Jeg fejler som mor...

Det er svært for mig at skrive det her indlæg fordi jeg er bange for at blive dømt. jeg synes det er et tabu når man har det svært som mor for man er både bange for at blive dømt af andre mødre, og så den evindelige "tænk hvis de tager hende fra mig"..

Har en pige på 3,5 måned.

Har fra dag 1 været et svært barn. skreg konstant i starten. er heldigvis gået over, men hun er stadig et svært barn. hun er ikke et af de børn som er konstant glade og pludrene, hun er ofte sur og tvær og ked af det. det i sig selv gør at jeg føler mig som en fejltagelse som mor. de andre i mødregruppen har så glade og nemme børn. og alle fortæller om hvor hyggeligt og dejligt det er med deres børn men sådan er det ikke for mig. jeg skal dagligt stresse over hvornår hun mon græder igen, før det gør hun helt sikekrt lige om lidt.. og hvad jeg skal gøre for at holde hende glad og aktiveret....

hun er et meget dygtigt barn kan meget af sin alder. snakker og pludrer meget. men på det seneste synes jeg det er begyndt at gå ned af bakke. jeg har svært ved ta få øjenkontakt! jeg føler ikke det er fordi hun ikke vil se på mig men hun har bare travlt med at se på alle mulige andre ting fordi hun er så nysgerrig. og fordi hun kun vil se på mig et sekund eller to af gangen er det svært at pludre og hygge med hende for det føles jo lidt som at tale til en væg, fordi hun kigger alle andre steder hen og ikke giver respons.

begynder at føle mig opgivende. kan hun ikke lide mig? elsker hun mig ikke? hvorfor vil hun ikke snakke med mig?

søvnen og rutinerne er også svære. vi har lige haft en fantastisk periode, hvor jeg bare kunne putte hende i sengen om aftenen, kysse hende og sige godnat, og så sov hun bare. ja det stod så på i hele 2 dage og så var det tilbage med den sædvanlige kamp hvor hun IKKE vil sove men skriger og det igen tager 1,5-2 timer atf å hende til at sove!!! hun sover i svøb fordi hun basker sådan med armene og derfor ikke kan få ro, men det er som om hun pludselig ikk vil svøbes mere!! men hvis hun ikke svøbes tager hun sutten ud af munen med hænderne og bliver så sur over hun ikke har sutten. én lang kamp som ender med jeg må tage hende op i sengen efter 1,5 times kamp og så kan jeg ligge og holde om hende og holde hendes arme ind til hendes krop og så sover hun. men så sover jeg mega dårligt fordi der ikke er nok plads i vores seng!

jeg føler mig virkelig mislykket som mor. jeg føler ikke hun kan lide at være sammen med mig. det føles som om hun hellere vil ligge på sig legetæppe og lege med sine ting end at snakke og pludre med mig, og for hver dag der går får jeg det værre og værre og føler, at hun slet ikke er tjent med sådan en dårlig mor som mig...

faderen og jeg er kærester og han arbejder, men det virker som om hun egentlig hellere vil snakke med ham. han siger det nok er fordi hun ser på mig hele dagen og når hun ser ham er det noget andet, men sådan mener jeg jo ikke det fungerer.

hun er IKKE omsorgssvigtet. hun får masser af kærlighed og omsorg og opmærksomhed, hendes behov tilfredsstilles. vi er begge veluddannede - ikke at det er en forudsætning for at man har et ikke-omsorgssvigtet barn, men tit er der jo noget i den sociale arv, men ikke her.. kommer begge fra kærlige og velfungerende familier.

jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. for at hun vil tale med mig. for jeg synes det bliver sværere og sværere at finde på noget at sige til hende når jeg ikke får noget igen men hun bare ser den anden vej

Jeg er SÅ ked af det og føler mig mislykket! er bange for jeg gør tingene forkert siden jeg har sådan et surt barn som ikke vil snakke med mig. for en måned siden ville hun mega gerne pludre og snakke og have kontakt, jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil mere 

 

beklager manglende tegn og sådan. har ændret min skrivestil for ikke at blive genkendt..

ingen???

Først lige en kæmpe krammer til dig.

Det jeg læser synes jeg godt kunne lyde lidt som at du er på vej hen mod en depression? Jeg har selv været på det punkt da Isabella var samme alder. Dog har hun altid været nem men vi kunne heller ikke få så meget øjenkontakt méd hende fordi hun kiggedeefter alt muligt andet. Jeg kunne ikke få hende til at grine og det gjorde mig så ked af det. For far kunne få hende til at grine bare han kiggede på hende. Og jeg fik også følelsen af at jeg ikke var en god nok mor. For en mor skulle da kunne få sit barn til at grine. Og det viste sig så at jeg havde en depression. For jeg følte også det hele var håbløst og ia seth ad jeg gjorde var det ikke godt nok. Men alle de ting er for længst ovre og Isabella er i dag 8 mdr. Har du ikke nogen du kan snakke med om disse ting? Jeg snakker f,eks meget med min familie om at jeg føler mig en dårlig mor fordi jeg ikke kan løfte Isabella op i luften og flyve rundt med hende osv pga mit piskesmæld. Nogen dage kan jeg slet ikke løfte hende ret meget uden smerterne kommer. Og jeg ved jo godt at så dumt men det synes jeg f.eks er rigtig svært.

Synes du skulle finde nogen at snakke med omkring de ting. Det er meget normalt at man kan få det som du har det lige nu. Kæresten og jeg som begge går hjemme glæder os som en sindsyg til at Isabella starter i vuggestue på onsdag for vi trænger virkelig til at have lidt fri fra hende.og når man siger det kan vi godt føle os som dårlige forældre. Men self elsker vi Isabella højere end noget andet. Men det er sgu hårdt at have børn også selvom de er nemme.

Anonym skriver:

Det er svært for mig at skrive det her indlæg fordi jeg er bange for at blive dømt. jeg synes det er et tabu når man har det svært som mor for man er både bange for at blive dømt af andre mødre, og så den evindelige "tænk hvis de tager hende fra mig"..

Har en pige på 3,5 måned.

Har fra dag 1 været et svært barn. skreg konstant i starten. er heldigvis gået over, men hun er stadig et svært barn. hun er ikke et af de børn som er konstant glade og pludrene, hun er ofte sur og tvær og ked af det. det i sig selv gør at jeg føler mig som en fejltagelse som mor. de andre i mødregruppen har så glade og nemme børn. og alle fortæller om hvor hyggeligt og dejligt det er med deres børn men sådan er det ikke for mig. jeg skal dagligt stresse over hvornår hun mon græder igen, før det gør hun helt sikekrt lige om lidt.. og hvad jeg skal gøre for at holde hende glad og aktiveret....

hun er et meget dygtigt barn kan meget af sin alder. snakker og pludrer meget. men på det seneste synes jeg det er begyndt at gå ned af bakke. jeg har svært ved ta få øjenkontakt! jeg føler ikke det er fordi hun ikke vil se på mig men hun har bare travlt med at se på alle mulige andre ting fordi hun er så nysgerrig. og fordi hun kun vil se på mig et sekund eller to af gangen er det svært at pludre og hygge med hende for det føles jo lidt som at tale til en væg, fordi hun kigger alle andre steder hen og ikke giver respons.

begynder at føle mig opgivende. kan hun ikke lide mig? elsker hun mig ikke? hvorfor vil hun ikke snakke med mig?

søvnen og rutinerne er også svære. vi har lige haft en fantastisk periode, hvor jeg bare kunne putte hende i sengen om aftenen, kysse hende og sige godnat, og så sov hun bare. ja det stod så på i hele 2 dage og så var det tilbage med den sædvanlige kamp hvor hun IKKE vil sove men skriger og det igen tager 1,5-2 timer atf å hende til at sove!!! hun sover i svøb fordi hun basker sådan med armene og derfor ikke kan få ro, men det er som om hun pludselig ikk vil svøbes mere!! men hvis hun ikke svøbes tager hun sutten ud af munen med hænderne og bliver så sur over hun ikke har sutten. én lang kamp som ender med jeg må tage hende op i sengen efter 1,5 times kamp og så kan jeg ligge og holde om hende og holde hendes arme ind til hendes krop og så sover hun. men så sover jeg mega dårligt fordi der ikke er nok plads i vores seng!

jeg føler mig virkelig mislykket som mor. jeg føler ikke hun kan lide at være sammen med mig. det føles som om hun hellere vil ligge på sig legetæppe og lege med sine ting end at snakke og pludre med mig, og for hver dag der går får jeg det værre og værre og føler, at hun slet ikke er tjent med sådan en dårlig mor som mig...

faderen og jeg er kærester og han arbejder, men det virker som om hun egentlig hellere vil snakke med ham. han siger det nok er fordi hun ser på mig hele dagen og når hun ser ham er det noget andet, men sådan mener jeg jo ikke det fungerer.

hun er IKKE omsorgssvigtet. hun får masser af kærlighed og omsorg og opmærksomhed, hendes behov tilfredsstilles. vi er begge veluddannede - ikke at det er en forudsætning for at man har et ikke-omsorgssvigtet barn, men tit er der jo noget i den sociale arv, men ikke her.. kommer begge fra kærlige og velfungerende familier.

jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. for at hun vil tale med mig. for jeg synes det bliver sværere og sværere at finde på noget at sige til hende når jeg ikke får noget igen men hun bare ser den anden vej

Jeg er SÅ ked af det og føler mig mislykket! er bange for jeg gør tingene forkert siden jeg har sådan et surt barn som ikke vil snakke med mig. for en måned siden ville hun mega gerne pludre og snakke og have kontakt, jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil mere 

 

beklager manglende tegn og sådan. har ændret min skrivestil for ikke at blive genkendt..

først får du lige en kæmpe krammer ... Og så vil jeg bare sige at, jeg er sikker på at du er den bedste mor i verden for din datter!! ... Jeg er ikke ekspert, men er næsten sikker på at langt de fleste børn har sådanne perioder, hvor de har mere travlt med omverdenen! ... Det må være et led i deres udvikling, min søn på 11 mdr gør næsten det samme nu! Har meget mere travlt med hvad der sker rundt omkring og mor er sgu ikke så spændende! ..... Mht søvnen, har I evt overvejet sådan en beside crip? En vugge/seng man nærmest sætter i forlængelse med sin egen ... Og ellers så synes jeg at du skulle tage en snak med din Sp?! Hun kan være en ret bekvem person at snakke med, en der kommer udefra, ser nogle gange tingene i et andet perspektiv ... Jeg håber at du bliver glad igen! Din datter elsker dig højere end nogen anden! Du er hendes klippe

michelledam skriver:

Først lige en kæmpe krammer til dig.

Det jeg læser synes jeg godt kunne lyde lidt som at du er på vej hen mod en depression? Jeg har selv været på det punkt da Isabella var samme alder. Dog har hun altid været nem men vi kunne heller ikke få så meget øjenkontakt méd hende fordi hun kiggedeefter alt muligt andet. Jeg kunne ikke få hende til at grine og det gjorde mig så ked af det. For far kunne få hende til at grine bare han kiggede på hende. Og jeg fik også følelsen af at jeg ikke var en god nok mor. For en mor skulle da kunne få sit barn til at grine. Og det viste sig så at jeg havde en depression. For jeg følte også det hele var håbløst og ia seth ad jeg gjorde var det ikke godt nok. Men alle de ting er for længst ovre og Isabella er i dag 8 mdr. Har du ikke nogen du kan snakke med om disse ting? Jeg snakker f,eks meget med min familie om at jeg føler mig en dårlig mor fordi jeg ikke kan løfte Isabella op i luften og flyve rundt med hende osv pga mit piskesmæld. Nogen dage kan jeg slet ikke løfte hende ret meget uden smerterne kommer. Og jeg ved jo godt at så dumt men det synes jeg f.eks er rigtig svært.

Synes du skulle finde nogen at snakke med omkring de ting. Det er meget normalt at man kan få det som du har det lige nu. Kæresten og jeg som begge går hjemme glæder os som en sindsyg til at Isabella starter i vuggestue på onsdag for vi trænger virkelig til at have lidt fri fra hende.og når man siger det kan vi godt føle os som dårlige forældre. Men self elsker vi Isabella højere end noget andet. Men det er sgu hårdt at have børn også selvom de er nemme.

Så det med øjenkontakten tror du bare det var fordi hun hellere ville kigge på andre ting? det er sådan jeg føler men føler også bare det er et problem når jeg så ikke føler jeg kan snakke med hende, for hvor nemt er det lige at snakke med en der kigger den anden vej og læser jo hele tiden at det er så vigtigt det med øjenkontakt og spejle deres ansigtsudtryk for de udvikler sig

Havde du så en depression?? og hvad gjorde du så ved det hvis det var? jeg har en tid hos lægen på næste mandag hvor vi skal snakke om mulig depression..

har talt med min mor og min veninde om det men hvad kan de lige gøre. har også talt med min kæreste om det men tror ikke han kan sætte sig ind i mine følelser for han kan jo godt få kontakt  

Anonym skriver:

Det er svært for mig at skrive det her indlæg fordi jeg er bange for at blive dømt. jeg synes det er et tabu når man har det svært som mor for man er både bange for at blive dømt af andre mødre, og så den evindelige "tænk hvis de tager hende fra mig"..

Har en pige på 3,5 måned.

Har fra dag 1 været et svært barn. skreg konstant i starten. er heldigvis gået over, men hun er stadig et svært barn. hun er ikke et af de børn som er konstant glade og pludrene, hun er ofte sur og tvær og ked af det. det i sig selv gør at jeg føler mig som en fejltagelse som mor. de andre i mødregruppen har så glade og nemme børn. og alle fortæller om hvor hyggeligt og dejligt det er med deres børn men sådan er det ikke for mig. jeg skal dagligt stresse over hvornår hun mon græder igen, før det gør hun helt sikekrt lige om lidt.. og hvad jeg skal gøre for at holde hende glad og aktiveret....

hun er et meget dygtigt barn kan meget af sin alder. snakker og pludrer meget. men på det seneste synes jeg det er begyndt at gå ned af bakke. jeg har svært ved ta få øjenkontakt! jeg føler ikke det er fordi hun ikke vil se på mig men hun har bare travlt med at se på alle mulige andre ting fordi hun er så nysgerrig. og fordi hun kun vil se på mig et sekund eller to af gangen er det svært at pludre og hygge med hende for det føles jo lidt som at tale til en væg, fordi hun kigger alle andre steder hen og ikke giver respons.

begynder at føle mig opgivende. kan hun ikke lide mig? elsker hun mig ikke? hvorfor vil hun ikke snakke med mig?

søvnen og rutinerne er også svære. vi har lige haft en fantastisk periode, hvor jeg bare kunne putte hende i sengen om aftenen, kysse hende og sige godnat, og så sov hun bare. ja det stod så på i hele 2 dage og så var det tilbage med den sædvanlige kamp hvor hun IKKE vil sove men skriger og det igen tager 1,5-2 timer atf å hende til at sove!!! hun sover i svøb fordi hun basker sådan med armene og derfor ikke kan få ro, men det er som om hun pludselig ikk vil svøbes mere!! men hvis hun ikke svøbes tager hun sutten ud af munen med hænderne og bliver så sur over hun ikke har sutten. én lang kamp som ender med jeg må tage hende op i sengen efter 1,5 times kamp og så kan jeg ligge og holde om hende og holde hendes arme ind til hendes krop og så sover hun. men så sover jeg mega dårligt fordi der ikke er nok plads i vores seng!

jeg føler mig virkelig mislykket som mor. jeg føler ikke hun kan lide at være sammen med mig. det føles som om hun hellere vil ligge på sig legetæppe og lege med sine ting end at snakke og pludre med mig, og for hver dag der går får jeg det værre og værre og føler, at hun slet ikke er tjent med sådan en dårlig mor som mig...

faderen og jeg er kærester og han arbejder, men det virker som om hun egentlig hellere vil snakke med ham. han siger det nok er fordi hun ser på mig hele dagen og når hun ser ham er det noget andet, men sådan mener jeg jo ikke det fungerer.

hun er IKKE omsorgssvigtet. hun får masser af kærlighed og omsorg og opmærksomhed, hendes behov tilfredsstilles. vi er begge veluddannede - ikke at det er en forudsætning for at man har et ikke-omsorgssvigtet barn, men tit er der jo noget i den sociale arv, men ikke her.. kommer begge fra kærlige og velfungerende familier.

jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. for at hun vil tale med mig. for jeg synes det bliver sværere og sværere at finde på noget at sige til hende når jeg ikke får noget igen men hun bare ser den anden vej

Jeg er SÅ ked af det og føler mig mislykket! er bange for jeg gør tingene forkert siden jeg har sådan et surt barn som ikke vil snakke med mig. for en måned siden ville hun mega gerne pludre og snakke og have kontakt, jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil mere 

 

beklager manglende tegn og sådan. har ændret min skrivestil for ikke at blive genkendt..

 Jeg har en søn på 4,5 md, og kan fortælle dig, at jeg kan have brugt en hel dag på at snakke med ham, hvor han smiler og snakker en smule mest på puslebordet) men når så far kommer hjem, så kluk-griner og hviner han, for det var et kendt ansigt, men som han ikke har set hele dagen! Men det fungerer også omvendt. Har jeg været ude at handle og kommer hjem, så får jeg kæmpegrin ved bare at smile til ham, så tror bestemt det er helt normalt.
Men synes du ikke, at du er den af jer to, der oftest er bedst til at trøste?

Og mht. den lidt arrige hidsigprop, har du nogensinde haft ham til lægen for at blive tjekket igennem? Det kunne være ørerne eller noget der sidder i klemme i nakken efter fødslen, som en tur til kiropraktoren kan fikse.
Du har intet at tabe ved at tage ham til lægen og blive tjekket. Eller kiropraktoren. Min veninde fik en helt anden baby, da hun havde været afsted 2 gange!

Og så lige afslutningsvis:

/Mette

Krussedulle skriver:

først får du lige en kæmpe krammer ... Og så vil jeg bare sige at, jeg er sikker på at du er den bedste mor i verden for din datter!! ... Jeg er ikke ekspert, men er næsten sikker på at langt de fleste børn har sådanne perioder, hvor de har mere travlt med omverdenen! ... Det må være et led i deres udvikling, min søn på 11 mdr gør næsten det samme nu! Har meget mere travlt med hvad der sker rundt omkring og mor er sgu ikke så spændende! ..... Mht søvnen, har I evt overvejet sådan en beside crip? En vugge/seng man nærmest sætter i forlængelse med sin egen ... Og ellers så synes jeg at du skulle tage en snak med din Sp?! Hun kan være en ret bekvem person at snakke med, en der kommer udefra, ser nogle gange tingene i et andet perspektiv ... Jeg håber at du bliver glad igen! Din datter elsker dig højere end nogen anden! Du er hendes klippe

tak skal du have for dit svar, det er dejligt med noget opmuntring!! vi har ikke råd til sådan en, og på et tidspunkt skulle hun jo gerne lære at sove selv hun er jo allerede 3,5 måned, så ved ikke helt

 

har tænkt på at tale med sp men det føles også bare som en slags risiko hvis du forstår?? hvad nu hvis hun misforstår og tror min pige er omsorgssvigtet fordi jeg ikke kan få kontakt for tiden og hun så sætter alle mulige undersøgelser i gang? hun kunne ikke være mindre omsorgssvigtet men synes så ofte man læser om herinde at folk overvåges for ditten og datten, så man bliver så nervøs for at åbne sig om problemerne  

MaybeBaby skriver:

 Jeg har en søn på 4,5 md, og kan fortælle dig, at jeg kan have brugt en hel dag på at snakke med ham, hvor han smiler og snakker en smule mest på puslebordet) men når så far kommer hjem, så kluk-griner og hviner han, for det var et kendt ansigt, men som han ikke har set hele dagen! Men det fungerer også omvendt. Har jeg været ude at handle og kommer hjem, så får jeg kæmpegrin ved bare at smile til ham, så tror bestemt det er helt normalt.
Men synes du ikke, at du er den af jer to, der oftest er bedst til at trøste?

Og mht. den lidt arrige hidsigprop, har du nogensinde haft ham til lægen for at blive tjekket igennem? Det kunne være ørerne eller noget der sidder i klemme i nakken efter fødslen, som en tur til kiropraktoren kan fikse.
Du har intet at tabe ved at tage ham til lægen og blive tjekket. Eller kiropraktoren. Min veninde fik en helt anden baby, da hun havde været afsted 2 gange!

Og så lige afslutningsvis:

/Mette

rart at høre jeg ikk er den eneste! for jo er helt klart bedst til at trøste.. kan trøste på 2 min men min kæreste kan næsten ikk få hende til at falde til ro, for han ved ikke helt hvordan.. han kan bedre lege og pludre med hende!

hun har været til kiro og blevet rettet til, men tænker det er jo ikke altid hun skriger og kan typisk godt få hende til at ligge ned til middagslur så det kan vel næsten ikk være ørerne??

Det er svært for mig at skrive det her indlæg fordi jeg er bange for at blive dømt. jeg synes det er et tabu når man har det svært som mor for man er både bange for at blive dømt af andre mødre, og så den evindelige "tænk hvis de tager hende fra mig"..

Har en pige på 3,5 måned.

Har fra dag 1 været et svært barn. skreg konstant i starten. er heldigvis gået over, men hun er stadig et svært barn. hun er ikke et af de børn som er konstant glade og pludrene, hun er ofte sur og tvær og ked af det. det i sig selv gør at jeg føler mig som en fejltagelse som mor. de andre i mødregruppen har så glade og nemme børn. og alle fortæller om hvor hyggeligt og dejligt det er med deres børn men sådan er det ikke for mig. jeg skal dagligt stresse over hvornår hun mon græder igen, før det gør hun helt sikekrt lige om lidt.. og hvad jeg skal gøre for at holde hende glad og aktiveret....

hun er et meget dygtigt barn kan meget af sin alder. snakker og pludrer meget. men på det seneste synes jeg det er begyndt at gå ned af bakke. jeg har svært ved ta få øjenkontakt! jeg føler ikke det er fordi hun ikke vil se på mig men hun har bare travlt med at se på alle mulige andre ting fordi hun er så nysgerrig. og fordi hun kun vil se på mig et sekund eller to af gangen er det svært at pludre og hygge med hende for det føles jo lidt som at tale til en væg, fordi hun kigger alle andre steder hen og ikke giver respons.

begynder at føle mig opgivende. kan hun ikke lide mig? elsker hun mig ikke? hvorfor vil hun ikke snakke med mig?

søvnen og rutinerne er også svære. vi har lige haft en fantastisk periode, hvor jeg bare kunne putte hende i sengen om aftenen, kysse hende og sige godnat, og så sov hun bare. ja det stod så på i hele 2 dage og så var det tilbage med den sædvanlige kamp hvor hun IKKE vil sove men skriger og det igen tager 1,5-2 timer atf å hende til at sove!!! hun sover i svøb fordi hun basker sådan med armene og derfor ikke kan få ro, men det er som om hun pludselig ikk vil svøbes mere!! men hvis hun ikke svøbes tager hun sutten ud af munen med hænderne og bliver så sur over hun ikke har sutten. én lang kamp som ender med jeg må tage hende op i sengen efter 1,5 times kamp og så kan jeg ligge og holde om hende og holde hendes arme ind til hendes krop og så sover hun. men så sover jeg mega dårligt fordi der ikke er nok plads i vores seng!

jeg føler mig virkelig mislykket som mor. jeg føler ikke hun kan lide at være sammen med mig. det føles som om hun hellere vil ligge på sig legetæppe og lege med sine ting end at snakke og pludre med mig, og for hver dag der går får jeg det værre og værre og føler, at hun slet ikke er tjent med sådan en dårlig mor som mig...

faderen og jeg er kærester og han arbejder, men det virker som om hun egentlig hellere vil snakke med ham. han siger det nok er fordi hun ser på mig hele dagen og når hun ser ham er det noget andet, men sådan mener jeg jo ikke det fungerer.

hun er IKKE omsorgssvigtet. hun får masser af kærlighed og omsorg og opmærksomhed, hendes behov tilfredsstilles. vi er begge veluddannede - ikke at det er en forudsætning for at man har et ikke-omsorgssvigtet barn, men tit er der jo noget i den sociale arv, men ikke her.. kommer begge fra kærlige og velfungerende familier.

jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. for at hun vil tale med mig. for jeg synes det bliver sværere og sværere at finde på noget at sige til hende når jeg ikke får noget igen men hun bare ser den anden vej

Jeg er SÅ ked af det og føler mig mislykket! er bange for jeg gør tingene forkert siden jeg har sådan et surt barn som ikke vil snakke med mig. for en måned siden ville hun mega gerne pludre og snakke og have kontakt, jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil mere 

 

beklager manglende tegn og sådan. har ændret min skrivestil for ikke at blive genkendt..

Det er da meget normalt, er det ikke?

Jeg mener jeg er en af dem der havde det nemmeste barn - altså fordi hun sov fra kl 19-08 hver nat fra hun blev født, så vi har altid fået vores søvn... Men men men, hun kan da for pokker også blive sur og gå helt amok over ingen ting, og man står de første 8000 gange og tænker: "hvad gjorde jeg lige galt"....

Ingen ting! sådan er børn, og selvom det er vildt svært så tror jeg man bliver nød til at forstå at folk lyver, og især når det kommer til mødre mellem mødre, det handler om at være den bedste, den der kan bage boller og snegle mens lille bebs ligger i sin lift og smiler til mor, fuglene kvidre og de syv små dværge ordner vasketøjet og støvsuger... ej.... det sker bare ikke!

Det er fustrerende og man har lyst til at hive håret ud af hoved på sig selv til tider... og sådan er det FOR ALLE, på et eller andet tidspunkt, husk det!!!

Jeg har haft de samme følelser som du beskriver, og de kan stadigvæk godt komme til tider hvis min datter står og græder som om jeg er den ondeste i hele verden i 30 min, grundet hun ikke må få en vindrue. Men det er normalt og det er IKKE dig der er noget galt med, det er børnene! (haha) og sådan var vi sku også dengang vi var små, vores mødre vil bare ikke indrømme det

Ved du hvad du fejler slet ikke...

du lyder lige som mig

da jeg havde født daniel syntes jeg hele verden var super hård han sov aldrig og han var et barn der ikke ville spise som andre børn og ellers var han super dygtig kunne alt osv.. vi fik at vide af vores sp at vi kunne prøve noget der var her i byen de filmede vores dreng så vi kunne finde ud af hvad der endelig skete omkring ham og os og om vi fejlede osv...

vi gjorde det i et halvt år vi blev filmede 5gange 5 forskellige steder... hun lærte os så meget hvor meget daniel så på os selv om vi  ikke troede det hvor meget han søgt vores opmærksomhed hvor meget øjn kontat han gav os selv om vi troede han kiggede alle andre steder han.... det var fantastisk...

da han blev ½år ændre han sig han spiste lidt bedre og sove meget mere og bedre.... hun er han så snart 2år han sover sindsygt godt han kan en masse ting og maden er ikke så god inu men vi har lært hvordan vi skal takle det og hvor er jeg forelsket i vores søn han er jorden dejligst dreng som jeg jeg tit var ked af det da han var mindre og følte jeg også fejlede betød det så meget at få hvide jeg faktisk var en super god mor

og der for ved jeg også du er en SUPER GOD MOR