Er ikke god nok til hans familie :(

Min kæreste og jeg vi mødtes i feb 2010 jeg mødte hans forældre ret hurtig og følte at de accepterede mig og mine 2 børn da de også var med derhjemme en enkel gang . Vi var sammen i 6 måneder hvor jeg så stoppede forholdet . Det endte med at med at jeg knuste hans hjerte . Vi snakkede ikke sammen i et helt år men møder så hinanden helt tilfærdigt ibyen ender med at være sammen og vat så kærester igen et par måneder men stoppede igang men denne gang vi vi enige. Jeg finder så ud af at jeg er blevet gravid og mødes med ham og fortæller det til ham og vi beslutter for at vi prøvet igen og glæder os meget til at blive forældre sammen . Men i 9 uge får jeg en SA :,( men vi klare det sammen. Nu er det så at min kæreste fortæller mig at hans forældre ikke vil have han er sammen med mig . Han er uvenner med dem pga vores forhold sammen . Han siger at grunden til det er mine børn som han os selv elsker rigtig højt. Han er iraner og jeg er dansker så det er derfor de er som de er . Vi har besluttet os for at kæmpe for vores kærlighed. Er der nogen der har erfaring inden for lingende

Jeg har ingen erfaring, da jeg aldrig har været i forhold til en Iraner, men jeg ved dog at disse familiebånd er utroligt stærke. Jeg syntes du skal tænke dig alvorligt om, om den kærlighed er værd at kæmpe for, tænk også over hvordan evt. konflikter vil komme til også at påvirke dine 2 børn.

Jeg tror ikke altid at kærligheden kan sejre i disse situationer, og man skal også gøre op, om man har kræfterne. Jeg villle ligeledes vente med en evt. kommende graviditet indtil der er ro på i familien.

 

jeg har været sammen med en muslim engang, hvor han blev nødt til at holde mig hemmelig, fordi hans far ikke måtte vide det, da jeg er kristen.

det kunne jeg slet ikke - men vores forhold var heller ikke af samme karakter, som jeres synes at være...

Jeg ville kæmpe, hvis jeg virkelig elskede ham.

Frøken Førstegangsmor :D skriver:

jeg har været sammen med en muslim engang, hvor han blev nødt til at holde mig hemmelig, fordi hans far ikke måtte vide det, da jeg er kristen.

det kunne jeg slet ikke - men vores forhold var heller ikke af samme karakter, som jeres synes at være...

Jeg ville kæmpe, hvis jeg virkelig elskede ham.

Det skal lige siges at han ikke er muslim og det er hans forældre heller ikke

Du skal jo huske, at hans familie tilhører en helt anden kultur, med helt andre regelsæt end vi har her i DK.
Her er det helt normalt at man finder sammen på kryds og på tværs med sammenbragte børn fra tidligere parforhold.
Dernede er det en skam, dels at have børn udenfor ægteskab, og skilsmisse er ligeledes en skam.
Det er utænkeligt at en mand skal tage en "Kasseret" kone til sig med børn.
Ja, det er en svær kamel at sluge, jeg ved det godt, men for ikke ret længe siden, var det nøjagtigt det samme her i DK.

Men jeg tror også, der spiller noget andet ind.
Hvis man ser på jeres forhold, som har bestået af at I skiftevis er kommet og gået fra hinanden, så kunne jeg selv personligt som forældre, også opbygge en vis form for modstand mod forholdet..for "hvor længe holder det så denne gang?"
Det virker jo som om de tog vel imod dig og dine børn første gang..eller tager jeg fejl?
Set med deres kulturbaggrund, synes jeg det er stort, hvis det har forholdt sig sådan, altså at de tog vel imod dig.

Så i virkeligheden skyldes deres modstand måske rent faktisk, at de ikke ønsker at se deres søn såret, og nødig vil have at I får barn sammen og så alligevel render fra hinanden efter et stykke tid.
Og det har intet med kultur at gøre, men med menneskelige følelser..og helt ærligt...jeg ville have det nøjagtig som de.

Selvfølgelig skal mennesker frit vælge med hvem de vil leve og have børn med, og der er ingen garanti for at et forhold overlever, men hvis man får børn sammen i et parforhold, så skulle det jo gerne være ud fra den overbevisning, at man vil leve sammen og sammen se børnene vokse op...der er ingen garanti på, at det holder, men det er dog en vægtig grundregel i et forhold..at det holder.
Jeg ved fra mig selv, hvor hårdt det er ikke at have det ene barnebarn tæt på. Han er hos sin far, og er kun hos sin mor hveranden weekend, ferier og den slags, men det er altså hårdt ikke at vide ham hos hans mor...eller rettere i familiens skød.

Hvis du og han får barn sammen, og I så går fra hinanden igen...hvad sansynligheden er ret stor for, fordi I 2 gange før ikke har kunnet få det til at fungere.... så vil de bedsteforældre ligesom jeg, skulle være mere end heldige, hvis de kommer til at se deres barnebarn mere end nogle få gange om året og det gør ondt.

Blot nogle tanker herfra..ingen kritik...det vil jeg lige understrege..men tænk dig rigtigt, rigtigt godt om.
Et er, at det er en helt anden kultur du skal lære at inddrage som en del af dit liv..og dine to børns liv, med de regler og traditioner der er..og den er vitterligt ret langt fra den danske, men du skal i særdeleshed virkeligt overveje om du tror jeres forhold nu også KAN holde og om det er værd at kæmpe for.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Du skal jo huske, at hans familie tilhører en helt anden kultur, med helt andre regelsæt end vi har her i DK.
Her er det helt normalt at man finder sammen på kryds og på tværs med sammenbragte børn fra tidligere parforhold.
Dernede er det en skam, dels at have børn udenfor ægteskab, og skilsmisse er ligeledes en skam.
Det er utænkeligt at en mand skal tage en "Kasseret" kone til sig med børn.
Ja, det er en svær kamel at sluge, jeg ved det godt, men for ikke ret længe siden, var det nøjagtigt det samme her i DK.

Men jeg tror også, der spiller noget andet ind.
Hvis man ser på jeres forhold, som har bestået af at I skiftevis er kommet og gået fra hinanden, så kunne jeg selv personligt som forældre, også opbygge en vis form for modstand mod forholdet..for "hvor længe holder det så denne gang?"
Det virker jo som om de tog vel imod dig og dine børn første gang..eller tager jeg fejl?
Set med deres kulturbaggrund, synes jeg det er stort, hvis det har forholdt sig sådan, altså at de tog vel imod dig.

Så i virkeligheden skyldes deres modstand måske rent faktisk, at de ikke ønsker at se deres søn såret, og nødig vil have at I får barn sammen og så alligevel render fra hinanden efter et stykke tid.
Og det har intet med kultur at gøre, men med menneskelige følelser..og helt ærligt...jeg ville have det nøjagtig som de.

Selvfølgelig skal mennesker frit vælge med hvem de vil leve og have børn med, og der er ingen garanti for at et forhold overlever, men hvis man får børn sammen i et parforhold, så skulle det jo gerne være ud fra den overbevisning, at man vil leve sammen og sammen se børnene vokse op...der er ingen garanti på, at det holder, men det er dog en vægtig grundregel i et forhold..at det holder.
Jeg ved fra mig selv, hvor hårdt det er ikke at have det ene barnebarn tæt på. Han er hos sin far, og er kun hos sin mor hveranden weekend, ferier og den slags, men det er altså hårdt ikke at vide ham hos hans mor...eller rettere i familiens skød.

Hvis du og han får barn sammen, og I så går fra hinanden igen...hvad sansynligheden er ret stor for, fordi I 2 gange før ikke har kunnet få det til at fungere.... så vil de bedsteforældre ligesom jeg, skulle være mere end heldige, hvis de kommer til at se deres barnebarn mere end nogle få gange om året og det gør ondt.

Blot nogle tanker herfra..ingen kritik...det vil jeg lige understrege..men tænk dig rigtigt, rigtigt godt om.
Et er, at det er en helt anden kultur du skal lære at inddrage som en del af dit liv..og dine to børns liv, med de regler og traditioner der er..og den er vitterligt ret langt fra den danske, men du skal i særdeleshed virkeligt overveje om du tror jeres forhold nu også KAN holde og om det er værd at kæmpe for.

Kærligst
Sussie

I det store og hele er jeg enig med Sussie. Tænk dig rigtig godt om. Min bekymring går også på at I i forvejen ikke har haft en særligt stabil parforholdshistorie bag jer - et barn gør det IKKE nemmere at blive sammen. Jeg ville virkelig tænke mig rigtig godt om før jeg satte flere børn i verden, og også før jeg såede mere splid i deres familie. 

Men held og lykke med det hele! Jeg håber du finder lykken, uanset hvordan!

Mvh

Rosa

SussieThyssen skriver:

Du skal jo huske, at hans familie tilhører en helt anden kultur, med helt andre regelsæt end vi har her i DK.
Her er det helt normalt at man finder sammen på kryds og på tværs med sammenbragte børn fra tidligere parforhold.
Dernede er det en skam, dels at have børn udenfor ægteskab, og skilsmisse er ligeledes en skam.
Det er utænkeligt at en mand skal tage en "Kasseret" kone til sig med børn.
Ja, det er en svær kamel at sluge, jeg ved det godt, men for ikke ret længe siden, var det nøjagtigt det samme her i DK.

Men jeg tror også, der spiller noget andet ind.
Hvis man ser på jeres forhold, som har bestået af at I skiftevis er kommet og gået fra hinanden, så kunne jeg selv personligt som forældre, også opbygge en vis form for modstand mod forholdet..for "hvor længe holder det så denne gang?"
Det virker jo som om de tog vel imod dig og dine børn første gang..eller tager jeg fejl?
Set med deres kulturbaggrund, synes jeg det er stort, hvis det har forholdt sig sådan, altså at de tog vel imod dig.

Så i virkeligheden skyldes deres modstand måske rent faktisk, at de ikke ønsker at se deres søn såret, og nødig vil have at I får barn sammen og så alligevel render fra hinanden efter et stykke tid.
Og det har intet med kultur at gøre, men med menneskelige følelser..og helt ærligt...jeg ville have det nøjagtig som de.

Selvfølgelig skal mennesker frit vælge med hvem de vil leve og have børn med, og der er ingen garanti for at et forhold overlever, men hvis man får børn sammen i et parforhold, så skulle det jo gerne være ud fra den overbevisning, at man vil leve sammen og sammen se børnene vokse op...der er ingen garanti på, at det holder, men det er dog en vægtig grundregel i et forhold..at det holder.
Jeg ved fra mig selv, hvor hårdt det er ikke at have det ene barnebarn tæt på. Han er hos sin far, og er kun hos sin mor hveranden weekend, ferier og den slags, men det er altså hårdt ikke at vide ham hos hans mor...eller rettere i familiens skød.

Hvis du og han får barn sammen, og I så går fra hinanden igen...hvad sansynligheden er ret stor for, fordi I 2 gange før ikke har kunnet få det til at fungere.... så vil de bedsteforældre ligesom jeg, skulle være mere end heldige, hvis de kommer til at se deres barnebarn mere end nogle få gange om året og det gør ondt.

Blot nogle tanker herfra..ingen kritik...det vil jeg lige understrege..men tænk dig rigtigt, rigtigt godt om.
Et er, at det er en helt anden kultur du skal lære at inddrage som en del af dit liv..og dine to børns liv, med de regler og traditioner der er..og den er vitterligt ret langt fra den danske, men du skal i særdeleshed virkeligt overveje om du tror jeres forhold nu også KAN holde og om det er værd at kæmpe for.

Kærligst
Sussie

Jeg er enig med Sussie i, at det nok ikke er det kulturelle, der her spiller ind. Men mere det, at det har været så meget on/off. 
Specielt også fordi han har fået sit hjerte knust - det tror jeg, er en ganske normal følelse at få som forælder.

Jeg bliver bare liiiiiige nødt til, at kommentere det her med skam.  

Nu ved jeg, at TS oplyser, at gutten ikke er (forholdende?) muslim - men nu er Iran et islamisk land. Og i islam, er det ikke en direkte skam, at blive skilt. Ej heller at gifte sig med "kaseret" kvinde - tværtimod!!! Der er stor belønning for en muslimsk mand, at gifte sig med en fraskilt kvinde/enke. Just FYI!

SaraB skriver:

Jeg er enig med Sussie i, at det nok ikke er det kulturelle, der her spiller ind. Men mere det, at det har været så meget on/off. 
Specielt også fordi han har fået sit hjerte knust - det tror jeg, er en ganske normal følelse at få som forælder.

Jeg bliver bare liiiiiige nødt til, at kommentere det her med skam.  

Nu ved jeg, at TS oplyser, at gutten ikke er (forholdende?) muslim - men nu er Iran et islamisk land. Og i islam, er det ikke en direkte skam, at blive skilt. Ej heller at gifte sig med "kaseret" kvinde - tværtimod!!! Der er stor belønning for en muslimsk mand, at gifte sig med en fraskilt kvinde/enke. Just FYI!

Jeg snakkede slet ikke om islam..jeg snakkede om kulturen..og..jeg har iranske venner, der både er muslimer og kristne, de har alle fortalt mig det som jeg siger.
At du så ved et, og jeg noget andet...det kan måske skyldes at de kommer fra forskellige egne af landet!?!
Jeg ved fx at der er stor forskel på, om man er vokset op i en af storbyerne eller i en af landregionerne. Disse forhold er iøvrigt også til stede i fx Tyrkiet..der er stor forskel i by og på land.

SussieThyssen skriver:

Jeg snakkede slet ikke om islam..jeg snakkede om kulturen..og..jeg har iranske venner, der både er muslimer og kristne, de har alle fortalt mig det som jeg siger.
At du så ved et, og jeg noget andet...det kan måske skyldes at de kommer fra forskellige egne af landet!?!
Jeg ved fx at der er stor forskel på, om man er vokset op i en af storbyerne eller i en af landregionerne. Disse forhold er iøvrigt også til stede i fx Tyrkiet..der er stor forskel i by og på land.

Jamen du har ret, sådan er der desværre nogle der ser på det - heldigvis ikke alle!  Jeg tænker bare, at i og med religionen ofte spiller så stor en rolle i kulturen (uanset land/egn), er det bare enormt ærgerligt, at den her på dette område, er så langt fra.

SaraB skriver:

Jamen du har ret, sådan er der desværre nogle der ser på det - heldigvis ikke alle!  Jeg tænker bare, at i og med religionen ofte spiller så stor en rolle i kulturen (uanset land/egn), er det bare enormt ærgerligt, at den her på dette område, er så langt fra.

Det kommer vel helt an på hvor ortodoks man er..og hvordan man udlægger sin religion.

Tag nu bare ham præsten i nyhederne i dag, der trodner mod homoseksuelle vielser i folkekirken..han tolker biblen på sin måde.
Der er jo altid nogle, der absolut skal tro de har det sande ord, og de alene vide..og så bliver det jo let en del af kulturarven også, hvis det er en fortolkning, der gennem lang tid præger et samfund.

Nå men vi to har jo før fundet hinanden i flere ting, så generelt er vi jo enige