Ved at ramme bunden... har grædt hele dagen væk...

Jeg er simpelthen så bange for dagen i morgen... mandag... jeg føler mig simpelthen så alene når jeg er på htx...  selvom jeg går i en klasse med 28 andre elever, så føler jeg mig ensom hver mandag og torsdag...

Jeg er lige startet i en ny klasse da jeg har strukket mit studie over fire år i stedet for tre, så min gamle klasse dem jeg kendte og snakkede med stoppede sidste år, kun en dreng ***** startede på et fjere år som jeg.

Jeg blev nød til at afslutte nogle fag sidste år men pga. graviditet og fødsel så kunne jeg ikke afslutte alt... Nu har jeg proces hver mandag fra 8 om morgenen til 15:05 om eftermiddagen... vi arbejder i grupper, og jeg er altid alene, eller skal møve mig ind i en gruppe... Ham der startede sammen med mig fra sidste år ***** har nu sagt han ikke længere gider mig, vi har været lidt på kant af hinanden længe, men nu gik det helt galt...  Så nu gik det offichelt op for mig hvor alene jeg er derude, den sidste jeg snakkede med gider ikke mere, og de andre er for sammentømrede til at man kan komme ind i klikkerne...  

Vores lærer i proces som jo er HELE mandagen, siger altid vi selv skal danne grupper, og når jeg siger til ham jeg ikke har nogle at danne gruppe med, siger han at det må jeg selv finde ud af... i frikvaterene skynder jeg mig altid ud til bilen, som jeg nu parkere længst væk, for at sidde der ude og spille på min mobil, så jeg slipper for at sidde i klassen og være den ensomme som ikke snakker med nogen...  Jeg har det SÅ dårligt med at skulle afsted igen i morgen og føle mig ensom... jeg har mistet interessen fuldstændig for proces nu, og kan ikke længere følge med i timen... de sidste fem måneder her af mit studie bliver forfærdelige... og jeg græder hele tiden ved tanken om i morgen og de næste mange mandage fremover...  

Næste mandag skal vi på novozymes hele dagen på tur... alene busturen der ind frygter jeg... for hvor i bussen skal jeg være...??? jeg har allerede holdt for mange fri mandage, og har for meget fravær i det fag...  og jeg kan ikke snakke med nogen om det...

Min kæreste er ALT for forstående, og er sååå sød, han vil så gerne hjælpe mig med alle mine lektier jeg ikke kan overskue, men han kan jo ikke være på selve htx med mig og være i timerne for mig...

Jeg er grædefærdig igen... undskyld dette triste indlæg...

Jeg ville så meget hellere være her hjemme med min datter, hvor jeg ved nogle har brug for mig og ønsker mig, og gider mig...  Er så bange for i morgen, hver mandag ønsker jeg bare at kaste mig ud fra en bro, i stedet for at skulle ud på htx hele dagen...

Jeg ville sådan ønske jeg havde en at snakke med derude, en der ville være i gruppe med mig... jeg har ALDRIG været en outsider... men er pludselig blevet det...

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så bange for dagen i morgen... mandag... jeg føler mig simpelthen så alene når jeg er på htx...  selvom jeg går i en klasse med 28 andre elever, så føler jeg mig ensom hver mandag og torsdag...

Jeg er lige startet i en ny klasse da jeg har strukket mit studie over fire år i stedet for tre, så min gamle klasse dem jeg kendte og snakkede med stoppede sidste år, kun en dreng ***** startede på et fjere år som jeg.

Jeg blev nød til at afslutte nogle fag sidste år men pga. graviditet og fødsel så kunne jeg ikke afslutte alt... Nu har jeg proces hver mandag fra 8 om morgenen til 15:05 om eftermiddagen... vi arbejder i grupper, og jeg er altid alene, eller skal møve mig ind i en gruppe... Ham der startede sammen med mig fra sidste år ***** har nu sagt han ikke længere gider mig, vi har været lidt på kant af hinanden længe, men nu gik det helt galt...  Så nu gik det offichelt op for mig hvor alene jeg er derude, den sidste jeg snakkede med gider ikke mere, og de andre er for sammentømrede til at man kan komme ind i klikkerne...  

Vores lærer i proces som jo er HELE mandagen, siger altid vi selv skal danne grupper, og når jeg siger til ham jeg ikke har nogle at danne gruppe med, siger han at det må jeg selv finde ud af... i frikvaterene skynder jeg mig altid ud til bilen, som jeg nu parkere længst væk, for at sidde der ude og spille på min mobil, så jeg slipper for at sidde i klassen og være den ensomme som ikke snakker med nogen...  Jeg har det SÅ dårligt med at skulle afsted igen i morgen og føle mig ensom... jeg har mistet interessen fuldstændig for proces nu, og kan ikke længere følge med i timen... de sidste fem måneder her af mit studie bliver forfærdelige... og jeg græder hele tiden ved tanken om i morgen og de næste mange mandage fremover...  

Næste mandag skal vi på novozymes hele dagen på tur... alene busturen der ind frygter jeg... for hvor i bussen skal jeg være...??? jeg har allerede holdt for mange fri mandage, og har for meget fravær i det fag...  og jeg kan ikke snakke med nogen om det...

Min kæreste er ALT for forstående, og er sååå sød, han vil så gerne hjælpe mig med alle mine lektier jeg ikke kan overskue, men han kan jo ikke være på selve htx med mig og være i timerne for mig...

Jeg er grædefærdig igen... undskyld dette triste indlæg...

Jeg ville så meget hellere være her hjemme med min datter, hvor jeg ved nogle har brug for mig og ønsker mig, og gider mig...  Er så bange for i morgen, hver mandag ønsker jeg bare at kaste mig ud fra en bro, i stedet for at skulle ud på htx hele dagen...

Jeg ville sådan ønske jeg havde en at snakke med derude, en der ville være i gruppe med mig... jeg har ALDRIG været en outsider... men er pludselig blevet det...

uuuuhhh det skærer i mit hjerte, og tænker er det folkeskolen du går i, ej undskyld men kan ikke forstå at unge mennesker kan være sådan... Jeg ville håbe jeg gik i den klasse og så ville jeg gerne snakke med dig... Kan du ikke få startet en samtale om det, sætte det på banen så de andre måske for en forståelse for hvordan du i grunden har det... Kan man ikke flytte klasse...

Sender dig her et varmt knus det har du virkelig brug for...

Majbritt

Det bedste du kan gøre er at sparke røv i faget og vise dem, at du ikke har brug for dem. Det var det jeg gjorde i gymnasiet. Vis dem, at det er ligemeget, at de ikke gider dig. (Dette er hvis du virkelig føler at du har gjort din del for at være med.)

Det sidste år i gym gad jeg ikke prøve mere, fordi personerne intet sagde mig. Hvis ikke det var det ene, så var det det andet. Så derfor droppede jeg alt med den skole, alle festerne, det klassen lavede osv. Og det var så skønt. Jeg havde godt nok måske 5 personer jeg kunne godt med, men 1 veninde. Og var hun syg, jamen, så viste jeg ikke at det gik mig på. Tog det hele med et smil, for at vise dem, at det ikke gik mig på, at de ikke gad mig (og omvendt) Jeg blev en af de mest aktive elever i klassen det sidste år, en af dem med det bedste snit og jeg viste dem på samme tid, at jeg havde ANDRE personer i mit liv end dem, og at jeg kun kendte til dem fordi jeg gik i klasse med dem.

Det kunne du prøve - det virkede mig for mig

Allerførst en stor krammer 

...Og hooold nu kæft nogle spader du går sammen med nu, som ikke tilbyder dig plads i grupperne og gør, at du ikke engang føler dig velkommen i en BUS!?!  Det er SÅ dårlig stil og viser tydelige tegn på dårlige karaktertræk hos ALLE dine klasse"kammerater". Tænk virkelig at man skal deale med så umoden en opførsel to gange om ugen...

Vær ovenpå og totalt ligeglad (i know.. Nemmere sagt end gjort!) Men tænk hele tiden på, hvor PISSE heldig du er at kunne komme hjem til jordens dejligste pigebarn og en støttende kæreste.

Heldigvis er det ikke hver dag, og der er vel ikke så lang tid tilbage af skoleåret?! Held og lykke og fokusér på din fremtid og din dejlige datter!! 

Med mange tanker din vej, Venligst M.

KÆMPE KÆMPE KÆÆÆÆÆÆMPE KRAMMER! Fra en som selv ved hvordan det er. Jeg er også altid alene når det handler om at arbejde sammen med andre. Jeg er altid den der sidder alene i skolen i frikvarterene. Hvor ville jeg ønske vi kunne gå det samme sted og gøre nytte af hinanden!

twinboys skriver:

uuuuhhh det skærer i mit hjerte, og tænker er det folkeskolen du går i, ej undskyld men kan ikke forstå at unge mennesker kan være sådan... Jeg ville håbe jeg gik i den klasse og så ville jeg gerne snakke med dig... Kan du ikke få startet en samtale om det, sætte det på banen så de andre måske for en forståelse for hvordan du i grunden har det... Kan man ikke flytte klasse...

Sender dig her et varmt knus det har du virkelig brug for...

Majbritt

Puha at skulle snakke med klassen om hvordan jeg har det, og måske ende med at de synes jeg latterlig... det kan jeg slet ikke klare...  Jeg føler jeg er ved at gå helt ned på det her, selvom det måske ikke er bevidst mobning, føler jeg også jeg går i folkeskolen når jeg kommer der om mandagen, og bliver ignoreget af de ander. Jeg er endda blevet bange for at sige godmorgen til dem når man møder, for ikke at blive skuffet over der ikke kommer svar tilbage, når de ikke "høre" en...

rikkeregnbue skriver:

KÆMPE KÆMPE KÆÆÆÆÆÆMPE KRAMMER! Fra en som selv ved hvordan det er. Jeg er også altid alene når det handler om at arbejde sammen med andre. Jeg er altid den der sidder alene i skolen i frikvarterene. Hvor ville jeg ønske vi kunne gå det samme sted og gøre nytte af hinanden!

Åh ja det ville være så rart...  lige nu føler jeg mig ikke som en voksen på 20 snart 21 men mere som en pige på 14.  

Anonym skriver:

Åh ja det ville være så rart...  lige nu føler jeg mig ikke som en voksen på 20 snart 21 men mere som en pige på 14.  

Jeg forstår dig udmærket...

Dinna88 skriver:

Det bedste du kan gøre er at sparke røv i faget og vise dem, at du ikke har brug for dem. Det var det jeg gjorde i gymnasiet. Vis dem, at det er ligemeget, at de ikke gider dig. (Dette er hvis du virkelig føler at du har gjort din del for at være med.)

Det sidste år i gym gad jeg ikke prøve mere, fordi personerne intet sagde mig. Hvis ikke det var det ene, så var det det andet. Så derfor droppede jeg alt med den skole, alle festerne, det klassen lavede osv. Og det var så skønt. Jeg havde godt nok måske 5 personer jeg kunne godt med, men 1 veninde. Og var hun syg, jamen, så viste jeg ikke at det gik mig på. Tog det hele med et smil, for at vise dem, at det ikke gik mig på, at de ikke gad mig (og omvendt) Jeg blev en af de mest aktive elever i klassen det sidste år, en af dem med det bedste snit og jeg viste dem på samme tid, at jeg havde ANDRE personer i mit liv end dem, og at jeg kun kendte til dem fordi jeg gik i klasse med dem.

Det kunne du prøve - det virkede mig for mig

Lykkegror skriver:

Allerførst en stor krammer 

 

...Og hooold nu kæft nogle spader du går sammen med nu, som ikke tilbyder dig plads i grupperne og gør, at du ikke engang føler dig velkommen i en BUS!?!  Det er SÅ dårlig stil og viser tydelige tegn på dårlige karaktertræk hos ALLE dine klasse"kammerater". Tænk virkelig at man skal deale med så umoden en opførsel to gange om ugen...

 

Vær ovenpå og totalt ligeglad (i know.. Nemmere sagt end gjort!) Men tænk hele tiden på, hvor PISSE heldig du er at kunne komme hjem til jordens dejligste pigebarn og en støttende kæreste.

Heldigvis er det ikke hver dag, og der er vel ikke så lang tid tilbage af skoleåret?! Held og lykke og fokusér på din fremtid og din dejlige datter!! 

 

Med mange tanker din vej, Venligst M.

 

Tusind tak, ja de får ikke en til at føle man er 20 snart 21... men snarre en lille pige på 14 snart 15... det godt nok mange år siden jeg har haft denne frygt for noget...  Puha hvor jeg glæder mig til imorgen er ovre... men jeg ved osse at jeg som alle andre søndage og natten til mandag ikke får noget søvn i nar...  Kan aldrig sove op til en mandag...  

Selv om tiradsgen hvor jeg har dansk, gik det galt sidst, vi skulle aflevere en opgave jeg ikke engang vidste vi havde fået, for normalt sender eleverne en besked til de syge eller fraværende med hvad man skal lave osv. men den havde jeg jo ikke lige fået, og som den store kylling jeg er blevet på det sidste var jeg bange for at spørge ind til opgaven på skolen...  så endte med jeg var næsten stortuedene oppe hos min lære og sige jeg ikke kunne aflevere noget, for jeg havde intet at aflevere...  hun var dog sød og forstående... men det bare ikke sjovt mere...