Fanny Holbech skriver:
En frisk og saftig gulerodskage plejer at være et hit!
Især god, hvis man samtidig skal have en tung/fed lagkage.
3 æg
3 dl sukker
600 g gulerødder
2 tsk bagepulver
3 dl hvedemel
Æg og sukker piskes godt. Gulerødder skrælles og rives på den fine side af rivejernet (alt saften fra gulerødderne skal også bruges), blandes derefter med æg og sukker. Tilsæt bagepulver og hvedemel og så er den klar til at komme i ovnen.
Du kan bage den i en alm. smurt form. Jeg plejer at bage den i en springform, hvor jeg har klippet et stykke bagepapir ud, som passer i bunden. Så kan jeg bagefter nemt vende den ud, tage bagepapiret af og lægge kagen på et pænt fad i stedet for at den skal serveres i kageformen. Drys evt. med lidt flormelis, når kagen er kølet lidt af.
Bagetid ca. 30 min ved 200 grader (afhængig af hvilken form man vælger/hvor høj kagen bliver) Prøver med en kødnål/strikkepind og se om den hænger fast.
Husk at servere den med creme fraiche (jeg bruger gerne 18 %)
NB. Jeg bager også nogen gange tredobbelt portion i bradepande med bagepapir i formen. Så skærer jeg den ud i passende stykker og fryser ned, så man altid har et stykke kage hvis der pludselig kommer gæster.