Alle de "slemme" tanker på en gang...

mor:) skriver:

øv hvor kedeligt. Hvad med nogle hobbyer du kan starte til hvor du kan lære nye mennesker at kende?

Har tænkt samme tanke, men pt er der ikke rigtigt nogle aktiviteter der fanger mig ud over Zumba som lyder suuper sjovt, men koster en formue og med min su, og en dyr husleje som manden står for, ja så er det ikke lige en mulighed vi har råd til lige nu.  Kan ikke rigtigt se mig selv lave noget uden for studiet og hjemmet.

Anonym skriver:

Tak du sød.  Det svært at være den der skal sidde og vente, når det brænder i en for at opleve det han oplever med sine venner... hader at være jaloux...  

Bor på sydsjælland, så der er laaangt til de "gamle" veninder. Jeg blev nød til atstrække mit studie pga. graviditet, og derfor sidder jeg tilbage uden nogen veninder eller venner her.

Åh hvor træls... Håber det kan blive bedre.. Som sagt skal du endelig bare skrive hvis du føler for det   

Anonym skriver:

Jeg har det såååå underligt, kan slet ikke finde rundt i mine følelser for tiden... For nogle dage siden fik jeg dommen at jeg har en svær depression. Dette kom ærligt talt ikke rigtigt bag på nogen, da jeg for tiden ikke laver andet end at svinge helt vildt i mit humør. (Mest mellem sur og ked).

Nu til det der gør at jeg nu er endnu mere forvirret, sur, ked, skuffet, en smule såret, følelsen af at blive efterladt osv. agtig...  

Min "mand" nok nærmere forlovede på 33år skal i aften ud og spise med sin kammerat og senere ud og bowle... og jeg skal så blive her hjemme med vores datter self...

Jeg er så JALOUX jeg er 19, kan ikke engang huske jeg nåede at blive 18 før jeg var gravid med ham og vupti havde et barn. (som jeg selvfølgelig elsker højere end noget andet.) Jeg har ikke været i byen med nogen siden jeg blev 17 og mødte min mand...  ikke fordi jeg ikke har ville, men pga. en aftale vi lavede engang om at vi ikke skal i byen uden hinanden...

Den aftale har vi så anuleret for nogle uger siden, og idag skal manden så i byen med sin kammerat. For lidt siden gik det så op for mig... at den mulighed har jeg ikke mere... Alle mine veninder er flyttet til enten kbh eller længere væk for at studere videre, mens jeg stadigvæk er igang med det samme...  

Det slog mig om muligt endnu mere ud end jeg allerede føler mig i forvejen, og nu kan jeg ikke lade vær med at "hade" min mand, for at han stadigvæk har sine venner, og nu kan gå i byen med dem... mens jeg ingen har at gøre noget med.... (Jeg ved godt det helt forkert og taveligt af mig at have det sådan her, men føler altså lidt han svigter mig nu)

Det MIG der er 19 ung og skal i byen... han er gammel og burde være færdig med det... det burde være ham der skal sidde hjemme og vente på jeg kommer hjem efter at have nyt livet uden familie for en aften...

Undskyld mit sure opstød havde bare virkelig brug for at komme af med min fustration... (staves?)  Ved godt jeg er urimelig... så det behøver i ikke pensle ud...

hvor bor du henne af? jeg kender godt det der skriv privat hvis du skulle ha lyst

mor-30/10/09:) skriver:

hvor bor du henne af? jeg kender godt det der skriv privat hvis du skulle ha lyst

bor i Vordingborg for at være helt præcis. Studere i nykøbing f.

KÆMPE  herfra.. det er ikke nemt at blive mor i så ung en alder, det må være en hel masse socialt man går glip af Tænker lidt, hvor gammel er din kæreste.. ? 

kan samtidig også godt forstå du ikke er helt glad for at han skal i byen alene, når i nu har haft den der aftale sammen i et stykke tid.. så burde i måske gøre det hver for sig på samme tid første gang .. 

men samtidig syntes jeg at det er ekstremt sundt at i kommer ud alene engang imellem ,, 

håber du får snakket med nogen om din depression . 

Kan godt forstå at du har det elendigt. Det er jo klart du er jaloux når du selv har mistet dine venner, og at du stort set kun har været husmor fra en tidlig alder af... han har jo haft sit bagland, når han er så meget ældre end dig. er ked af at du har fået en depression, mon ikke den også bunder ud i at du ikke er kommet så meget ud? Jeg bor i nykøbing falster, du kan da skrive en privat besked - skal da lige hilse at sige du heller ikke ligefrem er kommet på verdens bedste skole. det er stort set kun snoppede mennesker i mine øjne

gravid20 skriver:

KÆMPE  herfra.. det er ikke nemt at blive mor i så ung en alder, det må være en hel masse socialt man går glip af Tænker lidt, hvor gammel er din kæreste.. ? 

kan samtidig også godt forstå du ikke er helt glad for at han skal i byen alene, når i nu har haft den der aftale sammen i et stykke tid.. så burde i måske gøre det hver for sig på samme tid første gang .. 

men samtidig syntes jeg at det er ekstremt sundt at i kommer ud alene engang imellem ,, 

håber du får snakket med nogen om din depression . 

Min kæreste er 33. Hvorfor?  Og nej selvfølgelig er det ikke det nemmeste at blive mor når man er så ung, men har altid gerne ville være mor i ung alder, og da jeg blev gravid på et kondom der sprang, var jeg slet ikke i tvivl om at det måtte betyde vi skulle have hende.  Byen sagde mig ikke så meget, og har aldrig gjort det, men nu er jeg såååå bange for at jeg er gået glip af noget, og hvad ER jeg gået glip af?? Jeg er så misundelig når manden går i byen... at jeg er ved at tude når døren er lukket.

jeg har selv været hvor du er nu og du er meget velkommen til at skirve privat til mig, vil meget gerne skrive med dig men ikke her offenligt :)

Anonym skriver:

Jeg har det såååå underligt, kan slet ikke finde rundt i mine følelser for tiden... For nogle dage siden fik jeg dommen at jeg har en svær depression. Dette kom ærligt talt ikke rigtigt bag på nogen, da jeg for tiden ikke laver andet end at svinge helt vildt i mit humør. (Mest mellem sur og ked).

Nu til det der gør at jeg nu er endnu mere forvirret, sur, ked, skuffet, en smule såret, følelsen af at blive efterladt osv. agtig...  

Min "mand" nok nærmere forlovede på 33år skal i aften ud og spise med sin kammerat og senere ud og bowle... og jeg skal så blive her hjemme med vores datter self...

Jeg er så JALOUX jeg er 19, kan ikke engang huske jeg nåede at blive 18 før jeg var gravid med ham og vupti havde et barn. (som jeg selvfølgelig elsker højere end noget andet.) Jeg har ikke været i byen med nogen siden jeg blev 17 og mødte min mand...  ikke fordi jeg ikke har ville, men pga. en aftale vi lavede engang om at vi ikke skal i byen uden hinanden...

Den aftale har vi så anuleret for nogle uger siden, og idag skal manden så i byen med sin kammerat. For lidt siden gik det så op for mig... at den mulighed har jeg ikke mere... Alle mine veninder er flyttet til enten kbh eller længere væk for at studere videre, mens jeg stadigvæk er igang med det samme...  

Det slog mig om muligt endnu mere ud end jeg allerede føler mig i forvejen, og nu kan jeg ikke lade vær med at "hade" min mand, for at han stadigvæk har sine venner, og nu kan gå i byen med dem... mens jeg ingen har at gøre noget med.... (Jeg ved godt det helt forkert og taveligt af mig at have det sådan her, men føler altså lidt han svigter mig nu)

Det MIG der er 19 ung og skal i byen... han er gammel og burde være færdig med det... det burde være ham der skal sidde hjemme og vente på jeg kommer hjem efter at have nyt livet uden familie for en aften...

Undskyld mit sure opstød havde bare virkelig brug for at komme af med min fustration... (staves?)  Ved godt jeg er urimelig... så det behøver i ikke pensle ud...

Kan godt forstå du ikke har det nemt, især når i har haft en aftale om ikke at gøre det før, men hvorfor var det så at den aftale blev annuleret ?

Måske du skulle foreslå ham, om ikke han kan indvitere hans venner hjem til jer, så vil du ikke føle at du går helt glip af det, og kan måske være med sådan lidt på sidelinien, ved ikke om det er en helt tosset ide ?

Åhh det er så hårdt med depression.... Har selv en, og det er så UTROLIG hårdt på så mange måder... Kæmpe  herfra!..