Øv, jeg begynder at mærke skrukheden rigtig meget lige nu..

Mange af mine veninder er nu enten gravide eller med nyfødte, og dumt som det er så er jeg mega jaloux og ville ønske det var mig..

Men desværre ved jeg at der går mange år endnu.. Min nye kæreste har lagt ud med at sige at uanset hvordan det går, så flytter vi ihvertfald ikek sammen før om 3-4 år og så skal der gå nogle flere år inden der kommer børn ind i billedet os..
Jeg er evigt taknemmelig for min søn som jeg allerede har, men ville så meget ønske at jeg kunne gøre ham til storebror inden han blev omkring de 10 år, men det ser ikke ud til at ske..
Derudover så ved jeg slet ikke om jeg overhovedet kan få flere.. Jeg er lige nu igennem en masse undersøgelser der skal ende ud med at fastslå om jeg har en stofskiftesygdom eller om jeg har endometrioser, eller om det er noget helt andet..

MEN fælles for dem alle er at det er ting der kan gøre at jeg får svært ved at få flere, og faktisk burde det have været umuligt for mig at få min søn..

Øv hvor jeg synes det er mega trist lige nu.. Jeg vil også have en baby mere, jeg ved at jeg kan tilbyde en lille ny så meget kærlighed og omsorg, og jeg længes virkelig efter at være gravid igen, at føde igen og ikke mindst at få en lille baby igen.. Uanset hvor hårdt det kan være med ham jeg har nu så vil jeg aldrig fortryde et sekund at jeg fik ham selvom udsigten var at jeg skulle ende som alenemor, og det højeste ønske jeg har er at gøre ham til storebror en dag, for jeg ved at han vil blive den bedste bror man kan tænke sig..
Anmeld