Grænse for at redde for tidligt fødte?

synes heller ikke der skulle være en grænse....

men jeg er sådan lidt med den sen abort... der må være en grund til MD scanningen ligger i uge 20 og ikke før...

hvis de der kan se den er helt gal- så ville jeg også vælge en abort- selvom det ville blive hårdt.. men jeg er nok også farvet af mit arbejde..(JEG ARBEJDER MED HANDICAPPEDE BØRN)

Mumto3 skriver:

Det er en rigtig rigtig svær diskussion fordi den er så følelsesladet. Alle ønsker vi at vores børn skal reddes. Alle os som kender nogen tæt på der har født for tidligt og hvor barnet blev reddet kan ikke holde tanken ud om at det barn skulle gå til grunde fordi lovgivningen siger at det ikke må reddes, MEN alle disse følelser må ikke holde os fra at tage stilling.

Kan vi dømme over anders liv? Hvornår er et liv værd at leve? Mange (de aller fleste fatkisk) vælger en abort, hvis de får at vide at deres barn lider af downs eller er stærkt fysisk handicappet. Hvorfor er det i orden at dømme deres liv uønskede, men at vi ikke må dømme et foster født i uge 22 eller 23  og som måske vejer det samme som en ½ liter mælk, og som vi ved at de højst sandsynligt vil få følger af at være så små og komme så tidligt ud? Der findes solskinshistorier, og dem klynger vi os til, og håber at alle børn må være en solskinshisotire, men sådan er virkeligheden bare ikke. Skal vi bare lukke øjenen for de ulykker der også kan følge med ved at redde ekstremt for tidligt fødte børn?

 

Det er muligt jeg ikke læser dit indlæg korrekt, så ret mig gerne, men tænker at de to "scenarier", du lister her, er forskellige på den måde, at når et foster diagnosticeres med Downs eller svære handicap, så er det forældrene, der tager beslutningen om at afbryde graviditeten i samråd med lægen - i den her sag, vil man lovgive om det, så beslutningen tages ud af hænderne på lægen og forældre.

Jeg er enig i, at der skal tages stilling, men jeg synes ikke at der skal tages stilling fra politisk side via lovgivning. Det må være op til de læger, der er specialiserede i alt for tidligt fødte, at vurdere fra sag til sag, og hvornår behandlingen evt. bør stoppe.

I takt med at lægevidenskaben bliver klogere på tingene, vil man kunne redde flere og flere - og mindske senfølgerne, men vi er helt enige om, at det lige nu er ganske få, der overlever uden følger at komme ud i uge 23-24.

Mht. abort tænker jeg også at den øvre grænse skal vurderes løbende, da videnskaben (forhåbentlig) bliver bedre og bedre til at fange tingene tidligere, og dermed kan skabe et større gab mellem den øvre abortgrænse og den nedre frist for at kunne redde en for tidlig født.

celkt skriver:

jeg mener, at forældrene må tage det ansvar på sig, det er at bestemme om man skal kæmpe for et barn i uge 22-24. Jeg tror næsten ikke, man kan lade være med at prøve, men man må være klar over risiciene. Jeg kan sagtens sige nu, at jeg måske ikke ville prøve at redde mit barn hvis det var så for tidligt født, af hensyn til barnets senere livskvalitet, men jeg tvivler på, at det ville forholde sig sådan i virkeligheden. Men at det også er for forældrenes egen skyld, og ikke kun for barnet, er der vist ikke nogen diskussion om.

Derimod kan jeg ikke se, hvordan læger kan lade være med at prøve at redde det barn, hvis ikke forældrene udtrykkeligt beder dem lade være- De aflægger jo løfte om at redde liv for enhverv pris, og det må vel også gælde liv født i uge 23 f.eks.

Jeg fødte i uge 24, og jeg er i dag glad for at det var lægerne der tog beslutningerne. Hvis det kun havde stået til os, havde vi jo sagt at de skulle gøre alt i deres magt for at redde ham, handicappet eller ej. De tog så vurderingerne udfra ham og hans vilje, og de sagde op til flere gange i perioden på sygehuset at nu ville de altså ikke gøre mere mod den lille krop. Dog var vi så heldige at få et lille mirakel og en fighter af en dreng, så alle tre gange hvor de sagde at nu var det nok, så gav han dem lige et tegn på at han var altså ikke klar til at sige farvel til os og livet

Jeg mener heller ik at der ska være nogen grænse, men at det ska være op til lægernene at vurdere fra barn til barn. De ska gøre deres bedste, både for barnet, men også i form af info til forældre. Var i for tidlig født mødregruppe med en pige der ved fødslen, vejede det samme som 2 pakker smør. På det tidspunkt var hun vist den mindste baby i dk der havde overlevet. Hun var lidt lille for en på 2 år, men fungeret ellers rigtig godt. Til dagligt arbejder jeg også med handicappet børn, og vil lige sige at mange af de børn er fødsels skadet, så man har jo desvære aldrig nogen garanti for at få et normalt barn! De er bare de dejligste børn nogensinde og så lives bekraftende! vh stine

signe. skriver:

Jeg fødte i uge 24, og jeg er i dag glad for at det var lægerne der tog beslutningerne. Hvis det kun havde stået til os, havde vi jo sagt at de skulle gøre alt i deres magt for at redde ham, handicappet eller ej. De tog så vurderingerne udfra ham og hans vilje, og de sagde op til flere gange i perioden på sygehuset at nu ville de altså ikke gøre mere mod den lille krop. Dog var vi så heldige at få et lille mirakel og en fighter af en dreng, så alle tre gange hvor de sagde at nu var det nok, så gav han dem lige et tegn på at han var altså ikke klar til at sige farvel til os og livet

ej sikke en lille fighter du har, har du en blog hvor man kan læse hele beretningen? vil vildt gerne hører hele historien

muzen skriver:

ej sikke en lille fighter du har, har du en blog hvor man kan læse hele beretningen? vil vildt gerne hører hele historien

Ja det har jeg. Bloggen omhandler dog ikke lige den situation, men så meget andet. Der er en fane inde på bloggen der hedder for tidligt fødte, der er vores beretning

www.signehejlesen.blogspot.com

Jeg mener at man skal gøre forsøg på at redde i samråd mellem forældre og læger. Så længe de kan forsvare det etisk og moralsk, så er der ikkeen fastlagt alder, der skal være dømmende.