Farvel Far - Tiden efter

Jeg valgte i efteråret, at sige fra overfor min biologiske far, og har ikke haft kontakt med ham siden. Det har været utrolig hårdt, og en svær process, specielt pga deres reaktion på det. Tiden har været hård med skyldfølelser, accept, svigt osv.
Jeg er ikke i tvivl om jeg har taget den rette beslutning, både for min og mine børns skyld.
Hvordan er i andre kommet videre, og hvordan tackler i det, sidder jo virkelig med en masse følelser, bla af at have mistet ham, men kontakt er bare ikke muligt, og føler mig i den grad svigtet og udnyttet, og virkelig indset hvad jeg så åbenbart betød for ham: ingenting mm jeg giver ham alt.

Hvad er jeres erfaringer med tiden efter og hvordan tackler man det afsavn og de følelser som ligger når man selv har været nød til at fravælge og derved miste en af sine forældre. Også at det jo virker som tabu at have Det sådan, fordi man selv har måtte tage valget, og ikke fordi personen er afgået ved døden.

Jeg skriver lige som anonym, i forhold til min bror. Men min bror har ikke haft kontakt med vores far i 10 år, og har aldrig fået bearbejdet sin barndom og alt det der er sket med ham og min far, så da han i en alder af 30 år cirka går ned med stress grundet arbejdet, så rammer ALT ham, og han var helt nede på bunden og skrabe - så du skal bare HUSKE t græde ud, rase ud, kast med tingene, få snakket om det, kom ud med ALLE følelser. Og du må endelig ikke stoppe før du føler, at du er et sted i livet, hvor du kan acceptere det hele.

Anonym skriver:

Jeg valgte i efteråret, at sige fra overfor min biologiske far, og har ikke haft kontakt med ham siden. Det har været utrolig hårdt, og en svær process, specielt pga deres reaktion på det. Tiden har været hård med skyldfølelser, accept, svigt osv.
Jeg er ikke i tvivl om jeg har taget den rette beslutning, både for min og mine børns skyld.
Hvordan er i andre kommet videre, og hvordan tackler i det, sidder jo virkelig med en masse følelser, bla af at have mistet ham, men kontakt er bare ikke muligt, og føler mig i den grad svigtet og udnyttet, og virkelig indset hvad jeg så åbenbart betød for ham: ingenting mm jeg giver ham alt.

Hvad er jeres erfaringer med tiden efter og hvordan tackler man det afsavn og de følelser som ligger når man selv har været nød til at fravælge og derved miste en af sine forældre. Også at det jo virker som tabu at have Det sådan, fordi man selv har måtte tage valget, og ikke fordi personen er afgået ved døden.

Hmm, kunne virkelig godt tænke mig at vide, hvad der ligger til grund for din beslutning. 

d. 3. januar, altså for godt tre uger siden døde min far meget pludselig af en hjerneblødning og nu har jeg ingen forældre tilbage. Om 2 dage er det 6 år siden, at jeg mistede min mor pga en blodprop, så sidder bare her idag og er forældreløs og nybagt mor 

Jeg ved godt der kan ske utilgivelige ting og man skal absolut ikke finde sig i hvad som helst og det er derfor jeg spørger, hvad der ligger til grund for det. 
Det er jo lidt svært at udtale sig om det ene eller andet, når man ikke kender hele historien.

Du skriver at det har været specielt svært pga deres reaktion.
Hvem er "deres" og hvad var deres reaktion???

 

Jeg har ikke talt med min far i cirka 14 år(jeg var 18 år sidst), husker ikke præcis den eksakte dato på hvornår jeg så ham sidst. Jeg besøgte ham kort på sygehuset da han var indlagt med en mindre blodprop eller hjerneblødning, husker det faktisk ikke, husker kun at han fortalte min storebror at vi ikke ville arve noget hvis han skulle dø. Forinden dette besøg var der gået et par år uden at have set eller talt med ham. 

Det hele udsprang sig af mine forældres skilsmisse, da jeg var 11 år, min far fandt hurtigt en ny kone og blev hurtig gift igen. Jeg brød mig ikke om min fars nye kone, men jeg besøgte ham i starten hver 14 dage, han flyttede cirka 3 timer væk med tog. Men han har aldrig taget initiativ til at ses, han har aldrig ringet på min fødselsdag eller juleaften, han har rent faktisk aldrig været der for mig og derfor ønsker jeg ikke kontakt med ham nu. Og åbenbart omvendt, for han kontakter heller ikke mig.

Nu når jeg skriver om det kan jeg godt blive trist til mode over at han har valgt det her, han har valgt aldrig at se to af sine børnebørn og han får dem aldrig at se. Min storebror har prøvet at kontakte ham og lave aftaler, men det bliver aldrig til mere end det. Jeg vil ikke prøve og risikere samme behandling, og jeg er stadig alt for vred på ham over den opførsel han har udvist overfor mig og min bror.

Jeg har vist ingen råd til hvordan man kommer over det, jeg prøver ikke at tænke på det, men i stedet fokusere på alt det positive jeg har i mit liv. Jeg har også en stedfar, som gerne vil hjælpe og være der for mig, når jeg behøver det. Men det har krævet mange år at turde at åbne sig op for ham, måske jeg også var bange for at han ikke ville blive... Men det bliver bedre med tiden, og til sidst vil du sjældent tænke på ham.

Anonym skriver:

Jeg valgte i efteråret, at sige fra overfor min biologiske far, og har ikke haft kontakt med ham siden. Det har været utrolig hårdt, og en svær process, specielt pga deres reaktion på det. Tiden har været hård med skyldfølelser, accept, svigt osv.
Jeg er ikke i tvivl om jeg har taget den rette beslutning, både for min og mine børns skyld.
Hvordan er i andre kommet videre, og hvordan tackler i det, sidder jo virkelig med en masse følelser, bla af at have mistet ham, men kontakt er bare ikke muligt, og føler mig i den grad svigtet og udnyttet, og virkelig indset hvad jeg så åbenbart betød for ham: ingenting mm jeg giver ham alt.

Hvad er jeres erfaringer med tiden efter og hvordan tackler man det afsavn og de følelser som ligger når man selv har været nød til at fravælge og derved miste en af sine forældre. Også at det jo virker som tabu at have Det sådan, fordi man selv har måtte tage valget, og ikke fordi personen er afgået ved døden.

det er en rigtig hård proces du står over for... det er snart 3 år siden jeg sagde fra over for min far... og selvom jeg ikke er 1 sek. i tvivl om at det er den helt rigtige beslutning for mig i mine børn er det utrolig hårdt...

jeg kan stadig få et sug i maven når jeg ser ham på gaden, ser jeg ham går jeg langt uden om i håb om at han ikke ser mig...

det her er anden gang jeg har sagt fra over for min far, og er derfor sikker på at jeg ikke er intressert i at få ham ind i mit liv igen..

det har været meget svært for min fars familie at acceptere, og jeg har derfor også mistet kontakten til min storbror, mine onkler og faset og alle mine kusiner og fættre...

min lillebror siger at han godt kan forstå mig, men at han bare ikke kan undvære vores far (min lillebrors mor er død, så han er bange for at miste begge hans forældre)

jeg er først nu begyndt at møde accept fra den ene af mine onkler, fordi han ved et tilfælde er begyndt at arbejde med min kæreste..

og jeg har snakket med ham, og fået afvide at han udemærket godt er klar over at de ting der er sket ikke har været min skyld, men det har været for hårdt for dem som søskende at sige fra overfor min far, så derfor har de ladet som ingen ting...

 

tiden her bagefter bringer mange op og ned ture.. den har også bragt mange af mine sorger fra min barndom op igen.. og det har været en utrolig hård rutsje tur... men min mor har heldigvis hjulpet mig utrolig meget... også ved at fortælle mig alle de ting som hun ikke kunne "tillade" sig da jeg var barn og forgudet min far... det er utrolig hårdt... og hvis du har pengene til det vil jeg klart andbefale dig en psykolog hvis tankerne blir for mange... eller bare finde en som lytter...

 

mange  til dig fra mig...

håber det hjalp bare lidt eller også var det bare dybt indviklet...

men du er mere end velkommen til at skrive...

delimus skriver:

JKAJJKa

Hmm, kunne virkelig godt tænke mig at vide, hvad der ligger til grund for din beslutning. 

d. 3. januar, altså for godt tre uger siden døde min far meget pludselig af en hjerneblødning og nu har jeg ingen forældre tilbage. Om 2 dage er det 6 år siden, at jeg mistede min mor pga en blodprop, så sidder bare her idag og er forældreløs og nybagt mor 

Jeg ved godt der kan ske utilgivelige ting og man skal absolut ikke finde sig i hvad som helst og det er derfor jeg spørger, hvad der ligger til grund for det. 
Det er jo lidt svært at udtale sig om det ene eller andet, når man ikke kender hele historien.

Du skriver at det har været specielt svært pga deres reaktion.
Hvem er "deres" og hvad var deres reaktion???

 

Kan jeg skrive i pb, så skal jeg nok prøve at svare så Godt som muligt?

Anonym skriver:

Jeg har ikke talt med min far i cirka 14 år(jeg var 18 år sidst), husker ikke præcis den eksakte dato på hvornår jeg så ham sidst. Jeg besøgte ham kort på sygehuset da han var indlagt med en mindre blodprop eller hjerneblødning, husker det faktisk ikke, husker kun at han fortalte min storebror at vi ikke ville arve noget hvis han skulle dø. Forinden dette besøg var der gået et par år uden at have set eller talt med ham. 

Det hele udsprang sig af mine forældres skilsmisse, da jeg var 11 år, min far fandt hurtigt en ny kone og blev hurtig gift igen. Jeg brød mig ikke om min fars nye kone, men jeg besøgte ham i starten hver 14 dage, han flyttede cirka 3 timer væk med tog. Men han har aldrig taget initiativ til at ses, han har aldrig ringet på min fødselsdag eller juleaften, han har rent faktisk aldrig været der for mig og derfor ønsker jeg ikke kontakt med ham nu. Og åbenbart omvendt, for han kontakter heller ikke mig.

Nu når jeg skriver om det kan jeg godt blive trist til mode over at han har valgt det her, han har valgt aldrig at se to af sine børnebørn og han får dem aldrig at se. Min storebror har prøvet at kontakte ham og lave aftaler, men det bliver aldrig til mere end det. Jeg vil ikke prøve og risikere samme behandling, og jeg er stadig alt for vred på ham over den opførsel han har udvist overfor mig og min bror.

Jeg har vist ingen råd til hvordan man kommer over det, jeg prøver ikke at tænke på det, men i stedet fokusere på alt det positive jeg har i mit liv. Jeg har også en stedfar, som gerne vil hjælpe og være der for mig, når jeg behøver det. Men det har krævet mange år at turde at åbne sig op for ham, måske jeg også var bange for at han ikke ville blive... Men det bliver bedre med tiden, og til sidst vil du sjældent tænke på ham.

Tak, har heldigvis en stedfar, som mere er som en far, hvilket han også bliver kaldt, han har været en fast del af mit liv og min hverdag siden jeg var helt lille, så det er rigtig dejligt at have ham og min mor. Det er trist når man er nød til at vælge fra, eller bliver tvunget til det, min beslutning er både frivillig og tvunget.

Sabine...! skriver:

sståsvæsva

det er en rigtig hård proces du står over for... det er snart 3 år siden jeg sagde fra over for min far... og selvom jeg ikke er 1 sek. i tvivl om at det er den helt rigtige beslutning for mig i mine børn er det utrolig hårdt...

jeg kan stadig få et sug i maven når jeg ser ham på gaden, ser jeg ham går jeg langt uden om i håb om at han ikke ser mig...

det her er anden gang jeg har sagt fra over for min far, og er derfor sikker på at jeg ikke er intressert i at få ham ind i mit liv igen..

det har været meget svært for min fars familie at acceptere, og jeg har derfor også mistet kontakten til min storbror, mine onkler og faset og alle mine kusiner og fættre...

min lillebror siger at han godt kan forstå mig, men at han bare ikke kan undvære vores far (min lillebrors mor er død, så han er bange for at miste begge hans forældre)

jeg er først nu begyndt at møde accept fra den ene af mine onkler, fordi han ved et tilfælde er begyndt at arbejde med min kæreste..

og jeg har snakket med ham, og fået afvide at han udemærket godt er klar over at de ting der er sket ikke har været min skyld, men det har været for hårdt for dem som søskende at sige fra overfor min far, så derfor har de ladet som ingen ting...

 

tiden her bagefter bringer mange op og ned ture.. den har også bragt mange af mine sorger fra min barndom op igen.. og det har været en utrolig hård rutsje tur... men min mor har heldigvis hjulpet mig utrolig meget... også ved at fortælle mig alle de ting som hun ikke kunne "tillade" sig da jeg var barn og forgudet min far... det er utrolig hårdt... og hvis du har pengene til det vil jeg klart andbefale dig en psykolog hvis tankerne blir for mange... eller bare finde en som lytter...

 

mange  til dig fra mig...

håber det hjalp bare lidt eller også var det bare dybt indviklet...

men du er mere end velkommen til at skrive...

Tak for svar, kunne helt sikkert bruge din historie. Selvom jeg ikke ønsker det for andre, er det alligevel rart man ikke er i ene båd, og kan bestemt følge rutsjeturen, det går meget op og ned og svinger mellem vrede, afmagt, sorg, frustration, svigt og følelsen af: betød man virkelig ikke mere end det. Håber det bliver lidt nemmere med tiden, har været inde over en psykolog, men efter at have snakket sagde hun at hun ikke kunne være partisk i sådanne ting ? Underligt men ja så var det jo så det. Heldigvis er min mor sød til at lytte, men også rart at høre fra andre som har prøvet det, for uanset hvad ændrer det jo intet i forhold til min far, desværre.

igen tak for svar

Anonym skriver:

Kan jeg skrive i pb, så skal jeg nok prøve at svare så Godt som muligt?

Det gør du bare 

Jeg har selv cuttet kontakten til min far - det er 2 år siden.
Jeg havde det rigtigt svært mange måneder efter - indimellem dukker det op igen - men jeg synes, at det er vigtigt, at du husker hvorfor du tog valget.

Du tog det, fordi du ikke ville det andet længere. Fordi det måske gjorde for ondt. 

Husk dig selv på det.