I dag er det 4 år siden min mor døde, og for 11 dage siden, var det 13 år siden min far døde..
Synes det er så underligt med de datoer her, fordi jeg aldrig helt kan finde ud af, hvordan mine følelser er omkring det.
Jeg elskede min mor af et godt hjerte, men hun var bare ikke tilstede i mit liv.. Hverken før eller efter min far døde.. Jeg var fars pige, helt ind til benet, mens min mor var luft.
Min mor kunne ikke finde ud af at være min mor...
Hun havde selv haft en meget hård barndom med incest, og voldtægter af andre uden for familien. Hun havde boet på børnehjem, hvor de vist heller ikke havde været for flinke. Alle forklaringerne var der, på hvorfor hun ikke kunne finde ud af sit liv, og alligevel, var der ingen der notits af os, da min far døde. Vi var igennem alle leddende, fra socialrådgivere til borgmesteren til medierne, og alligevel - lukkede folk øjnene.. Hun slog os ikke, hun gik bare i gang med at drikke sig selv ihjel og vores barndom væk..
Den nat for 4 år siden, havde hun drukket igen og taget piller igen. Hun havde ringet til min stedfar, men han ville ikke komme ned til hende, fordi han skulle tidligt op. Jeg tror ikke han tog hende alvorligt, og det kan man godt forstå, for det var ikke første gang hun prøvede på at bilde nogen ind, at hun havde taget piller, hvor det så viste sig, at hun slet ingen havde taget... Men det havde hun den aften.. Hun var taget ned til havnen, og blev fundet på fortovet af 2 forbipasserende, død..
Min lillebror skrev til mig om morgenen, og spurgte om min kæreste var hjemme. Det var han ikke, da han var nede efter rundstykker til os, så han skrev han ville ringe når min kæreste kom hjem..... Der vidste jeg, hvad der var sket.
Det hele var så surrealistisk.. Jeg skulle have fat i mine andre søskende, fordi min lillebror skulle ned på sygehuset og identificere hende 
De skulle have ventet på at jeg kom derop, så jeg kunne have gjort det! Min lillebror var "mors dreng", og det kunne have ødelagt ham... Jeg skulle have gjort det...
Jeg kunne ikke få fat i de andre, det tog mig det meste af formiddagen, før jeg endelig fik fat i nogen.
De havde heldigvis ikke lagt hende i det samme rum, de havde lagt min far i dengang, selv om det var samme sygehus. Men noget var klart anderledes denne gang.. Ingen virkede som om de havde styr på noget, der kom ikke nogen og snakkede med os, som der var blevet gjort da min far døde. Det virkede som om det kom bag på dem, at vi kom, også var det dét. Vi bad om at få hende obduceret, da vi gerne ville vide, hvad det helt præcist var hun var død af, da det både kunne være alkohol, piller, kulde..?
Med det samme gik jeg i gang med forberedelserne til begravelsen. Jeg valgte at stå for det, da det betød uendeligt meget for mig, at det blev en værdig begravelse, tingene skulle være perfekte, og så lettede det også noget af byrden fra de andre.
Jeg havde det rigtig svært med den tale jeg ville holde bagefter, da jeg følte jeg ville lyve, hvis jeg stod og snakkede om hvor fantastisk en mor hun var, for det var hun ikke.. Til sidst fik jeg dog stykket en god tale sammen, og begravelsen blev også præcist som jeg ønskede den, og de andre var også rigtig glade for det "stykke arbejde" jeg havde gjort. Jeg havde haft dem med indover alt, og snakket alt igennem med dem løbende, så der var ingen overraskelser..
Efter begravelsen fandt vi ud af, at de ikke havde obduceret hende, bare skrevet, at hun var død af kulde..
Da vi kørte mod kirken fra kapellet, følte jeg det hele som et deja vu. Det var kun 9 år siden vi begravede min far, og nu skulle vi også begrave min mor?? Hun var jo ikke engang 50 år!
Senere fandt jeg ud af, at hun havde ringet til dem allesammen den aften hun gjorde det, og truet med at gøre det, men ikke mig.. Jeg var den eneste der ikke fik et opkald..
Julen inden, et par uger før, havde hun holdt jul nede hos mig, sammen med mine mindre søskende og Isabella. Hun havde fået af vide, at hun ikke måtte drikke, hvis hun kom.. Hun havde alligevel taget en flaske rødvin med, og jeg sagde, at det var okay med mig, hvis hun drak et glas eller 2. Det meste af dagen sad hun ude hos mig i køkkenet.. Hun snakkede blandt andet om de sko hun havde på, og jeg sagde at de var rigtig fine..
Når jeg ser billeder af aftenen idag, lægger jeg mærke til, at hun også har en lille elastik i håret, og mange andre ting, som jeg slet ikke lagde mærke til den aftenen, eller komplimenterede hende for, og det ærgrer jeg mig over..
Hun åbnede rødvinsflasken, og hældte også et glas op, men hun rørte det overhovedet ikke hele aftenen..
Mens vi sad i køkkenet, fortalte hun, at hun havde fundet en knude, men jeg tog hende ikke alvorligt. Hun har tidligere fortalt hun var gravid, selv om hun blev steriliseret efter min yngste søster blev født, og der kom sjovt nok ingen baby.. Så jeg troede ganske simpelt ikke på hende.
Efter hendes død, fortalte hendes læge, at hun var i gang med at blive undersøgt for kræft i endetarmen, og skulle have været til yderligere undersøgelser dagen efter hun døde. Samtidig sagde han, at han havde fortalt hende, at hendes krop ikke kunne mere, og at hun højst sandsynligt ville dø inden for et år, hvis hun fortsatte med at drikke...
Min mor havde haft et hårdt liv, og jeg var lettet da hun døde.. Både for min egen skyld, men i særdeleshed også for hendes.. Hun skulle ikke slås med sin fortid og sine dæmoner, hun var fri.
Nu hvor jeg ikke længere skal tackle hendes alkoholmisbrug, kan jeg se noget af den kvinde der lå bagved, og det er så synd for hende.. Jeg ville ønske for hende, at hun havde fået et bedre liv 
