Jeg er fyldt med vrede og frustrationer, og de må ud. Jeg ved godt hvad svaret vil være. "Gå fra ham" eller "tal med ham". Først er udelukket, nummer 2 er forsøgt. Og jeg er bare så træt af at være vred.
Vi fik et barn for en 3 måneders tid siden. Inden da havde det længe været et problem, at han ikke hjalp i det huslige, og vi talte om det ofte og så igen. Den sidste tid af min barsel var jeg dog meget huslig selv, fordi han arbejdede hårdt og jeg gik hjemme. Gjorde det hver dag klart, at han IKKE skulle vænne sig til det, for så nemt ville han ikke få det, når baby kom.
Siden vi fik den lille, har vi igen og igen ahft snakken om det huslige. Jeg gør rent, ordner køkken og vasker op. Jeg laver aftensmad hver aften, og jeg rydder op og vasker tøj. Hvad gør han? Sådan set ikke en skid! Efter vores seneste snak er han bleve lidt bedre til af og til at tømme opvaskemaskinen og sådan, men det er fandme ikke meget.
Det er også mig, der har vores barn det meste af tiden. Han spørger aldrig, om han skal tage hende - Han tager hende kun, hvis jeg spørger, og hun får som regel ikke hans fulde opmærksomhed, mest hvis jeg er efter ham med det. For han spiller Xbox, og han gør det meget. Faktisk spiller og spiller og spiller han! I hverdagene arbejder han meget så der kan han ikke, men når weekenden kommer sidder han klistret til skærmen nonstop. Om så det er spil på xbox, PC eller mobil, og jeg synes det er så topnederen! For så sidder han med hende på skødet og kigger. Og hun ELSKER at se på TVet, fordi der er farver og det bevæger sig, så han forsvarer sig med "Hun kan jo godt lide det!" Og ja, det kan da meget vel være, men hun er ikke så gammel, hun skal ikke være fjernsynsnarkoman! Hun skal have menneskelig kontakt! Self. skal hun også kunne passe sig selv af og til på legetæppet, men hun skal ikke sidde og glo på en skærm hver gang han har hende.
Og hvis hun græder, mens han har hende? Ja så er det HELT sikkert fordi hun er sulten! Hvis jeg så siger hun næsten lige er spist, og formentlig er overstimuleret og har brug for ro, så bliver han ved med at hun er sulten. - Så slipper han jo for at tage sig af det, for jeg ammer. Og hvis jeg så overgiver mig og ligger hende til, selvom hun næsten lige har spist, og hun så sutter, siger han: "Se selv" - Men helt ærligt, uanset hvornår jeg ligger hende til brystet sutter hun jo! Det er sutterefleks og hyggesut, det er ikke nødvendigvis sult.
Jeg er bare så ked af, at jeg er alenemor. Jeg er ked af, at han opfører sig som om vores datter er en pligt, og jeg er ked af han ikke siger: "Åh skat, skal jeg ikke lige tage hende, så hende og jeg kan hygge sammen?"
Nu har han haft lang ferie, og han har spillet dagene væk. Jeg har fortsat lavet aftensmad hver aften, og har flere gange også lavet varm morgenmad. Da jeg en morgen spurgte om han ikke ville lave havregrød til os, fordi jeg skulle amme inden vi skulle ud af døren, var han SÅ træls! Ej, det GAD han bare ikke, og så ville han bare lade være at spise noget, og han synes bare dte var træls at lave den grød. Han fik at vide hvor møgforkælet og utaknemmelig han var, fordi jeg er så sød at lave mad til ham HVER dag, og så gad han ikke en gang EN gang! Han gjorde det dog under meget brok.
Det samme i går da jeg bad ham lave aftensmaden. Det foregik ikke uden en masse suk, brok og trælse kommentarer. Hold kæft han er utaknemmelig!
Jeg bekymrer mig for vores forhold. Jeg vil ikke gå fra ham, for jeg elsker jo den han er. Den søde, kærlige fyr. Men jeg er træt af alle disse problemer. Jeg er træt af det ikke hjælper at snakke om det. Jeg er træt af han bliver sur og går i forsvar, når jeg bringer det op. Jeg vil være glad! Jeg vil ikke være efter ham hver dga, føle jeg skal holde øje når han er sammen med vores barn for at sikre hun får kontakt. Jeg vil ikke være frustreret over at gøre alt.
Hvad skal jeg gøre, når det ikke er muligt at gå fra manden jeg elsker?
