Hvordan får jeg ro på min tilværelse?

Som overskriften lyder, virker det hele en smule overkill, men for mig er det faktisk sådan det hænger sammen.

Jeg er en pige på 25 år. Jeg har et barn på 14 mdr og en kæreste gennem knap 8 år. Jeg er netop startet på nyt studie i sommers, efter endt barsel.

Jeg har været vidt omkring uddannelsesmæssigt og min nuværende uddannelse er den tredje på 4 år. Jeg kan ikke finde mig til rette nogen steder og er igen i tvivl om, om jeg har valgt rigtigt

Jeg har ikke lyst til noget som helst. Jeg har svært ved at være den mor, som jeg ønsker af mig selv og min mand er nærmest mere sammen med hende end jeg. Jeg kan ikke finde overskuddet.

Jeg er i tvivl om uddannelse, kæresteforhold, om jeg ikke er en god nok moder, vægttab og livsstil osv osv osv.

Jeg kan slet ikke leve i nuet og pt går jeg konkret og tænker over, hvad filan der skal blive af mig. Bliver jeg nogensinde det menneske, som jeg ønsker mig.

Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere livet, som det er og så nyde hver dag? Øv øv øv

jeg vil give dig en kæmpe krammer..

og livet er ikke nemt og slet ikke med at få passet kæresten barn og skole osv...

jeg tror du skal sige til dig  selv at din kæreste er mere sammen med jeres søn ind du er sådan er det også her hjemme og det knuser mit hjerte men jeg kan ikke gøre andet...

måske skulle du snakke lidt med kæresten så han lige kan give dig en krammer og fortælle du er dejlig

Anonym skriver:

Som overskriften lyder, virker det hele en smule overkill, men for mig er det faktisk sådan det hænger sammen.

Jeg er en pige på 25 år. Jeg har et barn på 14 mdr og en kæreste gennem knap 8 år. Jeg er netop startet på nyt studie i sommers, efter endt barsel.

Jeg har været vidt omkring uddannelsesmæssigt og min nuværende uddannelse er den tredje på 4 år. Jeg kan ikke finde mig til rette nogen steder og er igen i tvivl om, om jeg har valgt rigtigt

Jeg har ikke lyst til noget som helst. Jeg har svært ved at være den mor, som jeg ønsker af mig selv og min mand er nærmest mere sammen med hende end jeg. Jeg kan ikke finde overskuddet.

Jeg er i tvivl om uddannelse, kæresteforhold, om jeg ikke er en god nok moder, vægttab og livsstil osv osv osv.

Jeg kan slet ikke leve i nuet og pt går jeg konkret og tænker over, hvad filan der skal blive af mig. Bliver jeg nogensinde det menneske, som jeg ønsker mig.

Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere livet, som det er og så nyde hver dag? Øv øv øv

Først en kæmpe  til dig.

 

Du skal først og fremmest acceptere at det er okay ikke at vide hvad man vil med sit liv som 25 årig. jeg kender mange som er 25 der ikke ved hvad de vil - HERLIGE mennesker! Det er ikke et must at vide hvad man vil med sit liv. Find dig et job der gør dig lykkelig lige nu! og vent med uddannelse til du virkelig ved hvad du vil.

Når du har fundet dig et job som du kan lide, så er din økonomi stabil og du kan fokusere på næste problem. er det forholdet eller din moderrolle vægten eller livsstilen? så tag fat på denne. inden du ved af det løser den ene den anden og du vil føle dig mere lykkelig.

Man behøver ikke en uddannelse for at leve et godt liv.

 

JJH skriver:

Først en kæmpe  til dig.

 

Du skal først og fremmest acceptere at det er okay ikke at vide hvad man vil med sit liv som 25 årig. jeg kender mange som er 25 der ikke ved hvad de vil - HERLIGE mennesker! Det er ikke et must at vide hvad man vil med sit liv. Find dig et job der gør dig lykkelig lige nu! og vent med uddannelse til du virkelig ved hvad du vil.

Når du har fundet dig et job som du kan lide, så er din økonomi stabil og du kan fokusere på næste problem. er det forholdet eller din moderrolle vægten eller livsstilen? så tag fat på denne. inden du ved af det løser den ene den anden og du vil føle dig mere lykkelig.

Man behøver ikke en uddannelse for at leve et godt liv.

 

Jeg er bare sindsygt bange for, at jeg aldrig får en uddannelse så føler at jeg skal færdiggøre noget, men kan bare slet ikke finde gejsten

Men mange tak for svar! Dejligt at vide, at man ikke er helt atypisk

B&J skriver:

jeg vil give dig en kæmpe krammer..

og livet er ikke nemt og slet ikke med at få passet kæresten barn og skole osv...

jeg tror du skal sige til dig  selv at din kæreste er mere sammen med jeres søn ind du er sådan er det også her hjemme og det knuser mit hjerte men jeg kan ikke gøre andet...

måske skulle du snakke lidt med kæresten så han lige kan give dig en krammer og fortælle du er dejlig

Mange tak for svar - det er rart at vide at man ikke er den eneste i hele verden!

Anonym skriver:

Mange tak for svar - det er rart at vide at man ikke er den eneste i hele verden!

det er du ikke

Anonym skriver:

Jeg er bare sindsygt bange for, at jeg aldrig får en uddannelse så føler at jeg skal færdiggøre noget, men kan bare slet ikke finde gejsten

Men mange tak for svar! Dejligt at vide, at man ikke er helt atypisk

men ved du føler dig presset til at tage den uddannelse vælger du nok ofte det der lige ligger i luften, uden det er en egentlig lyst. hvis det er en uddannelse du har overvejet et par år er der større chance for du gennemfører.

Jag har haft det på samme måde. er 28 og nu igang som socialrådgiver. Jeg havde desværre ikke så mange uddannelsesvalg længere pga en rygskade, men denne uddannelse bliver jeg glad for.

Anonym skriver:

Jeg er bare sindsygt bange for, at jeg aldrig får en uddannelse så føler at jeg skal færdiggøre noget, men kan bare slet ikke finde gejsten

Men mange tak for svar! Dejligt at vide, at man ikke er helt atypisk

Jeg synes ikke du skal starte en uddannelse hvis du ikke har motivationen, men hvad med at finde et job inde for en branche som du synes er spændende og så på den måde finde ud af om det er noget for dig

JJH skriver:

men ved du føler dig presset til at tage den uddannelse vælger du nok ofte det der lige ligger i luften, uden det er en egentlig lyst. hvis det er en uddannelse du har overvejet et par år er der større chance for du gennemfører.

Jag har haft det på samme måde. er 28 og nu igang som socialrådgiver. Jeg havde desværre ikke så mange uddannelsesvalg længere pga en rygskade, men denne uddannelse bliver jeg glad for.

Men den uddannelse, som jeg har valgt nu, har jeg netop haft i tankerne siden 2008. Det er en uddannelse, som er svær at komme ind på og i år var der alene 500, som fik afslag.

Jeg tænker egentlig at det er den uddannelse, som jeg skal have, men det fanger mig bare ikke. Jeg var sindsygt engageret, da jeg søgte om optagelse og den dag jeg fik brevet var jeg seriøst lykkelig, men jeg er typen som får det jeg ønsker og bagefter er det lige meget - jeg søger kicket ved at vinde og blive anerkendt - så har jeg vist at jeg kan, og så er det ligemeget for mig

Jeg gad virkelig godt opleve at have en passion for noget, men jeg er bare ligeglad

Først får du et knus..og så vil jeg lige give dig et link på noget du kan kigge på..og hvis du synes det ringer hos dig, fordi du føler det passer på hvordan du var og er som person..så er du velkommen til at skrive til mig, for så tror jeg at jeg måske kan hjælpe dig lidt til at lære at leve med den du er.

http://www.mentiqa-odense.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=85&Itemid=158

Kærligst
Sussie