Forvirret - hvornår ved man det er slut?

Hej Piger.
Jeg skriver som anonym, da jeg ikke ønsker nogen jeg kender, skal kunne gå ind og læse det.
Sagen er den, at jeg det sidste halve års tid har været i tvivl om om min kæreste virkelig er min eneste ene.
Jeg har eller aldrig været i tvivl før, men jeg føler mig fanget. Jeg føler at jeg trænger til at komme ud og leve mit liv. Jeg er 22 og det er mit første rigtige forhold - vi har været sammen i lidt over 4 år, så jeg har heller aldrig prøvet at bo alene, jeg har altid boet enten hjemme eller sammen med ham.
På en måde føler jeg lidt jeg er ved at blive kvalt og på den anden side, så får jeg en mega knude i maven ved at tænke på det, men jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er pga. trygheden, fordi jeg ikke vil miste ham, eller fordi jeg er bange for at gøre ham ked af det. Det betyder meget for mig at jeg ikke sårer ham, for jeg elsker ham, jeg er bare i tvivl om om jeg elsker ham nok

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, men det sidste lange stykke tid, har jeg haft lyst til at blive bekræftet, at gå i byen og mærke at jeg lever. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal blive i forholdet og forsøge at få det til at fungere, eller om det bare er slut og der ikke er noget at gøre

Jeg har brug for gode råd og så havde jeg bare brug for at komme af med det.

Du har lige selv beskrevet det selv...

du er usikker på om du elsker ham, men du har trykheden ved ham trykheden er ikke kærlighed og slet ikke når du tvivler så meget du er kun 22 alt kan nå at ske i dit liv inu

og tror du har ret i at du skulle prøve at bo alene det er sundt og dejligt

Det betyder ikke nødvendigvis at du skal forlade ham eller at du ikke elsker ham nok!

Jeg har været sammen med min kæreste i nu 10,5 år fra jeg var 17 og han 18 (altså var jeg et år yngre end dig, da vi mødtes). Jeg genkender mig selv SÅ meget i det du skriver! Og jeg er kommet ud over det og jeg har ikke tvivlet i mange år. Tvivlen handlede slet slet ikke om min kærlighed til ham, men tvivlen på mig selv og om min kærlighed var god nok, om jeg elskede ham nok osv.

Jeg har ikke lyst til at skrive det hele her. Men du er meget velkommen til at sende mig en pb, så skal jeg nok svare dig og uddybe det

Det er meget muligt, at det sagtens kan blive godt igen

B&J skriver:

Du har lige selv beskrevet det selv...

du er usikker på om du elsker ham, men du har trykheden ved ham trykheden er ikke kærlighed og slet ikke når du tvivler så meget du er kun 22 alt kan nå at ske i dit liv inu

og tror du har ret i at du skulle prøve at bo alene det er sundt og dejligt

Tusind tak for svar ! jeg har også nogle gange lyst til at bo alene, men når jeg tænker over hvordan han er som person, kan jeg ikke forestille mig at finde nogen der er så fantastisk som ham.

Ansemusen skriver:

Det betyder ikke nødvendigvis at du skal forlade ham eller at du ikke elsker ham nok!

Jeg har været sammen med min kæreste i nu 10,5 år fra jeg var 17 og han 18 (altså var jeg et år yngre end dig, da vi mødtes). Jeg genkender mig selv SÅ meget i det du skriver! Og jeg er kommet ud over det og jeg har ikke tvivlet i mange år. Tvivlen handlede slet slet ikke om min kærlighed til ham, men tvivlen på mig selv og om min kærlighed var god nok, om jeg elskede ham nok osv.

Jeg har ikke lyst til at skrive det hele her. Men du er meget velkommen til at sende mig en pb, så skal jeg nok svare dig og uddybe det

Det er meget muligt, at det sagtens kan blive godt igen

Årh, det var en dejlig besked at læse ! Hvor er det dejligt at høre i fandt ud af det. Det minder rigtig meget om mig - jeg tror nemlig jeg spekulerer så meget over det, fordi jeg er bange for at holde ham for nar, eller at såre ham. Jeg er nemlig rigtig bange for om jeg mon elsker ham højt nok og lige så højt som han elsker mig.

Anonym skriver:

Tusind tak for svar ! jeg har også nogle gange lyst til at bo alene, men når jeg tænker over hvordan han er som person, kan jeg ikke forestille mig at finde nogen der er så fantastisk som ham.

nej men du elsker ham jo ikke så højt som du endelig tror ellers vil du jo ikke tvivle på forholdet

B&J skriver:

nej men du elsker ham jo ikke så højt som du endelig tror ellers vil du jo ikke tvivle på forholdet

ej det synes jeg da ikke man kan sige.

alle kommer sgu i tvivl på et eller andet tidspunkt. spørgsmålet er bare hvad man vælger at gøre ved det.

blot fordi man tvivler er det sgu ikke ensbetydende med at man ikke elsker personen højt nok, det kan netop være fordi man elsker personen så højt, at man ikke selv føler sig god nok til ham/hende og så det jo ens selvværd der er skyld i man tvivler.

det andet er sgu noget fis at spytte ud

karina1980 skriver:

ej det synes jeg da ikke man kan sige.

alle kommer sgu i tvivl på et eller andet tidspunkt. spørgsmålet er bare hvad man vælger at gøre ved det.

blot fordi man tvivler er det sgu ikke ensbetydende med at man ikke elsker personen højt nok, det kan netop være fordi man elsker personen så højt, at man ikke selv føler sig god nok til ham/hende og så det jo ens selvværd der er skyld i man tvivler.

det andet er sgu noget fis at spytte ud

det er jo så hver sin mening jeg syntes bare at gå og være i tvivl i ½års tid er længe og måske har man brug for forandringer og være alene

Jeg kan SÅ meget følge dig!!

Jeg begyndte at komme sammen med min nuværende mand, da jeg var 14 år og han 20 og jeg havde bestemt heller ikke prøvet ret meget. Generelt har det med at gå i byen aldrig rigtig sagt mig noget. Jeg er mere til privatfester og sådan. Efter at have boet sammen med ham i lidt over 1 år fik jeg det præcis som dig. Jeg fik bekræftelse fra en anden (gjorde jeg også af min kæreste) men det gjorde mig bare så nysgerrig på om der var noget bedre der ude. Om jeg overhovedet var klar til at være den lille husmor allerede. JEg var slet ikke i tvivl om, at jeg elskede min kæreste men om det var nok. Det vidste jeg ikke. Min kæreste kunne godt mærke at der var noget galt og jeg besluttede mig endelig om at forlade ham. Jeg husker tydeligt da vi stod og pakkede mine ting i flyttekasser. Vi græd begge rigtig meget og jeg fortalte ham at jeg ikke var i tvivl om, at skulle det være ham og mig så skulle vi nok finde sammen igen.

Jeg flyttede hjem til mine forældre. Var ude næsten hver aften (ikke i byen men bare sammen med vennerne) og var sammen med ham den anden som havde vist mig bekræftigelse. (det var nr. 2 jeg var i seng med. (min nuværende mand var den 1.)) Efter en månedstid med ham (vi var IKKE kærester) sluttede vi det da det aldrig ville blive til noget. Herefter havde jeg 1 one-night-stand for at prøve det. Det var ABSOLUT ikke mig! Føj jeg havde det dårligt med mig selv!!

Min nuværende mand og jeg var fra hinanden i ca. 3 mdr. Vi så hinanden jævnligt i pausen og gik også stadig i seng sammen. Han havde da også en b****ven men vi kunne ikke undvære hinanden. Så vi fandt efter godt 3 mdr. sammen igen. Den dag i dag er vi gift. Har den dejligste søn og lever et skønt liv!

Jeg vil ikke sige jeg vil råde dig til at gå fra ham for det er et STORT sats at tage, hvis nu du fortryder og han ikke vil have dig tilbage igen. Men på den anden side finder du nok aldrig helt ud af hvad du virkelig vil hvis ikke du tager nogle chancer.

Jeg håber virkelig det bedste for dig!! Du er velkommen til at skrive til mig igen!!

Kæmpe knus herfra

Prøv at forestille dig at i sidder sammen når i er 30-50-70 år. Er det så det du ønsker? Kan du "nøjes"? Eller er det bare en periode/krise du skal igennem lige nu, og når du er net over på den anden side, så er han din eneste ene igen? Det er i hvert fald en god ide at starte med at tænke på, om du overhovedet kan se dig selv med ham i hele dit voksne liv, eller om det er andre kvaliteter du leder efter.