Puha ved slet ikke hvor jeg skal starte 
Jeg er egentlig begyndt at føle mig meget bedre, og føler at den depression jeg fik konstateret før jul er på vej væk, men alligevel er der noget som nager mig. Min kæreste skal starte uddannelse her d. 26 og jeg har besluttet at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen, og jeg burde jo være glad! Men noget nager mig.
Jeg keder mig. Mit liv keder mig. Jeg elsker min lille familie og vil ikke undvære dem for noget, men alligevel mangler noget. Jeg savner min kæreste, eller nærmere den kæreste jeg forelskede mig i, tilbage for 6 år siden. Jeg savner den omsorgsfulde mand, som altid var der 100 % og som ikke brokkede sig og spillede klogere end alle andre altid. Føler ikke han sætter pris på mig,og føler at hans liv og fremtid betyder mere end min. Måske lyder jeg egoistisk, men jeg har også brug for at snakke om min fremtid, min uddannelse og alt det nye der skal ske i mit liv, men hver gang jeg taler føler jeg at jeg bliver afbrudt
Jeg keder mig sammen med ham og føler voresliv kører i den samme rille. Jeg mangler at det kilder i maven, og at jeg savner ham. Jeg bilder hele tiden mig selv ind at det hele bliver bedre, vores forhold, at vores skænderier ophører osv. Men blir det nogensinde bedre eller lyver jeg bare for mig selv? Vi har skændes længe og snakket tingene igennem mange gange og snakket om hvad vi hver især skal gøre bedre og det hjælper en tid, men inden vi ser os om er vi tilbage ved det gamle 
Det blev lidt langt, men er bare så forvirret
Anmeld