Helt ufattelig dårlig samvittighed...

Hold fast hvor jeg har bare dårlig samvittighed over for Silas (13 måneder) 

Han er lige blevet storebror i tirsdags, til en lille pige (Mille).

Mille har indtil nu været helt utrolig nem. sover 3-4 timer ad gangen, spiser godt og skriger kun hvis hun er sulten eller bleen er træls. Så det er ikke fordi der ikke er tid til Silas. Han passer sin dagpleje og er glad og tilfreds.

MEN... gud hvor har jeg bare dårlig samvittighed over at have gjort ham til storebror så hurtigt. Jeg føler på et eller andet punkt at jeg mister noget tid med ham nu hvor Mille er kommet til verden. Selvom det umiddelbart ikke er sådan. For har jo masser af tid til ham når Mille sover. Han har ikke reageret negativt på hendes ankomst, tværtimod. Han vil gerne ae hende når vi sidder med hende og han peger og fortæller når han ser hende.

Men så her til aften da han skulle i seng, græd han noget så hjerteskærende. Egentligt kunne jeg jo godt hører at det var fordi han var træt (det er sket nogle gange før, men han falder typisk ret hurtigt i søvn. Dvs. i løbet af 3-5 minutter), men nøj hvor gjorde det ondt denne gang. Har faktisk ikke lavet andet end at græde lige siden han blev lagt i seng kl. 19:00. Det er aldrig sket for mig før 

Ved ikke helt hvad jeg ville med dette indlæg. Nok bare af med nogle af mine tanker.

Tak fordi du læste med.

SilasMor skriver:

Hold fast hvor jeg har bare dårlig samvittighed over for Silas (13 måneder) 

Han er lige blevet storebror i tirsdags, til en lille pige (Mille).

Mille har indtil nu været helt utrolig nem. sover 3-4 timer ad gangen, spiser godt og skriger kun hvis hun er sulten eller bleen er træls. Så det er ikke fordi der ikke er tid til Silas. Han passer sin dagpleje og er glad og tilfreds.

MEN... gud hvor har jeg bare dårlig samvittighed over at have gjort ham til storebror så hurtigt. Jeg føler på et eller andet punkt at jeg mister noget tid med ham nu hvor Mille er kommet til verden. Selvom det umiddelbart ikke er sådan. For har jo masser af tid til ham når Mille sover. Han har ikke reageret negativt på hendes ankomst, tværtimod. Han vil gerne ae hende når vi sidder med hende og han peger og fortæller når han ser hende.

Men så her til aften da han skulle i seng, græd han noget så hjerteskærende. Egentligt kunne jeg jo godt hører at det var fordi han var træt (det er sket nogle gange før, men han falder typisk ret hurtigt i søvn. Dvs. i løbet af 3-5 minutter), men nøj hvor gjorde det ondt denne gang. Har faktisk ikke lavet andet end at græde lige siden han blev lagt i seng kl. 19:00. Det er aldrig sket for mig før 

Ved ikke helt hvad jeg ville med dette indlæg. Nok bare af med nogle af mine tanker.

Tak fordi du læste med.

Puhhha det lyder hårdt...  Men det lyder som om du giver ham masser opmærksomhed og han er glad...

Tror du ikk dine hormoner sidder ude på tøjet? Jeg græd over alting den første uge efter jeg havde født?

twinny skriver:

Puhhha det lyder hårdt...  Men det lyder som om du giver ham masser opmærksomhed og han er glad...

Tror du ikk dine hormoner sidder ude på tøjet? Jeg græd over alting den første uge efter jeg havde født?

Jo kan godt være det er hormonerne der sidder meget løst. Men det er først idag det er gået helt galt for mig 

Måske jeg bare skal vænne mig til rollen som mor til to...

SilasMor skriver:

Jo kan godt være det er hormonerne der sidder meget løst. Men det er først idag det er gået helt galt for mig 

Måske jeg bare skal vænne mig til rollen som mor til to...

Jaah, men der er den "magiske" tredje dag... Hvor mange får grædeture... Det kan være din bare kom på 5. dagen...

Jeg tror det er meget normalt.... Det er jo en stor omvæltning med en lille ny igen.

Hvornår kommer SP, så kan du spørger hende?

SilasMor skriver:

Hold fast hvor jeg har bare dårlig samvittighed over for Silas (13 måneder) 

Han er lige blevet storebror i tirsdags, til en lille pige (Mille).

Mille har indtil nu været helt utrolig nem. sover 3-4 timer ad gangen, spiser godt og skriger kun hvis hun er sulten eller bleen er træls. Så det er ikke fordi der ikke er tid til Silas. Han passer sin dagpleje og er glad og tilfreds.

MEN... gud hvor har jeg bare dårlig samvittighed over at have gjort ham til storebror så hurtigt. Jeg føler på et eller andet punkt at jeg mister noget tid med ham nu hvor Mille er kommet til verden. Selvom det umiddelbart ikke er sådan. For har jo masser af tid til ham når Mille sover. Han har ikke reageret negativt på hendes ankomst, tværtimod. Han vil gerne ae hende når vi sidder med hende og han peger og fortæller når han ser hende.

Men så her til aften da han skulle i seng, græd han noget så hjerteskærende. Egentligt kunne jeg jo godt hører at det var fordi han var træt (det er sket nogle gange før, men han falder typisk ret hurtigt i søvn. Dvs. i løbet af 3-5 minutter), men nøj hvor gjorde det ondt denne gang. Har faktisk ikke lavet andet end at græde lige siden han blev lagt i seng kl. 19:00. Det er aldrig sket for mig før 

Ved ikke helt hvad jeg ville med dette indlæg. Nok bare af med nogle af mine tanker.

Tak fordi du læste med.

Det lyder da som om du er en kanon mor til 2, så du skal bare lige acceptere det, at tingene er sådan nu, og så kan det være det bare remlede sammen, fordi han lige græd denne ene aften, som han ikke gør særligt tidt.

Så op med humøret

twinny skriver:

Jaah, men der er den "magiske" tredje dag... Hvor mange får grædeture... Det kan være din bare kom på 5. dagen...

Jeg tror det er meget normalt.... Det er jo en stor omvæltning med en lille ny igen.

Hvornår kommer SP, så kan du spørger hende?

Hun kommer heldigvis i morgen, så kan jeg snakke med hende om det.

Men det er godt nok vildt. Har bare siddet ved computeren, med lillepigen liggende sovende ved siden af mig, og grædt i to timer nu 

Michael healer skriver:

Det lyder da som om du er en kanon mor til 2, så du skal bare lige acceptere det, at tingene er sådan nu, og så kan det være det bare remlede sammen, fordi han lige græd denne ene aften, som han ikke gør særligt tidt.

Så op med humøret

Tak 

Tror vel egentligt også bare jeg lige skal vænne mig til det hele. Men det er bare kommet totalt bag på mig at jeg reagere på denne måde.

Først en kæmpe knus,

Jeg ved hvordan du har det, og jeg loer dig at det forsvinder igen.

Vi fik jo selv Anton og Arthur med kun 12 mdr imellem. Det var hårdt for alle mand. Og især også Asta som blev storesøster to gange på et år.

Kenny og jeg var forfulgt af dårlig samvittighed og alt alt for få timer i døgnet. Vi gjorde alt hvad vi kunne, men det var svært.

Men jeg loer dig, at sm tiden går bliver det nemmere og nemmere og tingene glider lettere. Børnene bliver for hver dag større og vi som forældre bedre til at takle det.

Vil bare give stort konus, fra en der ved hvordan du har det:0)

Den dårlig samvitighed tror jeg er obligatorisk når man blive forælder, men det er hvad man gør med den som har betydning.

så du er nød til at be den dumme samvigtighed om at skride af h til for ellers vil man slog sig selv overen i hovede hele tiden.

Din søn har en kærlig og dejlig mor i dig ( også selvom du måske en dag ik lige har så meget tid) han skal nok få alt den kærlighed han har brug for, der er børn nemlig rigtig gode til at sige HEY brug lige 5 min på mig.

Tør øjne og sig til dig selv jeg er en FANTASTISK mor. ( for det syntes din søn nemlig du er).

Katrine26

 

Valle81 skriver:

Først en kæmpe knus,

Jeg ved hvordan du har det, og jeg loer dig at det forsvinder igen.

Vi fik jo selv Anton og Arthur med kun 12 mdr imellem. Det var hårdt for alle mand. Og især også Asta som blev storesøster to gange på et år.

Kenny og jeg var forfulgt af dårlig samvittighed og alt alt for få timer i døgnet. Vi gjorde alt hvad vi kunne, men det var svært.

Men jeg loer dig, at sm tiden går bliver det nemmere og nemmere og tingene glider lettere. Børnene bliver for hver dag større og vi som forældre bedre til at takle det.

Vil bare give stort konus, fra en der ved hvordan du har det:0)

Tak

Håber bare det snart går over. 
Er virkelig dårlig til at have det skidt, for så kan kæresten bare spørge om en simpel lille ting og så tuder jeg igen igen igen... HADER det!

Det værste er næsten at kæresten er meget stærkere psykisk end jeg er, så trods det jeg har snakket med ham om det, så føler jeg mig lidt alene med mine følelser.