Jeg var lige så nervøs anden gang som første.
Første gang drejede det sig om "kommer jeg til at kunne klare det her godt nok?"
Anden gang drejede det sig om nøjagtig det samme. Selvom man ved lidt mere om, hvad man går til, så er alle børn jo forskellige, og i tillæg kommer alle de ekstra tanker omkring "hvordan kommer storesøster til at takle det" og "kommer jeg til at klare at være alene hjemme med dem begge to" osv.
Men det var helt supert! Øjeblikket, da Storesøster opdagede sin Lillebror i autostolen ved siden af sin egen, da vi hentede hende i børnehaven. Hun var så stolt og glad! Det var fantastisk...
Selvfølgelig er det hårdt, og der er tidspunkter, hvor man er tæt på at bryde sammen (Som den mindeværdige weekend, hvor vi var syge alle fire på samme tid...). Men der er langt flere, hvor man bare er stolt og lykkelig.
Jeg synes, at følelserne, om muligt, er blevet endnu stærkere og mere intense, efter at vi fik nr to. Da jeg var gravid anden gang, kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg kunne komme til at elske nr to lige så højt, som jeg elskede nr 1. Men det gør man. Og samtidig synes jeg bare, at jeg holder mere og mere af dem, jo længere tid vi har været sammen. Nogen gange kan jeg få en fornemmelse af, at livet må have været mærkelig tomt, før jeg fik børn. (Men sådan så jeg jo selvfølgelig slet ikke på det den gang...
)
Du har virkelig noget at glæde dig til!
Anmeld