Det var ikke sådan det skulle være! (Langt, undskyld)

dorthemus skriver:

Ugelod = ugeplan....dumme iPhone

og det med ugeplan er jo blot som en start til at komme ind i det huslige igen og få en rutine så kan man smide den ud senere. kender et par hvor det har virket

mor:) skriver:

<br /><br /><p> jeg ville synes det var ærgeligt efter kun 3 måneder. og ja mange kvinder er &quot;mor&quot; for deres kærester, men de vælger de selv, så må de jo stoppe og se om det hjælper. synes i hvert fald at 3 måneder er for hurtigt at give op...især når hun selv siger at hun elsker manden.</p>

Helt enig, men nu giver hun jo heller ikke op. Hun har taget snakken mange gange uden det hjælper og han respekterer hende tydeligvis ikke. Men ja så må hun leve med det

mor:) skriver:

<br /><br /><p> og det med ugeplan er jo blot som en start til at komme ind i det huslige igen og få en rutine så kan man smide den ud senere. kender et par hvor det har virket<img src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12400.p ng" border="0" align="absmiddle" class="ForumLinkedImage"/></p>

Ja jeg synes altså det er problematisk at skulle derud, men vi behøver heller ikke være enige Jeg vil personligt ikke være i er forhold hvor det ikke er en selvfølge at man deles om de huslige pligter.

dorthemus skriver:

Ja jeg synes altså det er problematisk at skulle derud, men vi behøver heller ikke være enige Jeg vil personligt ikke være i er forhold hvor det ikke er en selvfølge at man deles om de huslige pligter.

nej det syne jeg da heller ikke man skal. Men tænker lidt at det vel også har været sådan før baby kom og nå men nu har fået en baby må man kæmpe lidt for at få det til at fungere. og lykkes det ikke, jamen så har man da forsøgt.

Anonym skriver:

Jeg er fyldt med vrede og frustrationer, og de må ud. Jeg ved godt hvad svaret vil være. "Gå fra ham" eller "tal med ham". Først er udelukket, nummer 2 er forsøgt. Og jeg er bare så træt af at være vred.

Vi fik et barn for en 3 måneders tid siden. Inden da havde det længe været et problem, at han ikke hjalp i det huslige, og vi talte om det ofte og så igen. Den sidste tid af min barsel var jeg dog meget huslig selv, fordi han arbejdede hårdt og jeg gik hjemme. Gjorde det hver dag klart, at han IKKE skulle vænne sig til det, for så nemt ville han ikke få det, når baby kom.

Siden vi fik den lille, har vi igen og igen ahft snakken om det huslige. Jeg gør rent, ordner køkken og vasker op. Jeg laver aftensmad hver aften, og jeg rydder op og vasker tøj. Hvad gør han? Sådan set ikke en skid! Efter vores seneste snak er han bleve lidt bedre til af og til at tømme opvaskemaskinen og sådan, men det er fandme ikke meget.

Det er også mig, der har vores barn det meste af tiden. Han spørger aldrig, om han skal tage hende - Han tager hende kun, hvis jeg spørger, og hun får som regel ikke hans fulde opmærksomhed, mest hvis jeg er efter ham med det. For han spiller Xbox, og han gør det meget. Faktisk spiller og spiller og spiller han! I hverdagene arbejder han meget så der kan han ikke, men når weekenden kommer sidder han klistret til skærmen nonstop. Om så det er spil på xbox, PC eller mobil, og jeg synes det er så topnederen! For så sidder han med hende på skødet og kigger. Og hun ELSKER at se på TVet, fordi der er farver og det bevæger sig, så han forsvarer sig med "Hun kan jo godt lide det!" Og ja, det kan da meget vel være, men hun er ikke så gammel, hun skal ikke være fjernsynsnarkoman! Hun skal have menneskelig kontakt! Self. skal hun også kunne passe sig selv af og til på legetæppet, men hun skal ikke sidde og glo på en skærm hver gang han har hende.

Og hvis hun græder, mens han har hende? Ja så er det HELT sikkert fordi hun er sulten! Hvis jeg så siger hun næsten lige er spist, og formentlig er overstimuleret og har brug for ro, så bliver han ved med at hun er sulten. - Så slipper han jo for at tage sig af det, for jeg ammer. Og hvis jeg så overgiver mig og ligger hende til, selvom hun næsten lige har spist, og hun så sutter, siger han: "Se selv" - Men helt ærligt, uanset hvornår jeg ligger hende til brystet sutter hun jo! Det er sutterefleks og hyggesut, det er ikke nødvendigvis sult.

Jeg er bare så ked af, at jeg er alenemor. Jeg er ked af, at han opfører sig som om vores datter er en pligt, og jeg er ked af han ikke siger: "Åh skat, skal jeg ikke lige tage hende, så hende og jeg kan hygge sammen?"

Nu har han haft lang ferie, og han har spillet dagene væk. Jeg har fortsat lavet aftensmad hver aften, og har flere gange også lavet varm morgenmad. Da jeg en morgen spurgte om han ikke ville lave havregrød til os, fordi jeg skulle amme inden vi skulle ud af døren, var han SÅ træls! Ej, det GAD han bare ikke, og så ville han bare lade være at spise noget, og han synes bare dte var træls at lave den grød. Han fik at vide hvor møgforkælet og utaknemmelig han var, fordi jeg er så sød at lave mad til ham HVER dag, og så gad han ikke en gang EN gang! Han gjorde det dog under meget brok.

Det samme i går da jeg bad ham lave aftensmaden. Det foregik ikke uden en masse suk, brok og trælse kommentarer. Hold kæft han er utaknemmelig!

Jeg bekymrer mig for vores forhold. Jeg vil ikke gå fra ham, for jeg elsker jo den han er. Den søde, kærlige fyr. Men jeg er træt af alle disse problemer. Jeg er træt af det ikke hjælper at snakke om det. Jeg er træt af han bliver sur og går i forsvar, når jeg bringer det op. Jeg vil være glad! Jeg vil ikke være efter ham hver dga, føle jeg skal holde øje når han er sammen med vores barn for at sikre hun får kontakt. Jeg vil ikke være frustreret over at gøre alt.

Hvad skal jeg gøre, når det ikke er muligt at gå fra manden jeg elsker? 

Øv, en træls situation du er i, men tror nu at du selv har sat dig i den, desværre...

Du gør alt, han gør intet, og sådan får det åbenbart lov til at være.. Jeg mener, når han ikke fatter at han skal hjæpe til derhjemme, eller ikke er taknemmelig for det du gør, så må han jo undvære servicen..?? Prøv at lade være med at vaske hans tøj og tage hans opvask, så kan han se hvor heldig han er, at du gør det for ham, og hvor hårdt det faktisk er, at holde et hus/lejlighed, passse et barn og alt det andet samtidig!! Tror han er typen der ikke ved hvad han har, før det er væk... Måske er det en løsning at du decideret kommer og spørg på en pæn måde "vil du ikke lige hjælpe mig det her", og så kan I måske gøre tingene sammen - det er nemmere når man er 2

Mht. til hans kontakt til jeres datter, så tror jeg det er mest uvidenhed fra hans side.. Nu ved jeg ikke hvor gammel han er, men han virker meget ung.... Men har hørt og læst om mange fædre, som bare sidder passivt med barnet og fx ser tv eller lign.
 Som andre har skrevet, så prøv at vær sammen alle 3, så han kan "lære" fra dig og se hvad du gør med hende... Og ja, ROS ham når han gør noget godt!!! Altså ros ham gennem jeres datter "Prøv at se hvor hun stråler når hun ser sin far!" Så får han en følelse af, at han er "noget værd"....

Har du forresten prøvet at spørge ind til, hvorfor han ikke hjælper til derhjemme..? Og hvad er hans svar?

Det kan godt være du elsker ham, men nogle gange er kærlighed bare IKKE nok! Det oplevede jeg selv med min ekskæreste, som jeg også elskede, da jeg fandt ud af jeg blev nødt til at gå fra ham, da han heller aldrig hjalp med en skid, og ingen opmærksomhed gav mig, ikke overholdte aftaler mm.

Du fortjener SÅÅÅÅ meget en sød fyr, som viser mere omsorg for jer begge, og er der noget mere for dig/jer. Hvis den kæreste du har nu, ikke engang gider lave et enkelt måltid mad til dig, så har han vitterligt SLET ikke fortjent dig!

Prøv at lav en liste over de gode ting, og de dårlige ting, ved ham og jeres forhold til hinanden. Det var det jeg gjorde dengang. Det eneste jeg havde på "den gode side" var at jeg ikke var alene. Men så opdagede jeg jo at jeg ALLIGEVEL var alene om det hele, og så smuttede jeg, og har faktisk været lykkelig lige siden!

Kæmpe og held og lykke

Tak for jeres svar. Han er ikke meget ung relativt set. Han er i midten af tyverne.

Forsøgte at tale med ham i dag til ingen verdens nytte. I følge ham er det altid et forkert tidspunkt at tage den snak. I dag var det fordi det er sidste feriedag og han ikke var "forberedt" på snakken. Forklarede de forskellige ting stille og roligt. Men selvom han indrømmer det er en ulige arbejdsfordeling, kan han ikke se, at han er helt galt på den. Det er jo mig den er gal med, selvfølgelig. Jeg er i syv sind og grædefærdig!

For det første: Det er et meget normalt problem, det med at mændene ikke rigtigt interesserer sig for børnene når de er så små at de ikke rigtigt "kan noget". Det ændrer sig når de begynder at kunne kravle, gå, snakke. Det hjælper selvfølgelig ikke på din situation lige nu, men jeg synes bare at du skal vide det. Min mand laver også den der med at give vores søn (også 3 mdr.) til mig når han begynder at græde. Eller prøve at lægge ham til at sove selvom han næsten lige er vågnet. Det handler typisk om at mændene bliver usikre og bange for ikke at være gode nok til at trøste barnet. Min SP (og min mor) gav mig det råd at når min kæreste er sammen med mit barn, så skal jeg blande mig udenom hvordan de er sammen. Hvis min kæreste har lyst til at sidde foran computeren mens baby sidder på hans knæ eller i en skråstol ved siden af, så sker der ikke noget ved det. Baby skal nok få masser af stimulering og kontakt via mig. Det er lidt ærgerligt, men man må acceptere at manden bare ikke gør det på samme måde som én selv.

For det andet (og jeg håber ikke at du bliver fornærmet over det her): Du har valgt den her mand, og de problemer der er nu, var der også før I fik børn. Du kan ikke regne med at problemerne bare forsvinder fordi I får et barn - tværtimod bliver de ofte forstærket.

Som en anden også skriver: Du får ikke noget ud af at bebrejde, selvom jeg virkelig godt forstår at du har lyst til det. Man kommer længst ved at appellere til mænds forsørger-gen: "Jeg har brug for hjælp til at...", "det gør mig ked af det når..."

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke at det vil have nogen effekt på din kæreste. Mit råd er: Parterapi! Helt serisøt, det kan skabe mirakler at have en tredje, uvildig part til at mægle og hjælpe med kommunikationen. Hvis det ikke virker, eller hvis han ikke vil: Lav en plan hvor I deler opgaverne op. Han kan få lov til at vælge hvad han helst vil. Hvis det f.eks er hans job at lave mad og vaske op og han ikke gør det. Så skal du kun lave mad til dig selv og lade opvasken stå. Det er dybt frustrerende at se bunken tårne sig op, men vær konsekvent.

Pøj pøj med det - og selvfølgelig skal I ikke gå fra hinanden på grund af de her problemer. I skal nok finde ud af det. 

Jeg vil foreslå jer at lave en ugeplan, hvor i deler alle pligterne rimelig ligeligt. F.eks.:

Uge 1:

Ham: Støvsuge x 2, tørre støv af, vaske tøj, bade/skifte/klæde jeres datter på x ?

Dig: Handle, lave mad, vaske op, bade, lege 1 time med jeres datter x ?, putte jeres datter

Uge 2:

Ham: Handle, lave mad, vaske op, lege 1 time med jeres datter x ?,  putte jeres datter

Dig: Støvsuge x2 , tørre støv af, vaske tøj, bade/skifte/klæde jeres datter på x ? osv. 

Og så have en aftale om, at man selv bestemmer, hvornår man f.eks.  støvsuger og vasker tøj, bare det er gjort det aftalte antal gange inden ugens udgang/skiftedag, og at den anden så BLANDER SIG UDEN OM, og ikke siger "vask nu op!" o.l.!

Det kan evt. være et bud på, hordan du kan vise ham hvor meget du egentlig laver, uden at han føler du så ikke skal lave noget, eller at han skal lave alt det du ikke gider..

Og ved godt at jeres datter selvfølgelig ikke er en pligt, men det kan måske hjælpe ham i gang, at han må gøre det på hans måde uden din indblanding..

Anonym skriver:

Jeg er fyldt med vrede og frustrationer, og de må ud. Jeg ved godt hvad svaret vil være. "Gå fra ham" eller "tal med ham". Først er udelukket, nummer 2 er forsøgt. Og jeg er bare så træt af at være vred.

Vi fik et barn for en 3 måneders tid siden. Inden da havde det længe været et problem, at han ikke hjalp i det huslige, og vi talte om det ofte og så igen. Den sidste tid af min barsel var jeg dog meget huslig selv, fordi han arbejdede hårdt og jeg gik hjemme. Gjorde det hver dag klart, at han IKKE skulle vænne sig til det, for så nemt ville han ikke få det, når baby kom.

Siden vi fik den lille, har vi igen og igen ahft snakken om det huslige. Jeg gør rent, ordner køkken og vasker op. Jeg laver aftensmad hver aften, og jeg rydder op og vasker tøj. Hvad gør han? Sådan set ikke en skid! Efter vores seneste snak er han bleve lidt bedre til af og til at tømme opvaskemaskinen og sådan, men det er fandme ikke meget.

Det er også mig, der har vores barn det meste af tiden. Han spørger aldrig, om han skal tage hende - Han tager hende kun, hvis jeg spørger, og hun får som regel ikke hans fulde opmærksomhed, mest hvis jeg er efter ham med det. For han spiller Xbox, og han gør det meget. Faktisk spiller og spiller og spiller han! I hverdagene arbejder han meget så der kan han ikke, men når weekenden kommer sidder han klistret til skærmen nonstop. Om så det er spil på xbox, PC eller mobil, og jeg synes det er så topnederen! For så sidder han med hende på skødet og kigger. Og hun ELSKER at se på TVet, fordi der er farver og det bevæger sig, så han forsvarer sig med "Hun kan jo godt lide det!" Og ja, det kan da meget vel være, men hun er ikke så gammel, hun skal ikke være fjernsynsnarkoman! Hun skal have menneskelig kontakt! Self. skal hun også kunne passe sig selv af og til på legetæppet, men hun skal ikke sidde og glo på en skærm hver gang han har hende.

Og hvis hun græder, mens han har hende? Ja så er det HELT sikkert fordi hun er sulten! Hvis jeg så siger hun næsten lige er spist, og formentlig er overstimuleret og har brug for ro, så bliver han ved med at hun er sulten. - Så slipper han jo for at tage sig af det, for jeg ammer. Og hvis jeg så overgiver mig og ligger hende til, selvom hun næsten lige har spist, og hun så sutter, siger han: "Se selv" - Men helt ærligt, uanset hvornår jeg ligger hende til brystet sutter hun jo! Det er sutterefleks og hyggesut, det er ikke nødvendigvis sult.

Jeg er bare så ked af, at jeg er alenemor. Jeg er ked af, at han opfører sig som om vores datter er en pligt, og jeg er ked af han ikke siger: "Åh skat, skal jeg ikke lige tage hende, så hende og jeg kan hygge sammen?"

Nu har han haft lang ferie, og han har spillet dagene væk. Jeg har fortsat lavet aftensmad hver aften, og har flere gange også lavet varm morgenmad. Da jeg en morgen spurgte om han ikke ville lave havregrød til os, fordi jeg skulle amme inden vi skulle ud af døren, var han SÅ træls! Ej, det GAD han bare ikke, og så ville han bare lade være at spise noget, og han synes bare dte var træls at lave den grød. Han fik at vide hvor møgforkælet og utaknemmelig han var, fordi jeg er så sød at lave mad til ham HVER dag, og så gad han ikke en gang EN gang! Han gjorde det dog under meget brok.

Det samme i går da jeg bad ham lave aftensmaden. Det foregik ikke uden en masse suk, brok og trælse kommentarer. Hold kæft han er utaknemmelig!

Jeg bekymrer mig for vores forhold. Jeg vil ikke gå fra ham, for jeg elsker jo den han er. Den søde, kærlige fyr. Men jeg er træt af alle disse problemer. Jeg er træt af det ikke hjælper at snakke om det. Jeg er træt af han bliver sur og går i forsvar, når jeg bringer det op. Jeg vil være glad! Jeg vil ikke være efter ham hver dga, føle jeg skal holde øje når han er sammen med vores barn for at sikre hun får kontakt. Jeg vil ikke være frustreret over at gøre alt.

Hvad skal jeg gøre, når det ikke er muligt at gå fra manden jeg elsker? 

vil starte med et  til dig.

Nej selvfølgelig skal du da ikke forlade manden du elsker, det lyder jo dumt. Hvordan var det hele inden i fik barn? var det også dig der lavede alt det huslige der? og spillede han også x-box den gang?

hvis ja så er det jo den mand du elsker, og den mand du har valg at få barn med. og du har dengang accepteret som han var. nu er der ekstra pres på dine skuldre fordi der er en lille datter su også skal tage dig af og derfor virker det hele hårdt. - det kan jeg sagtens følge dig i.

Jeg ville nok sætte mig ned med manden og sige at det med at få et barn er en ret stor mundfuld for dig og du har brug for hans hjælp, hvis han ikke er interesseret i at hjælpe må han dykke i tegnebogen til en hushjælp til rengøring og tøjvask. så du kan tage den lidt med ro.

det med kontakten med jeres datter skal nok komme. det bliver mere spændende des ældre hun bliver.

Knus