Anonym skriver:
Vi venter os vores første barn og dermed også bedsteforældrenes første barnebarn. Desværre er min kærestes forældre ikke helt hvad man kunne ønske. Der er intet ondt skabt i dem, som sådan. Kort sagt kan de bare ikke omgåes andre mennesker på privat plan - inklusiv deres egen søn og mig. De kan hverken finde ud af at være gæster eller at have gæster. Hans mor er meget udadfarende og stresser over alting. Hans far er mere nede på jorden, men kan blive noget så ubehagelig i hans tone og udmeldinger, hvis vi diskuterer noget, snakker om noget eller hvis der er noget man ønsker på sin egen måde, men bare ikke har "gode nok argumenter" for det; i hans øje i hvert fald. Hans mor er psykisk ustabil og burde gå hos en psykolog eller lignende. Men det mener de sikkert, at der ikke er råd til (de er ufattelig nærrige, selvom de ejer en masse penge!! (og vi taler ikke kun om små 100.000!))
Min kæreste hader dem. Og i går efter 4 øl og to glas whiskey (han havde spillet pool og hygget med en ven) kom det hele bare ud på een gang (da vi var på vej i seng) og jeg blev meget overrasket over, hvor lidt han egenetlig bryder sig om dem. Eller, hader dem, som han selv sagde. Vi har tit og ofte snakket om dem og prøvet at finde løsninger på at omgåes dem alligevel. Men han er hver gang (selvfølgelig) blevet ked af det over det, fordi det jo altså er hans forældre. Jeg tror dog endelig han er ved at indse, at intet af det her er hans skyld (der har været en masse i hans opdragelse/opvækst, som jeg ikke vil gå nærmere ind på) og at han desuden ikke skal please hans forældre. Jeg kan godt afsløre, at de hele hans opværkst fx har tigget og bedt om hans kærlighed. Så når han i dag, som 30 årig, slet ikke kan tåle sine forældre, får han enorm dårlig samvittighed.
Men i går sagde han bla., at han ville ønske, at hans forældre slet ikke kunne blande sig i vores liv og at han kun behøvede at ringe til dem een gang om året og sige: "Hej, det går godt. Farvel". Det kom sig også af, at jeg har lavet en blog, hvor familie og venner kan følge med i graviditeten og senere i barnets (og vores) liv. Han ville hade inderligt, at hans forældre kunne læse med fra sidelinjen og han håber at de aldrig finder den blog. (Som vi ellers inden jeg lavede den, snakkede om kunne være en god idé - han tænkte nok bare kun god idé til mine forældre, søster og vores venner.)
Han siger, og sagde også i går, at han ville ønske de slet ikke behøvede se den lille før om 3-4 år.. Mindst. Han hader at de skal komme og se den nyfødte, fordi han (og jeg) ved hvordan hans mor vil være i den situation. Jeg håber vi kan finde en løsning der måske hedder, at mine forældre kørte os hjem til hans forældre og så hentede os igen 1-2 timer efter. Men nu må vi se.
Jeg ved godt det her bliver langt og du er sej hvis du har læst helt hertil.... Jeg kunne måske godt tænke mig at høre, hvad I foreslår jeg som kæreste, og kvinde på sidelinjen, skal gøre i alt det her? Min mor forslår at jeg ikke siger noget og ikke kritiserer hans forældre foran ham, hvilket nok ville være optimalt. Men det er bare umuligt. Det er især umuligt, når manden, ligesom i går, får et kæmpe raserianfald over sine forældre. Jeg prøver ikke at sige for meget, men vi er jo også nødt til at finde løsninger på problemet/erne. Og desuden har jeg det også rigtig svært med dem, både fordi de er som de er og fordi min kæreste jo har fortalt, om de ting der nu foregik i hans opvækst.
SPØRGSMÅLENE: Er der nogen af jer, som har et enormt dårligt forhold til jeres forældre?? Hvad gør I? Hvordan tackler I det hele både følelsesmæssigt?, sammen med jeres partner?, og overfor jeres barn/børn? Og ikke mindst, hvordan tackler I det overfor jeres forældre???
Jeg vil da gerne robe, at forholdet til min mor ikke var det bedste, da jeg afslorede at jeg var gravid. Foer det havde hun blandt andet beskyldt mig for at gore ting - som jeg slet ikke havde gjort og haft i tankerne - og tale grimt om hende. Jeg snakkede kun med hende maaske en gang om maaneden (gad ikke hore paa hendes negative pis) og saa hende max 3-4 gange om aaret - og der var en masse andre ting, jeg ikke vil uddybe her.
Saa blev jeg gravid - og det forste hun opfordrede til var, at jeg gik fra min kaereste fordi han jo 'havde snydt mig' (lang historie - men han har altsaa ikke snydt mig) og jeg skulle bare flytte hjem til hende, og saa kunne hun jo hjaelpe med at opdrage barnet (det er ikke deres forste barnebarn).
.... Og for forste gang i mit liv, valgte jeg at reagere med en anderledes reaktion, end den jeg plejer. Jeg fortalte, at jeg godt kunne forstaa hendes reaktion og vidste at hun var meget bekymret for mig (modsat min saedvanlige paastand om, at hun var vil skabe drama fordi hun pissekeder sig).
Hun forsogte bagefter at reagere igen ved at skabe noget drama - og jeg nedtonende det virkelig meget med at berolige hende, ikke hidse mig op (som jeg plejer) og forklare, at jeg faktisk godt forstod hendes pointer (hvilket jeg ikke gjorde en skid), men at det nok skulle gaa.
Og... saa gjorde jeg det smarteste traek ever!
Jeg gjorde hende til den forste informationskilde i hele baby-projektet (efter kaeresten, naturligvis). Dvs., da vi horte barnets kon, ringede jeg forst og fortalte det til hende (hun blev SAA taknemmelig) og alle sporgsmaal jeg har - der ringer jeg til hende FOR jordemoderen/laegen (og min mors svar er altid - jeg synes du skal ringe til laegen....). Og naar hun faar nyheder at vide, siger jeg ofteste: 'Og du maa gerne fortaelle det til andre - det er ikke hemmeligt'. Saa gaar min sladre-hungrende mor jo ellers igang med at informere HELE nabolaget om min lille bebs
Resultatet: Jeg har en dybt taknemmelig mor, der nu kober alt muligt gejl til vores baby, kommer med navne-forslag og virkelig involverer sig. Og samtidigt er hun begyndt at aabne sig lidt op, hvad angaar andre ting, der gaar hende paa - som jeg aldrig har kendt til.
Det er nu kommet dertil, hvor hun nu planlaegger besog hos os til sommer - og jeg glaeder mig rent faktisk
