Ufrivillig abort

Kære Brugere på Baby.dk.

Jeg har lige meldt mig ind ind i Baby.dk, da jeg havde brug for at fortælle min historie til nogen, der måske har prøvet det samme eller noget lignende.
Jeg har lige fået foretaget en ufrivillig abort, og valgte desværre i bagklogskabets lys den medicinskeabort.
I tirdsdags skulle min dejlige kæreste og jeg til nakkefoldsscanning. Jeg var lidt mere end 13 uger henne med vores første barn, som vi gennem et par år, havde prøvet at få, og vi glædede os sådan.
Vi var først oppe og få taget blodprøve. Det gik stærkt. Derefter over til scanning og sidde og vente på, at det blev vores tur.
Da det endelig blev vores tur, og vi kom ind og jeg lagde mig på briksen, kunne jordmoderen (eller hvad hun nu var ikke finde noget), jeg blev bedt om at gå ud og tisse, da hun sagde, at min blære var fyldt. Jeg gjorde som hun sagde men følte ikke, at jeg skulle tisse og har i forvejen svært ved at tisse på kommando. Jeg måtte gå ind igen med uforrettet sag.
Hun var i mellem tiden blevet lidt utålmodig og mente ikke, at hun kunne scanne mig.
Da hun havde presset lidt mere med scanneren på min mave, og i øvrigt fortalt mig, at hun ikke var sikker på, at der var noget derinde, kunne jeg godt tisse. Jeg gik på toilettet og hun hentede en læge.
Da jeg kom ind havde de så besluttet sig for at scanne mig op i gennem skeden. Lidt efter fandt de noget derinde. Det viste sig, at fosteret var dødt, da det var 4 uger gammelt, men at min krop ikke havde udstødt det.
Jeg brød fuldstændig sammen og min dejlige kæreste, som var blevet lige så chokeret og ked af det, gjorde alt, hvad han kunne for at trøste mig.
Damen blev lige pludselig enormt sød og venlig.
Vi fik lov at sunde os lidt, mens hun fandt nogle papir frem, som vi skulle have med over på gynækologiskafdeling, hvor jeg så skulle have foretaget en abort.
Da vi kom der over sad vi først og ventede et kvarter til en halv time, så kom der en sød sygeplejerske og fortalte os om de to muligheder der nu er. Den kirurigske- og den medicinskeabort. Vi fik nogle papir, som vi skulle gå ud og læse godt igennem inden vi besluttede os. Der efter ville der komme en læge og tale med os. Den kirurigskeabort kunne jeg først få foretaget dagen efter, da jeg skulle faste 6 timer inden indgrebet, og det der for ville blive for sent den dag.
Da jeg havde fødselsdag dagen efter og ikke havde lyst til at få foretaget indgrebet på min fødselsdag og i øvrigt gerne ville have det overstået, valgte jeg til min store fortrydelse den medicinskeabort.
Fra vi havde talt med den første sygeplejerske til lægen kom gik der en halv time til tre kvarter. Hun fortalte stort set det samme som sygeplejersken og så undersøgte hun mig gynækologisk. Der efter blev vi bedt om at gå ud og vente på, at der skulle komme en sygeplejerske og sætte de to piller op. Der gik så yderligere en halv time før hun kom, da vi åbenbart var kommet midt i deres vagtskifte, og der ved nærmest følte, at vi var kommet ubelejligt. Da hun endelig kom, spurgte jeg om det eneste, jeg ikke var helt klar over. Det var, om jeg skulle ligge ned efter pillerne var sat op. Hun svarede mig ikke særlig pænt, hvor efter jeg sagde til hende, at jeg overhovedet ikke var forberedt på det her og i øvrigt stod i g-stringstrusser og hverken havde et par ordentlige trusser eller bind med. Så kunne hun da lige pludselig godt forstå problemet og fandt et par trusser og et bind til mig.
Vi fik lov til at forlade afdelingen, så vi kunne komme ned i forhallen, hvor der skete lidt mere. Efter en time kom vi op igen som aftalt. Der var blødningen/aborten stadig ikke gået i gang. Da vi kom op, var der ikke lige nogen til at tage sig af os, så vi måtte vente ca. 20 min., så kom sygeplejersken igen. Hun satte så en ny pille op, og vi fik lov til at gå hjem. Hun mente godt at almindelige Iprener ville kunne tage de smerter, der evt. ville komme.
Vi tog hjem, da klokken var omkring 18. Der havde vi været på hospitalet fra kl. 12.30. Jeg faldt i søvn på sofaen.
Kl. 21 vågnede jeg op, og der begyndte jeg at få smerter. Blødningen var stadig ikke gået i gang. Fra kl. 21-24 blev smerterne bare værre og værre og almindelige Iprener kunne bestemt ikke tage dem, og blødningen gik ikke i gang. Da klokken var 24. blev vi enige om at ringe til natlægen. Det gjorde vi. Han sendte os ud til vagtlægen på hospitalet, som undersøgte mig og gav en smertestillende stikpille og to Panodiler. Han ringede over på afdelingen, hvor han fik at vide, at hvis der ikke var sket noget inden i morgen tidlig, så skulle vi møde på afdelingen kl. 9, hvor jeg så skulle have foretaget aborten kirurigsk.
Da vi kom hjem var klokken lidt i 1. Jeg satte stikpillen op, tog de to Panodiler og gik i seng og faldt i søvn. Jeg vågnede igen omkring kl. 3, ved at blødningen gik i gang. Fra kl. 3-6 styrtblødte jeg med ca. 1 times mellemrum. Det var frygteligt. Aldrig har jeg oplevet noget så ubehageligt.
Tillykke med fødselsdagen! Du har fået en abort!
Min dejlige kæreste ringede ud til afdelingen for at sige, at aborten var gået i gang og fik så at vide, da hun kunne se, at vi havde været hos vagtlægen, at det var en stor fejl, at vi ikke havde fået nogle morfinlignende smertestillende piller med hjem.
I morgen er det en uge siden, at det skete. Fysisk har jeg det nogenlunde men får stadig kraftige menstruationslignende smerter ind i mellem. Psykisk har jeg det meget op og ned. Jeg var så sikker på, at vores baby havde det så godt, og derfor var vi også meget i tvivl om, hvor vi ville have foretaget nakkefoldsscanningen, når det kun er ren statistik. Vi gjorde det derfor kun for at få billederne, og så får man sådan et chock.
Vi er slet ikke i tvivl om, at næste gang, så skal vi have foretaget nakkefoldsscanningen. Tænk, hvis vi ikke havde fået det gjort. hvornår havde min krop så udstødt det døde foster, og havde jeg fået en underlivsinfektion!
Jeg ved godt, at der højst sandsynligt har været noget galt med fosteret, og at det der for var bedst sådan, men jeg kan aligevel ikke lade være med at spekulere på, hvorfor det lige skulle være mig/os, og hvad årsagen mon har været.
Jeg mistede min far i januar, så det var ren lykke, da vi fandt ud af dagen før hans bisættelse, at vi ventede os, det var lidt nemmere at komme videre i livet, når vi nu havde den lille at tænke på.
Vi er enige om, at så snart det er muligt, så prøver vi igen, og det skal nok lykkes for os.
Alligevel har jeg en frygt for, at det skal gå galt igen.
Sidst men ikke mindst, så ved jeg, at jeg aldrig nogensinde skal have foretaget en medicinskabort igen, hvis det går galt.
Jeg vil heller ikke råde andre til at få en medicinskabort, så hellere den kirurigske.

Er der andre, der har oplevet noget ligenende, så vil jeg meget gerne høre fra jer.

Mange hilsner
Mullemus

Nøj, hvor en uhyggelig historie!!!
Rigtig stort knus til dig! Håber du kommer ok igennem det, og snart er klar til at prøve igen.
Rosa

En frygteligt oplevelse! Jeg kender kun en pige som har oplevet noget lignende (men ikke helt det samme) og tre måneder efter blev hun gravid igen. Hun har en skøn lille dreng nu. Det er meget hård og jeg ønsker dig alt det bedste til næste gang I prøver igen!

Hejsa
Sikke dog en træls historie
Jeg har også fået en medicinsk abort da jeg var involveret i et biluhed hvor mit foster gik til i 10 uge..
Kan slet ike forstå du blev sendt hjem og klare det selv??Hvordan kan man gøre det når du/i er totalt chokerede og slet ikke kan følge med i hvad der sker..
Jeg var indlagt under hele forløbet og fik ikke lov at tage hjem før det hele var overstået...Jeg fik alt det smertestillende jeg havde behov for og søde sygeplejersker passede mig i de 9 timer jeg var indlagt så synes jeg fik en god behandling på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn....

Stort knus til jer

Puha... jeg var hos dig hele vejen igennem læsningen...

I oktober fik vi vores shock til nf... Vores barn viste sig at være meget sygt og vi var igennem hele balladen, med efterfølgene moderkagebiopsi og alt muligt gejl, som så endte med i en sen abort i uge 15, hvor jeg fødte min lille håndfuld af en meget syg (på det tidspunkt død) baby...

Det er virkelig hårdt, for jeg kan helt følge dig i tanken om at du 'blot' skulle op og have billeder af din lille. Jeg var ikke det fjerneste bekymret ved vores nf, fordi jeg regnede med at jeg bare skulle se min baby vinke... Historien endte så anderledes må man sige

Jeg håber at du kommer op igen, men det kan godt tage sin tid. Jeg ryger stadig i et hul engang imellem, men der er længere i mellem dem.

Jeg har haft brug for at have en pause fra at lave et nyt barn, fordi jeg kunne mærke at det var helt galt, med mig, omkring den tid jeg skulle være gået fra. Nu starter vi op igen, her til maj. (efter min termin der ikke blev, her den 17. april)...

Så håber jeg vi snart kan lave en dejlig rask og sund baby!

Du skal bare skrive, hvis du har brug for at tale om noget... FOr mig, var det rart at snakke med andre, efter vores oplevelse!

Tanker og kram!

Puh hvor gør det dog ondt at læse din historie!!
Jeg håber I kommer godt ud på den anden side og snart kan blive gravide igen

Stort knus fra Mathilde

Tak søde kvinder:0)
Det er dejligt at få noget respons:0)

Lige efter jeg havde skrevet indlægget, brød jeg helt sammen igen:0(
Selv om vi utryggeligt fik at vide, at det ikke er vores skyld, og at vi ikke kan gøre for det, og det er meget normalt osv. så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad jeg måske kunne have gjort anderledes, for at vi havde undgået dette:0(
Jeg blev gravid, da min kæreste og jeg var alene på en 14 dages ferie i Thailand omkring årsskiftet. Vi nød hinanden og vores ferie, på dette tidspunkt røg jeg. Ca. 5-10 smøger om dagen, og nogle gange mere, hvis vi fik noget at drikke, og det gjorde vi jo. Vi havde jo ferie:0)
Fra vi kom hjem og til min far døde, gik der kun 10 dage. Jeg gik nogle dage over tid inden min far døde, men det har jeg prøvet et par gange før, så vi var overhovedet ikke sikre på noget som helst.
Fra den dag min far døde (det var en torsdag), og så to dage frem, dulmede jeg sorgen i nogle øl om aftenen, men egentlig ikke noget voldsomt. (min fars død kom som et chock for mig. At jeg skulle miste min far på det tidspunkt, selv om han var syg, var jeg og min kæreste overhovedet ikke forberedt på).
Jeg begyndte også at ryge igen. Jeg havde ellers smidt smøgerne en uge for inden, da jeg pludselig ikke havde lyst til at ryge mere. Men fra min fars død og så 9 dage frem, røg jeg.
Der efter omlagde jeg min kost 100% og begyndte at træne. Jeg trænede stort set hver dag. mindst en time om dagen, og jeg havde det godt:0)
Jeg spiste vitaminpiller drak masser af vand, og det der nu skal til:0)
Jeg er overvægtig ca. 16kg., så også der for begyndte jeg at træne og omlægge min kost uden at gå på slankekur.
Men jeg har jo også læst, at det er normalt, at overvægtige kvinder aborterer.
Så med alt det ovennævnte i baghovedet (tre dages druk, 9 dages rygning, chocket over min fars død, for meget træning?, overvægt osv.), sidder jeg og tænker hvad fanden var grunden til, at det skulle ske for mig/os?

Selv om min kæreste og jeg er enige om, at prøve igen, så snart det er muligt, så kan jeg også mærke, at jeg er bange for, at det skal ske igen:0(

I morgen skal vi til tjek på hospitalet, og jeg frygter sådan, at det hele ikke er kommet ud, så jeg alligevel skal igennem en kirurigskabort:0(

Der efter er det bare om at leve sundt.
Ingen rygning (Hvilket jeg i øvrigt ikke er begyndt på igen og heldigvis heller ikke føler trang til)
Ingen alkohol.
Sund kost.
Vitaminer.
Træning
osv.

Mullemus skriver:

Tak søde kvinder:0)
Det er dejligt at få noget respons:0)

Lige efter jeg havde skrevet indlægget, brød jeg helt sammen igen:0(
Selv om vi utryggeligt fik at vide, at det ikke er vores skyld, og at vi ikke kan gøre for det, og det er meget normalt osv. så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad jeg måske kunne have gjort anderledes, for at vi havde undgået dette:0(
Jeg blev gravid, da min kæreste og jeg var alene på en 14 dages ferie i Thailand omkring årsskiftet. Vi nød hinanden og vores ferie, på dette tidspunkt røg jeg. Ca. 5-10 smøger om dagen, og nogle gange mere, hvis vi fik noget at drikke, og det gjorde vi jo. Vi havde jo ferie:0)
Fra vi kom hjem og til min far døde, gik der kun 10 dage. Jeg gik nogle dage over tid inden min far døde, men det har jeg prøvet et par gange før, så vi var overhovedet ikke sikre på noget som helst.
Fra den dag min far døde (det var en torsdag), og så to dage frem, dulmede jeg sorgen i nogle øl om aftenen, men egentlig ikke noget voldsomt. (min fars død kom som et chock for mig. At jeg skulle miste min far på det tidspunkt, selv om han var syg, var jeg og min kæreste overhovedet ikke forberedt på).
Jeg begyndte også at ryge igen. Jeg havde ellers smidt smøgerne en uge for inden, da jeg pludselig ikke havde lyst til at ryge mere. Men fra min fars død og så 9 dage frem, røg jeg.
Der efter omlagde jeg min kost 100% og begyndte at træne. Jeg trænede stort set hver dag. mindst en time om dagen, og jeg havde det godt:0)
Jeg spiste vitaminpiller drak masser af vand, og det der nu skal til:0)
Jeg er overvægtig ca. 16kg., så også der for begyndte jeg at træne og omlægge min kost uden at gå på slankekur.
Men jeg har jo også læst, at det er normalt, at overvægtige kvinder aborterer.
Så med alt det ovennævnte i baghovedet (tre dages druk, 9 dages rygning, chocket over min fars død, for meget træning?, overvægt osv.), sidder jeg og tænker hvad fanden var grunden til, at det skulle ske for mig/os?

Selv om min kæreste og jeg er enige om, at prøve igen, så snart det er muligt, så kan jeg også mærke, at jeg er bange for, at det skal ske igen:0(

I morgen skal vi til tjek på hospitalet, og jeg frygter sådan, at det hele ikke er kommet ud, så jeg alligevel skal igennem en kirurigskabort:0(

Der efter er det bare om at leve sundt.
Ingen rygning (Hvilket jeg i øvrigt ikke er begyndt på igen og heldigvis heller ikke føler trang til)
Ingen alkohol.
Sund kost.
Vitaminer.
Træning
osv.

Hej med dig

Jeg har ingen erfaring mht abort, men jeg vil sige så meget at jeg er ret overbevist om det ikke er din skyld, at du har aborteret.

Der er mødre som drikker, ryger eller tager stoffer osv under hele eller dele af deres graviditet og alligevel føder normale børn. Så jeg tror ikke du skal give dig selv skylden for det er sket.

Ja der var højst sansynligt noget galt med fosteret siden det gik til så tidligt, men det er bedre (i mine øjne, ihvertfald) at det sker tidligt end senere hen. Jeg ved godt at fosteret døde mange uger før det blev opdaget men vær glad for du ikke har mærket baby. Jeg har en i familien som tabte barnet i uge 20 og havde mærket barnet. Og det må være forfærdeligt. Jeg siger det ikke for at give dig dårlig samvittighed over at du er ked af det. Men det tror jeg godt du ved.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke fremover og håber for jer at i ikke skal samme tur igennem en gang til. Det er der ingen der fortjener.

Kram
Christina

Din baby døde så tidligt, at du umuligt kunne have gjort noget tror jeg...

Der er jo masser der lever 'som de plejer' i starten, indtil de får atvide, at de er gravide... Det er ikke din skyld.

Men jeg kender godt tankerne.

Da vi mistede vores blev vores datter ved med at spørge, om det var min skyld, fordi jeg havde spist for meget koldskål...
(min graviditet var ret hård og jeg havde ikke lyst til mad og spiste derfor meget koldskål, da jeg kunne spise det, uden at få kvalme)...

Men jeg er sikker på at du kan stole på dem, når de siger at det ikke var din skyld. Du havde ingen chance for at vide det og for at gøre fra eller til.

Det er ok at bryde sammen engang imellem. Det bliver bedre med tiden!

KRAM

Hej igen:0)

Det er længe siden, at jeg har været på sidat, men vil bare lige fortælle, at jeg nu er gravid igen og i 21. uge. Vi skal til gennemscanning i dag, det blir rigtig spændende:0)

Jeg blev gravid ca. 3 mdr. efter, at jeg fik den ufrivillige abort, så det var dejligt:0)

Jeg blev holdt ekstra øje med og var derfor til scanning i uge 7, 10 og så nakkefoldsscanningen.

Alt er som det skal være:0)

Knus:0)