Farvel Far - Tiden efter

Anonym skriver:

Jeg valgte i efteråret, at sige fra overfor min biologiske far, og har ikke haft kontakt med ham siden. Det har været utrolig hårdt, og en svær process, specielt pga deres reaktion på det. Tiden har været hård med skyldfølelser, accept, svigt osv.
Jeg er ikke i tvivl om jeg har taget den rette beslutning, både for min og mine børns skyld.
Hvordan er i andre kommet videre, og hvordan tackler i det, sidder jo virkelig med en masse følelser, bla af at have mistet ham, men kontakt er bare ikke muligt, og føler mig i den grad svigtet og udnyttet, og virkelig indset hvad jeg så åbenbart betød for ham: ingenting mm jeg giver ham alt.

Hvad er jeres erfaringer med tiden efter og hvordan tackler man det afsavn og de følelser som ligger når man selv har været nød til at fravælge og derved miste en af sine forældre. Også at det jo virker som tabu at have Det sådan, fordi man selv har måtte tage valget, og ikke fordi personen er afgået ved døden.

Jeg har ikke snakket med min far siden jeg var 13 år gammel, jeg er nu 31. Han var et monster igennem min barndom, valget var let, ligetil og befriede min mor, mine søskende og mig selv for en masse smerte. Jeg står ved mit valg, og hylder mit mod for at have sagt fra.

For istedet for at fokusere på det jeg har mistet. En morfar til min dreng, kontakten til mine nye søskende, viden om min families fortid. Fokuserer jeg på styrken i at have ham valgt fra. Frihed.

I mit tilfælde var det hans eget valg. Man kan ikke torturere, voldtage og ydmyge sin familie i så mange år uden en konsekvens. Det var hans eget valg ikke at stoppe de overgreb, så det var hans eget valg at han blev valgt fra i sekundet der kom en og hjalp os.

Jeg nyder min frihed, nyder min styrke, nyder at vide at jeg stod ved mit valg. Men jeg nyder allermest at han nu lever et liv, langt fra hans førstefødte, den smerte jeg ved det medfører. Og så glæder jeg mig til konfrontationen og til at deltage i hans begravelse.

Anonym skriver:

Jeg valgte i efteråret, at sige fra overfor min biologiske far, og har ikke haft kontakt med ham siden. Det har været utrolig hårdt, og en svær process, specielt pga deres reaktion på det. Tiden har været hård med skyldfølelser, accept, svigt osv.
Jeg er ikke i tvivl om jeg har taget den rette beslutning, både for min og mine børns skyld.
Hvordan er i andre kommet videre, og hvordan tackler i det, sidder jo virkelig med en masse følelser, bla af at have mistet ham, men kontakt er bare ikke muligt, og føler mig i den grad svigtet og udnyttet, og virkelig indset hvad jeg så åbenbart betød for ham: ingenting mm jeg giver ham alt.

Hvad er jeres erfaringer med tiden efter og hvordan tackler man det afsavn og de følelser som ligger når man selv har været nød til at fravælge og derved miste en af sine forældre. Også at det jo virker som tabu at have Det sådan, fordi man selv har måtte tage valget, og ikke fordi personen er afgået ved døden.

Jeg har ikke talt med min biologiske far i over 5år, han er alkoholiker og jeg var kun god nok når han og hans kæreste skulle låne penge. Da min farmor døde var han ligeglad og jeg stod som 23årig og skulle stå for begravelse og blev derfor værge. En værge skal også stå i skifteretten og fremlægge papir, da min far fandt ud af min farmor havde doneret alle sine penge (næsten 1 million) til forskellige steder, gik han helt amok og ham og hans kæreste overfaldt mig midt i retten, og var sikre på jeg havde taget alle pengene.

På trods af alt det tog jeg alligevel kontakt og skrev breve og smser om at jeg ikke forstod dette her, blod var da tykkere end vand eller alkohol... men ikke for ham (dem), de var ligeglade da min farmor døde, da jeg skulle giftes og da jeg fik en datter.

Det er skide hårdt og man kommer aldrig helt over det, men tiden healer alle sår! Jeg hader ikke min far, men jeg er skuffet og jeg er ked af det, jeg forstå ikke hans handling og det er det værste... at man ikke forstår det.... men det kommer du ALDRIG til.

Mit råd vil være gøre det du har brug for at gøre, før du har 100pct følelsen af at NU kan du ikke gøre mere, når du 100 pct har lagt bolden på hans banen, og det er ude af dine hænder.. 

Så går der et par år til, og langsomt begynder du at tænke: "det er hans valg jeg har gjort alt jeg kunne" og så bliver det til at leve med.

Jeg tænker stadigvæk til tider: "jamen hvorfor vil han ikke se sit dejlige barnebarn" og det er nok det der gør allermest ondt! men igen... når fornuften kommer tilbage.... så er det hans tab og hans valg... det er HAM der går glip af noget.

Flodkilling skriver:

Jeg har ikke talt med min biologiske far i over 5år, han er alkoholiker og jeg var kun god nok når han og hans kæreste skulle låne penge. Da min farmor døde var han ligeglad og jeg stod som 23årig og skulle stå for begravelse og blev derfor værge. En værge skal også stå i skifteretten og fremlægge papir, da min far fandt ud af min farmor havde doneret alle sine penge (næsten 1 million) til forskellige steder, gik han helt amok og ham og hans kæreste overfaldt mig midt i retten, og var sikre på jeg havde taget alle pengene.

På trods af alt det tog jeg alligevel kontakt og skrev breve og smser om at jeg ikke forstod dette her, blod var da tykkere end vand eller alkohol... men ikke for ham (dem), de var ligeglade da min farmor døde, da jeg skulle giftes og da jeg fik en datter.

Det er skide hårdt og man kommer aldrig helt over det, men tiden healer alle sår! Jeg hader ikke min far, men jeg er skuffet og jeg er ked af det, jeg forstå ikke hans handling og det er det værste... at man ikke forstår det.... men det kommer du ALDRIG til.

Mit råd vil være gøre det du har brug for at gøre, før du har 100pct følelsen af at NU kan du ikke gøre mere, når du 100 pct har lagt bolden på hans banen, og det er ude af dine hænder.. 

Så går der et par år til, og langsomt begynder du at tænke: "det er hans valg jeg har gjort alt jeg kunne" og så bliver det til at leve med.

Jeg tænker stadigvæk til tider: "jamen hvorfor vil han ikke se sit dejlige barnebarn" og det er nok det der gør allermest ondt! men igen... når fornuften kommer tilbage.... så er det hans tab og hans valg... det er HAM der går glip af noget.

Du har ret, sådan har jeg det selv, Det er ham som går glip af noget. Min far går nu glip af 2 børnebørn, og hans datters bryllup, han har ikke andre børn end mig, hans kone har dog 2 børn som er ældre end jeg. Men ja, han har selv valgt og er grænser for hvad man skal finde sig i

Anonym skriver:

Jeg valgte i efteråret, at sige fra overfor min biologiske far, og har ikke haft kontakt med ham siden. Det har været utrolig hårdt, og en svær process, specielt pga deres reaktion på det. Tiden har været hård med skyldfølelser, accept, svigt osv.
Jeg er ikke i tvivl om jeg har taget den rette beslutning, både for min og mine børns skyld.
Hvordan er i andre kommet videre, og hvordan tackler i det, sidder jo virkelig med en masse følelser, bla af at have mistet ham, men kontakt er bare ikke muligt, og føler mig i den grad svigtet og udnyttet, og virkelig indset hvad jeg så åbenbart betød for ham: ingenting mm jeg giver ham alt.

Hvad er jeres erfaringer med tiden efter og hvordan tackler man det afsavn og de følelser som ligger når man selv har været nød til at fravælge og derved miste en af sine forældre. Også at det jo virker som tabu at have Det sådan, fordi man selv har måtte tage valget, og ikke fordi personen er afgået ved døden.

Jeg sagde fra over for min 12 år ældre søster for syv år siden efter et kæmpe opgør i familien. Hun er tidligt skadet og har altid været meget vred over den barndom hun har haft. der var så mange konflikter og skrig og skrål og til sidst ku jeg ikke klare mere. Hun cuttede forbindelse til vores mor og min far og senere røg også forholdet til hendes egen datter og børnebørn...utroligt trist, men hun vil ikke i behandling og var grænseoverskridende. De første to år var værst. Savnede hende forfærdeligt og tænkte hele tiden på hende. Ku bare ikke genoptage kontakten. Med tiden blev det bedre og til sidst gav jeg slip på hende....også følelsesmæssigt. For en uge siden kontaktede hun mig, helt ude af det blå og nu er vi begyndt at sms'e lidt sammen. Ved ikke hvad det betyder - er ikke afklaret med hvad jeg vil. Men det er en start.

dorthemus skriver:

Jeg sagde fra over for min 12 år ældre søster for syv år siden efter et kæmpe opgør i familien. Hun er tidligt skadet og har altid været meget vred over den barndom hun har haft. der var så mange konflikter og skrig og skrål og til sidst ku jeg ikke klare mere. Hun cuttede forbindelse til vores mor og min far og senere røg også forholdet til hendes egen datter og børnebørn...utroligt trist, men hun vil ikke i behandling og var grænseoverskridende. De første to år var værst. Savnede hende forfærdeligt og tænkte hele tiden på hende. Ku bare ikke genoptage kontakten. Med tiden blev det bedre og til sidst gav jeg slip på hende....også følelsesmæssigt. For en uge siden kontaktede hun mig, helt ude af det blå og nu er vi begyndt at sms'e lidt sammen. Ved ikke hvad det betyder - er ikke afklaret med hvad jeg vil. Men det er en start.

Tak for svar, håber også Jeg får det nemmere med tiden. Håber det bedste for dig og din søster, uanset om det er at genoptage kontakt eller ej.

Anonym skriver:



Tak for svar, håber også Jeg får det nemmere med tiden. Håber det bedste for dig og din søster, uanset om det er at genoptage kontakt eller ej.

Tak Det blir nemmere, helt sikkert....men det er ikke let! Håber du har nogen at tale med om det her?! Jeg har heldigvis haft hendes datter, som er Zafir her indefra, at tale med og vi er kommet meget tæt på hinanden pga den her situation og har kunnet dele følelser og sorg og det er vigtigt. Håber det bedste for dig. Knus