Jeg fejler som mor...

Anonym skriver:

rart at høre jeg ikk er den eneste! for jo er helt klart bedst til at trøste.. kan trøste på 2 min men min kæreste kan næsten ikk få hende til at falde til ro, for han ved ikke helt hvordan.. han kan bedre lege og pludre med hende!

hun har været til kiro og blevet rettet til, men tænker det er jo ikke altid hun skriger og kan typisk godt få hende til at ligge ned til middagslur så det kan vel næsten ikk være ørerne??

Kan det, som kiropraktoren har rettet, været gået i op igen? Mærkede I overhovedet en forbering efter at have været til kiropraktor?

Jeg er helt sikker på at du er en super god mor.. Du bekymre dig om dit barn.. Og er nervøs for om du gør det rigtige..
jeg tror alle mødre på et eller andet tidspunkt er bange for om de er gode nok til "opgaven"..
Min søn er født 10 uger for tidligt.. Og jeg er da tit i tvivl om jeg gør det rigtige for ham.. Fordi fortidlig fødte ofte er sensetive og følsomme.. Han er lige omvendt.. Han kan ikke lide at ligge alene.. og han vil helst bare ligge hos mig.. Hvilket jo ikke altid er nemt.. Så jeg føler lidt at jeg er hård ved ham hvis jeg ligger ham i fx. kravlegården..

I den kommune vi bor i har de et gratis tilbud for mødre.. hvor man kan snakke med dem helt anonymt.. Måske din kommune har noget lignende.. her i kommunen er der tilknyttet 3 kvinder, med relevante uddannelser i familie, sundhed og sagsbehandling.. Der kommer to af dem imorgen aften og snakker med mig og min kæreste.. Fordi vi har lidt brug for at snakke vores lange sygehus ophold osv igenne,.. Det er jo lidt af en prøvelse. både for parforholdet og for ens egen psyke..

Husk der er intet barn der er ens.. Jeg har en veninde der har to døtre.. Den ældste var SÅ nem, spiste, sov, legede og var rigtig glad og sød pige.. den yngste er lige modsat. Hun græder, vil ikke sove, og er ikke nem at have med i "byen".. Det er helt sikkert bare en periode hun skal igennem. Hun går jo sammen med dig hjemme hver dag.. Hun syns nok bare at alle andre ting pt. er spændende.. Jeg er sikker på hun ELSKER sin mor overalt på jorden..

Anonym skriver:

Det er svært for mig at skrive det her indlæg fordi jeg er bange for at blive dømt. jeg synes det er et tabu når man har det svært som mor for man er både bange for at blive dømt af andre mødre, og så den evindelige "tænk hvis de tager hende fra mig"..

Har en pige på 3,5 måned.

Har fra dag 1 været et svært barn. skreg konstant i starten. er heldigvis gået over, men hun er stadig et svært barn. hun er ikke et af de børn som er konstant glade og pludrene, hun er ofte sur og tvær og ked af det. det i sig selv gør at jeg føler mig som en fejltagelse som mor. de andre i mødregruppen har så glade og nemme børn. og alle fortæller om hvor hyggeligt og dejligt det er med deres børn men sådan er det ikke for mig. jeg skal dagligt stresse over hvornår hun mon græder igen, før det gør hun helt sikekrt lige om lidt.. og hvad jeg skal gøre for at holde hende glad og aktiveret....

hun er et meget dygtigt barn kan meget af sin alder. snakker og pludrer meget. men på det seneste synes jeg det er begyndt at gå ned af bakke. jeg har svært ved ta få øjenkontakt! jeg føler ikke det er fordi hun ikke vil se på mig men hun har bare travlt med at se på alle mulige andre ting fordi hun er så nysgerrig. og fordi hun kun vil se på mig et sekund eller to af gangen er det svært at pludre og hygge med hende for det føles jo lidt som at tale til en væg, fordi hun kigger alle andre steder hen og ikke giver respons.

begynder at føle mig opgivende. kan hun ikke lide mig? elsker hun mig ikke? hvorfor vil hun ikke snakke med mig?

søvnen og rutinerne er også svære. vi har lige haft en fantastisk periode, hvor jeg bare kunne putte hende i sengen om aftenen, kysse hende og sige godnat, og så sov hun bare. ja det stod så på i hele 2 dage og så var det tilbage med den sædvanlige kamp hvor hun IKKE vil sove men skriger og det igen tager 1,5-2 timer atf å hende til at sove!!! hun sover i svøb fordi hun basker sådan med armene og derfor ikke kan få ro, men det er som om hun pludselig ikk vil svøbes mere!! men hvis hun ikke svøbes tager hun sutten ud af munen med hænderne og bliver så sur over hun ikke har sutten. én lang kamp som ender med jeg må tage hende op i sengen efter 1,5 times kamp og så kan jeg ligge og holde om hende og holde hendes arme ind til hendes krop og så sover hun. men så sover jeg mega dårligt fordi der ikke er nok plads i vores seng!

jeg føler mig virkelig mislykket som mor. jeg føler ikke hun kan lide at være sammen med mig. det føles som om hun hellere vil ligge på sig legetæppe og lege med sine ting end at snakke og pludre med mig, og for hver dag der går får jeg det værre og værre og føler, at hun slet ikke er tjent med sådan en dårlig mor som mig...

faderen og jeg er kærester og han arbejder, men det virker som om hun egentlig hellere vil snakke med ham. han siger det nok er fordi hun ser på mig hele dagen og når hun ser ham er det noget andet, men sådan mener jeg jo ikke det fungerer.

hun er IKKE omsorgssvigtet. hun får masser af kærlighed og omsorg og opmærksomhed, hendes behov tilfredsstilles. vi er begge veluddannede - ikke at det er en forudsætning for at man har et ikke-omsorgssvigtet barn, men tit er der jo noget i den sociale arv, men ikke her.. kommer begge fra kærlige og velfungerende familier.

jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. for at hun vil tale med mig. for jeg synes det bliver sværere og sværere at finde på noget at sige til hende når jeg ikke får noget igen men hun bare ser den anden vej

Jeg er SÅ ked af det og føler mig mislykket! er bange for jeg gør tingene forkert siden jeg har sådan et surt barn som ikke vil snakke med mig. for en måned siden ville hun mega gerne pludre og snakke og have kontakt, jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil mere 

 

beklager manglende tegn og sådan. har ændret min skrivestil for ikke at blive genkendt..

kan du ikke søge hjælp og råd hos sundhedsplejsken eller din læge...?

Anonym skriver:

Det er svært for mig at skrive det her indlæg fordi jeg er bange for at blive dømt. jeg synes det er et tabu når man har det svært som mor for man er både bange for at blive dømt af andre mødre, og så den evindelige "tænk hvis de tager hende fra mig"..

Har en pige på 3,5 måned.

Har fra dag 1 været et svært barn. skreg konstant i starten. er heldigvis gået over, men hun er stadig et svært barn. hun er ikke et af de børn som er konstant glade og pludrene, hun er ofte sur og tvær og ked af det. det i sig selv gør at jeg føler mig som en fejltagelse som mor. de andre i mødregruppen har så glade og nemme børn. og alle fortæller om hvor hyggeligt og dejligt det er med deres børn men sådan er det ikke for mig. jeg skal dagligt stresse over hvornår hun mon græder igen, før det gør hun helt sikekrt lige om lidt.. og hvad jeg skal gøre for at holde hende glad og aktiveret....

hun er et meget dygtigt barn kan meget af sin alder. snakker og pludrer meget. men på det seneste synes jeg det er begyndt at gå ned af bakke. jeg har svært ved ta få øjenkontakt! jeg føler ikke det er fordi hun ikke vil se på mig men hun har bare travlt med at se på alle mulige andre ting fordi hun er så nysgerrig. og fordi hun kun vil se på mig et sekund eller to af gangen er det svært at pludre og hygge med hende for det føles jo lidt som at tale til en væg, fordi hun kigger alle andre steder hen og ikke giver respons.

begynder at føle mig opgivende. kan hun ikke lide mig? elsker hun mig ikke? hvorfor vil hun ikke snakke med mig?

søvnen og rutinerne er også svære. vi har lige haft en fantastisk periode, hvor jeg bare kunne putte hende i sengen om aftenen, kysse hende og sige godnat, og så sov hun bare. ja det stod så på i hele 2 dage og så var det tilbage med den sædvanlige kamp hvor hun IKKE vil sove men skriger og det igen tager 1,5-2 timer atf å hende til at sove!!! hun sover i svøb fordi hun basker sådan med armene og derfor ikke kan få ro, men det er som om hun pludselig ikk vil svøbes mere!! men hvis hun ikke svøbes tager hun sutten ud af munen med hænderne og bliver så sur over hun ikke har sutten. én lang kamp som ender med jeg må tage hende op i sengen efter 1,5 times kamp og så kan jeg ligge og holde om hende og holde hendes arme ind til hendes krop og så sover hun. men så sover jeg mega dårligt fordi der ikke er nok plads i vores seng!

jeg føler mig virkelig mislykket som mor. jeg føler ikke hun kan lide at være sammen med mig. det føles som om hun hellere vil ligge på sig legetæppe og lege med sine ting end at snakke og pludre med mig, og for hver dag der går får jeg det værre og værre og føler, at hun slet ikke er tjent med sådan en dårlig mor som mig...

faderen og jeg er kærester og han arbejder, men det virker som om hun egentlig hellere vil snakke med ham. han siger det nok er fordi hun ser på mig hele dagen og når hun ser ham er det noget andet, men sådan mener jeg jo ikke det fungerer.

hun er IKKE omsorgssvigtet. hun får masser af kærlighed og omsorg og opmærksomhed, hendes behov tilfredsstilles. vi er begge veluddannede - ikke at det er en forudsætning for at man har et ikke-omsorgssvigtet barn, men tit er der jo noget i den sociale arv, men ikke her.. kommer begge fra kærlige og velfungerende familier.

jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. for at hun vil tale med mig. for jeg synes det bliver sværere og sværere at finde på noget at sige til hende når jeg ikke får noget igen men hun bare ser den anden vej

Jeg er SÅ ked af det og føler mig mislykket! er bange for jeg gør tingene forkert siden jeg har sådan et surt barn som ikke vil snakke med mig. for en måned siden ville hun mega gerne pludre og snakke og have kontakt, jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil mere 

 

beklager manglende tegn og sådan. har ændret min skrivestil for ikke at blive genkendt..

hej sikke sa meget du tumler med  i min kommune har vi noget som hedder tverfaglig team. det er anonymt og man kan få hjælp til mange ting ex som dit problem.  måske er det slet ikke så slemt at få lidt hjælp udefra, måske til at se de positive ting i jeres samværd så kan i bygge videre på det.   jeg bor i Ålborg kommune men ved at disse teams findes mange steder. så på din kommune. det er gratis

                     knus Heidi

Anonym skriver:

Det er svært for mig at skrive det her indlæg fordi jeg er bange for at blive dømt. jeg synes det er et tabu når man har det svært som mor for man er både bange for at blive dømt af andre mødre, og så den evindelige "tænk hvis de tager hende fra mig"..

Har en pige på 3,5 måned.

Har fra dag 1 været et svært barn. skreg konstant i starten. er heldigvis gået over, men hun er stadig et svært barn. hun er ikke et af de børn som er konstant glade og pludrene, hun er ofte sur og tvær og ked af det. det i sig selv gør at jeg føler mig som en fejltagelse som mor. de andre i mødregruppen har så glade og nemme børn. og alle fortæller om hvor hyggeligt og dejligt det er med deres børn men sådan er det ikke for mig. jeg skal dagligt stresse over hvornår hun mon græder igen, før det gør hun helt sikekrt lige om lidt.. og hvad jeg skal gøre for at holde hende glad og aktiveret....

hun er et meget dygtigt barn kan meget af sin alder. snakker og pludrer meget. men på det seneste synes jeg det er begyndt at gå ned af bakke. jeg har svært ved ta få øjenkontakt! jeg føler ikke det er fordi hun ikke vil se på mig men hun har bare travlt med at se på alle mulige andre ting fordi hun er så nysgerrig. og fordi hun kun vil se på mig et sekund eller to af gangen er det svært at pludre og hygge med hende for det føles jo lidt som at tale til en væg, fordi hun kigger alle andre steder hen og ikke giver respons.

begynder at føle mig opgivende. kan hun ikke lide mig? elsker hun mig ikke? hvorfor vil hun ikke snakke med mig?

søvnen og rutinerne er også svære. vi har lige haft en fantastisk periode, hvor jeg bare kunne putte hende i sengen om aftenen, kysse hende og sige godnat, og så sov hun bare. ja det stod så på i hele 2 dage og så var det tilbage med den sædvanlige kamp hvor hun IKKE vil sove men skriger og det igen tager 1,5-2 timer atf å hende til at sove!!! hun sover i svøb fordi hun basker sådan med armene og derfor ikke kan få ro, men det er som om hun pludselig ikk vil svøbes mere!! men hvis hun ikke svøbes tager hun sutten ud af munen med hænderne og bliver så sur over hun ikke har sutten. én lang kamp som ender med jeg må tage hende op i sengen efter 1,5 times kamp og så kan jeg ligge og holde om hende og holde hendes arme ind til hendes krop og så sover hun. men så sover jeg mega dårligt fordi der ikke er nok plads i vores seng!

jeg føler mig virkelig mislykket som mor. jeg føler ikke hun kan lide at være sammen med mig. det føles som om hun hellere vil ligge på sig legetæppe og lege med sine ting end at snakke og pludre med mig, og for hver dag der går får jeg det værre og værre og føler, at hun slet ikke er tjent med sådan en dårlig mor som mig...

faderen og jeg er kærester og han arbejder, men det virker som om hun egentlig hellere vil snakke med ham. han siger det nok er fordi hun ser på mig hele dagen og når hun ser ham er det noget andet, men sådan mener jeg jo ikke det fungerer.

hun er IKKE omsorgssvigtet. hun får masser af kærlighed og omsorg og opmærksomhed, hendes behov tilfredsstilles. vi er begge veluddannede - ikke at det er en forudsætning for at man har et ikke-omsorgssvigtet barn, men tit er der jo noget i den sociale arv, men ikke her.. kommer begge fra kærlige og velfungerende familier.

jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. for at hun vil tale med mig. for jeg synes det bliver sværere og sværere at finde på noget at sige til hende når jeg ikke får noget igen men hun bare ser den anden vej

Jeg er SÅ ked af det og føler mig mislykket! er bange for jeg gør tingene forkert siden jeg har sådan et surt barn som ikke vil snakke med mig. for en måned siden ville hun mega gerne pludre og snakke og have kontakt, jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil mere 

 

beklager manglende tegn og sådan. har ændret min skrivestil for ikke at blive genkendt..

Der er intet af det du beskriver, som jeg ikke har prøvet. Og jeg er en af dem med en nem dreng.

Da han opdagede at Verden var større end mors ansigt, var det slut med tæt øjenkontakt og hyggelig pludren. Alt vores kontakt foregår nu via leg og aktivitet. Enten med mig oppe og gøren rundt og ham på gulvet med projekt, eller fællesprojekt på gulvet. Det er sådan set kun en hyggelig aften foran tv, vi sådan putter for alvor.

Du har så bare ikke fordelen af knus og kys, endnu. Og jeg tror det er det du "venter" på. At hun begynder at give igen på dine forsøg?

Jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan det er at have et barn der græder ofte. Mine tanker går på om kiropraktoren har fået ordnet det han skulle? Kan det bryde op igen?

Hvorfor skal hun svøbes? Det at hun udforsker hendes univers er ikke en skidt ting, uanset hvordan du vender den, skal hun lære at falde i søvn uden den. Har du ladet hende lege lidt i sin seng? Så hun kan få det ud af systemet? Ikke om aftenen når I begge er trætte, men i løbet af dagen.

Men du fejler overhovedet ikke som mor, det du beskriver der er ganske normalt. Du er småstresset og presset over hendes naturlige udvikling, som du er for træt til at have opfattet. Og far er bare sjovere, fordi han ikke slæber dårlig samvittighed, stress og pres ind i en legesituation. Ikke at far har fattet meget længe før mor, han er bare let tilgængelig.

Op med humøret, det at være mor er et utaknemmeligt job det første år. Men lige om lidt begynder hun at sidde op, så sker der ting kan du tro, om ganske få måneder har du alt den kontakt du går og mangler nu

 

Anonym skriver:

Så det med øjenkontakten tror du bare det var fordi hun hellere ville kigge på andre ting? det er sådan jeg føler men føler også bare det er et problem når jeg så ikke føler jeg kan snakke med hende, for hvor nemt er det lige at snakke med en der kigger den anden vej og læser jo hele tiden at det er så vigtigt det med øjenkontakt og spejle deres ansigtsudtryk for de udvikler sig

Havde du så en depression?? og hvad gjorde du så ved det hvis det var? jeg har en tid hos lægen på næste mandag hvor vi skal snakke om mulig depression..

har talt med min mor og min veninde om det men hvad kan de lige gøre. har også talt med min kæreste om det men tror ikke han kan sætte sig ind i mine følelser for han kan jo godt få kontakt  

Det med øjenkontakt ville jeg ikke tage så tungt. Og speciel ikke når din kæreste kan få øjenkontakt. Det kan være fordi hun serdig hele tiden. Og af den grund ikke har behov for så meget kontakt med dig fordi hun ved du er der.

Ja jeg havde en depression og har det stadig jeg får medicin for det.

Og har det godt nu

Jeg synes ikke det lyder somom du er på vej mod en depression, for det er jeg absolut ikke og jeg kunne have skrevet dit indlæg.

Min søn græder ikke så meget, men jeg har haft de samme tanker som dig. Hvorfor ser han ikke på mig, hvorfor kan han pludre med sig selv og med faderen, men ikke med mig. Man bliver SÅ ked af ikke at få respons og man distancerer sig lidt fra barnet. Føler sig vraget - intet værd.  

Jeg gik længe og troede, der var noget galt med min søn - googlede tidlige tegn på autisme og alt muligt. Troede jeg havde fejlet - og ikke havde inspireret HAM nok til at tage øjenkontakt (jvf. den udsendelse der var "eksperimentet" - noget med still face/stone face).

Men jeg fandt ud af, at jeg overreagerede.

Og så fik jeg fat i bogen Vidunderlige Uger, der beskriver de her tigerspring. Og nu giver det hele meget mere mening.

Du skal nemlig ikke regne med, at dit barn har det på samme måde hver dag. Humøret skifter. Og det kommer i nogle rimeligt afgrænsede perioder på nogle ret bestemte tidspunkter. Derudover kan der selvfølgelig være mavepine, tænder osv.

Jeg har ikke snakket med så mange, men jeg har gået og strikket en lille teori sammen om, at det med at have et vanskeligt barn også har noget at gøre med, hvilke krav man stiller.

Jeg har stort set siddet på sofaen i 7 uger nu. Min søn skal ammes længe, falder let i søvn ved brystet, sover kun ganske kort tid af gangen, begynder at græde 30 sekunder efter jeg har lagt ham i sengen, kan ikke bruge sut - bruger mit bryst som sut.

Hvis jeg nu tog "nej-hatten" på og insisterede på at holde på mig og mit, så ville han være vanskelig fordi jeg skulle være ved ham hele tiden. Så ville jeg brokke mig over at JEG først fik morgenmad kl. 11, måske måtte sluge min frokost mens han lå og skreg, kun kom i bad hver anden dag, sov minimalt om natten, lå dårligt osv.

Men hvis jeg tager "ja-hatten" på så kan jeg jo bare tænke at han har brug for denne nærhed,  jeg kommer i sidste række. Hvis jeg bærer rundt på ham altid, hvis jeg sidder enormt mange timer og ammer, hvis jeg ligger mig dårligt i sengen, så han kan have mit bryst i sin mund - også selvom han ikke drikker - så er der ro -så er han glad, så er han tryg. Ja, hvis jeg tænker og føler fred med at gøre det sådan, så har jeg jo et nemt barn.

Denne "ofring" bliver ikke nemmere af, at man aldrig får noget retur, men tag det roligt. Det kommer igen. Jeg sørger for at smile - "tvinger" mig selv til at smile, måske kigger han lige et splitsekund og så skal han ikke se et "stone-face" og så synger jeg for ham. Så har vi ihvertfald kontakt indtil han er ovre hvad nu han kæmper med og har lyst til at se på mit ansigt igen. Og det har han så lige pludselig og så kan vi have en dejlig mor/søn hyggestund med gymnastik på puslebodet, sang, leg, pludren og grin.

Min søn er bare 7 uger. Der kommer en stormfuld periode i uge 12 og igen 14½-19½ uge. Andre kalder det tigerspring. Det udtryk bliver vist ikke brugt i bogen. Jeg har ihvertfald ikke set det endnu.

Håber du kan bruge mit svar.

Moms