Dum opvækst - Nu voksen.

Hej ladies.

Jeg ved ikke om jeg har lagt dette emne ind det rigtige sted, men nu prøver jeg alligevel.

Jeg er en kvinde i starten af 20'erne der har haft en ret så grusom opvækst, hos forældre der var alkoholikere.

Mit liv har været er kaos, jeg har troet at jeg har kunne klare mig igennem livet, som om ingenting var sket, men nej, sådan skulle det åbenbart ikke gå! 

Jeg er selv blevet mor til det smukkeste lille væsen, og jeg er bare så fandens bange for at min smukke unges liv skal gå hen og blive et kaos, selvom jeg VED at det ikke kommer til at ske, nogen ting har printet sig ind på mit hovede fra min barndom, og det er der mange mennesker der mener er et minus for mit barn! (Kommunen + få private). 

Nogen af jer vil nok kunne gætte hvem jeg er, men dette er en meget følsom ting for mig, så jeg vil gerne forblive ano. 

Sommeren år 2010, jeg var gravid og havde termin i aug, hele min graviditet igennem var jeg til møder på kommunen, jeg var til samtaler med psykologer og diverse psykiatere pga min opvækst.

Kommunen mente ikke at jeg kunne tage mig af mit barn, så derfor røg vi på observationsshjem 2 dage efter fødslen af min smukke unge. 

Det var starten på et langt ophold, som tærede på mit sind og psyke de første 3 måneder! 

Jeg kunne ikke give mit barn omsorg, jeg kunne ikke give mit barn kærlighed, jeg kunne ikke sætte mine egne behov til side MENTE kommunen, fordi jeg aldrig selv har fået det et barn har behov for og se, det er der min følsomme side kommer frem!

Jeg KAN IKKE LEVE med det i mine tanker, så endelig har jeg fået taget mig sammen og skal have snakket min fortid igennem med en psykolog, da jeg ikke kan klare mig igennem livet med tankerne i mit hovede.

Nogen ting jeg kan huske fra min barndom er følgene: 

• Ophold med børnehjem med mine 6 søskende (fordi min mor lå og sov brændert ud.

• Jeg har boet i plejefamilie i 10 år af mit liv. (fra 6-16år) 

• Min mor vækkede hele huset på hverdage fordi hun manglede smøger og sprut, ja, det blev vi sendt ud efter i en alder af ca. 10år.

• Min mor lå fordrejet på en madras, helt væk på piller.

• Jeg kom hjem for første gang, helt fordrukken lige efter min 13års fødselsdag, jeg havde ingen regler, jeg har levet mit eget liv, været mor for mig selv.

Der er så mange flere ting jeg har lyst til at dele med jer, men ligenu løber tårene ned af kinderne, så det må være tid til at stoppe fortællingen. 

I må endelig gerne spørge ind til det, hvis der er mere i vil vide.

Men, er det mig der er forkert på den, er det mig der laver en fejl med at tage til psykolog?? 

Anonym skriver:

Hej ladies.

Jeg ved ikke om jeg har lagt dette emne ind det rigtige sted, men nu prøver jeg alligevel.

Jeg er en kvinde i starten af 20'erne der har haft en ret så grusom opvækst, hos forældre der var alkoholikere.

Mit liv har været er kaos, jeg har troet at jeg har kunne klare mig igennem livet, som om ingenting var sket, men nej, sådan skulle det åbenbart ikke gå! 

Jeg er selv blevet mor til det smukkeste lille væsen, og jeg er bare så fandens bange for at min smukke unges liv skal gå hen og blive et kaos, selvom jeg VED at det ikke kommer til at ske, nogen ting har printet sig ind på mit hovede fra min barndom, og det er der mange mennesker der mener er et minus for mit barn! (Kommunen + få private). 

Nogen af jer vil nok kunne gætte hvem jeg er, men dette er en meget følsom ting for mig, så jeg vil gerne forblive ano. 

Sommeren år 2010, jeg var gravid og havde termin i aug, hele min graviditet igennem var jeg til møder på kommunen, jeg var til samtaler med psykologer og diverse psykiatere pga min opvækst.

Kommunen mente ikke at jeg kunne tage mig af mit barn, så derfor røg vi på observationsshjem 2 dage efter fødslen af min smukke unge. 

Det var starten på et langt ophold, som tærede på mit sind og psyke de første 3 måneder! 

Jeg kunne ikke give mit barn omsorg, jeg kunne ikke give mit barn kærlighed, jeg kunne ikke sætte mine egne behov til side MENTE kommunen, fordi jeg aldrig selv har fået det et barn har behov for og se, det er der min følsomme side kommer frem!

Jeg KAN IKKE LEVE med det i mine tanker, så endelig har jeg fået taget mig sammen og skal have snakket min fortid igennem med en psykolog, da jeg ikke kan klare mig igennem livet med tankerne i mit hovede.

Nogen ting jeg kan huske fra min barndom er følgene: 

• Ophold med børnehjem med mine 6 søskende (fordi min mor lå og sov brændert ud.

• Jeg har boet i plejefamilie i 10 år af mit liv. (fra 6-16år) 

• Min mor vækkede hele huset på hverdage fordi hun manglede smøger og sprut, ja, det blev vi sendt ud efter i en alder af ca. 10år.

• Min mor lå fordrejet på en madras, helt væk på piller.

• Jeg kom hjem for første gang, helt fordrukken lige efter min 13års fødselsdag, jeg havde ingen regler, jeg har levet mit eget liv, været mor for mig selv.

Der er så mange flere ting jeg har lyst til at dele med jer, men ligenu løber tårene ned af kinderne, så det må være tid til at stoppe fortællingen. 

I må endelig gerne spørge ind til det, hvis der er mere i vil vide.

Men, er det mig der er forkert på den, er det mig der laver en fejl med at tage til psykolog?? 

jeg synes det er rigtig stort af dig at tage til en psykolog....du viser at du er  i stand til at arbejde med dig selv og det vil kun gavne dit lille væsen derhjemme....

men selvom man har haft en dårlig opvækst KAN MAN GODT VÆRE EN GOD MOR det er jeg et levende bevis på.....så go for it ..du skal nok klare det.....

eliasogmor skriver:

jeg synes det er rigtig stort af dig at tage til en psykolog....du viser at du er  i stand til at arbejde med dig selv og det vil kun gavne dit lille væsen derhjemme....

men selvom man har haft en dårlig opvækst KAN MAN GODT VÆRE EN GOD MOR det er jeg et levende bevis på.....så go for it ..du skal nok klare det.....

Tak for dit svar.

Jeg har aldrig kunne snakke om dette emne, derfor er det ikke blevet gjort noget før, men jeg måtte indse at jeg har brug for hjælp. 

Jeg glæder mig til at se om det fungere med en psykolog, det kunne være så skønt ikke at rende rundt og have skyldfølelse over noget som ikke er min egen skyld. 

Anonym skriver:

Hej ladies.

Jeg ved ikke om jeg har lagt dette emne ind det rigtige sted, men nu prøver jeg alligevel.

Jeg er en kvinde i starten af 20'erne der har haft en ret så grusom opvækst, hos forældre der var alkoholikere.

Mit liv har været er kaos, jeg har troet at jeg har kunne klare mig igennem livet, som om ingenting var sket, men nej, sådan skulle det åbenbart ikke gå! 

Jeg er selv blevet mor til det smukkeste lille væsen, og jeg er bare så fandens bange for at min smukke unges liv skal gå hen og blive et kaos, selvom jeg VED at det ikke kommer til at ske, nogen ting har printet sig ind på mit hovede fra min barndom, og det er der mange mennesker der mener er et minus for mit barn! (Kommunen + få private). 

Nogen af jer vil nok kunne gætte hvem jeg er, men dette er en meget følsom ting for mig, så jeg vil gerne forblive ano. 

Sommeren år 2010, jeg var gravid og havde termin i aug, hele min graviditet igennem var jeg til møder på kommunen, jeg var til samtaler med psykologer og diverse psykiatere pga min opvækst.

Kommunen mente ikke at jeg kunne tage mig af mit barn, så derfor røg vi på observationsshjem 2 dage efter fødslen af min smukke unge. 

Det var starten på et langt ophold, som tærede på mit sind og psyke de første 3 måneder! 

Jeg kunne ikke give mit barn omsorg, jeg kunne ikke give mit barn kærlighed, jeg kunne ikke sætte mine egne behov til side MENTE kommunen, fordi jeg aldrig selv har fået det et barn har behov for og se, det er der min følsomme side kommer frem!

Jeg KAN IKKE LEVE med det i mine tanker, så endelig har jeg fået taget mig sammen og skal have snakket min fortid igennem med en psykolog, da jeg ikke kan klare mig igennem livet med tankerne i mit hovede.

Nogen ting jeg kan huske fra min barndom er følgene: 

• Ophold med børnehjem med mine 6 søskende (fordi min mor lå og sov brændert ud.

• Jeg har boet i plejefamilie i 10 år af mit liv. (fra 6-16år) 

• Min mor vækkede hele huset på hverdage fordi hun manglede smøger og sprut, ja, det blev vi sendt ud efter i en alder af ca. 10år.

• Min mor lå fordrejet på en madras, helt væk på piller.

• Jeg kom hjem for første gang, helt fordrukken lige efter min 13års fødselsdag, jeg havde ingen regler, jeg har levet mit eget liv, været mor for mig selv.

Der er så mange flere ting jeg har lyst til at dele med jer, men ligenu løber tårene ned af kinderne, så det må være tid til at stoppe fortællingen. 

I må endelig gerne spørge ind til det, hvis der er mere i vil vide.

Men, er det mig der er forkert på den, er det mig der laver en fejl med at tage til psykolog?? 

Din opvækst lyder meget hen af min, og du gør INTET forkert!

Du gør netop det helt rigtige.

Det er rigtigt hårdt at åbne op for det hele igen, men det hjælper at der er en til at lytte.

Tingene vil du aldrig kunne glemme, men du vil få hjælp til at putte det i de rigtige kasser, sådan at du kan styre og håndtere alle de tanker der følger med.

Du er velkommen til at skrive til mig, for at snakke, læsse af, eller andet hvis du har brug for det

Kram til dig

http://miniministeren.blogspot.com/

Anonym skriver:

Hej ladies.

Jeg ved ikke om jeg har lagt dette emne ind det rigtige sted, men nu prøver jeg alligevel.

Jeg er en kvinde i starten af 20'erne der har haft en ret så grusom opvækst, hos forældre der var alkoholikere.

Mit liv har været er kaos, jeg har troet at jeg har kunne klare mig igennem livet, som om ingenting var sket, men nej, sådan skulle det åbenbart ikke gå! 

Jeg er selv blevet mor til det smukkeste lille væsen, og jeg er bare så fandens bange for at min smukke unges liv skal gå hen og blive et kaos, selvom jeg VED at det ikke kommer til at ske, nogen ting har printet sig ind på mit hovede fra min barndom, og det er der mange mennesker der mener er et minus for mit barn! (Kommunen + få private). 

Nogen af jer vil nok kunne gætte hvem jeg er, men dette er en meget følsom ting for mig, så jeg vil gerne forblive ano. 

Sommeren år 2010, jeg var gravid og havde termin i aug, hele min graviditet igennem var jeg til møder på kommunen, jeg var til samtaler med psykologer og diverse psykiatere pga min opvækst.

Kommunen mente ikke at jeg kunne tage mig af mit barn, så derfor røg vi på observationsshjem 2 dage efter fødslen af min smukke unge. 

Det var starten på et langt ophold, som tærede på mit sind og psyke de første 3 måneder! 

Jeg kunne ikke give mit barn omsorg, jeg kunne ikke give mit barn kærlighed, jeg kunne ikke sætte mine egne behov til side MENTE kommunen, fordi jeg aldrig selv har fået det et barn har behov for og se, det er der min følsomme side kommer frem!

Jeg KAN IKKE LEVE med det i mine tanker, så endelig har jeg fået taget mig sammen og skal have snakket min fortid igennem med en psykolog, da jeg ikke kan klare mig igennem livet med tankerne i mit hovede.

Nogen ting jeg kan huske fra min barndom er følgene: 

• Ophold med børnehjem med mine 6 søskende (fordi min mor lå og sov brændert ud.

• Jeg har boet i plejefamilie i 10 år af mit liv. (fra 6-16år) 

• Min mor vækkede hele huset på hverdage fordi hun manglede smøger og sprut, ja, det blev vi sendt ud efter i en alder af ca. 10år.

• Min mor lå fordrejet på en madras, helt væk på piller.

• Jeg kom hjem for første gang, helt fordrukken lige efter min 13års fødselsdag, jeg havde ingen regler, jeg har levet mit eget liv, været mor for mig selv.

Der er så mange flere ting jeg har lyst til at dele med jer, men ligenu løber tårene ned af kinderne, så det må være tid til at stoppe fortællingen. 

I må endelig gerne spørge ind til det, hvis der er mere i vil vide.

Men, er det mig der er forkert på den, er det mig der laver en fejl med at tage til psykolog?? 

Det er KUN godt og ansvarligt at du tager til psykolog.. Efter den omgang du har været igennem så har du nok en del der sidder fast derinde Du viser kun at du tager det fulde ansvar og vil gøre alt for at dit barn kan få en psykosisk okay mor..

Du får et kram og et til din datter 

.!!

Sikker på du en god mor..

numsefisk skriver:

Din opvækst lyder meget hen af min, og du gør INTET forkert!

Du gør netop det helt rigtige.

Det er rigtigt hårdt at åbne op for det hele igen, men det hjælper at der er en til at lytte.

Tingene vil du aldrig kunne glemme, men du vil få hjælp til at putte det i de rigtige kasser, sådan at du kan styre og håndtere alle de tanker der følger med.

Du er velkommen til at skrive til mig, for at snakke, læsse af, eller andet hvis du har brug for det

Kram til dig

Det er dejligt at jeg ikke er den eneste med denne fortid, hvis du forstår, jeg føler mig mutters alene med det. Som om jeg er den eneste i verden der har det sådan, selvom det jo langt fra er sådan. 

Jeg skal nok skrive hvis jeg føler behov for det, og mange tak, men jeg har det bedst med at være ano lige nu, jeg er ikke klar til at springe ud og lade folk vide hvem jeg er, endnu. 

Ma-lu skriver:

Du får et kram og et til din datter 

.!!

Sikker på du en god mor..

Mange tak 

Jeg VED at jeg er en god mor, men jeg er så mange for at kommunen dømmer mig IGEN pga min opvækst, som de har gjort de sidste 2 år af mit liv. 

maria_wt skriver:

Det er KUN godt og ansvarligt at du tager til psykolog.. Efter den omgang du har været igennem så har du nok en del der sidder fast derinde Du viser kun at du tager det fulde ansvar og vil gøre alt for at dit barn kan få en psykosisk okay mor..

Tak for dit svar, det varmer! 

Der er nemlig rigtig mange ting som sidder fast derinde, noget som kommer frem i nogen forskellige situationer, det skal jeg nemlig have bearbejdet (staves?). 

Dobbelt.