Det er pinligt ,men er glad for at se at jeg ikke er alene om det..!
Vores hjem er køligt og vi har en dejlig teresse jegkan være ude på. Vores sommer blæser står stadig inden for rækkevide,og når jeg får mine anfald så fylder jeg en flaske med isvand og ligger den mellem mine bryster. Det giver en skarp og hurtig kulde og min puls falder en smule. Men tankerne. Frygten. Den bliver der og holder mig vågen 
Vidste ikke "sygdommen" havde et navn. Har ikke kastet op endnu,men jeg er ved at være godt træt af at være bange hele tiden
Det med syge mennesker er et stort problem. Jeg hader at gå til lægen,netop af første årsag: Der er en sandsynlighed for at nogen i venteværelset har haft/har omgangsyge. Samme tanker er gældene ved indkøbsture og bevæge mig ud fra lejligheden'
Jeg er så panisk at det er latterligt. Vi skulle have været oppe og fejre lillejuleaften ved noget familie. Men tanken om at jeg MÅSKE skulle fastlåses i en bil med et barn der MÅSKE kastede op eller at jeg selv skulle sidde og ørle vedsiden af min kæreste,det var bare et no go. Lillejuleaften blev aflyst-pga mig og min latterlige frygt for opkast.
Den frygtelige fornemmelse,de afskygelige høje bøvse lyde. Jeg frygter det hver dag!
Når jeg har det dårligt så kan jeg dårligt nok indtage noget.Selv vand da jeg frygter hvordan tingene smager når de kommer op igen. Det er begyndt at udvikle sig til et problem i den her graviditet
Mine portioner bliver mindre. Jeg røre næsten ikke æg,kød eller grøntsager. Pasta og ris smager ikke godt længere,sovs er udelukket pga konsistensen. Mælkeprodukter er det allerværsteman kan kaste op af,så det er også udelukket.
Jeg spiser knækbrød med højt fiberindhold,drikker isvand,lidt nødder og meget små portioner normal mad når det ikke kan undgås.
Hvordan taler jeg med lægen om det her? Min mor kender til min frygt,men ikke hvordan den påvirker min graviditet.
Selv vitaminpillerne,i ved, gravitamin,follinsyre,jern piller-jeg tager dem ikke. Jeg vil gerne. Jeg kan ikke. Lugten,smagen der MÅSKE kommer op igen gør mig for bange for at tage dem.
Jeg er så heldig at have et for højtbmi så ingen stiller spørgsmålstegn til hvad jeg spiser /ikke spiser.
Har bare på fornemmelsen at jeg bliver nødt til at tale med en jordemoder eller læge omkring det her
Tak for jeres svar. Jeg er glad for at se at jeg ikke er alene 
