Anonym skriver:
Hej ladies.
Jeg ved ikke om jeg har lagt dette emne ind det rigtige sted, men nu prøver jeg alligevel.
Jeg er en kvinde i starten af 20'erne der har haft en ret så grusom opvækst, hos forældre der var alkoholikere.
Mit liv har været er kaos, jeg har troet at jeg har kunne klare mig igennem livet, som om ingenting var sket, men nej, sådan skulle det åbenbart ikke gå!
Jeg er selv blevet mor til det smukkeste lille væsen, og jeg er bare så fandens bange for at min smukke unges liv skal gå hen og blive et kaos, selvom jeg VED at det ikke kommer til at ske, nogen ting har printet sig ind på mit hovede fra min barndom, og det er der mange mennesker der mener er et minus for mit barn! (Kommunen + få private).
Nogen af jer vil nok kunne gætte hvem jeg er, men dette er en meget følsom ting for mig, så jeg vil gerne forblive ano.
Sommeren år 2010, jeg var gravid og havde termin i aug, hele min graviditet igennem var jeg til møder på kommunen, jeg var til samtaler med psykologer og diverse psykiatere pga min opvækst.
Kommunen mente ikke at jeg kunne tage mig af mit barn, så derfor røg vi på observationsshjem 2 dage efter fødslen af min smukke unge.
Det var starten på et langt ophold, som tærede på mit sind og psyke de første 3 måneder!
Jeg kunne ikke give mit barn omsorg, jeg kunne ikke give mit barn kærlighed, jeg kunne ikke sætte mine egne behov til side MENTE kommunen, fordi jeg aldrig selv har fået det et barn har behov for og se, det er der min følsomme side kommer frem!
Jeg KAN IKKE LEVE med det i mine tanker, så endelig har jeg fået taget mig sammen og skal have snakket min fortid igennem med en psykolog, da jeg ikke kan klare mig igennem livet med tankerne i mit hovede.
Nogen ting jeg kan huske fra min barndom er følgene:
- Ophold med børnehjem med mine 6 søskende (fordi min mor lå og sov brændert ud.
- Jeg har boet i plejefamilie i 10 år af mit liv. (fra 6-16år)
- Min mor vækkede hele huset på hverdage fordi hun manglede smøger og sprut, ja, det blev vi sendt ud efter i en alder af ca. 10år.
- Min mor lå fordrejet på en madras, helt væk på piller.
- Jeg kom hjem for første gang, helt fordrukken lige efter min 13års fødselsdag, jeg havde ingen regler, jeg har levet mit eget liv, været mor for mig selv.
Der er så mange flere ting jeg har lyst til at dele med jer, men ligenu løber tårene ned af kinderne, så det må være tid til at stoppe fortællingen. 
I må endelig gerne spørge ind til det, hvis der er mere i vil vide.
Men, er det mig der er forkert på den, er det mig der laver en fejl med at tage til psykolog??
