Opmærksomhedskrævende bonusdatter

Ja, overskriften var beregnet på at fange alle jer kloge piger, jeg håber i har nogle gode råd

Er i en lidt prekær situation, det er mig bag tråden om min bonusdatter som ikke kan lide sin far og han kan ikke lide hende. I kan evt læse mit indlæg der, for at få et billede af hende og vores situation.

Min bonusdatter, som vi har hver anden weekend er 6 år og meget opmærksomhedskrævende. Hun vil ses, høres og have opmærksomhed hele tiden. Af mig og kun mig. Så snart hendes far taler til hende eller prøver at nærme sig hende, så stejler hun og skriger: Ikke se på mig!! Eller Gå væk! Så klamrer hun sig til mig og 'klynker' sådan helt drama agtigt. 

I løbet af en weekend har vi sat tiden af til at være sammen med alle 3 unger som består af min egen søn, samt mine 2 bonusbørn. Vi orker ikke at tage nogle steder, da det er en kamp uden lige. Min bonusdatter kræver mig hele tiden! Snakker jeg til andre, så taler hun over min stemme, kalder på mig, siger: Hvad laver du, hvad laver du, hvad laver du??!! Hun blir ved! Og vender jeg mig om mod hende for at sige at jeg nu taler med...og derfor kan tale med hende bagefter, så  blir hun ved med at snakke til mig, højere og højere og hiver i mig for at få mig væk fra den jeg taler med. Hun har ingen tålmodighed og man kan ikke få hende til at vente. Så snart jeg er andre steder end hos hende, så er hun ovre mig og vil ikke være sammen med andre end mig. Hun skal ses og høres, især også i spisesituationer hvor hun igen 'klynker', blir sur hvis hendes far vil hjælpe hende. Hvis hun fik lov at bestemme en hel weekend, så ville jeg være sammen med hende hele tiden og vi ville have fred og ro. Men det holder ikke i den virkelige verden for jeg har også weekend, vil også være sammen med min egen søn, min mand og hans store dreng. Så jeg kan ikke være hos hende hele tiden! Hun dræner mig for energi og suger al min tålmodighed ud af mig efter en enkelt dag. Og det jeg håber i kan hjælpe med, er måder hvortil jeg kan få hende til at forstå at man ikke har mulighed for at være sammen med hende HELE tiden, men at hun gerne må sidde og lege lidt selv også. 

Jeg ved det lyder hårdt at have det på den måde med hende, men jeg vil gerne understrege at vi har gjort RIGTIG meget for at få det til at køre, hendes situatione er lidt anderledes da hun også er handicappet og har en smule autisme over sin sygdom. Så hendes vedholdenhed og hendes ideer om hvordan tingene skal være, skal gerne være sådan, for ellers bliver hun meget hysterisk og helt ude af den, hvor det kan være svært at bringe hende ned igen. Så enhver fremgangsmåde er heller ikke nødvendigvis løsningen, da der er mange ting inde over. Derfor er det også ekstra svært for vores familie. Vi er ikke helt almindelige, men vi behøver hjælp og er ikke bange for at spørge. Har været til familievejledning og vi har talt med hendes mor og bonusfar, men dem er der ingen hjælp at hente ved. Min mands ældste søn fotæller at derhjemme får hun lov til alt og hun styrer det hele for så er der ro og så blir hun ikke hysterisk. Hvilket ikke er vores ide om en opdragelse, for hun kan sagtens opdrages på, men det er jo ikke rigtig vores primære opgave når hun ikke bor hos os fast.

Ej hvor blev det langt! Og det gir muligvis ikke mening. Men har været søvnløs i mange nætter pga det her og hvis vores familie skal fungere i harmoni og med hyggestunder, så skal der gøres noget ved det her. Og hvis glorieagtigt det end lyder, så har vi vitterligt gjort rigtig meget for at løse det her, men nu er vi kommet dertil hvor vi ikke aner hvad vi ellers skal gøre!

Har i nogle ideer til, hvordan man undgår at blive kørt rundt i ring af en 6 årig pige der vil have alt på sin måde???

Hold da op Det er godt nok en vanskelig situation.

Jeg er ikke bonusmor, men tillader mig alligevel at svare, håber det er ok.

Det er jo lidt svært, hvis hun er autistisk, da der så er specielle hensyn (som jeg personligt ikke kender). Tænker lidt om far er med inde over eventuel behandling/specielle hensyn i forhold til skole og sfo. Ellers tror jeg, at jeg som far ville forsøge at kontakte disse (eller andre relevante parter) for at få noget rådgivning specifikt om hans datter og hendes opførsel. Det lyder enormt anstrengene med hendes besøg og sådan skal det jo ikke være at have sin datter på besøg.  

Var hun uden handikap ville jeg svare følgende til dig:

Jeg har passet rigtigt mange børn, og for mig har det altid været vigtigt, at jeg kan holde ud at være sammen med børnene - og ligegyldigt hvilke regler de har derhjemme, så skal de følge mine regler når de er med mig. Jeg tror at alle "normale" børn nyder at få sat grænser (rimelige grænser). Jeg tror også at alle "normale" børn ønsker at føle sig forstået og hørt, det tror jeg er vigtigt at bestræbe sig på ... dog uden at der bliver diskussionsklub ved mindste anledning.

Men det lyder som om du/I allerede har forsøgt rigtigt mange ting. Så jeg tænker at en ekspert, der kender pigen skal kontaktes af far/dig.

Hvis tingene ikke ændrer sig til det bedre indenfor en vis periode ville jeg overveje om samværsformen måske skulle genovervejes. Der er jo mange muligheder for samvær. Men dette er udelukkende sagt fordi du i dit andet indlæg skriver, at de ikke kan lide hinanden. Selvfølgeligt vil I gerne have pigen, men måske skulle der gen-oparbejdes en glæde ved samværet.

Håber I finder en løsning for jer

millemai skriver:

Hold da op Det er godt nok en vanskelig situation.

Jeg er ikke bonusmor, men tillader mig alligevel at svare, håber det er ok.

Det er jo lidt svært, hvis hun er autistisk, da der så er specielle hensyn (som jeg personligt ikke kender). Tænker lidt om far er med inde over eventuel behandling/specielle hensyn i forhold til skole og sfo. Ellers tror jeg, at jeg som far ville forsøge at kontakte disse (eller andre relevante parter) for at få noget rådgivning specifikt om hans datter og hendes opførsel. Det lyder enormt anstrengene med hendes besøg og sådan skal det jo ikke være at have sin datter på besøg.  

Var hun uden handikap ville jeg svare følgende til dig:

Jeg har passet rigtigt mange børn, og for mig har det altid været vigtigt, at jeg kan holde ud at være sammen med børnene - og ligegyldigt hvilke regler de har derhjemme, så skal de følge mine regler når de er med mig. Jeg tror at alle "normale" børn nyder at få sat grænser (rimelige grænser). Jeg tror også at alle "normale" børn ønsker at føle sig forstået og hørt, det tror jeg er vigtigt at bestræbe sig på ... dog uden at der bliver diskussionsklub ved mindste anledning.

Men det lyder som om du/I allerede har forsøgt rigtigt mange ting. Så jeg tænker at en ekspert, der kender pigen skal kontaktes af far/dig.

Hvis tingene ikke ændrer sig til det bedre indenfor en vis periode ville jeg overveje om samværsformen måske skulle genovervejes. Der er jo mange muligheder for samvær. Men dette er udelukkende sagt fordi du i dit andet indlæg skriver, at de ikke kan lide hinanden. Selvfølgeligt vil I gerne have pigen, men måske skulle der gen-oparbejdes en glæde ved samværet.

Håber I finder en løsning for jer

Tusind tak for dit svar, nej man behøver ikke være bonusmor for at have gode råd

Vi sætter ganske alm grænser herhjemme, det ved den ældste der kommer her, han kan spillereglerne her, og har for længst indordnet sig. Nu har vi ikke så mange, men man sidder pænt ved bordet, siger tak for mad og de ting vi mener er basal lærdom i den alder. Så der er grænser og der er også forståelse. Jeg kan, om nogen, forstå hvad hun siger og fornemmer hendes behov mere end mange andre, da jeg har arbejdet meget med handicappede børn forhen, så derfor ligger det mig naturligt. Det gør så også at hun vælger mig, hvilket vi føler er meget natuligt, da man søger det sted man føler sig mest velkommen og forstået.

Vi har et fint samarbejde med hendes børnehave, hun starter først skole til sommer. De fortæller hvad de gør, vi fortæller hvad vi gør. Men de har samme problemer med hende, så derfor er det ikke nødvendigvis fordi vi gør noget forkert i den forbindelse, men mere fordi vi ikke er i stand til at rumme hendes krav og vedholdelse! Og fordi vi har nogle normer og værdier vi gerne vil opretholde og vi mener at hun godt kan efterkomme dem et stykke af vejen, men som sagt, vi kræver ikke alverden af hende, men når hun skriger af hendes far eller slår ud efter os og prøver at nikke os skaller hvis hun blir sur, så mener vi vores grænse er nået.

Dit råd ang samvær kunne faktisk godt bruges!! Jeg sidder allerede og tænker at vi kunne dele det lidt op, så vi en gang i mdr har børnene forskudt. Det giver mere rum til at tage os af hendes og den ældste når han er her. Det var en rigtig god ide Så får far og datter mulighed for at hygge sig sammen uden at jeg skal føle mig efterladt med alt det andet og samtidig kan jeg også holde weekend. Tusind tak!!!

Jeg er heller ikke bonusmor, men jeg har en søster med ADHD og jeg kan genkende den opførsel du beskriver, fra hende, inden familien begyndte at opføre sig som en familie skal, når der er en psykisk sygdom i familien.

Sådan er det da med ADHD, at det i ligeså stor grad er omgivelserne, der skal lære at leve med ADHD, som det er selve patienten. Kan da ikke forestille mig det er anderledes med autistiske børn?

I praksis er det ting som: Hun bliver ekstremt stresset i December, det betyder vi sørger for at hendes gaver er købt, pakket og klar som det første i den månede. Hun duer ikke til store forsamlinger, så skal vi til familietamtam i den anden ende af landet, har vi et hotelværelse. Hun kan pludseligt ryge i et sort hul, vi skal være klar til at få hende op om morgenen, for at hun kan passe sin uddannelse. I yderste nødstilfælde bliver vi nødt til at køre op efter hende, få hende i bad og afleveret. Hun skal tage sin medicin hver eneste aften, det er de piller der får hende til at kunne overskue dagligdagsprojekter som indkøb, økonomi, livet..

Det er jo kun et få eksempler på det hav af ting vi efterhånden bare gør, for hendes skyld. Ikke fordi hun er syg, men fordi det er den måde vi bevarer freden bedst muligt i vores familie, med hendes sygdom.

Men det lyder som om I skal have noget hjælp, Filadelfia i Dianalund har min søster været indlagt på, jeg ved ikke om de også håndterer autister. Men det var dem der fik redt hende ud og fik stablet os sammen som en familie igen, efter 4 enorme epileptiske anfald og en spritny diagnose, ADHD.

Håber det lykkes for jer, livet med en autistisk pige er bare ikke nemt

Anonym skriver:

Ja, overskriften var beregnet på at fange alle jer kloge piger, jeg håber i har nogle gode råd

Er i en lidt prekær situation, det er mig bag tråden om min bonusdatter som ikke kan lide sin far og han kan ikke lide hende. I kan evt læse mit indlæg der, for at få et billede af hende og vores situation.

Min bonusdatter, som vi har hver anden weekend er 6 år og meget opmærksomhedskrævende. Hun vil ses, høres og have opmærksomhed hele tiden. Af mig og kun mig. Så snart hendes far taler til hende eller prøver at nærme sig hende, så stejler hun og skriger: Ikke se på mig!! Eller Gå væk! Så klamrer hun sig til mig og 'klynker' sådan helt drama agtigt. 

I løbet af en weekend har vi sat tiden af til at være sammen med alle 3 unger som består af min egen søn, samt mine 2 bonusbørn. Vi orker ikke at tage nogle steder, da det er en kamp uden lige. Min bonusdatter kræver mig hele tiden! Snakker jeg til andre, så taler hun over min stemme, kalder på mig, siger: Hvad laver du, hvad laver du, hvad laver du??!! Hun blir ved! Og vender jeg mig om mod hende for at sige at jeg nu taler med...og derfor kan tale med hende bagefter, så  blir hun ved med at snakke til mig, højere og højere og hiver i mig for at få mig væk fra den jeg taler med. Hun har ingen tålmodighed og man kan ikke få hende til at vente. Så snart jeg er andre steder end hos hende, så er hun ovre mig og vil ikke være sammen med andre end mig. Hun skal ses og høres, især også i spisesituationer hvor hun igen 'klynker', blir sur hvis hendes far vil hjælpe hende. Hvis hun fik lov at bestemme en hel weekend, så ville jeg være sammen med hende hele tiden og vi ville have fred og ro. Men det holder ikke i den virkelige verden for jeg har også weekend, vil også være sammen med min egen søn, min mand og hans store dreng. Så jeg kan ikke være hos hende hele tiden! Hun dræner mig for energi og suger al min tålmodighed ud af mig efter en enkelt dag. Og det jeg håber i kan hjælpe med, er måder hvortil jeg kan få hende til at forstå at man ikke har mulighed for at være sammen med hende HELE tiden, men at hun gerne må sidde og lege lidt selv også. 

Jeg ved det lyder hårdt at have det på den måde med hende, men jeg vil gerne understrege at vi har gjort RIGTIG meget for at få det til at køre, hendes situatione er lidt anderledes da hun også er handicappet og har en smule autisme over sin sygdom. Så hendes vedholdenhed og hendes ideer om hvordan tingene skal være, skal gerne være sådan, for ellers bliver hun meget hysterisk og helt ude af den, hvor det kan være svært at bringe hende ned igen. Så enhver fremgangsmåde er heller ikke nødvendigvis løsningen, da der er mange ting inde over. Derfor er det også ekstra svært for vores familie. Vi er ikke helt almindelige, men vi behøver hjælp og er ikke bange for at spørge. Har været til familievejledning og vi har talt med hendes mor og bonusfar, men dem er der ingen hjælp at hente ved. Min mands ældste søn fotæller at derhjemme får hun lov til alt og hun styrer det hele for så er der ro og så blir hun ikke hysterisk. Hvilket ikke er vores ide om en opdragelse, for hun kan sagtens opdrages på, men det er jo ikke rigtig vores primære opgave når hun ikke bor hos os fast.

Ej hvor blev det langt! Og det gir muligvis ikke mening. Men har været søvnløs i mange nætter pga det her og hvis vores familie skal fungere i harmoni og med hyggestunder, så skal der gøres noget ved det her. Og hvis glorieagtigt det end lyder, så har vi vitterligt gjort rigtig meget for at løse det her, men nu er vi kommet dertil hvor vi ikke aner hvad vi ellers skal gøre!

Har i nogle ideer til, hvordan man undgår at blive kørt rundt i ring af en 6 årig pige der vil have alt på sin måde???

nu er jeg heller ikke selv bonusmor, men har en søn der er autist..

autister er krævende meget krævende.. og man kan ikke forlange det samme af barnet som var det "normalt"..

ud fra hvad du lige beskriver virker det som om hun er meget utryg og har fundet trygheden i dig... nogen børn med autisme kan man altså bare ikke stille for store krav til.. så går det galt.

ved ikke om det kan hjælpe jer med at lave et billedeskema for weekenden hvor det tydeligt fremgår hvad i skal lave og hvornår og hvor lang tid det tager.. i dette skema kunne man evt. påføre at hun skal lave en aktivitet sammen med far alene (gerne noget hun er meget glad for, for at genvinde tilliden)

tænkte lidt på om i har været på et kursus vedr. autisme hvis ikke vil jeg opfodre jer det kraftigt og gerne sammen med barnets mor.. det er så vigtigt at der er stort samarbejde omkring den lille pode..  man kan nå langt hvis man gør de rette tiltag.

men ud fra din beskrivelse læser jeg intet unormalt når du fortæller hun er autist. svært imod læser jeg det som en pige der har det svært og føler sig utryg og kræver en forståelse..

håber det lykkedes jer at få lidt ro på, for det kan lade sig gøre. kræver mange tåre men de er det hele værd..

jeg har ikke tid til at skrive en stor lang ting her nu...

men jeg er pædagog og har arbejdet meget med autister med og uden tilægs diagnoser... og hvis du har brug for at skrive privat... og evt få nogle gode råd og pædagogiske værktøjer vil jeg gerne det

det lydder nemlig som en meget norml problematik

Jonatansmor skriver:

Jeg er heller ikke bonusmor, men jeg har en søster med ADHD og jeg kan genkende den opførsel du beskriver, fra hende, inden familien begyndte at opføre sig som en familie skal, når der er en psykisk sygdom i familien.

Sådan er det da med ADHD, at det i ligeså stor grad er omgivelserne, der skal lære at leve med ADHD, som det er selve patienten. Kan da ikke forestille mig det er anderledes med autistiske børn?

I praksis er det ting som: Hun bliver ekstremt stresset i December, det betyder vi sørger for at hendes gaver er købt, pakket og klar som det første i den månede. Hun duer ikke til store forsamlinger, så skal vi til familietamtam i den anden ende af landet, har vi et hotelværelse. Hun kan pludseligt ryge i et sort hul, vi skal være klar til at få hende op om morgenen, for at hun kan passe sin uddannelse. I yderste nødstilfælde bliver vi nødt til at køre op efter hende, få hende i bad og afleveret. Hun skal tage sin medicin hver eneste aften, det er de piller der får hende til at kunne overskue dagligdagsprojekter som indkøb, økonomi, livet..

Det er jo kun et få eksempler på det hav af ting vi efterhånden bare gør, for hendes skyld. Ikke fordi hun er syg, men fordi det er den måde vi bevarer freden bedst muligt i vores familie, med hendes sygdom.

Men det lyder som om I skal have noget hjælp, Filadelfia i Dianalund har min søster været indlagt på, jeg ved ikke om de også håndterer autister. Men det var dem der fik redt hende ud og fik stablet os sammen som en familie igen, efter 4 enorme epileptiske anfald og en spritny diagnose, ADHD.

Håber det lykkes for jer, livet med en autistisk pige er bare ikke nemt

Tusind tak for dit svar

Jeg vil lige hurtigt understrege, at min bonusdatter ikke er autist. Men hendes syndrom har nogle autistiske træk. Hun har således kun en snert af det og der er rigtig mange andre faktorer der er mere gennemgående for hendes hverdag, men det vil kræve en eftermiddag at gennemgå. Og i princippet er hun nogenlunde 'normal' rent kognitivt.

Men du har ret i, at mange af de træk ADHD bærer med sig, kan relatere til min bonusdatter. Så det du fortæller, med at din søster behøver alt ordnet for at kunne gå videre med et nyt rojekt, kan jeg sagtens nikke genkendende til. Det er enormt vigtigt, netop for at undgå at de taber tråden og går helt i selvsving!

Tak for tippet med Filadelfia, men da min bonusdatters situation er udredt og hendes diagnose er stillet og man ikke er i tvivl om at det er den rigtige, så er det ikke helt så aktuelt

bare mig skriver:

nu er jeg heller ikke selv bonusmor, men har en søn der er autist..

autister er krævende meget krævende.. og man kan ikke forlange det samme af barnet som var det "normalt"..

ud fra hvad du lige beskriver virker det som om hun er meget utryg og har fundet trygheden i dig... nogen børn med autisme kan man altså bare ikke stille for store krav til.. så går det galt.

ved ikke om det kan hjælpe jer med at lave et billedeskema for weekenden hvor det tydeligt fremgår hvad i skal lave og hvornår og hvor lang tid det tager.. i dette skema kunne man evt. påføre at hun skal lave en aktivitet sammen med far alene (gerne noget hun er meget glad for, for at genvinde tilliden)

tænkte lidt på om i har været på et kursus vedr. autisme hvis ikke vil jeg opfodre jer det kraftigt og gerne sammen med barnets mor.. det er så vigtigt at der er stort samarbejde omkring den lille pode..  man kan nå langt hvis man gør de rette tiltag.

men ud fra din beskrivelse læser jeg intet unormalt når du fortæller hun er autist. svært imod læser jeg det som en pige der har det svært og føler sig utryg og kræver en forståelse..

håber det lykkedes jer at få lidt ro på, for det kan lade sig gøre. kræver mange tåre men de er det hele værd..

 

Tusind tak for dit svar

Jeg vil også her lige skynde mig at understrege, at min bonusdatter ikke er autist. Hun har et syndrom, med en snert af autisme i sig. Hun har mange andre komplikationer rent fysisk, men hun er tæt på 'normalen' rent kognitivt.

Når du skriver at hun for dig virker utryg, så tror jeg ikke du er forkert på den. Men jeg tror ikke hun er utryg ved at være hos os, men tænker mere at det så muligvis kunne komme af vores lidt uforudsigelige weekender. For vi har 3 børn i de weekender der skal tilgodeses og vi kan ikke altid planlægge alt. Vi gør meget ud af at forberede hende. I ALT!! "Lige om lidt skal vi det og det. Når vi er færdige med det, så skal vi et". Og det kan hun godt forholde sig til. Hvor en autist nok skl have korte konkrete beskeder, så kan hun godt forstå de længere beskeder. Og når vi så har fortalt hende at det er sådan, så bryder hendes verden sammen når det ikke blir på den måde. Så det prøver vi naturligvis at undgå.

Vi har en meget bred forståelse for hendes syndrom. Vi har, sammen med hendes mor og den familie, været på kursus i netop hendes specifikke syndrom. Vi fik en kæmpe forståelse for den og vi har i den forbindelse bedt om de pictogrammer som hendes børnehave benytter, netop så vi kan gøre weekenderne mere visuelt overskuelig med genkendelige billeder. Og forhåbentlig undgå konflikter.

Men PÅ TRODS af alt det her, så er det meget vigtigt at huske, at hun rent kognitivt er meget nærværende. Hun har fået taget en psykologisk test, som viser at hun er ret tæt på normalen og derfor er det jeg netop ønsker råd og vejledning. For det er UTROLIG svært at hamle op med en 6 årig pige, som hele tiden tester, drejer og pforsøger at manipulere (helt og delvist bevidst), samtidig med at hun har en udholdenhed, en vilje og en stædighed som jeg aldrig har oplevet før!! Selv børnehaven, som er en specialbørnehave, står i vanskeligheder og løber tør for ideer til at tackle hende. Vi prøver hele tiden nye ting og pædagogiske metoder af, men lige så snart hun regner dem ud (der kommer den autistiske snert op i hende), så vender hun det til sin fordel og styrer showet. Og så skal man forsøge noget nyt.

Så jeg giver dig helt ret, den autistiske del er rigtig rigtig krævende, men alt det andet spiller også utrolig meget ind. Men jeg kan ikke beskrive det her, for det er så kompliceret. Og derfor efterlyser jeg ganske almindelige opdragelsesmæssige metoder, som man evt kan forsøge sig med. For rent kognitivt kan hun sagtens opdrages, hun skal bare have de rette rammer for det i første omgang. Men dem har hun både her, i børnehaven og derhjemme.

Jeg er glad for at du tog dig tid til at svare, jeg er glad for at du havde lyst til at involvere dig ved at fortælle om din søn Jeg er sikker på at din hverdag også kan være utrolig krævende, men det lyder som om du ved hvad han har brug for

Kay skriver:

jeg har ikke tid til at skrive en stor lang ting her nu...

men jeg er pædagog og har arbejdet meget med autister med og uden tilægs diagnoser... og hvis du har brug for at skrive privat... og evt få nogle gode råd og pædagogiske værktøjer vil jeg gerne det

det lydder nemlig som en meget norml problematik

Mange tak for dit svar Jeg er glad for du lige gjorde opmærksom på din erfaring, som jeg meget vel kan drage nytte af!!

Jeg må have skrevet lidt der kunne misforståes i mit indlæg, men jeg vil lige understrege at min bonusdatter ikke er autist! Hun har et syndrom, med en snert af autisme over sig, men det er kun en lille del af det. Syndromet favner bredt og er meget svær at beskrive, nok også derfor jeg godt kan misforståes. Det vil tage meget lang tid at fortælle om og jeg kan ikke forestille mig du kender den, da der kun er registreret 34 tilfælder herhjemme. Al vores viden og al forskning kommer fra USA, så jeg kan ingen hjælp finde her i Danmark. Hvilket er meget frustrerende!

Ja problematikken omkring autisme lyder meget normalt, hvis man har med en autist at gøre. Men her er det en lille 6 årig pige, med en diagnose som indeholder rigtig mange andre ting. Selv hendes specialbørnehave løber jævnligt tør for pædagogiske metoder og skal søge ny viden andetsteds. Så snart hun regner ud hvordan hun kan få vendt de redskaber til hendes egen fordel, så kan hun sno alle voksne og få tingene på den måde hun gerne vil have det. Dette er naturligvis helt og delvist bevidst alt efter omgivelserne.

Det jeg nok mest er på udkig efter, det er ganske almindelige opdragelsesmæssige metoder, som man kan bruge på en 5-6 årig, hun er lidt senere udviklet end hendes alder. Hun bruger i forvejen stole metoden som er rigtig god til hende, så hun kan få en pause. Hun vælger tit selv at tage pauserne inden hun ryger op i det røde felt. Så hun er bevidst om at hun blir sur og hvad hun kan gøre selv for at forhindre det.

Hvis du har nogle metoder som du af erfaring har fundet ud af virker på en del børn, så må du meget gerne involvere mig i dem, vi mangler nye metoder som vi kan gøre brug af. Vi håber at finde lige præcis det specifikke udgangspunkt som vi kan bruge for at tøjle hendes syndrom, såvel som hendes almindelige lillepigeopførsel

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar

Jeg vil også her lige skynde mig at understrege, at min bonusdatter ikke er autist. Hun har et syndrom, med en snert af autisme i sig. Hun har mange andre komplikationer rent fysisk, men hun er tæt på 'normalen' rent kognitivt.

Når du skriver at hun for dig virker utryg, så tror jeg ikke du er forkert på den. Men jeg tror ikke hun er utryg ved at være hos os, men tænker mere at det så muligvis kunne komme af vores lidt uforudsigelige weekender. For vi har 3 børn i de weekender der skal tilgodeses og vi kan ikke altid planlægge alt. Vi gør meget ud af at forberede hende. I ALT!! "Lige om lidt skal vi det og det. Når vi er færdige med det, så skal vi et". Og det kan hun godt forholde sig til. Hvor en autist nok skl have korte konkrete beskeder, så kan hun godt forstå de længere beskeder. Og når vi så har fortalt hende at det er sådan, så bryder hendes verden sammen når det ikke blir på den måde. Så det prøver vi naturligvis at undgå.

Vi har en meget bred forståelse for hendes syndrom. Vi har, sammen med hendes mor og den familie, været på kursus i netop hendes specifikke syndrom. Vi fik en kæmpe forståelse for den og vi har i den forbindelse bedt om de pictogrammer som hendes børnehave benytter, netop så vi kan gøre weekenderne mere visuelt overskuelig med genkendelige billeder. Og forhåbentlig undgå konflikter.

Men PÅ TRODS af alt det her, så er det meget vigtigt at huske, at hun rent kognitivt er meget nærværende. Hun har fået taget en psykologisk test, som viser at hun er ret tæt på normalen og derfor er det jeg netop ønsker råd og vejledning. For det er UTROLIG svært at hamle op med en 6 årig pige, som hele tiden tester, drejer og pforsøger at manipulere (helt og delvist bevidst), samtidig med at hun har en udholdenhed, en vilje og en stædighed som jeg aldrig har oplevet før!! Selv børnehaven, som er en specialbørnehave, står i vanskeligheder og løber tør for ideer til at tackle hende. Vi prøver hele tiden nye ting og pædagogiske metoder af, men lige så snart hun regner dem ud (der kommer den autistiske snert op i hende), så vender hun det til sin fordel og styrer showet. Og så skal man forsøge noget nyt.

Så jeg giver dig helt ret, den autistiske del er rigtig rigtig krævende, men alt det andet spiller også utrolig meget ind. Men jeg kan ikke beskrive det her, for det er så kompliceret. Og derfor efterlyser jeg ganske almindelige opdragelsesmæssige metoder, som man evt kan forsøge sig med. For rent kognitivt kan hun sagtens opdrages, hun skal bare have de rette rammer for det i første omgang. Men dem har hun både her, i børnehaven og derhjemme.

Jeg er glad for at du tog dig tid til at svare, jeg er glad for at du havde lyst til at involvere dig ved at fortælle om din søn Jeg er sikker på at din hverdag også kan være utrolig krævende, men det lyder som om du ved hvad han har brug for

må man spørge om hvilke problamtikker hun så har ud over??

det lyder til i har det rigtigt svært ud fra hvordan du beskriver..  men en ting undre mig nu lidt.. hvis tingene nu virker i starten hvorfor så ændre på dem fordi de ikke virker efter en periode?? det er her jeg tænker det er vigtigt at holde fast så hun ved hvad hun har at forholde sig til.. ved at lave ændringer og prøve noget nyt skal hun starte forfra og bliver kun endnu mere forvirret..

jeg tror det er en sund løsning i har valgt at bruge de samme ting som børnehaven.. gør det så ens som muligt for hende alle de steder hun opholder sig..

men forstår udemærket din bekymring..

jeg kan nu læse at i gør rigtig meget for den lille pige og i rigtigt gerne vil hende.. men det er svært når man ikke forstår hvad der sker inde i hende og hvorfor hun gør som hun gør..

håber inderligt det lykkedes for jer kæmpe