Det gør så ondt. :/

Hvor gør det mig bare ondt, at du skal opleve dette. Min kærestes mor, har også været alkoholiker og var stoppet på tiende år, og pludselig forrig år, gik hun så igang igen. Hun ringede dagligt og sagde at hun nu ville tage sit eget liv, og hun drev min kæreste fuldstændig ud på dybt vand. Det var hårdt at se og høre på. Og det gør mig ondt at du skal opleve dette, med DIN mor. Håber de kan gøre noget for hende på psyk, og at det hele bliver godt igen! KÆMPE knus til dig!

Hej med dig.

Hold da fast, sikke en omgang - sikke en lorte jul, det så må have været for dig.

Jeg er virkelig ked af, at hører alt det her. Det rør mig virkelig meget, og jeg får meget lyst til at hjælpe dig - selvom jeg ved, at der ikke er så meget at gøre.

Jeg får lyst til at sige noget til dig nu, og jeg ved ikke hvordan du vil tage det, så det må enten briste eller bære.

jeg ved godt, at det jeg siger nu lyder meget.. underligt .. Men.. tror du på Gud? - Uanset om du gør eller ej, så syntes jeg, at du skal begynde at bede, bare be' fadervor og afslut med at han skal velsigne din mor - helst hold din mor i hånden, mens du beder højt. Det kan føre til, at hun får fred i sit hjerte.

Jeg skal have jer i mine tanker, når jeg selv beder.

Håber på det bedste for jer.

KNUS!

Anonym skriver:

Puha.. Ved slet ikke hvor jeg skal starte. Lige nu er det hele bare noget rod og har lige brug for at komme ud med mine følelser på en eller anden måde. Undskylder på forhånd hvis det bliver lidt langt.

Sagen er den at min mor er alkoholiker (plejer godt at kunne styre det) og nu er alt bare gået helt galt for hende. Det skal lige siges at hun hele sit liv har været meget psykisk ustabil og har haft en rigtig grim barndom..

Hun havde en skøn, skøn kæreste som hedder Reneé. Hun (ja min mor er lesbisk) arbejder på fonsbørsen og har virkelig styr på livet. De havde det fantastisk sammen. Men nu har hun været min mor utro 3 gange og er begyndt at tage speed. Det endste så med at hun slog op med min mor den 22. december, hvilket resulterede i min mor knækkede helt sammen.

Hun kom ned til mig den 24 og holdte jul med mig, men det var en skod jul. Hun var fuld stort set hele tiden og virkelig deprimeret..

Dagen efter tog hun hjem og jeg tog til julefrokost hos noget familie. Hun virkede okay der.

Den 26. kl 11.44 bliver jeg så ringet op af hende og kan høre hun er MEGET ked af det. Hun sagde at hun var meget langt nede og kunne ikke overskue at bære en maske mere. Hun blev ved med at sige til mig at hun elskede mig og min datter og at hun altid ville være der. Så sagde hun farvel.

Blev rigtig bekymret, så skrev en lang sms til hende en time efter hvor jeg fortalte at jeg elskede hende og at hun var den bedste mor og mormor.

Kl 16.30 om eftermiddagen har jeg stadig ikke hørt fra hende og bliver mere bekymret. Beslutter mig for at give min datter mad kl 17 og tænker at hvis jeg ikke har hørt fra hende efter det, vil jeg ringe til alarm centralen.

Imens jeg sidder og giver min datter mad bliver jeg ringet op af en kvinde fra skadestuen der fortæller at min mor har forsøgt selvmord med piller og at hun samme aften vil blive overført til psyk.

Dagen efter den 27 ringer min mor til mig og vi aftaler at jeg tager op til hende og henter hendes kat, så den kan komme hjem til mig og være imens hun er indlagt. Får så min mors veninde til at køre mig derop.
Vi køre først ind il psyk og besøger min mor, og henter nøgler til lejligheden. Det var så hårdt at se hende, har aldrig oplevet hende sådan før. Bleg og uden nogen glød i øjnene.

Vi tager så hjem i hendes lejlighed og får givet min datter lidt mad og får pakket lidt tøj til mor. Får rydet spfabordet op, smidt resten af pillerne ud og redt sengen. Det var så hårdt.

Da vi så tager ind for at aflevere tingene til hende, beslutter vi os for at jeg selv smutter op med dem så min datter og katten bare kan vente i bilen hos min mors veninde.

Og da jeg kommer derop, sætter jeg mig lige ned og ryger en smøg med min mor. Hun fortæller mig at hun elsker os, men at hun ønsker at hun ikke var blevet fundet.. Det gjorde så ondt at høre. Hun ønsker virkelig ikke at leve..

Så nu går jeg egentlig bare og venter på at de udskiver hende og at jeg får en opringning om at hun er fundet død. Det gør så ondt det hele lige nu. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. Prøver virkelig at være en glad og overskuds agtig mor for min datter, men det er så svært.

Elsker min mor så højt, kan slet ikke klare det hvis hun ikke er her mere.  Men ved jo hvor svært hun har det og tvivler på at hun får det godt igen for alvor.

Tak fordi i læste med.

Anonym skriver:

Hej Sussie.

Så kom den igen med at jeg er mor for min mor, det er der så mange der har sagt til mig igennem hele mit liv. Og jeg ved det jo godt. Ikke at jeg atger mig af hende, men beskytter hende alt det jeg kan. Kan slet ikke blive vred på hende. Min mors veninde som kørte mig, sagde også til mig at det sq var iorden at blive vred på hende.. Men kan slet ikke finde den vrede frem.

Har bare så ondt af hende og vil bare så gerne hjælpe hende.

Det med at se det som en livstruende sygdom, det er jeg også begyndt at gøre.. Og det er det vel et eller andet sted også. Men derfor er det svært at slippe tanken om hvornår hun gør noget dumt igen. Og om det denne gang så lykkedes..

Det med at konfrontere hende, på den måde som du skriver sidst i indlæget, det kan jeg ikke. Har jeg aldrig kunnet. Er til dels også fordi at jeg ved hvor hårdt hun har det, og hvis hun nu virkelig ønsker at få fred? Ej puha, føler mig så ond at skrive det..

Tusinde tak for dit svar Sussie.

Jeg vil ikke køre på dig på nogen måde..slet ikke, men når så mange siger det til dig, så er der jo nok noget om snakken, ikke

Anyway søde ven, så er det vigtigste, at du gør det du har mest fred med, men prøv at se det sådan her...Hvis hun virkeligt en dag tager sit eget liv, hvor svært vil det ikke være for dig at slippe hende, hvis du har så svært ved at slippe hende nu??
Det var blot en tanke.

Og ja..det er hårdt at se ens kære ikke elske livet, som en selv, det er så uendeligt svært at forstå, for os der ikke har det sådan, men jeg ønsker og håber for dig, at du trods alt får mod til at sige tingene som de er til din mor, for at intet har været uprøvet.
Og..så ikke flere moralprædikener herfra...du ved hvor jeg er, hvis du en skønne dag har brug for et øre til at lytte (uden løftede fingre)

Puha.. Ved slet ikke hvor jeg skal starte. Lige nu er det hele bare noget rod og har lige brug for at komme ud med mine følelser på en eller anden måde. Undskylder på forhånd hvis det bliver lidt langt.

Sagen er den at min mor er alkoholiker (plejer godt at kunne styre det) og nu er alt bare gået helt galt for hende. Det skal lige siges at hun hele sit liv har været meget psykisk ustabil og har haft en rigtig grim barndom..

Hun havde en skøn, skøn kæreste som hedder Reneé. Hun (ja min mor er lesbisk) arbejder på fonsbørsen og har virkelig styr på livet. De havde det fantastisk sammen. Men nu har hun været min mor utro 3 gange og er begyndt at tage speed. Det endste så med at hun slog op med min mor den 22. december, hvilket resulterede i min mor knækkede helt sammen.

Hun kom ned til mig den 24 og holdte jul med mig, men det var en skod jul. Hun var fuld stort set hele tiden og virkelig deprimeret..

Dagen efter tog hun hjem og jeg tog til julefrokost hos noget familie. Hun virkede okay der.

Den 26. kl 11.44 bliver jeg så ringet op af hende og kan høre hun er MEGET ked af det. Hun sagde at hun var meget langt nede og kunne ikke overskue at bære en maske mere. Hun blev ved med at sige til mig at hun elskede mig og min datter og at hun altid ville være der. Så sagde hun farvel.

Blev rigtig bekymret, så skrev en lang sms til hende en time efter hvor jeg fortalte at jeg elskede hende og at hun var den bedste mor og mormor.

Kl 16.30 om eftermiddagen har jeg stadig ikke hørt fra hende og bliver mere bekymret. Beslutter mig for at give min datter mad kl 17 og tænker at hvis jeg ikke har hørt fra hende efter det, vil jeg ringe til alarm centralen.

Imens jeg sidder og giver min datter mad bliver jeg ringet op af en kvinde fra skadestuen der fortæller at min mor har forsøgt selvmord med piller og at hun samme aften vil blive overført til psyk.

Dagen efter den 27 ringer min mor til mig og vi aftaler at jeg tager op til hende og henter hendes kat, så den kan komme hjem til mig og være imens hun er indlagt. Får så min mors veninde til at køre mig derop.
Vi køre først ind il psyk og besøger min mor, og henter nøgler til lejligheden. Det var så hårdt at se hende, har aldrig oplevet hende sådan før. Bleg og uden nogen glød i øjnene.

Vi tager så hjem i hendes lejlighed og får givet min datter lidt mad og får pakket lidt tøj til mor. Får rydet spfabordet op, smidt resten af pillerne ud og redt sengen. Det var så hårdt.

Da vi så tager ind for at aflevere tingene til hende, beslutter vi os for at jeg selv smutter op med dem så min datter og katten bare kan vente i bilen hos min mors veninde.

Og da jeg kommer derop, sætter jeg mig lige ned og ryger en smøg med min mor. Hun fortæller mig at hun elsker os, men at hun ønsker at hun ikke var blevet fundet.. Det gjorde så ondt at høre. Hun ønsker virkelig ikke at leve..

Så nu går jeg egentlig bare og venter på at de udskiver hende og at jeg får en opringning om at hun er fundet død. Det gør så ondt det hele lige nu. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. Prøver virkelig at være en glad og overskuds agtig mor for min datter, men det er så svært.

Elsker min mor så højt, kan slet ikke klare det hvis hun ikke er her mere.  Men ved jo hvor svært hun har det og tvivler på at hun får det godt igen for alvor.

Tak fordi i læste med.

Hej

Jeg ville ikke smutte uden at skrive min egen lille historie ang min mor..

Min mor drak også det meste af sit liv. Hun var såkaldt kvartalsdranker, så hun kun drak noget af tiden. Efter min far døde, blev hun fuldtidsalkoholiker, og drak hele tiden..
Hun forsøgte selvmord mange gange, og nogen af gangene hørte jeg ikke engang om. Jeg har mindre søskende, og jeg har taget rigtig meget over, både inden min far døde, men især efter han døde.. Jeg har været som en ekstra mor for dem, og har også haft et stort ansvar i forhold til min mor.. Da jeg fødste Isabella, kom hun og besøgte mig på sygehuset pisse fuld, selv om jeg fødte om morgenen, og hun først kom om aftnenen.. Hun havde haft rig mulighed for at holde sig ædru den ene dag! Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle komme hvis hun var fuld, så hun kom uanmeldt, med mine 2 mindre søskende

På et tidspunkt sagde jeg stop.. Hun skulle lade være med at kontakte mig når hun var fuld, men hun måtte hjertens gerne ringe når hun var ædru.. Hun kæmpede en kamp mod alkoholismen, og var i behandling flere gange.. Mine søstre kom på institution..

Og så kom opkaldet fra min lillebror. Min mor var fundet død på en gade nede ved havnen, der var intet de kunne stille op.

Det kom ikke engang som et chok. Da min mormor var blevet begravet året før, vidste vi, at den næste vi skulle begrave, var min mor.

Og jeg elskede min mor, men hold da op en ro det gav i mit liv! Jeg skulle ikke længere bekymre mig om hende, og jeg skulle ikke hele tiden bekymre mig om, hvordan hun behandlede mine søskende.. Jeg skulle ikke længere frygte opkaldene.
Min mors alkoholisme har påvirket os alle, og hvor ville jeg ønske hun havde vundet kampen, og den ikke havde taget vores mor fra os.. Men for første gang siden vi blev født, har vi ikke længere skullet bekymre os om hende.. Det er hårdt sagt, men det er sådan det er

Jeg savner hende stadig, og jeg har en million spørgsmål, men jeg har fundet en ro i mit liv jeg har ledt efter i mange mange år..

Jeg håber din mor vinder kampen, og jeg håber at hun finder livsgnisten igen! Jeg ville bare fortælle, hvordan jeg har haft det, på den anden side af selvmordet... Men jeg ønsker så inderligt, at du ikke skal igennem det samme, og at hun bliver okay igen

bare lieg tanker og en kæmpe kram herfra - håber inderligt de kan hjælpe hende !

Anonym skriver:

Tusinde tak skal du have. Sødt svar du kom med.

Nej håber godt nok heller ikke de udskriver hende, men kender ikke så meget om hvilken behandling de kan give hende, frygter bare det igen ender med et par psykolog timer som hun alligevel ikke benytter sig af og nogle piller.

Anonym skriver:

Puha.. Ved slet ikke hvor jeg skal starte. Lige nu er det hele bare noget rod og har lige brug for at komme ud med mine følelser på en eller anden måde. Undskylder på forhånd hvis det bliver lidt langt.

Sagen er den at min mor er alkoholiker (plejer godt at kunne styre det) og nu er alt bare gået helt galt for hende. Det skal lige siges at hun hele sit liv har været meget psykisk ustabil og har haft en rigtig grim barndom..

Hun havde en skøn, skøn kæreste som hedder Reneé. Hun (ja min mor er lesbisk) arbejder på fonsbørsen og har virkelig styr på livet. De havde det fantastisk sammen. Men nu har hun været min mor utro 3 gange og er begyndt at tage speed. Det endste så med at hun slog op med min mor den 22. december, hvilket resulterede i min mor knækkede helt sammen.

Hun kom ned til mig den 24 og holdte jul med mig, men det var en skod jul. Hun var fuld stort set hele tiden og virkelig deprimeret..

Dagen efter tog hun hjem og jeg tog til julefrokost hos noget familie. Hun virkede okay der.

Den 26. kl 11.44 bliver jeg så ringet op af hende og kan høre hun er MEGET ked af det. Hun sagde at hun var meget langt nede og kunne ikke overskue at bære en maske mere. Hun blev ved med at sige til mig at hun elskede mig og min datter og at hun altid ville være der. Så sagde hun farvel.

Blev rigtig bekymret, så skrev en lang sms til hende en time efter hvor jeg fortalte at jeg elskede hende og at hun var den bedste mor og mormor.

Kl 16.30 om eftermiddagen har jeg stadig ikke hørt fra hende og bliver mere bekymret. Beslutter mig for at give min datter mad kl 17 og tænker at hvis jeg ikke har hørt fra hende efter det, vil jeg ringe til alarm centralen.

Imens jeg sidder og giver min datter mad bliver jeg ringet op af en kvinde fra skadestuen der fortæller at min mor har forsøgt selvmord med piller og at hun samme aften vil blive overført til psyk.

Dagen efter den 27 ringer min mor til mig og vi aftaler at jeg tager op til hende og henter hendes kat, så den kan komme hjem til mig og være imens hun er indlagt. Får så min mors veninde til at køre mig derop.
Vi køre først ind il psyk og besøger min mor, og henter nøgler til lejligheden. Det var så hårdt at se hende, har aldrig oplevet hende sådan før. Bleg og uden nogen glød i øjnene.

Vi tager så hjem i hendes lejlighed og får givet min datter lidt mad og får pakket lidt tøj til mor. Får rydet spfabordet op, smidt resten af pillerne ud og redt sengen. Det var så hårdt.

Da vi så tager ind for at aflevere tingene til hende, beslutter vi os for at jeg selv smutter op med dem så min datter og katten bare kan vente i bilen hos min mors veninde.

Og da jeg kommer derop, sætter jeg mig lige ned og ryger en smøg med min mor. Hun fortæller mig at hun elsker os, men at hun ønsker at hun ikke var blevet fundet.. Det gjorde så ondt at høre. Hun ønsker virkelig ikke at leve..

Så nu går jeg egentlig bare og venter på at de udskiver hende og at jeg får en opringning om at hun er fundet død. Det gør så ondt det hele lige nu. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. Prøver virkelig at være en glad og overskuds agtig mor for min datter, men det er så svært.

Elsker min mor så højt, kan slet ikke klare det hvis hun ikke er her mere.  Men ved jo hvor svært hun har det og tvivler på at hun får det godt igen for alvor.

Tak fordi i læste med.

Puha fælder lige et par tårer for dig  Det gør mig ondt at læde din historie- ved slet ikke hvad jeg skal skrive tilbage til dig

Men vil fortælle dig at jeg sagtens kan forstå det gør ondt- kan bare ikke sige noget der hjælper dig- andet end at jeg sender dig og din mor kærlige tanker og håber det vil blive bedre- selvom det måske ikke hjælper så meget....

kæmpe krammer til jer