Anonym skriver:
Jeg er lærer. En ganske alm. folkeskolelærer. Men jeg elsker mit arbejde, også selvom vi efterhånden er så udpinte. En del af mit job består også af meget af det ubehagelige, netop at orientere kommunen hvis der er mistanke om vanrøgt. Hvilket jeg gør. Idag ringede så en af disse mødre til mig, hun havde ikke set min bekymringsbeskrivelse men sagsbehandleren havde bare nævnt noget af det jeg havde skrevet og den her mor hulkede i telefonen. Hun var virkelig ked af det. Om hvad hun dog kunne gøre for at være en bedre mor. Og jeg havde virkelig ondt af hende. Jeg var totalt uforberedt da jeg ikke vidste kommunen ville dukke op hos hende. Nu skal lederen og jeg have møde hos hende mandag. Men for pokker hvor hænger hendes gråd mig i ørene. Hun slår ikke sin datter men hun er alkoholiker og hendes datter bærer præg af at passe sig selv. 
Puha føler med dig og dit dilemma. Det er smadder svært, ikke at involvere sig i sådanne sager...og gudskelov for det! Det er dog vigtig, at du holdet fokus på, at du hjælper barnet og familien når du skriver en.underretning. jeg har også prøvet at skrive underretninger og sidde til sådanne møder med forældre og det er adrig sjovt, men det er nødvendigt til tider!
Anmeld
