Min 2-årige datter er et monster/forkælede/hyper og umulig:(

Hej alle...
Nu her føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Så enkelt er det! Vores daglige rutine blev mere og mere slap og uplanlagt da jeg blev gravid med nummer to som kommer her om en måned. Jeg er blevet mere gnaven og sur... Det har været en meget svær graviditet og det har gået ud over min lille datter jeg er ikke sød ved hende fordi hun tester min tålmodighed til det maksimale. Hun har en stærk personlighed og hendes stædighed blandet op med kreative metoder til at pisse en af er en farlig cocktail!!!
Det kan være at tegne sofaerne og væggene op med kuglepen, åbne køkkenskabene/gadaroberne og hive alt frem, spilde MED vilje vand på tæppet eller på sig selv, gemme sig på toilettet for at smøre sig ind i tandpasta eller hvad hun kan finde osv osv... Og lad os ikke glemme hendes krigsskrig! Naboerne ved siden af og under os har allerede sendt klager og det er det sidste jeg har brug for...

Jeg undskylder på forhånd denne roman, men det skal lukkes ud... Jeg elsker hende utroligt og hun er et ønskebarn, men nogengange strejfer tanken om at det havde været meget lettere uden hende hold kæft hvor er jeg en super dårlig mor! Hvordan kan jeg overhoved tænke på den måde? Jeg påtager mig en stor del af ansvaret for hendes opførsel... Det er jo min skyld... Det er mig der ikke stimuler hende nok, derfor bliver hun nødt til at komme af med sin energi på at være kreativ fræk! Gid jeg havde sendt hende i vuggestue, men jeg ville savne hende og jeg tænkte at nu vil jeg bruge den korte tid jeg har tilbage med hende før hendes lillebror kom..,

Det var en dum beslutning som jeg fortryder... Alligevel ikke...fordi bare synet af Sara gør mig overlykkelig Hun hiver mig hver morgen kl 8.30 op for at lave morgenmad mens hun råber "moar, susu sulten", eller, "moar, susu se bob" (Bob betyder så tegnefilm)...

Hun er dejlig og den side af hende ønsker jeg bare at se mere til, men jeg føler at det er mig der hindrer hende i at udvikle sig. Gid jeg kunne tage hende mere ud til legepladsen eller på udflugt til f.eks zoologisk museum, nu hvor hun er begyndt at vise interessse for dyr og generalt omverdenen. Sara kommer ud to-tre gange om ugen til en børneklub med hendes far. Desuden har jeg min bedsteveninde som hjælper mig hverdag med det daglige arbejde her i hjemmet, og Sara elsker hende. Men de har et had/kærlighed forhold og nok fordi de minder utrolig meget om hinanden. Begge med temperament, stædighed og en utrolig skrap personlighed... Så de skændes tit og bagefter griner de sammen og hygger Sara kommer også ud til bedsteforældrene en gang hver halvanden uge.

Hun har pæne rammer om hende, men det er bare mig og min super korte tålmodighed. Tit finder jeg mig selv i at stå og råbe af hende. Dét hader jeg allermest. Derfor er jeg en dårlig mor. Det bunder altsammen i at jeg ikke ar lyst til at hæve stemmen eller fingeren, men det gør jeg og jeg ved at det smitter af på hende fordi hun er begyndt at gøre det med min bedsteveninde og folk omkring os. Hun er trodsig og jeg vil ikke være grunden til hendes trodsighed og dårlig opførsel overfor andre... Jeg tror på positiv/negativ atmosfære, og min negativitet har smitter af på hende.... ... ...... Ens børn er produketet af en selv og jeg frygter at ødelægge hende. Det vil jeg ikke det må ikke ske og det er min frygt

Hej alle...

Først:

Du skriver din datter er 2. Har hun aldrig været afsted i vuggestue? Er hun meldt i en ? Og fra hvornår?

For mig kunne det godt lyde som om I begge har brug for lidt luft. Hvad er din plan når lillebror kommer? Skal hun være hjemme ved dig der?

PrinsessensMor skriver:

Hej alle...
Nu her føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Så enkelt er det! Vores daglige rutine blev mere og mere slap og uplanlagt da jeg blev gravid med nummer to som kommer her om en måned. Jeg er blevet mere gnaven og sur... Det har været en meget svær graviditet og det har gået ud over min lille datter jeg er ikke sød ved hende fordi hun tester min tålmodighed til det maksimale. Hun har en stærk personlighed og hendes stædighed blandet op med kreative metoder til at pisse en af er en farlig cocktail!!!
Det kan være at tegne sofaerne og væggene op med kuglepen, åbne køkkenskabene/gadaroberne og hive alt frem, spilde MED vilje vand på tæppet eller på sig selv, gemme sig på toilettet for at smøre sig ind i tandpasta eller hvad hun kan finde osv osv... Og lad os ikke glemme hendes krigsskrig! Naboerne ved siden af og under os har allerede sendt klager og det er det sidste jeg har brug for...

Jeg undskylder på forhånd denne roman, men det skal lukkes ud... Jeg elsker hende utroligt og hun er et ønskebarn, men nogengange strejfer tanken om at det havde været meget lettere uden hende hold kæft hvor er jeg en super dårlig mor! Hvordan kan jeg overhoved tænke på den måde? Jeg påtager mig en stor del af ansvaret for hendes opførsel... Det er jo min skyld... Det er mig der ikke stimuler hende nok, derfor bliver hun nødt til at komme af med sin energi på at være kreativ fræk! Gid jeg havde sendt hende i vuggestue, men jeg ville savne hende og jeg tænkte at nu vil jeg bruge den korte tid jeg har tilbage med hende før hendes lillebror kom..,

Det var en dum beslutning som jeg fortryder... Alligevel ikke...fordi bare synet af Sara gør mig overlykkelig Hun hiver mig hver morgen kl 8.30 op for at lave morgenmad mens hun råber "moar, susu sulten", eller, "moar, susu se bob" (Bob betyder så tegnefilm)...

Hun er dejlig og den side af hende ønsker jeg bare at se mere til, men jeg føler at det er mig der hindrer hende i at udvikle sig. Gid jeg kunne tage hende mere ud til legepladsen eller på udflugt til f.eks zoologisk museum, nu hvor hun er begyndt at vise interessse for dyr og generalt omverdenen. Sara kommer ud to-tre gange om ugen til en børneklub med hendes far. Desuden har jeg min bedsteveninde som hjælper mig hverdag med det daglige arbejde her i hjemmet, og Sara elsker hende. Men de har et had/kærlighed forhold og nok fordi de minder utrolig meget om hinanden. Begge med temperament, stædighed og en utrolig skrap personlighed... Så de skændes tit og bagefter griner de sammen og hygger Sara kommer også ud til bedsteforældrene en gang hver halvanden uge.

Hun har pæne rammer om hende, men det er bare mig og min super korte tålmodighed. Tit finder jeg mig selv i at stå og råbe af hende. Dét hader jeg allermest. Derfor er jeg en dårlig mor. Det bunder altsammen i at jeg ikke ar lyst til at hæve stemmen eller fingeren, men det gør jeg og jeg ved at det smitter af på hende fordi hun er begyndt at gøre det med min bedsteveninde og folk omkring os. Hun er trodsig og jeg vil ikke være grunden til hendes trodsighed og dårlig opførsel overfor andre... Jeg tror på positiv/negativ atmosfære, og min negativitet har smitter af på hende.... ... ...... Ens børn er produketet af en selv og jeg frygter at ødelægge hende. Det vil jeg ikke det må ikke ske og det er min frygt

for mig lyder det som om at hun keder sig.. hun tester ig for at se din reaktion, og for at få opmærksomhed hele tiden, fordi at så er der da nogen der ser hende. 

jeg tror ikke på at alle børn har godt af at gå hjemme konstant, g noget tyder på at din datter er en af dem. 

Hej

Først vil jeg sige at jeg genkender følelsen af til tider ikke at slå til overfor sine børn. DEt er hårdt at være forældre.

Når det så er sagt så tænkte jeg på om din datter ku starte NU i en dagpleje eller vuggestue? Det lyder som om at du ikke har overskudet til at have hende hjemme hele tiden (og det forstår jeg godt, det ville jeg heller ikke have imens jeg var højgravid).

Jeg tænker at hun måske kan reagere kraftigt på den nye babys ankomst hvis hun bliver sendt afsted og væk fra dig når babyen ankommer.

LIge et knus til dig også

Kære dig.

Du skriver selv, at du ved hvad problemet er, at din dattte skal stimuleres mere. Tror du ikke, at det ville være godt for hende at komme afsted i vuggestuen? At du holde hende hjemme kan måske være mere dit behov end hendes? Hvis hun kom afsted nogle timer hver dag, så kunne du lade op og være en gladere mor, når hun kommer hjem. 

Det er ikke rart for nogen af jer, at tingene kører som de gør nu, og når lillebror kommer, vil du have mere at se til. 

Stort Kram til dig!

PrinsessensMor skriver:

Hej alle...
Nu her føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Så enkelt er det! Vores daglige rutine blev mere og mere slap og uplanlagt da jeg blev gravid med nummer to som kommer her om en måned. Jeg er blevet mere gnaven og sur... Det har været en meget svær graviditet og det har gået ud over min lille datter jeg er ikke sød ved hende fordi hun tester min tålmodighed til det maksimale. Hun har en stærk personlighed og hendes stædighed blandet op med kreative metoder til at pisse en af er en farlig cocktail!!!
Det kan være at tegne sofaerne og væggene op med kuglepen, åbne køkkenskabene/gadaroberne og hive alt frem, spilde MED vilje vand på tæppet eller på sig selv, gemme sig på toilettet for at smøre sig ind i tandpasta eller hvad hun kan finde osv osv... Og lad os ikke glemme hendes krigsskrig! Naboerne ved siden af og under os har allerede sendt klager og det er det sidste jeg har brug for...

Jeg undskylder på forhånd denne roman, men det skal lukkes ud... Jeg elsker hende utroligt og hun er et ønskebarn, men nogengange strejfer tanken om at det havde været meget lettere uden hende hold kæft hvor er jeg en super dårlig mor! Hvordan kan jeg overhoved tænke på den måde? Jeg påtager mig en stor del af ansvaret for hendes opførsel... Det er jo min skyld... Det er mig der ikke stimuler hende nok, derfor bliver hun nødt til at komme af med sin energi på at være kreativ fræk! Gid jeg havde sendt hende i vuggestue, men jeg ville savne hende og jeg tænkte at nu vil jeg bruge den korte tid jeg har tilbage med hende før hendes lillebror kom..,

Det var en dum beslutning som jeg fortryder... Alligevel ikke...fordi bare synet af Sara gør mig overlykkelig Hun hiver mig hver morgen kl 8.30 op for at lave morgenmad mens hun råber "moar, susu sulten", eller, "moar, susu se bob" (Bob betyder så tegnefilm)...

Hun er dejlig og den side af hende ønsker jeg bare at se mere til, men jeg føler at det er mig der hindrer hende i at udvikle sig. Gid jeg kunne tage hende mere ud til legepladsen eller på udflugt til f.eks zoologisk museum, nu hvor hun er begyndt at vise interessse for dyr og generalt omverdenen. Sara kommer ud to-tre gange om ugen til en børneklub med hendes far. Desuden har jeg min bedsteveninde som hjælper mig hverdag med det daglige arbejde her i hjemmet, og Sara elsker hende. Men de har et had/kærlighed forhold og nok fordi de minder utrolig meget om hinanden. Begge med temperament, stædighed og en utrolig skrap personlighed... Så de skændes tit og bagefter griner de sammen og hygger Sara kommer også ud til bedsteforældrene en gang hver halvanden uge.

Hun har pæne rammer om hende, men det er bare mig og min super korte tålmodighed. Tit finder jeg mig selv i at stå og råbe af hende. Dét hader jeg allermest. Derfor er jeg en dårlig mor. Det bunder altsammen i at jeg ikke ar lyst til at hæve stemmen eller fingeren, men det gør jeg og jeg ved at det smitter af på hende fordi hun er begyndt at gøre det med min bedsteveninde og folk omkring os. Hun er trodsig og jeg vil ikke være grunden til hendes trodsighed og dårlig opførsel overfor andre... Jeg tror på positiv/negativ atmosfære, og min negativitet har smitter af på hende.... ... ...... Ens børn er produketet af en selv og jeg frygter at ødelægge hende. Det vil jeg ikke det må ikke ske og det er min frygt

Det er hårdt at være gravid og have en lille, jeg har to drenge fra 2010, hvor jeg holdte den store hjemme sammen med at jeg havde barsel med den lille, det kræver planlægning, tilrettelæggelse og tålmodighed, men det kan sagtens lade sig gøre.

Nu er vi meget udemennesker, og drengene og jeg var/er ude i næsten al slags vejr, det er bare spørgsmålet om at ville, da jeg ventede nr. 2 og havde nr 1 på en 9-10 mdr, (Var højgravid) ville jeg da også helst lægge på langs, men det kunne jeg altså bare ikke, det skulle absolut ikke gå ud over min dreng at hans forældre havde valgt at få nr 2, så op og igang.

Det er et spørgsmål og at se muligheder frem for begræsninger...

jeg har lige skrevet en lannnnnnnngggggg besked som blev slettet! Og Sara er nu blevet nysgerrig for det jeg skriver så hun skubber og masser sig frem for at se jeg skriver igen om hvad der er sket og hvad den endelig beslutning for fremtiden her iaften når hun sover

Men det er gode nyheder og jeres råd og støtte har sat ting i perspektiv, så 1000 tak for jeres tid og visdom

Ses

Du får lige en KÆMPE


Det ku så meget ligeså godt ha været mig som havde skrevet det . .
Jeg er bare ikke gravid, men jeg har min datter i dp.
Men holder jeg hende hjemme en dag, tænker jeg rigtig Vi bare skal hygge. -så går der en time og bang, så tænker jeg bare.- øv hun sku vidst bar ha været i dp

Jeg tror alle oplever det som du beskriver- det bilder jeg mig i hvert fald selv ind. Det er hårdt at være forældre, men også så ubeskriveligt dejligt !

Hej. Jeg vil bare sige at du er ikke alene. Jeg har det akkurat på samme måde og vores søn er kun 17 måneder og i dp og jeg er kun halvvejs i graviditeten med nummer 2. Men tårerne triller når jeg læser din historie, jeg forstår precis hvordan du føler og at du føler dig som en dårlig og utilstrækklig mor. Jeg ved også godt at det hele bunder i at man ikke har overskudet at finde på spændende ting og opgaver for barnet hele tiden så det bliver barnet som føler at det får for lidt opmærksomhed hele tiden og derfor laver ballade for det ger garanteret mors opmærksomhed. På trods at det er negativ opmærksomhed så er det bedre end ingen opmærksomhed.... Det hele er bare logisk men jeg står lige som dig uden alt det positive overskud for at vende situationen. Ved heller ikke hvad jeg skal gøre men ville bare sige at du er ikke alene der ude som har det sådan....