jeg er en forfærdelig mor!

Jeg elsker vores datter uendelig højt, men synes ofte det er synd hun har fået mig som mor. Jeg er sindssygt klodset - spørg enhver jeg kender - og det kan jo ikke undgå at gå ud over hende. Og jeg har det så frygteligt med det! Jeg prøver at være forsigtig, men jeg ER bare klodset.

I hendes to måneder korte liv er det lykkes mig at tabe min mobil ned på hendes hoved, kradse hende i hovedbunden, slå hendes hoved op i løftebøjlen i autostolen, åbne en dør op i hendes hoved, og nu her da jeg skulle amme hende liggende skulle jeg lige have min arm om bag mit hoved, og tror i så ikke jeg kommer til at give hende en albue i hovede ? :-(

Hver gang stikker hun i et mega skrig og græder og græder med tårer. Får hende hurtigt trøstet, så tror egentlig tit det mest er forskrækkelsen der gør det men for helvede. Hvorfor skulle hun få sådan en dum klodset mor? Hader mig selv for det :-(

Anonym skriver:

Jeg elsker vores datter uendelig højt, men synes ofte det er synd hun har fået mig som mor. Jeg er sindssygt klodset - spørg enhver jeg kender - og det kan jo ikke undgå at gå ud over hende. Og jeg har det så frygteligt med det! Jeg prøver at være forsigtig, men jeg ER bare klodset.

I hendes to måneder korte liv er det lykkes mig at tabe min mobil ned på hendes hoved, kradse hende i hovedbunden, slå hendes hoved op i løftebøjlen i autostolen, åbne en dør op i hendes hoved, og nu her da jeg skulle amme hende liggende skulle jeg lige have min arm om bag mit hoved, og tror i så ikke jeg kommer til at give hende en albue i hovede ? :-(

Hver gang stikker hun i et mega skrig og græder og græder med tårer. Får hende hurtigt trøstet, så tror egentlig tit det mest er forskrækkelsen der gør det men for helvede. Hvorfor skulle hun få sådan en dum klodset mor? Hader mig selv for det :-(

Åh søde du, du er en god og kærlig mor er jeg sikker på Du gør det jo ikke med vilje og du trøster hende med det samme! Var du en dårlig mor var du jo ligeglad med at de ting sker og det er du jo ikke for det går dig jo på

Hilsen Tanja som os har tabt sin mobil i hovedet på sit barn da min lærke var lille og os slået hendes hovede op i bøjlen i autostolen

Må erklære mig enig med Tanja her
Jeg tror alle mødre har gjort noget i den dur, det har jeg ihvertfald også.
Stort knus til dig

Vi har allesammen været der, kære ven Mit 'værste' uheld var da jeg dagen før Kristoffers barnedåb skulle klippe hans negle. Det er efterhånden 2,5 år siden, men puha, det gjorde ondt i sjælen. Jeg kom selvfølgelig til at klippe ham i fingeren  Det blødte og han skreg.... og det gjorde jeg også til sidst, af dårlig samvittighed. 

Det er da utroligt, at børn overlever deres barndom! 

Anonym skriver:

Jeg elsker vores datter uendelig højt, men synes ofte det er synd hun har fået mig som mor. Jeg er sindssygt klodset - spørg enhver jeg kender - og det kan jo ikke undgå at gå ud over hende. Og jeg har det så frygteligt med det! Jeg prøver at være forsigtig, men jeg ER bare klodset.

I hendes to måneder korte liv er det lykkes mig at tabe min mobil ned på hendes hoved, kradse hende i hovedbunden, slå hendes hoved op i løftebøjlen i autostolen, åbne en dør op i hendes hoved, og nu her da jeg skulle amme hende liggende skulle jeg lige have min arm om bag mit hoved, og tror i så ikke jeg kommer til at give hende en albue i hovede ? :-(

Hver gang stikker hun i et mega skrig og græder og græder med tårer. Får hende hurtigt trøstet, så tror egentlig tit det mest er forskrækkelsen der gør det men for helvede. Hvorfor skulle hun få sådan en dum klodset mor? Hader mig selv for det :-(

Du lyder altså bestemt ikke mere klodset end mig..
Og jeg hader også mig selv for det.. Men tror bare det er sådan..
Vi bliver altså ikke dårlige mødre af lidt ups'ere.. Hvis vi var ligeglade så kunne man snakke om det, men ens verden er jo nærmest ved at gå under når det sker..

Magnus er også 2 mnd. og her er dem jeg lige kan huske:

Den absolut værste, Autoliften gled ud af hånden på mig, med ham i, det skete ikke en dyt, men nej hvor havde jeg det elendig

Albue i hovedet
prikket ham i øjet
kradset ham
slå hans fødder ind i (ja det sker ret tit, så skorsten, border, puslebord)

og så bomber jeg konstant vores babysleeper ind i alt muligt når jeg går med den, så det vågner han ikke engang af mere..

og det er også så typisk at når han falder i søvn så skal jeg altid lige vælte et eller andet der larmer..

Anonym skriver:

Jeg elsker vores datter uendelig højt, men synes ofte det er synd hun har fået mig som mor. Jeg er sindssygt klodset - spørg enhver jeg kender - og det kan jo ikke undgå at gå ud over hende. Og jeg har det så frygteligt med det! Jeg prøver at være forsigtig, men jeg ER bare klodset.

I hendes to måneder korte liv er det lykkes mig at tabe min mobil ned på hendes hoved, kradse hende i hovedbunden, slå hendes hoved op i løftebøjlen i autostolen, åbne en dør op i hendes hoved, og nu her da jeg skulle amme hende liggende skulle jeg lige have min arm om bag mit hoved, og tror i så ikke jeg kommer til at give hende en albue i hovede ? :-(

Hver gang stikker hun i et mega skrig og græder og græder med tårer. Får hende hurtigt trøstet, så tror egentlig tit det mest er forskrækkelsen der gør det men for helvede. Hvorfor skulle hun få sådan en dum klodset mor? Hader mig selv for det :-(

Nåårrhhh!

Ja nogle af os er bare nogle klumpedumper.
Men du må begynde at lære at  holde focus.
Måske ville det være godt for dig at meditere, samt måske gå til noget Tai Chi (eller hvad det nu hedder) Den form for kinesiske meditationsidræt, som man ser et utal af kinesere dyrke overalt på pladser, i parker og endda midt på gaderne i Kina.
Det er egentligt udsprunget af en kampsport, men bruges også som en træning af hjernens focus på kroppens bevægelser.
I virkeligheden, så er det netop det du har brug for..focus på dine bevægelser og derigennem kontrol af dem, så du lærer, at holde dine bevægelsesmønstre i mindre "baner".

Kærligst
Sussie

Jeg elsker vores datter uendelig højt, men synes ofte det er synd hun har fået mig som mor. Jeg er sindssygt klodset - spørg enhver jeg kender - og det kan jo ikke undgå at gå ud over hende. Og jeg har det så frygteligt med det! Jeg prøver at være forsigtig, men jeg ER bare klodset.

I hendes to måneder korte liv er det lykkes mig at tabe min mobil ned på hendes hoved, kradse hende i hovedbunden, slå hendes hoved op i løftebøjlen i autostolen, åbne en dør op i hendes hoved, og nu her da jeg skulle amme hende liggende skulle jeg lige have min arm om bag mit hoved, og tror i så ikke jeg kommer til at give hende en albue i hovede ? :-(

Hver gang stikker hun i et mega skrig og græder og græder med tårer. Får hende hurtigt trøstet, så tror egentlig tit det mest er forskrækkelsen der gør det men for helvede. Hvorfor skulle hun få sådan en dum klodset mor? Hader mig selv for det :-(

hi hi ej undskyld  

men så skulle du komme hjem hos os

jeg har tabt min mobil ned i hovedet på hende omkring 200.000 gange

bil-døre øj det er også sket et par gange... en gang lukkede jeg vaskemaskine-døren over Marcus-Emil's finger ( heldigvis var der lige plads til dem så der skete ikke noget men nøj han græd ) jeg har tilmed tabt Tinke og kun lige fået fat i hende igen i flyverdragtens mavestof  herhjemme kommer vi dagligt tilskade, vi er en rigtig klodset / uheldig familie og øv det er nederen nogle gange men man lære jo at leve med det

du skal ikke tage dig af det, det er jo fint du er bevist om det og passer på. men lad hver at slå dig selv i hovedet, det nytter ikke noget alligevel

 

hov glemte at jeg klippede hende i fingeren da hun var 3mdr

hendes barnevogn væltede i netto hvor hun hang i selen og dinglede

Her er Oliver røget ned af en stol, ned på gulvet. Og kender mange af dem du nævner, sådan noget sker og man kan ikke gøre så meget ved det. Jeg har også frygteligt store armbevægelser, men hen af vejen lærer du nok, ligesom jeg har lært, at styre dem lidt bedre Af skade blir man klog, kan man sige, men ja, det er super frygteligt at det går ud over de små, men de er der jo hele tiden og man har ikke mulighed for at styre det.

Og jeg er sikker på du er en SKØN og FANTASTISK MOR!!

Jeg tror ikke på, at der er nogen mødre, der ikke har kommet til St skade deres børn (mig selv inkl, men i og med du trøster hende og ikke er ligeglad, så er du en god mor . Det er hårdt i starten med søvn underskud isv, og så bliver man let lidt ekstra klumpe dumpet. Lad du være med at slå dig selv oven i hovedet med det, men gør i stedet, som du allerede gør, det bedste for dit barn og vær der for hende/ham

Anonym skriver:

Jeg elsker vores datter uendelig højt, men synes ofte det er synd hun har fået mig som mor. Jeg er sindssygt klodset - spørg enhver jeg kender - og det kan jo ikke undgå at gå ud over hende. Og jeg har det så frygteligt med det! Jeg prøver at være forsigtig, men jeg ER bare klodset.

I hendes to måneder korte liv er det lykkes mig at tabe min mobil ned på hendes hoved, kradse hende i hovedbunden, slå hendes hoved op i løftebøjlen i autostolen, åbne en dør op i hendes hoved, og nu her da jeg skulle amme hende liggende skulle jeg lige have min arm om bag mit hoved, og tror i så ikke jeg kommer til at give hende en albue i hovede ? :-(

Hver gang stikker hun i et mega skrig og græder og græder med tårer. Får hende hurtigt trøstet, så tror egentlig tit det mest er forskrækkelsen der gør det men for helvede. Hvorfor skulle hun få sådan en dum klodset mor? Hader mig selv for det :-(

Først et stort .. Du er bestemt ikke en dårlig mor! Vi laver alle små "skader" på vores små guldklumper. Det er jo ikke med vilje!!Og de glemmer det heldigvis hurtigt igen..