Alle de "slemme" tanker på en gang...

Jeg har det såååå underligt, kan slet ikke finde rundt i mine følelser for tiden... For nogle dage siden fik jeg dommen at jeg har en svær depression. Dette kom ærligt talt ikke rigtigt bag på nogen, da jeg for tiden ikke laver andet end at svinge helt vildt i mit humør. (Mest mellem sur og ked).

Nu til det der gør at jeg nu er endnu mere forvirret, sur, ked, skuffet, en smule såret, følelsen af at blive efterladt osv. agtig...  

Min "mand" nok nærmere forlovede på 33år skal i aften ud og spise med sin kammerat og senere ud og bowle... og jeg skal så blive her hjemme med vores datter self...

Jeg er så JALOUX jeg er 19, kan ikke engang huske jeg nåede at blive 18 før jeg var gravid med ham og vupti havde et barn. (som jeg selvfølgelig elsker højere end noget andet.) Jeg har ikke været i byen med nogen siden jeg blev 17 og mødte min mand...  ikke fordi jeg ikke har ville, men pga. en aftale vi lavede engang om at vi ikke skal i byen uden hinanden...

Den aftale har vi så anuleret for nogle uger siden, og idag skal manden så i byen med sin kammerat. For lidt siden gik det så op for mig... at den mulighed har jeg ikke mere... Alle mine veninder er flyttet til enten kbh eller længere væk for at studere videre, mens jeg stadigvæk er igang med det samme...  

Det slog mig om muligt endnu mere ud end jeg allerede føler mig i forvejen, og nu kan jeg ikke lade vær med at "hade" min mand, for at han stadigvæk har sine venner, og nu kan gå i byen med dem... mens jeg ingen har at gøre noget med.... (Jeg ved godt det helt forkert og taveligt af mig at have det sådan her, men føler altså lidt han svigter mig nu)

Det MIG der er 19 ung og skal i byen... han er gammel og burde være færdig med det... det burde være ham der skal sidde hjemme og vente på jeg kommer hjem efter at have nyt livet uden familie for en aften...

Undskyld mit sure opstød havde bare virkelig brug for at komme af med min fustration... (staves?)  Ved godt jeg er urimelig... så det behøver i ikke pensle ud...

store knus til dig.

Jeg håber du har søgt noget hjælp til den depression så du kan komme ud på den anden side. det er aldrig for sent at finde nye venner og komme ud igen. selvfølgelig skal du da også ud og more dig!

Bliver der gjort noget, nu hvor du har fået konstateret din depression? Du har helt sikkert brug for noget hjælp, så ikke dine negative tanker får overtaget og ødelægger dit forhold...

For ja, det er urimeligt at du "hader" din mand fordi han har venner. Du bliver nødt til at indse at det ikke har noget som helst med din mand at gøre. Dine venner er flyttet - det er da ærgerligt, men så prøv at find nogle nye. Du er ung - det behøver ikke betyde at din mand skal blive hjemme. Du må tage noget ansvar for den situation du er i, og ikke bare skyde skylden på din kæreste (der ingen skyld har i dette - sådan som du præsenterer det).

Jeg ved godt det nok kom til at lyde hårdt og du bare har brug for at blive forstået og hjulpet. Hvis du har en svær depression har du brug for hjælp, ellers får du skubbet de mennesker væk som elsker dig (i dette tilfælde din kæreste).

Anonym skriver:

Jeg har det såååå underligt, kan slet ikke finde rundt i mine følelser for tiden... For nogle dage siden fik jeg dommen at jeg har en svær depression. Dette kom ærligt talt ikke rigtigt bag på nogen, da jeg for tiden ikke laver andet end at svinge helt vildt i mit humør. (Mest mellem sur og ked).

Nu til det der gør at jeg nu er endnu mere forvirret, sur, ked, skuffet, en smule såret, følelsen af at blive efterladt osv. agtig...  

Min "mand" nok nærmere forlovede på 33år skal i aften ud og spise med sin kammerat og senere ud og bowle... og jeg skal så blive her hjemme med vores datter self...

Jeg er så JALOUX jeg er 19, kan ikke engang huske jeg nåede at blive 18 før jeg var gravid med ham og vupti havde et barn. (som jeg selvfølgelig elsker højere end noget andet.) Jeg har ikke været i byen med nogen siden jeg blev 17 og mødte min mand...  ikke fordi jeg ikke har ville, men pga. en aftale vi lavede engang om at vi ikke skal i byen uden hinanden...

Den aftale har vi så anuleret for nogle uger siden, og idag skal manden så i byen med sin kammerat. For lidt siden gik det så op for mig... at den mulighed har jeg ikke mere... Alle mine veninder er flyttet til enten kbh eller længere væk for at studere videre, mens jeg stadigvæk er igang med det samme...  

Det slog mig om muligt endnu mere ud end jeg allerede føler mig i forvejen, og nu kan jeg ikke lade vær med at "hade" min mand, for at han stadigvæk har sine venner, og nu kan gå i byen med dem... mens jeg ingen har at gøre noget med.... (Jeg ved godt det helt forkert og taveligt af mig at have det sådan her, men føler altså lidt han svigter mig nu)

Det MIG der er 19 ung og skal i byen... han er gammel og burde være færdig med det... det burde være ham der skal sidde hjemme og vente på jeg kommer hjem efter at have nyt livet uden familie for en aften...

Undskyld mit sure opstød havde bare virkelig brug for at komme af med min fustration... (staves?)  Ved godt jeg er urimelig... så det behøver i ikke pensle ud...

Du får lige et kæmpe  Herfra... Føler sommetider akkurat som dig, nok bare ikke lige i så slem grad. Men når kæresten skal ud, bliver jeg somme tider lidt trist fordi jeg ikke føler jeg rigtig har nogle veninder. Du er velkommen til at sende mig et privat brev herinde hvis du vil snakke

Anonym skriver:

Jeg har det såååå underligt, kan slet ikke finde rundt i mine følelser for tiden... For nogle dage siden fik jeg dommen at jeg har en svær depression. Dette kom ærligt talt ikke rigtigt bag på nogen, da jeg for tiden ikke laver andet end at svinge helt vildt i mit humør. (Mest mellem sur og ked).

Nu til det der gør at jeg nu er endnu mere forvirret, sur, ked, skuffet, en smule såret, følelsen af at blive efterladt osv. agtig...  

Min "mand" nok nærmere forlovede på 33år skal i aften ud og spise med sin kammerat og senere ud og bowle... og jeg skal så blive her hjemme med vores datter self...

Jeg er så JALOUX jeg er 19, kan ikke engang huske jeg nåede at blive 18 før jeg var gravid med ham og vupti havde et barn. (som jeg selvfølgelig elsker højere end noget andet.) Jeg har ikke været i byen med nogen siden jeg blev 17 og mødte min mand...  ikke fordi jeg ikke har ville, men pga. en aftale vi lavede engang om at vi ikke skal i byen uden hinanden...

Den aftale har vi så anuleret for nogle uger siden, og idag skal manden så i byen med sin kammerat. For lidt siden gik det så op for mig... at den mulighed har jeg ikke mere... Alle mine veninder er flyttet til enten kbh eller længere væk for at studere videre, mens jeg stadigvæk er igang med det samme...  

Det slog mig om muligt endnu mere ud end jeg allerede føler mig i forvejen, og nu kan jeg ikke lade vær med at "hade" min mand, for at han stadigvæk har sine venner, og nu kan gå i byen med dem... mens jeg ingen har at gøre noget med.... (Jeg ved godt det helt forkert og taveligt af mig at have det sådan her, men føler altså lidt han svigter mig nu)

Det MIG der er 19 ung og skal i byen... han er gammel og burde være færdig med det... det burde være ham der skal sidde hjemme og vente på jeg kommer hjem efter at have nyt livet uden familie for en aften...

Undskyld mit sure opstød havde bare virkelig brug for at komme af med min fustration... (staves?)  Ved godt jeg er urimelig... så det behøver i ikke pensle ud...

Har du overvejet at gå i gang med en uddannelse?

På den måde kommer du i gang med noget, kommer ud af huset, kan møde nye venner og så er det jo fester på skolen.

Ellers...har i mulighed for at få passet jeres barn så du kan tage med kæresten i byen? (selvom jeg mener at man har godt af at komme lidt ud hver for sig)

mor:) skriver:

Har du overvejet at gå i gang med en uddannelse?

På den måde kommer du i gang med noget, kommer ud af huset, kan møde nye venner og så er det jo fester på skolen.

Ellers...har i mulighed for at få passet jeres barn så du kan tage med kæresten i byen? (selvom jeg mener at man har godt af at komme lidt ud hver for sig)

Jeg er igang med htx, men blev nød til at gøre det over fire år, derfor de andre er videre og jeg er det samme sted som før. Dog i en klasse som ikke er så sociale over for nye, har virkelig gjort mit for at være en del af den nye klasse.

Anonym skriver:

Jeg er igang med htx, men blev nød til at gøre det over fire år, derfor de andre er videre og jeg er det samme sted som før. Dog i en klasse som ikke er så sociale over for nye, har virkelig gjort mit for at være en del af den nye klasse.

øv hvor kedeligt. Hvad med nogle hobbyer du kan starte til hvor du kan lære nye mennesker at kende?

pemiro skriver:

Du får lige et kæmpe  Herfra... Føler sommetider akkurat som dig, nok bare ikke lige i så slem grad. Men når kæresten skal ud, bliver jeg somme tider lidt trist fordi jeg ikke føler jeg rigtig har nogle veninder. Du er velkommen til at sende mig et privat brev herinde hvis du vil snakke

Tak du sød.  Det svært at være den der skal sidde og vente, når det brænder i en for at opleve det han oplever med sine venner... hader at være jaloux...  

Bor på sydsjælland, så der er laaangt til de "gamle" veninder. Jeg blev nød til atstrække mit studie pga. graviditet, og derfor sidder jeg tilbage uden nogen veninder eller venner her.