Skal bare ud med det.. 
Jeg elsker min søster over alt på jorden..
Men hun er bare så forfærdelig at være sammen med i længere tid af gangen.. Uanset hvad jeg gør eller siger, så er det forkert..
Hvis jeg tørre bordet af på en måde, så er det forkert og jeg skal gøre det på en anden måde, eller hvis jeg sætter et glas på bordet, så skal det ikke stå der..
Hvis jeg siger at jeg lige går op og lægger mig en halv time, så siger hun at vi har en masse ting der skal laves, det er også helt iorden.. Men så går der ikke mere end 15-20 min, så siger hun at hun lige går op og sover.. Det er virkelig irriterende, jeg ved godt at hun har en søn på 2 mdr. men jeg har sku også brug for at sove engang imellem, da jeg laver det meste herhjemme og hjælper meget til med hendes søn.. Når hun går i bad tager jeg hendes søn, og hun tager ofte 3 kvarter til en time om at gå i bad og sådan.. Jeg går med hendes hund mere eller mindre hver dag.. Fordi jeg tænker at hun skal slappe af og være frisk til den lille.. Hver aften ender det med at jeg tager opvasken alene.. Fordi så skal han da lige skiftes eller have mad så snart at jeg rejser mig for at komme igang med opvasken.. Og det kan nemt tage hende en time eller halvanden at skifte ham, hvilket jeg ved det ikke tager.. Det tager hende max et kvarter alle de andre gange hun skifter ham.. Så kommer hun ned lige når jeg er ved at være færdig eller når jeg er færdig og så siger hun som om hun ikke vidste jeg var igang at jeg skulle da bare have ventet for hun skulle nok have hjulpet.. Jeg bliver virkelig irriteret, for hun gør det virkelig hver gang.. 
Jeg har så lige konfronteret hende med det i dag, men hun er fuldstændig ligeglad og bruger den undskyldning at hun gerne vil have noget socialt samvær med sin søn, hvilket hun har alle de andre timer han er vågen.. Han ligger ikke alene 5 min når han er vågen.. Jeg sagde så til hende at godt kunne ligge alene de 20-30 min det tager os at tage opvasken.. Det tager han ikke skade af.. Da han er meget vågen i løbet af et døgn, har hun jo meget tid sammen med ham..
Jeg vil ikke gå ind og blande mig i hvordan hun opdrager ham og sådan, da jeg syntes det er rigtig irriterende når folk blander sig for meget.. Men jeg syntes det er ved at være for meget nu.. Kan ikke holde ud at uanset hvad jeg gør eller siger snerrer hun af mig og jeg får afvide at det er forkert.. Og hun gør det skide godt som mor, jeg har ikke set nogen unge mødre der gør det så godt som hende, det er ikke fordi at det er min søster, men jeg syntes virkelig hun gør det super godt, han er ca. 14 dage - 3 uger foran i sin udvikling og alt er fint ved ham, så det er slet ikke fordi hun er en dårlig mor.. Men hun tænker alt for meget på sig selv og sin søn at hun helt glemmer at der er en verden udenfor som hun også skal klare.. Når hun flytter ud for sig selv får hun et kæmpe chok over hvor meget jeg virkelig hjælper hende og hvor meget hun kommer til at skulle stå alene med, for lige nu koncentrere hun sig udelukkende kun om sin søn, og laver ikke noget ved siden af næsten..
Jeg bliver mere og mere ked af det, for jeg hjælper hende så meget.. Hvis jeg lige siger nej til at gå med hendes hund en enkelt dag, så bliver hun sur og mopset.. Så får jeg afvide at jeg også altid er sur og ikke hjælper hende med nogen ting..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at holde mig selv oppe.. Jeg vil gøre alt for min søster, også derfor jeg har været der for hende hele vejen igennem, og båret over med hende når hun snerrer af mig, da hun jo også lige har født og sådan nogen ting.. Men nu kan jeg snart ikke holde til det mere..
Undskyld hvis det blev lidt langt og rodet, men skulle bare ud med det, da jeg er ved at begynde at græde hver gang hun bliver sur på mig..
Jule 
til jer allesammen, det skal ikke gå ud over andre.. 
