Hjælp til forhold

Først vil jeg sige at jeg min kæreste rigtig højt, vil ikke miste ham for han er altså en god fyr. Jeg tænder stadig på ham og har lyst til at kysse ham.. 

Men vores forhold har ændre sig meget det sidste år, vi har købt og renovere vores lejlighed, fået en hund, jeg har skiftet arbejde ( var dybt ulykkelig på det gamle og meget stresset) og min kæreste job er han ikke så glad for. Men gnisten er ikke helt den samme og vi har brug for en pause, hvilket vi har snakket om. Men bare pause i den forstandskalholt skal give hinanden Plads.

Lidt om ham, han er den stærke i forholdet der ved hvad han vil have og tager det. Han er selvsikker men inderst inde blød mand en side han sjældent viser synes jeg  jeg er den følsomme, som hellere vil gøre andre glade, selvom jeg har det skidt. Og jeg er meget omsognfuld. 

Vi har været sammen i 5 år, kærlighed ved første blik.

Nå til mit problem, jeg har en stemme der siger at vi ikke skal være sammen mere.. Og den har snakket i 7 måneder ( efter et vennepar gik fra hinanden) men jeg VIL ikke miste ham, er rimelige sikker på det skal være faren til mit barn.. Men men men nogle gange er han bare for "stærk" til sarte mig, og med mit gamle arbejde gør at min selvværd er ret lav. Og jeg orker ikke at tage de små magt kampe op, jeg giver nemt op på tingene nu, og lukker mig inde med lidt slik og hunden og orker ikke så meget. ALT er en kamp for mig. 

Tror måske også bare jeg trænger til at være mig selv, bo alene og finde mig selv. Har altid haft en kæreste! Men tror ikke jeg bliver ved ham pga. Trygheden. Han er min klippe, og han er der for mig på hans måde hver eneste gang. Men den tanke med det ikke skal være os to, den tære på mig. Skal jeg gøre noget ved det?? Vil jo gerne have en familie med ham. det er bare som om vi skal finde hinanden igen og nyde hinanden, og være et par igen. Vil gerne være forelsket i ham igen. 

Men omvendt har jeg brug for lidt tid til at finde mig selv. Så spurgte ham hvad han ville sige til jeg rejse på studie rejse i 1-2 måneder.  Han syntes det var en god ide, og at han nok skulle sørger for hunden.  Der forsvandt tanken med at det ikke skulle være os to. Blev lykkelig igen. Men har lagt ideen lift til siden. Og nu er tanken tilbage... 

Hvad skal jeg gøre, er jeg helt sindsyg? Er der nogen som har gode forholds råd? 

Anonym skriver:

Først vil jeg sige at jeg min kæreste rigtig højt, vil ikke miste ham for han er altså en god fyr. Jeg tænder stadig på ham og har lyst til at kysse ham.. 

Men vores forhold har ændre sig meget det sidste år, vi har købt og renovere vores lejlighed, fået en hund, jeg har skiftet arbejde ( var dybt ulykkelig på det gamle og meget stresset) og min kæreste job er han ikke så glad for. Men gnisten er ikke helt den samme og vi har brug for en pause, hvilket vi har snakket om. Men bare pause i den forstandskalholt skal give hinanden Plads.

Lidt om ham, han er den stærke i forholdet der ved hvad han vil have og tager det. Han er selvsikker men inderst inde blød mand en side han sjældent viser synes jeg  jeg er den følsomme, som hellere vil gøre andre glade, selvom jeg har det skidt. Og jeg er meget omsognfuld. 

Vi har været sammen i 5 år, kærlighed ved første blik.

Nå til mit problem, jeg har en stemme der siger at vi ikke skal være sammen mere.. Og den har snakket i 7 måneder ( efter et vennepar gik fra hinanden) men jeg VIL ikke miste ham, er rimelige sikker på det skal være faren til mit barn.. Men men men nogle gange er han bare for "stærk" til sarte mig, og med mit gamle arbejde gør at min selvværd er ret lav. Og jeg orker ikke at tage de små magt kampe op, jeg giver nemt op på tingene nu, og lukker mig inde med lidt slik og hunden og orker ikke så meget. ALT er en kamp for mig. 

Tror måske også bare jeg trænger til at være mig selv, bo alene og finde mig selv. Har altid haft en kæreste! Men tror ikke jeg bliver ved ham pga. Trygheden. Han er min klippe, og han er der for mig på hans måde hver eneste gang. Men den tanke med det ikke skal være os to, den tære på mig. Skal jeg gøre noget ved det?? Vil jo gerne have en familie med ham. det er bare som om vi skal finde hinanden igen og nyde hinanden, og være et par igen. Vil gerne være forelsket i ham igen. 

Men omvendt har jeg brug for lidt tid til at finde mig selv. Så spurgte ham hvad han ville sige til jeg rejse på studie rejse i 1-2 måneder.  Han syntes det var en god ide, og at han nok skulle sørger for hunden.  Der forsvandt tanken med at det ikke skulle være os to. Blev lykkelig igen. Men har lagt ideen lift til siden. Og nu er tanken tilbage... 

Hvad skal jeg gøre, er jeg helt sindsyg? Er der nogen som har gode forholds råd? 

 

 

 

 

 

 

Jeg ville nok tage den måned eller 2 lidt væk og få set det hele i et andet syn.

Ellers vil du nok blive ved med at have de tanker. Men så længe du ikke er 110 pct sikker så lad være med at forlade ham. Men få det lidt på afstand.

Anonym skriver:

Først vil jeg sige at jeg min kæreste rigtig højt, vil ikke miste ham for han er altså en god fyr. Jeg tænder stadig på ham og har lyst til at kysse ham.. 

Men vores forhold har ændre sig meget det sidste år, vi har købt og renovere vores lejlighed, fået en hund, jeg har skiftet arbejde ( var dybt ulykkelig på det gamle og meget stresset) og min kæreste job er han ikke så glad for. Men gnisten er ikke helt den samme og vi har brug for en pause, hvilket vi har snakket om. Men bare pause i den forstandskalholt skal give hinanden Plads.

Lidt om ham, han er den stærke i forholdet der ved hvad han vil have og tager det. Han er selvsikker men inderst inde blød mand en side han sjældent viser synes jeg  jeg er den følsomme, som hellere vil gøre andre glade, selvom jeg har det skidt. Og jeg er meget omsognfuld. 

Vi har været sammen i 5 år, kærlighed ved første blik.

Nå til mit problem, jeg har en stemme der siger at vi ikke skal være sammen mere.. Og den har snakket i 7 måneder ( efter et vennepar gik fra hinanden) men jeg VIL ikke miste ham, er rimelige sikker på det skal være faren til mit barn.. Men men men nogle gange er han bare for "stærk" til sarte mig, og med mit gamle arbejde gør at min selvværd er ret lav. Og jeg orker ikke at tage de små magt kampe op, jeg giver nemt op på tingene nu, og lukker mig inde med lidt slik og hunden og orker ikke så meget. ALT er en kamp for mig. 

Tror måske også bare jeg trænger til at være mig selv, bo alene og finde mig selv. Har altid haft en kæreste! Men tror ikke jeg bliver ved ham pga. Trygheden. Han er min klippe, og han er der for mig på hans måde hver eneste gang. Men den tanke med det ikke skal være os to, den tære på mig. Skal jeg gøre noget ved det?? Vil jo gerne have en familie med ham. det er bare som om vi skal finde hinanden igen og nyde hinanden, og være et par igen. Vil gerne være forelsket i ham igen. 

Men omvendt har jeg brug for lidt tid til at finde mig selv. Så spurgte ham hvad han ville sige til jeg rejse på studie rejse i 1-2 måneder.  Han syntes det var en god ide, og at han nok skulle sørger for hunden.  Der forsvandt tanken med at det ikke skulle være os to. Blev lykkelig igen. Men har lagt ideen lift til siden. Og nu er tanken tilbage... 

Hvad skal jeg gøre, er jeg helt sindsyg? Er der nogen som har gode forholds råd? 

 

 

 

 

 

 

Kom så afsted på den studie rejse i 1 måned eller 2  det vil helt sikkert få dig på andre tanker.. jeg tror personligt at man mister den der følelse af forelskelse når man går op og ned af hinanden hver dag.. men hvis man kommer væk fra hinanden i nogle uger ved jeg fra mit eget forhold at så begynder man sgu og savne den anden person helt vild og det giver den der følelse af forelskelse igen.. tror det er det du har brug for!!

Jeg ville tage afsted 1-2 mdr. og se om du virkelig savner ham og tænker på ham mens du er væk... og igen når du ser ham efter dit ophold... er der en gnist der tændes og bliver til et brændende bål, eller går gnisten ud eller bliver den slet ikke tændt...¨

Afsted med dig hurtigst muligt og se hvad der venter dig,...

God tur...

Majbritt

Jeg tror ikke du har brug for at bo for dig selv. Jeg tror du har brug for at sætte foden ned og begynde at tage det DU vil have.

Det tager han ikke skade af. Tvært imod vil han måske synes du er mere spændende. Du skal ikke sidde og vente på at han siger hvad du eller i skal. Du skal gøre som du har lyst til.

Det er jo ikke kun hans forhold men også dit. Han skal ikke være din klippe. Du skal SELV være din klippe og det er ikke et øjeblik for tidligt at begynde på det.

Synes bare det er svært at komme afsted nu her.. Men ja må nok hellere få det planlagt.. Havde bare håbet på at skulle løse det uden.. 

Jeg vil gerne anbefale et PREP-kursus som afholdes af bl.a. center for familieudvikling, nogle kirker o.l. afholder det også (dog intet kristens budskab). Se dette link:

http://www.familieudvikling.dk/prep-kurser/

Min mand og jeg har selv været på det og selvom man på ingen måde er skilsmisse e.l. nær, er det rigtig godt at være opmærksom på hinanden og hvordan man lytter effektivt, tager diskutioner, finder løsninger og finder tid til hinanden. Det er noget af det jeg syntes kurset giver. Jeg tror også kurset vil gøre jer mere opmærksomme på hinanden og hinandens forskelligheder.

Det varer som oftest en weekend. Og som jeg husker det er det ikke specielt dyrt. Og hvem vil ikke gerne give 500-1000 kr. til et bedre parforhold? Det ser også ud som om, at familiestyrelsen giver støtte til par med børn under 18 år.

Måske det er noget for nogen af jer?

Held og lykke med det hele.

katrineoerum skriver:

Jeg tror ikke du har brug for at bo for dig selv. Jeg tror du har brug for at sætte foden ned og begynde at tage det DU vil have.

Det tager han ikke skade af. Tvært imod vil han måske synes du er mere spændende. Du skal ikke sidde og vente på at han siger hvad du eller i skal. Du skal gøre som du har lyst til.

Det er jo ikke kun hans forhold men også dit. Han skal ikke være din klippe. Du skal SELV være din klippe og det er ikke et øjeblik for tidligt at begynde på det.

 

Katrine...

Tror du har ret langt henne af vejen. For du har ret med, jeg skal være min egen klippe, og jeg skal gøre hvad jeg har lyst til.. Vil jo også styrke mit selvværd. Tror faktisk måske det er der mit problem det bunder, at jeg skal kræve mere af livet og mig selv og kæresten. For man skal jo være glad... Altså han er jo en mand der skal have modstand, måske forholdet mere er hans end mit, men det er ikke det han ønsker. Han har sagt flere gange at jeg bare skal være lykkelig og gøre de ting som jeg har lyst til. 

Min tanke er også at jeg går i panik fordi vi har lejlighed, hund og ansvar. Vi er begge 25 og føler os begge måske lidt gamle og sat også jeg modarbejder mig selv. Tror/håber at det bare er en krise vi skal over. Også når vi er igennem så snakker vi bedre sammen og oplever ting sammen. Og alt er godt.. Hvorfor kan man ikke selv bestemme hvad man skal føle. 

Anonym skriver:

Først vil jeg sige at jeg min kæreste rigtig højt, vil ikke miste ham for han er altså en god fyr. Jeg tænder stadig på ham og har lyst til at kysse ham.. 

Men vores forhold har ændre sig meget det sidste år, vi har købt og renovere vores lejlighed, fået en hund, jeg har skiftet arbejde ( var dybt ulykkelig på det gamle og meget stresset) og min kæreste job er han ikke så glad for. Men gnisten er ikke helt den samme og vi har brug for en pause, hvilket vi har snakket om. Men bare pause i den forstandskalholt skal give hinanden Plads.

Lidt om ham, han er den stærke i forholdet der ved hvad han vil have og tager det. Han er selvsikker men inderst inde blød mand en side han sjældent viser synes jeg  jeg er den følsomme, som hellere vil gøre andre glade, selvom jeg har det skidt. Og jeg er meget omsognfuld. 

Vi har været sammen i 5 år, kærlighed ved første blik.

Nå til mit problem, jeg har en stemme der siger at vi ikke skal være sammen mere.. Og den har snakket i 7 måneder ( efter et vennepar gik fra hinanden) men jeg VIL ikke miste ham, er rimelige sikker på det skal være faren til mit barn.. Men men men nogle gange er han bare for "stærk" til sarte mig, og med mit gamle arbejde gør at min selvværd er ret lav. Og jeg orker ikke at tage de små magt kampe op, jeg giver nemt op på tingene nu, og lukker mig inde med lidt slik og hunden og orker ikke så meget. ALT er en kamp for mig. 

Tror måske også bare jeg trænger til at være mig selv, bo alene og finde mig selv. Har altid haft en kæreste! Men tror ikke jeg bliver ved ham pga. Trygheden. Han er min klippe, og han er der for mig på hans måde hver eneste gang. Men den tanke med det ikke skal være os to, den tære på mig. Skal jeg gøre noget ved det?? Vil jo gerne have en familie med ham. det er bare som om vi skal finde hinanden igen og nyde hinanden, og være et par igen. Vil gerne være forelsket i ham igen. 

Men omvendt har jeg brug for lidt tid til at finde mig selv. Så spurgte ham hvad han ville sige til jeg rejse på studie rejse i 1-2 måneder.  Han syntes det var en god ide, og at han nok skulle sørger for hunden.  Der forsvandt tanken med at det ikke skulle være os to. Blev lykkelig igen. Men har lagt ideen lift til siden. Og nu er tanken tilbage... 

Hvad skal jeg gøre, er jeg helt sindsyg? Er der nogen som har gode forholds råd? 

 

 

 

 

 

 

nogle gange er en weekend også nok til at man savner sin kæreste.

så kan du tage til en veninde i en weekend eller ud at rejse med en veninde i en lille uge.

Men ellers tror jeg at du skal finde ud af hvem DU er og tage nogle beslutninger selv. Du siger du altid har været i forhold og det er måske derfor svært for dig at finde ud af hvem du egentlig er og tage beslutninger på egen hånd.