

Undskyld skulle lige af med mine fustrationer... to fucking år har jeg snart spildt på det her cirkus med en mand der går mig på nerverne... (Nogle gange elsker jeg ham virkelig, men det er efterhånden så sjælden at jeg glemmer den følelse af og til...)

det lyder som om du allerede har prøvet at snakke med din kæreste om det, men du må jo prøve at gøre det meget klart for ham, at hvis det forstætter så er du ude af vagten, fordi det gider du ikke mere.. jeg synes bestemt ikke du 'bare' skal gå uden at han er blevet gjort opmærksom på du er lige på randen til at skride

held og lykke

Jeg tror i skal væk fra hinanden, så i hver især, kan se hvordan det er at bo uden hinanden. På den måde kan i måske bedre finde ud af om det skal være jer to, eller om i helt skal flytte fra hinanden

Jeg håber i kan snakke om det, for sådan en mand ville jeg da heller ikke kunne holde ud !

FrkZier skriver:

det lyder som om du allerede har prøvet at snakke med din kæreste om det, men du må jo prøve at gøre det meget klart for ham, at hvis det forstætter så er du ude af vagten, fordi det gider du ikke mere.. jeg synes bestemt ikke du 'bare' skal gå uden at han er blevet gjort opmærksom på du er lige på randen til at skride

held og lykke

Det har jeg jo for dælen sagt til ham 100 gange men nu det snart bare en tom trussel, som han fejer ind under gulvtæppet...  Jeg fik ham faktisk til at læse det jeg har skrevet her ligen inden du svarede... og nu sidder han i sin stol og glor ud i luften og er igen ikke til at komme i kontakt med... jeg har faktisk været gået en gang hvor han opsøgte mig hos mine forældre og svag som jeg er gik jeg med ham hjem igen...  og så kører cirkuset igen...

Jeg tror i skal væk fra hinanden, så i hver især, kan se hvordan det er at bo uden hinanden. På den måde kan i måske bedre finde ud af om det skal være jer to, eller om i helt skal flytte fra hinanden

 

Jeg håber i kan snakke om det, for sådan en mand ville jeg da heller ikke kunne holde ud !

Ja nogle gange så tror jeg faktisk den eneste grund til vi ikke går hver til sit er vores datter og mit studie...  Jeg tror lidt jeg et en svagpisser når det kommer til at gå nu hvor jeg står over for mine eksamner... i stedet så træder jeg rundt i vores sure hverdag...

Tror virkelig også vi må se at gå hver vores veje, men det sku svært når der er et barn med indblandet...  Jeg kan slet ikke forstille mig en hverdag uden ham/hende...

Anonym skriver:

Skriver lige ano af hensyn til familie og mand.

Jeg er ved at køre FULDSTÆNDIG fast i det her forhold... Min kæreste/mand og jeg har været sammen i to år nu, og har sammen et barn på lidt over et år. Jeg blev gravid på en såkaldt upser med ham, og vi valgt at få barnet og blive sammen...  

Jeg er 19 han er 33... alderen har ikke før generet mig overhovedet. Men nu er jeg begyndt at tvivle på om vi er de rigtige for hinanden... Vi er uvenner eller negative på hinanden hver eller hveranden dag og det har kørt sådan her on and off fra ca. et havlt år inde forholdet...

Vores sexliv kører også MEGET forskelliget nogle gange er vi så sikre på det går galt allerede når vi går ind i soveværelset at vi bliver uvenner... andre gange kan vi gå der ind positive og så går det galt alligevel... og en helt tredjegang kan vi have suuuper go sex hvor jeg kommer med ham og det hele...  Men jeg ser efterhånden kun problemerne... de har ligesom overmandet mig nu... (Jeg mener helt ærlige vi har været sammen i to år, vores sexliv burde ikke været et problem vel?)

Han er typen som VIRKELIG går mig på nerverne når det ikke lige går som han vil have det... Et hurtigt eksempel...

Vi havde aftalt idag at gå i bad sammen når vores barn blev lagt til middag. At h*n blev sløj og faldt i søvn tidligere var så ikke lige med i beregningerne.  (hader når h*n bliver syg det aldrig sjovt). Når men jeg vælger så at nu kan jeg godt gå i bad og spørger ham om han ikke kom med ud nu hvor der jo var lagt op til det tidligere.

Han bliver underlig og sidder bare for sig selv og er slet ikke til at snakke med...  Det gør han bare ALTID... lige så snart det går lidt skævt så bliver resten af dagen ødelagt... og lige meget hvad jeg siger og gør så er han mr. negativ...

Nu havde jeg så været i bad og da jeg går ud af badet sætter han sig på wc'et for at "snakke" om det... men vi har prøvet det her såååå mange gange at jeg kunne citere hvad han ville sige (ikke høfligt ved jeg godt, men orker ikke den diskussion igen vi har haft den så ofte at jeg er ved at brække mig, for det ændre sig ikke alligevel).

Nu ligger han på gulvet i stuen og glor op i loftet uden at sige noget, hvilket han også altid gør...  Hvorfor kan han ikke nosse sig sammen og prøve at ændre attitude i stedet for at det bliver det samme hver gang og resten af dagen bliver noget nøg...

Jeg er så træt af vi hele tiden bliver uvenner, og han enten slet ikke siger noget eller er mr. negativ der bare siger ja og ammen til at jeg forslår uden at gøre det seriøst...

Jeg har været ved at smide ham ud 5-6 gange nu inden for det sidste halve år, men han nægter at gå, og intet ændre sig... det SYND for vores barn at vi altid har en dårlig stemning her hjemme og humøret altid er dårligt...  Jeg kan ikke holde til det...

Hvad i himmelens navn skal jeg dog stille op... vi har været til parterpurt men det hjalp ikke, der fik vi bare at vide at hun ikke er i tvivl om vi elsker hinanden...  det var så de 900 kr ud af vinduet...

Undskyld skulle lige af med mine fustrationer... to fucking år har jeg snart spildt på det her cirkus med en mand der går mig på nerverne... (Nogle gange elsker jeg ham virkelig, men det er efterhånden så sjælden at jeg glemmer den følelse af og til...)

Er du sikker på det er dig der er 19 og ham 33 og ik omvendt? Kæft han lyder barnlig!

Livet er for kort til at bruge det på dårlige dage HVER dag! Hvis du ikke er glad så ud af vagten med ham, vil han ikke flytte så søg en anden lejlighed  Husk på stemningen gør noget ved dit barn, og med tiden er du oz et forbillede for når barnet skal finde en partner. Er det dagligdag er det pludselig accepteret.. 

Team Putte skriver:

Er du sikker på det er dig der er 19 og ham 33 og ik omvendt? Kæft han lyder barnlig!

 

Livet er for kort til at bruge det på dårlige dage HVER dag! Hvis du ikke er glad så ud af vagten med ham, vil han ikke flytte så søg en anden lejlighed  Husk på stemningen gør noget ved dit barn, og med tiden er du oz et forbillede for når barnet skal finde en partner. Er det dagligdag er det pludselig accepteret.. 

Jeg kan kun sige jeg også ofte er i tvivl om hvorvidt han er 33 år.  Jeg kan ikke finde ud af hvordan det hele skal køre hvis vi går hver til sit, om jeg så kan forsørge ham/hende alene, eller om det vil vælte læsset helt...  Nu er jeg jo kun på SU og trænger virkelig til et år hjemme når jeg er færdig studerende, men hvad så med økonomien jeg er jo ikke dagpenge berettiget pga. jeg ikke har været i arbejde i et år.  Og bistand så bliver jeg sendt i arbejde med det samme, samt jeg ikke kan søge ind på en uddannelse uden et bedre gennemsnit.  Så jeg er ved at bryde sammen hele tiden pga. alle de hvad så?

Anonym skriver:

Det har jeg jo for dælen sagt til ham 100 gange men nu det snart bare en tom trussel, som han fejer ind under gulvtæppet...  Jeg fik ham faktisk til at læse det jeg har skrevet her ligen inden du svarede... og nu sidder han i sin stol og glor ud i luften og er igen ikke til at komme i kontakt med... jeg har faktisk været gået en gang hvor han opsøgte mig hos mine forældre og svag som jeg er gik jeg med ham hjem igen...  og så kører cirkuset igen...

hvis du virkelig er seriøs omkrnig det, må du være stærk og gå din vej

Anonym skriver:

Jeg kan kun sige jeg også ofte er i tvivl om hvorvidt han er 33 år.  Jeg kan ikke finde ud af hvordan det hele skal køre hvis vi går hver til sit, om jeg så kan forsørge ham/hende alene, eller om det vil vælte læsset helt...  Nu er jeg jo kun på SU og trænger virkelig til et år hjemme når jeg er færdig studerende, men hvad så med økonomien jeg er jo ikke dagpenge berettiget pga. jeg ikke har været i arbejde i et år.  Og bistand så bliver jeg sendt i arbejde med det samme, samt jeg ikke kan søge ind på en uddannelse uden et bedre gennemsnit.  Så jeg er ved at bryde sammen hele tiden pga. alle de hvad så?

Mht. su'en er der jo dobbelt op når man er ene-forsørger, su-lån og andre tilskud. Hvis din lejlighed ik er vanvittig dyr er det muligt at sidde som studerende og enlig mor Man kan jo oz søge friplads i dp/vs og du får jo børnepenge af faren om han så vil eller ej

Mht. kommunen så er de nogle gange til at snakke med. Hvis du siger du har brug for lidt tid til at samle dig ovenpå alt det her og studie og det hele, kan de nøjes med at sende dig i f.eks. motion istedet for aktivering. Så skal man typisk afsted 3 gange om ugen i 1½ time pr. gang. Men ja du kan oz være uheldig og få en trist sagsbehandler der ik forstår hvorfor du har brug for et pusterum, og det er jo heller ik meningen man skal gå derhjemme på "betalt ferie" fra kommunen

Team Putte skriver:

Mht. su'en er der jo dobbelt op når man er ene-forsørger, su-lån og andre tilskud. Hvis din lejlighed ik er vanvittig dyr er det muligt at sidde som studerende og enlig mor Man kan jo oz søge friplads i dp/vs og du får jo børnepenge af faren om han så vil eller ej

 

Mht. kommunen så er de nogle gange til at snakke med. Hvis du siger du har brug for lidt tid til at samle dig ovenpå alt det her og studie og det hele, kan de nøjes med at sende dig i f.eks. motion istedet for aktivering. Så skal man typisk afsted 3 gange om ugen i 1½ time pr. gang. Men ja du kan oz være uheldig og få en trist sagsbehandler der ik forstår hvorfor du har brug for et pusterum, og det er jo heller ik meningen man skal gå derhjemme på "betalt ferie" fra kommunen

Det nu ikke fordi jeg regner med at gå på betalt ferie  men har virelig brug for noget tid uden stress og ting der SKAL gøres osv. som når man studere og arbejder fultid.  

Ja ved godt jeg får børenpenge af faderen, men hvordan ordner man alle de ting der skal ordnes fra den ene dag til den anden? og hvor skal man være til der er styr på det... ?