Han hader sine forældre

Vi venter os vores første barn og dermed også bedsteforældrenes første barnebarn. Desværre er min kærestes forældre ikke helt hvad man kunne ønske. Der er intet ondt skabt i dem, som sådan. Kort sagt kan de bare ikke omgåes andre mennesker på privat plan - inklusiv deres egen søn og mig. De kan hverken finde ud af at være gæster eller at have gæster. Hans mor er meget udadfarende og stresser over alting. Hans far er mere nede på jorden, men kan blive noget så ubehagelig i hans tone og udmeldinger, hvis vi diskuterer noget, snakker om noget eller hvis der er noget man ønsker på sin egen måde, men bare ikke har "gode nok argumenter" for det; i hans øje i hvert fald. Hans mor er psykisk ustabil og burde gå hos en psykolog eller lignende. Men det mener de sikkert, at der ikke er råd til (de er ufattelig nærrige, selvom de ejer en masse penge!! (og vi taler ikke kun om små 100.000!))

Min kæreste hader dem. Og i går efter 4 øl og to glas whiskey (han havde spillet pool og hygget med en ven) kom det hele bare ud på een gang (da vi var på vej i seng) og jeg blev meget overrasket over, hvor lidt han egenetlig bryder sig om dem. Eller, hader dem, som han selv sagde.   Vi har tit og ofte snakket om dem og prøvet at finde løsninger på at omgåes dem alligevel. Men han er hver gang (selvfølgelig) blevet ked af det over det, fordi det jo altså er hans forældre. Jeg tror dog endelig han er ved at indse, at intet af det her er hans skyld (der har været en masse i hans opdragelse/opvækst, som jeg ikke vil gå nærmere ind på) og at han desuden ikke skal please hans forældre. Jeg kan godt afsløre, at de hele hans opværkst fx har tigget og bedt om hans kærlighed. Så når han i dag, som 30 årig, slet ikke kan tåle sine forældre, får han enorm dårlig samvittighed.
   Men i går sagde han bla., at han ville ønske, at hans forældre slet ikke kunne blande sig i vores liv og at han kun behøvede at ringe til dem een gang om året og sige: "Hej, det går godt. Farvel". Det kom sig også af, at jeg har lavet en blog, hvor familie og venner kan følge med i graviditeten og senere i barnets (og vores) liv. Han ville hade inderligt, at hans forældre kunne læse med fra sidelinjen og han håber at de aldrig finder den blog. (Som vi ellers inden jeg lavede den, snakkede om kunne være en god idé - han tænkte nok bare kun god idé til mine forældre, søster og vores venner.)

Han siger, og sagde også i går, at han ville ønske de slet ikke behøvede se den lille før om 3-4 år.. Mindst. Han hader at de skal komme og se den nyfødte, fordi han (og jeg) ved hvordan hans mor vil være i den situation. Jeg håber vi kan finde en løsning der måske hedder, at mine forældre kørte os hjem til hans forældre og så hentede os igen 1-2 timer efter. Men nu må vi se.

Jeg ved godt det her bliver langt og du er sej hvis du har læst helt hertil.... Jeg kunne måske godt tænke mig at høre, hvad I foreslår jeg som kæreste, og kvinde på sidelinjen, skal gøre i alt det her? Min mor forslår at jeg ikke siger noget og ikke kritiserer hans forældre foran ham, hvilket nok ville være optimalt. Men det er bare umuligt. Det er især umuligt, når manden, ligesom i går, får et kæmpe raserianfald over sine forældre. Jeg prøver ikke at sige for meget, men vi er jo også nødt til at finde løsninger på problemet/erne. Og desuden har jeg det også rigtig svært med dem, både fordi de er som de er og fordi min kæreste jo har fortalt, om de ting der nu foregik i hans opvækst.

SPØRGSMÅLENE: Er der nogen af jer, som har et enormt dårligt forhold til jeres forældre?? Hvad gør I? Hvordan tackler I det hele både følelsesmæssigt?, sammen med jeres partner?, og overfor jeres barn/børn?  Og ikke mindst, hvordan tackler I det overfor jeres forældre???

Puha... ved slet ikke hvad man kan sige til alt det her, andet end, at det er noget værre "rod" både for dig men ikke mindst ham. Forstår virkeligt godt din frustration, for det er svært at være upartisk når man ved hvor meget det menneske man elsker ikke bryder sig om situationen/forældrene.

Spørgsmålet er vel om det er noget I kan snakke om mens han er ædru, så du kan finde ud af, om det reelt set ér sådan han føler, eller det hele bare lige kammede over igår. Det er i hvert fald noget i skal tage op og finde en løsning på, inden der kommer en baby.

Er det en mulighed at han snakker med en proffessionel? Ville det være en mulighed at afskære hans forældre? Og evt. fortælle dem hvorfor I føler det er en nødvendighed. Synes bestemt det ville være synd at se dem, bare fordi man "skal" hvis det er noget, man slet ikke magter.

Har desværre ingen gode råd/erfaringer.. Men ønsker jer al held og lykke 

jeg har desværre ingen svar

men ville bare give dig et  med på vejen

Anonym skriver:

Vi venter os vores første barn og dermed også bedsteforældrenes første barnebarn. Desværre er min kærestes forældre ikke helt hvad man kunne ønske. Der er intet ondt skabt i dem, som sådan. Kort sagt kan de bare ikke omgåes andre mennesker på privat plan - inklusiv deres egen søn og mig. De kan hverken finde ud af at være gæster eller at have gæster. Hans mor er meget udadfarende og stresser over alting. Hans far er mere nede på jorden, men kan blive noget så ubehagelig i hans tone og udmeldinger, hvis vi diskuterer noget, snakker om noget eller hvis der er noget man ønsker på sin egen måde, men bare ikke har "gode nok argumenter" for det; i hans øje i hvert fald. Hans mor er psykisk ustabil og burde gå hos en psykolog eller lignende. Men det mener de sikkert, at der ikke er råd til (de er ufattelig nærrige, selvom de ejer en masse penge!! (og vi taler ikke kun om små 100.000!))

Min kæreste hader dem. Og i går efter 4 øl og to glas whiskey (han havde spillet pool og hygget med en ven) kom det hele bare ud på een gang (da vi var på vej i seng) og jeg blev meget overrasket over, hvor lidt han egenetlig bryder sig om dem. Eller, hader dem, som han selv sagde.   Vi har tit og ofte snakket om dem og prøvet at finde løsninger på at omgåes dem alligevel. Men han er hver gang (selvfølgelig) blevet ked af det over det, fordi det jo altså er hans forældre. Jeg tror dog endelig han er ved at indse, at intet af det her er hans skyld (der har været en masse i hans opdragelse/opvækst, som jeg ikke vil gå nærmere ind på) og at han desuden ikke skal please hans forældre. Jeg kan godt afsløre, at de hele hans opværkst fx har tigget og bedt om hans kærlighed. Så når han i dag, som 30 årig, slet ikke kan tåle sine forældre, får han enorm dårlig samvittighed.
   Men i går sagde han bla., at han ville ønske, at hans forældre slet ikke kunne blande sig i vores liv og at han kun behøvede at ringe til dem een gang om året og sige: "Hej, det går godt. Farvel". Det kom sig også af, at jeg har lavet en blog, hvor familie og venner kan følge med i graviditeten og senere i barnets (og vores) liv. Han ville hade inderligt, at hans forældre kunne læse med fra sidelinjen og han håber at de aldrig finder den blog. (Som vi ellers inden jeg lavede den, snakkede om kunne være en god idé - han tænkte nok bare kun god idé til mine forældre, søster og vores venner.)

Han siger, og sagde også i går, at han ville ønske de slet ikke behøvede se den lille før om 3-4 år.. Mindst. Han hader at de skal komme og se den nyfødte, fordi han (og jeg) ved hvordan hans mor vil være i den situation. Jeg håber vi kan finde en løsning der måske hedder, at mine forældre kørte os hjem til hans forældre og så hentede os igen 1-2 timer efter. Men nu må vi se.

Jeg ved godt det her bliver langt og du er sej hvis du har læst helt hertil.... Jeg kunne måske godt tænke mig at høre, hvad I foreslår jeg som kæreste, og kvinde på sidelinjen, skal gøre i alt det her? Min mor forslår at jeg ikke siger noget og ikke kritiserer hans forældre foran ham, hvilket nok ville være optimalt. Men det er bare umuligt. Det er især umuligt, når manden, ligesom i går, får et kæmpe raserianfald over sine forældre. Jeg prøver ikke at sige for meget, men vi er jo også nødt til at finde løsninger på problemet/erne. Og desuden har jeg det også rigtig svært med dem, både fordi de er som de er og fordi min kæreste jo har fortalt, om de ting der nu foregik i hans opvækst.

SPØRGSMÅLENE: Er der nogen af jer, som har et enormt dårligt forhold til jeres forældre?? Hvad gør I? Hvordan tackler I det hele både følelsesmæssigt?, sammen med jeres partner?, og overfor jeres barn/børn?  Og ikke mindst, hvordan tackler I det overfor jeres forældre???

Hm. Jeg tror at du skal ignorerer det og kommer din kæreste så med et raseri imod dem eller andet så, som du allerede gør, lad være med at sige for meget og være for kritisk imod hans forældre - bare vær omsorgsfuld og så sig at det hele nok skal gå og at bare skal finder en løsning  .. 

Kan godt forstå dit dilemmer med jeres barn osv. Men her har jeg valgt min farmor og farfar fra f.eks ... Jeg prøvede så for et par år siden at kontakte dem igen, men kunne godt mærke at det bare overhovedet ikke var mig. det er forfærdeligt, jeg ønsker at have min farmor og farfar i mit liv, men når man kan mærke man bare har det bedre uden nogen mennesker, ja så har man det nu nok bare bedre. I skal bare finde jeres løsning 

mkb123 skriver:

Puha... ved slet ikke hvad man kan sige til alt det her, andet end, at det er noget værre "rod" både for dig men ikke mindst ham. Forstår virkeligt godt din frustration, for det er svært at være upartisk når man ved hvor meget det menneske man elsker ikke bryder sig om situationen/forældrene.

Spørgsmålet er vel om det er noget I kan snakke om mens han er ædru, så du kan finde ud af, om det reelt set ér sådan han føler, eller det hele bare lige kammede over igår. Det er i hvert fald noget i skal tage op og finde en løsning på, inden der kommer en baby.

Er det en mulighed at han snakker med en proffessionel? Ville det være en mulighed at afskære hans forældre? Og evt. fortælle dem hvorfor I føler det er en nødvendighed. Synes bestemt det ville være synd at se dem, bare fordi man "skal" hvis det er noget, man slet ikke magter.

Har desværre ingen gode råd/erfaringer.. Men ønsker jer al held og lykke 

Tak for dit svar!

Det er iøvrigt første gang vi snakker om det her, mens han er småfuld. Vi snakker om det her 1-2 gange om ugen, så der bliver bestemt snakket i ædru tilstand. Han er stort set aldrig fuld. Jeg viste ham bare bloggen i går, da han kom (eller meget glad) hjem fra pool med vennen og fortalte, at jeg havde linket siden til min mor og at så kunne vi også linke den til hans forældre.... Og så blev han bare vildt frustreret, ked af det, sur og ja. Rasende over, at hans forældre er som de er. :-(

Jeg har rigtig ondt af ham! Jeg har selv et helt igennem fantastisk forhold til mine forældre og jeg kan slet ikke forstille mig, hvordan det er ligefrem at hade sine forældre og ikke have lyst til at vise dem vores barn. Første gang han sagde det med, at han faktisk ikke gad have de så barnet før om mange år (var han ædru ja), slog det mig fuldstændig ud. Men jeg FORSTÅR ham godt!!
Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal imødekomme hans frustrationer. Hvordan jeg skal reagerer - for jeg kan ikke reagere "følelseskoldt" og upartisk! (desværre?)

Vi har så tit snakket om, at vi ikke skal se hans forældre for deres skyld. Men hvis vi ikke skal se dem for deres skyld, så kommer vi ikke til at se dem. Og det synes jeg bare ikke er en mulighed. Han vil ikke snakke med nogen professionelle om det - det kan han ikke se hvad han skal bruge til.. Jeg har dog foreslået kinesiolog og det lød bestemt som om, at han ville give dét et forsøg. Men det "forsvinder" hans forældre jo selvfølgelig ikke af.......

Det minder mig lidt om min skat. Hans mor har ikke været den bedste og hun har kun set hans første søn ca tre gange. Vi er enige om at vil hun se sit nyebarnebarn skal det være flere gange om året og ikke kun give gaver. Min egen far ser jeg nogle gange om året og han får samme besked. Vil han deltage bliver det ikke kun to gange om året. Ingen børn kan klare folk der kommer og går ud af deres liv. Jeg synes du skal lytte til din skat og lade ham afgøre om forældrene skal være en del af dette eller ej. 

Nattøs skriver:

Det minder mig lidt om min skat. Hans mor har ikke været den bedste og hun har kun set hans første søn ca tre gange. Vi er enige om at vil hun se sit nyebarnebarn skal det være flere gange om året og ikke kun give gaver. Min egen far ser jeg nogle gange om året og han får samme besked. Vil han deltage bliver det ikke kun to gange om året. Ingen børn kan klare folk der kommer og går ud af deres liv. Jeg synes du skal lytte til din skat og lade ham afgøre om forældrene skal være en del af dette eller ej. 

Puha, hvordan klarer du det, at du ikke har et godt forhold til din far?

Jeg vil så gerne gøre det godt for min skønne kæreste, men lige nu er problemet, at han er igang med processen.. En proces der forhåbentlig ender med, at han ikke længere har dårlig samvittighed over, at hade sine forældre (mest sin mor) og en proces der forhåbentlig ender med, at han kan være helt ligeglad med, hvad DE føler og istedet sætte sine egne følelser aller først!

I den her proces kan han heller ikke finde ud af hvordan han (og jeg selvfølgelig) udlever det, at han faktisk ikke gider se sine forældre. Det værste for ham er, når jeg er med. For så går det også ud over mig og det kan han slet ikke klare - han er utrolig beskyttende. Jeg frygter lidt, hvordan alt det her bliver med vores barn. Men vi er bare nødt til at finde ud af det, inden det kommer.. 

Hvordan gør man? Det lyder som et enormt dumt spørgsmål, men hvordan hjælper jeg min kæreste med at forstå, at det er OKAY ikke at kunne lide sine forældre og at det IKKE er hans skyld. De er som de er, og det kan han intet gøre for at lave om på - og han skal IKKE lave om på sig selv!! Og hvad fanden (undskyld) skal løsningen være på det her..?! :-(

Anonym skriver:

Tak for dit svar!

Det er iøvrigt første gang vi snakker om det her, mens han er småfuld. Vi snakker om det her 1-2 gange om ugen, så der bliver bestemt snakket i ædru tilstand. Han er stort set aldrig fuld. Jeg viste ham bare bloggen i går, da han kom (eller meget glad) hjem fra pool med vennen og fortalte, at jeg havde linket siden til min mor og at så kunne vi også linke den til hans forældre.... Og så blev han bare vildt frustreret, ked af det, sur og ja. Rasende over, at hans forældre er som de er. :-(

Jeg har rigtig ondt af ham! Jeg har selv et helt igennem fantastisk forhold til mine forældre og jeg kan slet ikke forstille mig, hvordan det er ligefrem at hade sine forældre og ikke have lyst til at vise dem vores barn. Første gang han sagde det med, at han faktisk ikke gad have de så barnet før om mange år (var han ædru ja), slog det mig fuldstændig ud. Men jeg FORSTÅR ham godt!!
Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal imødekomme hans frustrationer. Hvordan jeg skal reagerer - for jeg kan ikke reagere "følelseskoldt" og upartisk! (desværre?)

Vi har så tit snakket om, at vi ikke skal se hans forældre for deres skyld. Men hvis vi ikke skal se dem for deres skyld, så kommer vi ikke til at se dem. Og det synes jeg bare ikke er en mulighed. Han vil ikke snakke med nogen professionelle om det - det kan han ikke se hvad han skal bruge til.. Jeg har dog foreslået kinesiolog og det lød bestemt som om, at han ville give dét et forsøg. Men det "forsvinder" hans forældre jo selvfølgelig ikke af.......

Okey, ja så er det jo ofte noget i snakker om. Tænkte bare, at glasset flød over pga. alkohol (nogle mennesker er jo tilbageholdende med hvor meget de egentligt føler noget, og der kan det jo hjælpe lidt på vej - uden at det er negativt). 

Jeg forstår godt din medfølelse og empati for ham, jeg ville have det på samme måde! Men for fan*** hvor er det bare svært. For du vil ham det bedste, men som "almindeligt" menneske, kan det være svært at hjælpe, fordi man ikke har redskaberne eller evnerne til det - ligemeget hvor meget man ville ønske man havde. Det er kun godt at I snakker meget om det, men det lyder (som du nok selv ved) til at det ikke opfylder hans behov. 

Synes helt sikkert, at du skal reagerer som du har gjort og gør. Sig til ham, at du ikke fuldt ud, kan sætte dig ind i hans følelser, netop fordi det ligger fjernt fra dit eget liv, men at du støtter ham og respekterer det valg han tager Hvorfor synes du ikke, at det er en mulighed ikke at se dem? Jeg ved desværre ikke hvad kinesiolog er.

Anonym skriver:

Puha, hvordan klarer du det, at du ikke har et godt forhold til din far?

Jeg vil så gerne gøre det godt for min skønne kæreste, men lige nu er problemet, at han er igang med processen.. En proces der forhåbentlig ender med, at han ikke længere har dårlig samvittighed over, at hade sine forældre (mest sin mor) og en proces der forhåbentlig ender med, at han kan være helt ligeglad med, hvad DE føler og istedet sætte sine egne følelser aller først!

I den her proces kan han heller ikke finde ud af hvordan han (og jeg selvfølgelig) udlever det, at han faktisk ikke gider se sine forældre. Det værste for ham er, når jeg er med. For så går det også ud over mig og det kan han slet ikke klare - han er utrolig beskyttende. Jeg frygter lidt, hvordan alt det her bliver med vores barn. Men vi er bare nødt til at finde ud af det, inden det kommer.. 

Hvordan gør man? Det lyder som et enormt dumt spørgsmål, men hvordan hjælper jeg min kæreste med at forstå, at det er OKAY ikke at kunne lide sine forældre og at det IKKE er hans skyld. De er som de er, og det kan han intet gøre for at lave om på - og han skal IKKE lave om på sig selv!! Og hvad fanden (undskyld) skal løsningen være på det her..?! :-(

Jeg må ærlig sige at jeg er super skuffet og ked af min far, men jeg ringer engang imellem til ham, bare for at opdatere ham om tingene også snakker jeg meget, at han intet får sagt. Jeg tror det bedste du kan gøre at lytte igen lade ham beslutte om forældrene overhovedet skal være en del af tingene.Barnet overlever nol at de ikke er en del af tingene, så Længe din mor er en del af det, så mangler den intet 

Vi står lidt i det samme. Vi har ikke kontakt med min kærestes mor eller søskende. Vi har h aft det on/off de sidste mange år, men har nu ikke haft noget med dem at gøre i halvandet år.
Jeg synes det er lidt svært, jeg savner noget familie, og jeg har dårlig samvittighed over for vores datter, som nogle gange ud af det blå siger, at hun savner farmor eller snakker om ting de har lavet/ set sammen osv.
Men det er min kærestes familie, og det må køre på hans primisser.
Det liggerr self en masse bag valget, men jeg støtter 100% op om det.
Og kommer han en dag og sigeer, at han gerne vil ha dem ind i vores liv så er det det vi gør.