Forvirret - hvornår ved man det er slut?

karina1980 skriver:

ej det synes jeg da ikke man kan sige.

alle kommer sgu i tvivl på et eller andet tidspunkt. spørgsmålet er bare hvad man vælger at gøre ved det.

blot fordi man tvivler er det sgu ikke ensbetydende med at man ikke elsker personen højt nok, det kan netop være fordi man elsker personen så højt, at man ikke selv føler sig god nok til ham/hende og så det jo ens selvværd der er skyld i man tvivler.

det andet er sgu noget fis at spytte ud

Blander mig altså lige ...

Hvis man tvivler om ens forhold, så er det fordi der er noget galt et eller andet sted - ellers ville man ikke tvivle
Og et halvt år er meget lang tid at gå og tvivle!!

Blander mig altså lige ...

Hvis man tvivler om ens forhold, så er det fordi der er noget galt et eller andet sted - ellers ville man ikke tvivle
Og et halvt år er meget lang tid at gå og tvivle!!

det synes jeg faktisk ikke det er, man går jo nok og bruger tiden på at finde ud af hvad det er man er i tvivl om.

men det selvfølgelig også lettere bare at droppe alt og så finde den næste mand i rækken, uden at finde ud af, hvorfor tvivlen opstod og om det var noget man kunne ændre på.

ingen siger at det bliver bedre med den næste mand og det gør det næppe hvis det er en selv, den er gal med.

så nej, synes bestemt ikke man kan sige at blot fordi man tvivler, så er forholdet slut, men vil godt give dig ret i at man tvivler fordi der er en mangel et sted, og den skal man finde, for måske det noget der kan løses i fælleskab

karina1980 skriver:

det synes jeg faktisk ikke det er, man går jo nok og bruger tiden på at finde ud af hvad det er man er i tvivl om.

men det selvfølgelig også lettere bare at droppe alt og så finde den næste mand i rækken, uden at finde ud af, hvorfor tvivlen opstod og om det var noget man kunne ændre på.

ingen siger at det bliver bedre med den næste mand og det gør det næppe hvis det er en selv, den er gal med.

så nej, synes bestemt ikke man kan sige at blot fordi man tvivler, så er forholdet slut, men vil godt give dig ret i at man tvivler fordi der er en mangel et sted, og den skal man finde, for måske det noget der kan løses i fælleskab

Siger heller ikke at forholdet er slut hvis man tvivler, men at der er noget galt et sted

Anonym skriver:

Hej Piger.
Jeg skriver som anonym, da jeg ikke ønsker nogen jeg kender, skal kunne gå ind og læse det.
Sagen er den, at jeg det sidste halve års tid har været i tvivl om om min kæreste virkelig er min eneste ene.
Jeg har eller aldrig været i tvivl før, men jeg føler mig fanget. Jeg føler at jeg trænger til at komme ud og leve mit liv. Jeg er 22 og det er mit første rigtige forhold - vi har været sammen i lidt over 4 år, så jeg har heller aldrig prøvet at bo alene, jeg har altid boet enten hjemme eller sammen med ham.
På en måde føler jeg lidt jeg er ved at blive kvalt og på den anden side, så får jeg en mega knude i maven ved at tænke på det, men jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er pga. trygheden, fordi jeg ikke vil miste ham, eller fordi jeg er bange for at gøre ham ked af det. Det betyder meget for mig at jeg ikke sårer ham, for jeg elsker ham, jeg er bare i tvivl om om jeg elsker ham nok

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, men det sidste lange stykke tid, har jeg haft lyst til at blive bekræftet, at gå i byen og mærke at jeg lever. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal blive i forholdet og forsøge at få det til at fungere, eller om det bare er slut og der ikke er noget at gøre

Jeg har brug for gode råd og så havde jeg bare brug for at komme af med det.

tror det er en helt naturlig følelse

Jeg mødte min kæreste da jeg var 13 og han 17, vi begyndte dog først at komme sammen da vi var 16 og 20, og har så været sammen 8 år

Jeg tror ikke det er mangel på kærlighed til din kæreste, synes selv jeg de første 3-4 år nogle gange følte jeg gik glip af noget, jeg ikke vidste hvad var.

Jeg har aldrig boet alene flyttede sammen med min kæreste da jeg var 16,5, synes du skal tænke dig godt om helt ned i maven, og så lige huske at græsset ikke er grønnere på den anden side

Jeg er kun bleven mere forelsket i min kæreste de sidste 3-4 år, og vi venter vores første barn. 

Og hvad er problemet i at blive bekræftet lidt i byen, det gør vi vel alle i et vis omfang, saml apetit ude og spis ALTID hjemme Jeg kan også godt lide at andre fyre synes jeg ser godt ud, selvom jeg elsker min kæreste.

Tror du elsker ham ellers var du der ikke nu

Held og lykke

nusenjo88 skriver:

Jeg kan SÅ meget følge dig!!

Jeg begyndte at komme sammen med min nuværende mand, da jeg var 14 år og han 20 og jeg havde bestemt heller ikke prøvet ret meget. Generelt har det med at gå i byen aldrig rigtig sagt mig noget. Jeg er mere til privatfester og sådan. Efter at have boet sammen med ham i lidt over 1 år fik jeg det præcis som dig. Jeg fik bekræftelse fra en anden (gjorde jeg også af min kæreste) men det gjorde mig bare så nysgerrig på om der var noget bedre der ude. Om jeg overhovedet var klar til at være den lille husmor allerede. JEg var slet ikke i tvivl om, at jeg elskede min kæreste men om det var nok. Det vidste jeg ikke. Min kæreste kunne godt mærke at der var noget galt og jeg besluttede mig endelig om at forlade ham. Jeg husker tydeligt da vi stod og pakkede mine ting i flyttekasser. Vi græd begge rigtig meget og jeg fortalte ham at jeg ikke var i tvivl om, at skulle det være ham og mig så skulle vi nok finde sammen igen.

Jeg flyttede hjem til mine forældre. Var ude næsten hver aften (ikke i byen men bare sammen med vennerne) og var sammen med ham den anden som havde vist mig bekræftigelse. (det var nr. 2 jeg var i seng med. (min nuværende mand var den 1.)) Efter en månedstid med ham (vi var IKKE kærester) sluttede vi det da det aldrig ville blive til noget. Herefter havde jeg 1 one-night-stand for at prøve det. Det var ABSOLUT ikke mig! Føj jeg havde det dårligt med mig selv!!

Min nuværende mand og jeg var fra hinanden i ca. 3 mdr. Vi så hinanden jævnligt i pausen og gik også stadig i seng sammen. Han havde da også en b****ven men vi kunne ikke undvære hinanden. Så vi fandt efter godt 3 mdr. sammen igen. Den dag i dag er vi gift. Har den dejligste søn og lever et skønt liv!

Jeg vil ikke sige jeg vil råde dig til at gå fra ham for det er et STORT sats at tage, hvis nu du fortryder og han ikke vil have dig tilbage igen. Men på den anden side finder du nok aldrig helt ud af hvad du virkelig vil hvis ikke du tager nogle chancer.

Jeg håber virkelig det bedste for dig!! Du er velkommen til at skrive til mig igen!!

Kæmpe knus herfra

Tusind tak for svar - det er rigtig dejligt at høre jeg ikke er den eneste der har haft det sådan!
Jeg ar snakket med ham om det jeg synes jeg mangler og vi er blevet enige om begge to at gøre en ekstra indsats i forholdet. Det gik op for mig at jeg ikke kunne forestille mig at jeg kunne finde en anden mand, som er lige så fantastisk som min er, på mange områder.
Så jeg har besluttet at blive og kæmpe for det

Gigl skriver:

Prøv at forestille dig at i sidder sammen når i er 30-50-70 år. Er det så det du ønsker? Kan du "nøjes"? Eller er det bare en periode/krise du skal igennem lige nu, og når du er net over på den anden side, så er han din eneste ene igen? Det er i hvert fald en god ide at starte med at tænke på, om du overhovedet kan se dig selv med ham i hele dit voksne liv, eller om det er andre kvaliteter du leder efter.

Ja, hvis tingene bliver som før, så er der ikke nogen anden jeg bedre kunne forestille mig at være sammen med når vi bliver gamle. Så vi har besluttet begge at gøre en ekstra indsats for at få det til at fungere

Lollo1987 skriver:

tror det er en helt naturlig følelse

Jeg mødte min kæreste da jeg var 13 og han 17, vi begyndte dog først at komme sammen da vi var 16 og 20, og har så været sammen 8 år

Jeg tror ikke det er mangel på kærlighed til din kæreste, synes selv jeg de første 3-4 år nogle gange følte jeg gik glip af noget, jeg ikke vidste hvad var.

Jeg har aldrig boet alene flyttede sammen med min kæreste da jeg var 16,5, synes du skal tænke dig godt om helt ned i maven, og så lige huske at græsset ikke er grønnere på den anden side

Jeg er kun bleven mere forelsket i min kæreste de sidste 3-4 år, og vi venter vores første barn. 

Og hvad er problemet i at blive bekræftet lidt i byen, det gør vi vel alle i et vis omfang, saml apetit ude og spis ALTID hjemme Jeg kan også godt lide at andre fyre synes jeg ser godt ud, selvom jeg elsker min kæreste.

Tror du elsker ham ellers var du der ikke nu

Held og lykke

Hvor er det dejligt at høre erfaringer fra andre! Jeg er glad for jeg ikke er den eneste der har haft det sådan!
Vi har også snakket om det og besluttet begge to at gøre en ekstra indsats for at få det til at fungere. Vi elsker jo hinanden

Anonym skriver:

Årh, det var en dejlig besked at læse ! Hvor er det dejligt at høre i fandt ud af det. Det minder rigtig meget om mig - jeg tror nemlig jeg spekulerer så meget over det, fordi jeg er bange for at holde ham for nar, eller at såre ham. Jeg er nemlig rigtig bange for om jeg mon elsker ham højt nok og lige så højt som han elsker mig.

Det er jeg glad for at høre  Så send mig da en PB så jeg kan uddybe lidt mere

Darling<3 skriver:

Siger heller ikke at forholdet er slut hvis man tvivler, men at der er noget galt et sted

Det er der! Men ikke nødvendigvis med forholdet! For mit vedkommende skyldtes det noget grundlæggende i mig selv, en tvivl om mit eget værd!

Det synes jeg lyder som en rigtig god idé at i lige giver det en ekstra indsats

Held og lykke med kærligheden