Overreagerer jeg??

Ja, jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Kan starte med at sige at jeg elsker min kæreste meget højt, er er super glad for at han er faren til mit barn

MEN MEN MEN her de sidste par uger har jeg virkelig været irriteret og ked af det.. Føler mig meget misforstået af ham hver gang jeg fortæller noget eller siger min mening om et eller andet. Føler han vrisser af mig eller gør grin med mig. Nogle gange bliver han fornærmet og føler at jeg angriber ham, hvilket overhovedet ikke var min intention! 

Ved ikke hvad jeg skal gøre... Et lille eksempel på min frustration. I går aftes kom min kæreste hjem fra job. Jeg har i en time prøvet at berolige vores søn (som er 2 måneder) har badet ham i dejligt varmt bad og er i gang med at prøve at putte ham (kl. er ca. 22). Min kæreste spørger om han skal prøve at putte, og jeg siger ja det må du da gerne glad for at han vil prøve, da jeg ellers altid putter...

MEN han tager vores søn med ind i stuen, som er lidt imod min plan med at få vores søn til at blive vant til at det er mørkt og aften og dermed puttetid (inde på værelset!) og det fortæller jeg min kæreste, meget stille og roligt. Pludselig græder vores søn, og min kæreste sidder bare og stirrer ud i luften uden at gøre noget, det ligner han blev ekstremt fornærmet over min plan.. Jeg bliver faktisk lidt rasende, tager min søn og går tilbage til værelset og trøster og putter.....

Ja, jeg ved ikke om jeg overreagere, men dette er bare ét ud af mange tilfælde hvor jeg føler min kæreste er meget nærtagende, og hvor jeg tænker at jeg da ligeså godt kunne være alene-mor vil helst ikke ha det sådan.....

Ved ikke lige hvad jeg ville med det... Har i prøvet noget lign.? Og hvad synes i jeg skal gøre?

(skal lige siges at jeg har prøvet at konfrontere ham - men fik ikke noget ud af det... bliver så ked, for jeg ved at vores søn kan mærke den stemning der er i huset for tiden.. Øv altså...)

Anonym skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Kan starte med at sige at jeg elsker min kæreste meget højt, er er super glad for at han er faren til mit barn

MEN MEN MEN her de sidste par uger har jeg virkelig været irriteret og ked af det.. Føler mig meget misforstået af ham hver gang jeg fortæller noget eller siger min mening om et eller andet. Føler han vrisser af mig eller gør grin med mig. Nogle gange bliver han fornærmet og føler at jeg angriber ham, hvilket overhovedet ikke var min intention! 

Ved ikke hvad jeg skal gøre... Et lille eksempel på min frustration. I går aftes kom min kæreste hjem fra job. Jeg har i en time prøvet at berolige vores søn (som er 2 måneder) har badet ham i dejligt varmt bad og er i gang med at prøve at putte ham (kl. er ca. 22). Min kæreste spørger om han skal prøve at putte, og jeg siger ja det må du da gerne glad for at han vil prøve, da jeg ellers altid putter...

MEN han tager vores søn med ind i stuen, som er lidt imod min plan med at få vores søn til at blive vant til at det er mørkt og aften og dermed puttetid (inde på værelset!) og det fortæller jeg min kæreste, meget stille og roligt. Pludselig græder vores søn, og min kæreste sidder bare og stirrer ud i luften uden at gøre noget, det ligner han blev ekstremt fornærmet over min plan.. Jeg bliver faktisk lidt rasende, tager min søn og går tilbage til værelset og trøster og putter.....

Ja, jeg ved ikke om jeg overreagere, men dette er bare ét ud af mange tilfælde hvor jeg føler min kæreste er meget nærtagende, og hvor jeg tænker at jeg da ligeså godt kunne være alene-mor vil helst ikke ha det sådan.....

Ved ikke lige hvad jeg ville med det... Har i prøvet noget lign.? Og hvad synes i jeg skal gøre?

(skal lige siges at jeg har prøvet at konfrontere ham - men fik ikke noget ud af det... bliver så ked, for jeg ved at vores søn kan mærke den stemning der er i huset for tiden.. Øv altså...)

Når kæresten endelig vil prøve så lad ham prøve på hans måde. Ellers er det han bliver irritereret og ikke vil prøve igen, fordi man blander sig for meget!

Ja jeg synes du overreagerer Det lyder til i ikke har snakket om hvordan i gerne vil være forældre, og at han gerne må være far på den måde DU synes han skal være det Det er ikke noget at konfrontere ham med, men i skal afstemme jeres forventninger til hinanden

Anonym skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Kan starte med at sige at jeg elsker min kæreste meget højt, er er super glad for at han er faren til mit barn

MEN MEN MEN her de sidste par uger har jeg virkelig været irriteret og ked af det.. Føler mig meget misforstået af ham hver gang jeg fortæller noget eller siger min mening om et eller andet. Føler han vrisser af mig eller gør grin med mig. Nogle gange bliver han fornærmet og føler at jeg angriber ham, hvilket overhovedet ikke var min intention! 

Ved ikke hvad jeg skal gøre... Et lille eksempel på min frustration. I går aftes kom min kæreste hjem fra job. Jeg har i en time prøvet at berolige vores søn (som er 2 måneder) har badet ham i dejligt varmt bad og er i gang med at prøve at putte ham (kl. er ca. 22). Min kæreste spørger om han skal prøve at putte, og jeg siger ja det må du da gerne glad for at han vil prøve, da jeg ellers altid putter...

MEN han tager vores søn med ind i stuen, som er lidt imod min plan med at få vores søn til at blive vant til at det er mørkt og aften og dermed puttetid (inde på værelset!) og det fortæller jeg min kæreste, meget stille og roligt. Pludselig græder vores søn, og min kæreste sidder bare og stirrer ud i luften uden at gøre noget, det ligner han blev ekstremt fornærmet over min plan.. Jeg bliver faktisk lidt rasende, tager min søn og går tilbage til værelset og trøster og putter.....

Ja, jeg ved ikke om jeg overreagere, men dette er bare ét ud af mange tilfælde hvor jeg føler min kæreste er meget nærtagende, og hvor jeg tænker at jeg da ligeså godt kunne være alene-mor vil helst ikke ha det sådan.....

Ved ikke lige hvad jeg ville med det... Har i prøvet noget lign.? Og hvad synes i jeg skal gøre?

(skal lige siges at jeg har prøvet at konfrontere ham - men fik ikke noget ud af det... bliver så ked, for jeg ved at vores søn kan mærke den stemning der er i huset for tiden.. Øv altså...)

ja, jeg synes du overreagerer en smule...

for du vil gerne have at han deltager, men det skal være på din måde...

her gør vi tingene på hver vores måde, og hun falder i søvn hver gang alligevel....

og jeg har ikke tænkt mig at rette ham i hans måde at gøre tingene på når han er her.... (det er ikke hendes bio far, og vi er ikke sammen)

men hun elsker ham, og nyder når han putter hende....

hver har sin måde at gøre tingene på, så derfor kan jeg godt forstå han bliver irriteret hvis du retter på ham...

Jeanne skriver:

Ja jeg synes du overreagerer Det lyder til i ikke har snakket om hvordan i gerne vil være forældre, og at han gerne må være far på den måde DU synes han skal være det Det er ikke noget at konfrontere ham med, men i skal afstemme jeres forventninger til hinanden

Ja jeg ved det godt.. Men vi har snakket om lige netop det, og blevet enige om at vi skal snakke sammen når der sker noget som den ene eller anden gerne vil snakke om... Jeg synes selv vi klinger godt sammen som forældre, og jeg ved godt han har SIN måde at gøre tingene på, og det accepterer jeg. Men i går blev han sur og valgte ikke at trøste vores søn. Det gjorde mig bare lidt ked..

Men ja, som sagt er det kun dette ene tilfælde.. Men tror vi bliver nødt til at snakke om det, igen.. Det med forældre-rollerne...

Gittemor09 skriver:

ja, jeg synes du overreagerer en smule...

for du vil gerne have at han deltager, men det skal være på din måde...

her gør vi tingene på hver vores måde, og hun falder i søvn hver gang alligevel....

og jeg har ikke tænkt mig at rette ham i hans måde at gøre tingene på når han er her.... (det er ikke hendes bio far, og vi er ikke sammen)

men hun elsker ham, og nyder når han putter hende....

hver har sin måde at gøre tingene på, så derfor kan jeg godt forstå han bliver irriteret hvis du retter på ham...

Ja, jeg forstår det godt. Men som skrevet tidligere så mente jeg det virkelig ikke som en rettelse på ham, for jeg accepterer at vi har forskellige måder at gøre tingene på. Og måske skulle jeg ikke have rettet på ham, men når det ellers har fungeret fint med putningen inde på værelset, bliver jeg bare lidt frustreret når han tager vores søn med ind i den lyse stue og begynder at snakke og fortælle med ham. Men ja, måske skal jeg bare lade ham gøre det på sin måde og lade ham snakke og fortælle så meget han vil.

Det kan være vores søn til sidst bliver for træt af det og lukker øjnene

Jeg synes at helt små børn har brug for helt faste rammer hvad angår rytme(dags rytme og sove rytme) og regelmæssighed. Synes måske i skal have aftalt de rammer, fx at barnet skal sove på sit værelse om aftenen.. Hvordan han så vil putte er lidt op til ham, det samme gælder når manden skal give tøj på, griner nogen gange ender det ud i nogle sjove resultater. Men de skal jo også have lov at gøre det på deres måde.

Men det betyder i min verden at man aftaler nogel rammer på forhånd, det gør vi herhjemme. Så vi følger samme rutine men stadig får hver vores måde at putte. Tvivler på at min kæreste vil synge godnat sang, så finder han sikkert bare på noget andet.. Griner..

Synes måske du overreagere en lille smule, men forstår dig godt, hans surhed skal jo ikke gå ud over ungen, det er da for barnligt!!!

Anonym skriver:

Ja, jeg forstår det godt. Men som skrevet tidligere så mente jeg det virkelig ikke som en rettelse på ham, for jeg accepterer at vi har forskellige måder at gøre tingene på. Og måske skulle jeg ikke have rettet på ham, men når det ellers har fungeret fint med putningen inde på værelset, bliver jeg bare lidt frustreret når han tager vores søn med ind i den lyse stue og begynder at snakke og fortælle med ham. Men ja, måske skal jeg bare lade ham gøre det på sin måde og lade ham snakke og fortælle så meget han vil.

Det kan være vores søn til sidst bliver for træt af det og lukker øjnene

hehe ja i sidste ende skal han nok blive træt af at glo på sin far

men ellers kunne i snakke om en fast rutine så den lille heller ikke bliver forvirret... forklar kæresten at det ikke er en irrettesættelse af ham, men at den lille simpelthen har brug for faste rammer...!!

nu har jeg jo været alene med min da hun var lille, så nok også derfor jeg ikke tager det så tungt at kæresten putter hende på sin måde nu

hejsa 

Jeg tror også at du skal lade ham tage den engang imellem, ville du ikke blive sur hvis hun kom til dig og sagde hvordan han mener du skal putte jeres barn ? I skal være helt enige om metoderne, ellers skal i give hinanden plads til at gøre det for lidt forskellige måder, og det lader det ikke til at du gør. 

Kram