Godaften 
Laura (2 år om en uge) er hos sin far 2 døgn hver 14. dag... Han har hende fra spisetid torsdag aften og hun er så hjemme igen til spisning lørdag aften. I går afleverede jeg hende inde hos ham (han plejer at hente, fordi jeg synes det er psykologisk bedre for hende at det er hende der tager afsted end at det er mig der går fra hende), og i dag har hun spurgt efter mig hele dagen og sagt at hun savnede mig
Hun sov kun 30 min middagslur, hvilket slet ikke ligner hende! Da D skulle putte hende blev hun HELT ulykkelig! Han prøvede alle sine tricks og hun skreg og skreg og kaldte på mig. Til sidst ringede de så til mig og jeg fik hende til at falde til ro.. Så snart vi lagde på startede det forfra og de ringede igen... sådan fortsatte det i 1½ times tid hvor de ringede MANGE gange og vi talte om hvad vi skulle gøre.
D er selvfølgelig rigtigt ked af det og føler sig "ikke god nok" og det forstår jeg godt gør smadder ondt
Vi endte med at blive enige om at han skulle køre hende herhjem og det gjorde han så for en times tid siden! Nu sover hun trygt i sin seng!
Jeg har svært ved at finde ud af om det er en reaktion vi skal indstille os på kommer nu? Eller om det bare var en "engangsaffære"...
Har I erfaringer? Det er jo ikke holdbart at hun skriger til hun kommer hjem 
"heldigvis" er jeg blevet syg og havde derfor aflyst den aftale jeg havde til aften - ellers havde jeg slet ikke været hjemme til at tale hende ned og i sidste ende få hende hjem!
Jeg er ked af det på D's vegne! Det er ikke sjovt når man ikke kan trøste sit barn 
Har tilbudt ham at han kunne være sammen med hende i morgen alligevel, men det ville han lige tænke over!
Nå.. men hvad er Jeres erfaringer med det der hjemve? hvordan imødekommer vi det bedst muligt og hvordan skal vi agere?
Knus Caroline
Anmeld