Anonym skriver:
Jeg må simpelthen ud med det her, og jeg håber der er nogen herinde, der ved hvad man skal gøre i denne situation.
Jeg vil prøve at forklare så godt jeg kan, men jeg er træt lige nu, og det er muligt, at jeg kommer til, at lyde forvirrende, men jeg håber I kan finde sammenhæng i det.
Jeg starter fra en ende. Min mor har kræft, og hun får derfor kemo, og da det sidder i knogler, rygmarv, indvolde og nu også hjernen, er hun ofte til scanning og til samtaler med overlæger og sygeplejersker. Det har været sådan i lidt over 2½ år. Nu er der så sket det, at hun her det sidste stykke tid (1-2 mdr) er begyndt at opfører sig mere og mere besynderligt. I starten virkede hun bare forvirret, selvom hun selv mente, at hendes tanker blev mere og mere klare. Hun kunne i en telefonsamtale med min moster pludselig tro, at det var mig hun talte med. Altså "små" ting til at starte med. Hun ringede også til mig en dag, og sagde, at jeg skulle skynde mig, at kører ud til hende, for der var noget utroligt vigtigt hun skulle fortælle mig, og hun kunne ikke sige det i telefonen, for så var hun bange for, at jeg ville kører galt med bilen på vej ud til hende. Hun var ganske oprevet. Jeg smider alt hvad jeg har i hænderne, og kører ud til hende og min far. Da jeg ankommer, er hun helt rolig, og griner og snakker om alt muligt andet, og da jeg spørger hvad hun ville fortælle mig, kan hun ikke huske hvad det var, kun at det var vigtigt. Stille og roligt er det altså blevet værre.
Igår ringer hun igen, at jeg skal komme med det samme, og hun vil igen ikke fortælle noget i telefonen. Hun ringer så til min mand (jeg var ikke hjemme), og han ringer bagefter til mig, og fortæller at hun har sagt at de ude på sygehuset vil have hende tvangsindlagt, og at de vil komme om natten og gennemrode deres hus, og tage hende med. Jeg kører efter den samtale ud til min mor, hvor hun fortæller, at hun havde været til samtale, og at lægerne på sygehuset har fået nok af hende, og vil slå hende ihjel nu, så min far kan slippe for sin syge kone. Hun er overbevist om, at min far er med i det, og at han i smug har ringet til dem, for at fortælle hvad der sker derhjemme. De har hjemmehjælp, som kommer og gør rent, og hun er sikker på, at det nogen gange er psykologer i forklædning, som vil undersøge hvad der foregår i deres hus. Ligeledes mener hun, at lægerne har ringet til deres bank og sagt, at de bare kan låne dem penge, hvis de vil, for hun dør alligevel snart. De har stoppet hendes kemo lige nu, da hun har vand i lungerne, men hun "ved", at det er fordi de vil slå hende ihjel, og 'af med hende', for 'nu er de trætte af hende'. Hun er helt sikker på, at de ikke mener, at deres tilværelse et noget der er værd at redde, så nu vil de bare have hende indlagt på den lukkede afdeling, og ha' at hun dør.
Kort sagt, hun er totalt paranoid og angst! Hun tør næsten ikke tage sin medicin, som er meget vigtig for hende, for det er 'dødspiller', og det kan gå hen og blive farligt for hende. Derudover taler hun KONSTANT, som i KONSTANT (!!!!!), som om hun er på speed, og hun snakker i øst og vest, og kan være en time om at fortælle noget der kan siges på ét minut. Hvis man taler, og hun ikke mener, at man skal tale, så siger hun vi skal stoppe, ellers 'tilter hendes hoved', og idag da vi spiste, talte min far og jeg lige tre ord til hinanden, om et eller andet ligegyldigt, og så siger hun "STOP! Der begik I en fejl..! Men det går nok, jeg kan hurtigt glemme det". Derefter sagde hun, at vi 'måtte' tale om hvad vi skulle imorgen, eller tale om blomster. Hun ville altså bestemme hvad vi skulle tale om. Ligesom hun vil bestemme HVORNÅR vi taler sammen, ellers kan hun 'ikke klare det'. Ligeledes gør hun hele tiden opmærksom på, at det hun nu vil sige er MEGET VIGTIGT, og det er utroligt vigtigt, at vi forstår hvor vigtigt det er, og det kan hun bruge en time (jeg overdriver ikke!) på at forklare, men får ikke fortalt HVAD der er så vigtigt.
Jeg ringede i dag til overlægen på sygehuset, som havde talt med hende igår, og hun kunne godt fornemme, at hun var lidt paranoid, men slet ikke så grælt, som jeg så fortalte hende. Hun talte tvangsindlægning, men det er jo farligt, i og med, at det er en af de ting hun er så skrækslagen for. Hun talte så med nogen der havde mere forstand på det, og de foreslog, at jeg ringede til hendes praktiserende læge. Han talte også tvangsindlæggelse, men så skulle hun være til fare for sig selv og/eller sine omgivelser, og det er hun som sådan ikke. Ellers kunne vi prøve at overtale hende til, at blive indlagt på sygehuset, hvor hun har en seng, hvis hun bliver meget syg, og min far ikke kan passe hende selv. Men problemet er, at lige meget hvad, så tror hun, at alle arbejder sammen for, at slå hende ihjel, og for at få hende tvangsindlagt. Min far og jeg har enormt svært ved, at tale sammen, da hun jo hele tiden er der, og han tør ikke lade hende alene. Vi skal konstant passe på hvad vi siger, og jeg især, da jeg er den eneste hun stoler 100 % på nu, og min far og jeg tør knap at kigge på hinanden, for hun forestiller sig hele tiden alt muligt, og det er kun et spørgsmål om tid, inden hun er overbevist om, at vi også vil hende til livs.
Jeg fik dog aftalt med lægen, at han ville lægge en recept på apoteket, som kan berolige hende, som jeg har bildt hende ind, er for at hun kan sove, da hun næsten ikke sover. Det blev hun heldigvis rigtig glad for. Men hun stoler jo også på mig.
Hun lider af socialangst og kræften har som sagt spredt sig til hjernen, så jeg ved godt hvorfor det her sker, men jeg ved virkelig ikke hvad vi skal stille op med hende? Min far er så træt, at han næsten ikke kan holde sig oprejst mere, og han er totalt fortvivlet, hvilket jeg godt kan forstå! Jeg har hjulpet ham så godt jeg kunne, og forsøgt at aflaste ham, og sovet derude, men idag valgte jeg at tage hjem og sove, da jeg selv har et helbred at kæmpe med, og fordi jeg har brug for søvn nu. Jeg er TOTALT fyldt i hovedet af hendes uafbrudte snakken, hun dræner én fuldstændig for energi, og jeg er vitterligt udmattet nu! Dét at tale med hende, uden at tale hende efter munden, men heller ikke være for kritisk overfor hendes paranoide vrangsforestillinger tager al éns energi.
Er der nogen som helst der ved hvad man gør i denne situation? For det kan ikke fortsætte sådan! Vi kan ikke blive ved med at skiftes til at tage os af hende, og hun har det jo selv dårligt. Hun tror jo selv på alt det her, og hun er jo oprigtigt bange. For hende er alle hendes vrangsforestillinger jo det virkelige liv, og hun er fuldt ud overbevist om, at de vil slå hende ihjel!
Hvad skal vi gøre??
Tak for du læste med, også selvom du ikke har et svar 
Jeg vil, uden at være læge, men af erfaring af familien, sige at det du fortæller lyder meget "normalt" når kræften rammer hjernen.
