Anonym skriver:
Puha.. Ved slet ikke hvor jeg skal starte. Lige nu er det hele bare noget rod og har lige brug for at komme ud med mine følelser på en eller anden måde. Undskylder på forhånd hvis det bliver lidt langt.
Sagen er den at min mor er alkoholiker (plejer godt at kunne styre det) og nu er alt bare gået helt galt for hende. Det skal lige siges at hun hele sit liv har været meget psykisk ustabil og har haft en rigtig grim barndom.. 
Hun havde en skøn, skøn kæreste som hedder Reneé. Hun (ja min mor er lesbisk) arbejder på fonsbørsen og har virkelig styr på livet. De havde det fantastisk sammen. Men nu har hun været min mor utro 3 gange og er begyndt at tage speed. Det endste så med at hun slog op med min mor den 22. december, hvilket resulterede i min mor knækkede helt sammen.
Hun kom ned til mig den 24 og holdte jul med mig, men det var en skod jul. Hun var fuld stort set hele tiden og virkelig deprimeret.. 
Dagen efter tog hun hjem og jeg tog til julefrokost hos noget familie. Hun virkede okay der.
Den 26. kl 11.44 bliver jeg så ringet op af hende og kan høre hun er MEGET ked af det. Hun sagde at hun var meget langt nede og kunne ikke overskue at bære en maske mere. Hun blev ved med at sige til mig at hun elskede mig og min datter og at hun altid ville være der. Så sagde hun farvel.
Blev rigtig bekymret, så skrev en lang sms til hende en time efter hvor jeg fortalte at jeg elskede hende og at hun var den bedste mor og mormor. 
Kl 16.30 om eftermiddagen har jeg stadig ikke hørt fra hende og bliver mere bekymret. Beslutter mig for at give min datter mad kl 17 og tænker at hvis jeg ikke har hørt fra hende efter det, vil jeg ringe til alarm centralen.
Imens jeg sidder og giver min datter mad bliver jeg ringet op af en kvinde fra skadestuen der fortæller at min mor har forsøgt selvmord med piller og at hun samme aften vil blive overført til psyk.
Dagen efter den 27 ringer min mor til mig og vi aftaler at jeg tager op til hende og henter hendes kat, så den kan komme hjem til mig og være imens hun er indlagt. Får så min mors veninde til at køre mig derop.
Vi køre først ind il psyk og besøger min mor, og henter nøgler til lejligheden. Det var så hårdt at se hende, har aldrig oplevet hende sådan før. Bleg og uden nogen glød i øjnene. 
Vi tager så hjem i hendes lejlighed og får givet min datter lidt mad og får pakket lidt tøj til mor. Får rydet spfabordet op, smidt resten af pillerne ud og redt sengen. Det var så hårdt.
Da vi så tager ind for at aflevere tingene til hende, beslutter vi os for at jeg selv smutter op med dem så min datter og katten bare kan vente i bilen hos min mors veninde.
Og da jeg kommer derop, sætter jeg mig lige ned og ryger en smøg med min mor. Hun fortæller mig at hun elsker os, men at hun ønsker at hun ikke var blevet fundet.. Det gjorde så ondt at høre. Hun ønsker virkelig ikke at leve.. 
Så nu går jeg egentlig bare og venter på at de udskiver hende og at jeg får en opringning om at hun er fundet død. Det gør så ondt det hele lige nu. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. Prøver virkelig at være en glad og overskuds agtig mor for min datter, men det er så svært.
Elsker min mor så højt, kan slet ikke klare det hvis hun ikke er her mere. Men ved jo hvor svært hun har det og tvivler på at hun får det godt igen for alvor.
Tak fordi i læste med. 
