Ved ik hvad jeg skal gøre? :(

Mig og min kæreste har æret sammen i knap 3år. Vi har den mest fantastiske søn sammen som er knap 3 mdr. Men efter vi har fået ham, går det ikke som det skal imellem os.. Jeg elsker min søn ubeskriveligt højt, og ønsker at bruge så meget til med ham som overhovedet muligt. Sådan var det også for min kæreste de to første uger af vores søns liv. Men efter hans barsel er over, har han ikke lyst til at tilbrige tid med ham. Og det sårer mig dybt.

Glæder mig hver eneste dag til han får fri fra arbejde og kommer hjem til os. Men han sætter sig direkte hen i sofaen, han når lige at sige hej til mig inden han finder sin telefon frem.. Så mens han har slappet af, giver jeg vores søn mad, en tør ble, leger lidt med ham, pakker ham i autostolen og så tager vi alle tre ud at handler. Han snakker ikke med ham eller siger hej eller noget. Det er højest hvis jeg beder ham om at løfte autostolen han måsker lige siger hej.. Så kommer vi hjem, jeg tager vores søn i bæreselen, vi laver mad, jeg rydder op og dækker bord, giver ham mad og en ren ble. Spiser vi. jeg giver vores søn et bad, giver ham nattøj på, mad og en ren ble. så bliver han puttet..
Jeg vil ønske at min kæretse vil bare bruge 10minutter af hans tid at snakke med vores søn på. Kan ikke huske sidst han har givet ham mad eller en ble.. Husker ikke sidst han har taget ham af sig selv.. Hvorfor spørger jeg mig selv hele tiden? Har prøvet at snakke med ham om det, men det nytter hvis ikke.
Jeg er begyndt at træne, og skal næsten tigge og be ham om at have vores søn den ene time om ugen. Men med det samme jeg tager afsted, kører han ud til hans forældre så de kan ta ham Ved ikke hvorfor. Han betyder jo så meget for mig og har hele tiden lyst til at tilbringe tiden med ham, så hvorfor har min kæretse ikke det?

Han forstår heller ikke hvorfor jeg bare vil have ham passet. Vi er blevet indvitret til julefrokost d. 12,, og har sagt at jeg stadig ikk eved om jeg vil tage med, da jeg har det svært med at han skal passes. (Han er endnu ikke blevet passet). Der er bare så mange problemer imellem ham og mig. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Vi skændtes overalt kontant. Han siger bare at det er fordi vi har brug for at komme ud sammen og have tid sammen. Men jeg ved nu ikke Har faktisk ikke lyst til det her mere Føler ikke det samme for ham mere, men jeg elsker ham jo og han er jo min søns far.

 

Undskyld dette lange indlæg, men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre

Du får lige et kæmpe fra mig..

MisMille skriver:

Du får lige et kæmpe fra mig..

Tak

Vi er et par der nu skal have barn nr tre så jeg har allerede prøvet efter fødesels tiden nogen gange.

Efter fødsel er der altd en tid hvor parforholdet bliver sat lidt på standby.  Jeg synes det er vigtigt at i snakker om det. Det er ligsom bare en face hvor man skal acceptere at nu er det altså lige familie livet der er i fokus og det har din kæreste måske ikke været klar over. Nu ved jeg ikke hvor gammel han er men det lyder lidt som om han ikke har gjordt sig helt klart hvad dette handler om.

Med hensyn til at han kke snakker med barnet, så er det altså bare nogen mænd der ikke rigtig kan håndtere små børn. De kan ikke finde ud af at snakke med nogen der ikke snakker tilbage og de kan have svært ved at finde ud af hvad de skal lave med barnet.

Jeg synes i skal snakke samme så du kan finde ud af hvad der sker inde i ham.

katrineoerum skriver:

Vi er et par der nu skal have barn nr tre så jeg har allerede prøvet efter fødesels tiden nogen gange.

Efter fødsel er der altd en tid hvor parforholdet bliver sat lidt på standby.  Jeg synes det er vigtigt at i snakker om det. Det er ligsom bare en face hvor man skal acceptere at nu er det altså lige familie livet der er i fokus og det har din kæreste måske ikke været klar over. Nu ved jeg ikke hvor gammel han er men det lyder lidt som om han ikke har gjordt sig helt klart hvad dette handler om.

Med hensyn til at han kke snakker med barnet, så er det altså bare nogen mænd der ikke rigtig kan håndtere små børn. De kan ikke finde ud af at snakke med nogen der ikke snakker tilbage og de kan have svært ved at finde ud af hvad de skal lave med barnet.

Jeg synes i skal snakke samme så du kan finde ud af hvad der sker inde i ham.

Ts: Er ked af det på dine vegne. Jeg kender godt til efter-fødselstiden og parforholdsknirkeriet, men har heldigvis ikke oplevet min mand ikke være der, snakke og nusse med vores søn. Det ER svært at gå fra to til 3!

Anonym skriver:

Mig og min kæreste har æret sammen i knap 3år. Vi har den mest fantastiske søn sammen som er knap 3 mdr. Men efter vi har fået ham, går det ikke som det skal imellem os.. Jeg elsker min søn ubeskriveligt højt, og ønsker at bruge så meget til med ham som overhovedet muligt. Sådan var det også for min kæreste de to første uger af vores søns liv. Men efter hans barsel er over, har han ikke lyst til at tilbrige tid med ham. Og det sårer mig dybt.

Glæder mig hver eneste dag til han får fri fra arbejde og kommer hjem til os. Men han sætter sig direkte hen i sofaen, han når lige at sige hej til mig inden han finder sin telefon frem.. Så mens han har slappet af, giver jeg vores søn mad, en tør ble, leger lidt med ham, pakker ham i autostolen og så tager vi alle tre ud at handler. Han snakker ikke med ham eller siger hej eller noget. Det er højest hvis jeg beder ham om at løfte autostolen han måsker lige siger hej.. Så kommer vi hjem, jeg tager vores søn i bæreselen, vi laver mad, jeg rydder op og dækker bord, giver ham mad og en ren ble. Spiser vi. jeg giver vores søn et bad, giver ham nattøj på, mad og en ren ble. så bliver han puttet..
Jeg vil ønske at min kæretse vil bare bruge 10minutter af hans tid at snakke med vores søn på. Kan ikke huske sidst han har givet ham mad eller en ble.. Husker ikke sidst han har taget ham af sig selv.. Hvorfor spørger jeg mig selv hele tiden? Har prøvet at snakke med ham om det, men det nytter hvis ikke.
Jeg er begyndt at træne, og skal næsten tigge og be ham om at have vores søn den ene time om ugen. Men med det samme jeg tager afsted, kører han ud til hans forældre så de kan ta ham Ved ikke hvorfor. Han betyder jo så meget for mig og har hele tiden lyst til at tilbringe tiden med ham, så hvorfor har min kæretse ikke det?

Han forstår heller ikke hvorfor jeg bare vil have ham passet. Vi er blevet indvitret til julefrokost d. 12,, og har sagt at jeg stadig ikk eved om jeg vil tage med, da jeg har det svært med at han skal passes. (Han er endnu ikke blevet passet). Der er bare så mange problemer imellem ham og mig. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Vi skændtes overalt kontant. Han siger bare at det er fordi vi har brug for at komme ud sammen og have tid sammen. Men jeg ved nu ikke Har faktisk ikke lyst til det her mere Føler ikke det samme for ham mere, men jeg elsker ham jo og han er jo min søns far.

 

Undskyld dette lange indlæg, men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre

Ud fra hvad du beskriver, tror jeg din kæreste har en efterfødselsdepression.. Jeg synes han skal søge læge. Kan godt forstå du ikke synes det er sjovt. Jeg har også en lille pige på præcis samme alder som dig og jeg kunne slet ikke forstille mig at det KUN var mig der skulle snakke, lege, skifte ble, lave mad, bade osv... Jeg ville blive sindssyg..... Synes slet ikke du skal finde dig i det - du må have det rigtig hårdt. Hvis du er på Fyn vil jeg gerne hjælpe dig 

 

Knus

1000Ben

katrineoerum skriver:

Vi er et par der nu skal have barn nr tre så jeg har allerede prøvet efter fødesels tiden nogen gange.

Efter fødsel er der altd en tid hvor parforholdet bliver sat lidt på standby.  Jeg synes det er vigtigt at i snakker om det. Det er ligsom bare en face hvor man skal acceptere at nu er det altså lige familie livet der er i fokus og det har din kæreste måske ikke været klar over. Nu ved jeg ikke hvor gammel han er men det lyder lidt som om han ikke har gjordt sig helt klart hvad dette handler om.

Med hensyn til at han kke snakker med barnet, så er det altså bare nogen mænd der ikke rigtig kan håndtere små børn. De kan ikke finde ud af at snakke med nogen der ikke snakker tilbage og de kan have svært ved at finde ud af hvad de skal lave med barnet.

Jeg synes i skal snakke samme så du kan finde ud af hvad der sker inde i ham.

Vi har prøvet at snakke mange gange. Men vi kommer bare ikke videre. Han blir så ekstrem sur hver gang. Han er 25år, og nej jeg tror heller ikke han har gjort op med sig selv hvad det er. Det skal lige siges at det her er et ønskebarn.
Tror slet ike han havde regnet med at der ikke vil blive så meget tid til at bare være os to. Men at der er en barn der kommer i første række. Det irreterer mig bare at han ikke kan forstå at jeg ikke kan lide at få ham passet, jeg har faktisk kun brug for at han er hos mig ligenu, og syntes det er en anelse tidligt at få en knap 3 mdr gammel barn passet.
Men på en måde vil det jo også være dejligt at komme til den julefrokost, men jeg ved nu ikke rigtigt
Medhensyn til det med at han ikke snakker med ham, forstår jeg ikke. For han gjorde det jo det første 2 uger, og der elskede han at skifte ble, give tøj på og ikke mindst at bade ham.

Men hvis det fortsætter sådan her, holder det jo ikke. Vi kan slet ikke sammen for tiden

 

Hasselnødden skriver:

Ts: Er ked af det på dine vegne. Jeg kender godt til efter-fødselstiden og parforholdsknirkeriet, men har heldigvis ikke oplevet min mand ikke være der, snakke og nusse med vores søn. Det ER svært at gå fra to til 3!

Ja méget

1000Ben skriver:

Ud fra hvad du beskriver, tror jeg din kæreste har en efterfødselsdepression.. Jeg synes han skal søge læge. Kan godt forstå du ikke synes det er sjovt. Jeg har også en lille pige på præcis samme alder som dig og jeg kunne slet ikke forstille mig at det KUN var mig der skulle snakke, lege, skifte ble, lave mad, bade osv... Jeg ville blive sindssyg..... Synes slet ikke du skal finde dig i det - du må have det rigtig hårdt. Hvis du er på Fyn vil jeg gerne hjælpe dig 

 

Knus

1000Ben

Tak! Hvor du sød. Jeg kommer desværre ikke fra fyn

Men det er ikke fordi jeg syntes det er så hårdt at det er mig der laver alle tingene med vores søn, syntes det er hårdt at han ikke har lyst til at have ham engang imellem.
Og så er jeg rigtig ked af at han har fået SÅ mange andre behov end mig. Fx. gå til fester og alt det man ikke kan lave med et lille barn. Han vil altid have ham passet, og det tror jeg ikke at jeg kan endnu.
Min søster siger godt nok at det nok er en god ting at vi tager til den julefrokost sammen, men føler bare ikke 100% for at skulle få ham passet

Anonym skriver:

Mig og min kæreste har æret sammen i knap 3år. Vi har den mest fantastiske søn sammen som er knap 3 mdr. Men efter vi har fået ham, går det ikke som det skal imellem os.. Jeg elsker min søn ubeskriveligt højt, og ønsker at bruge så meget til med ham som overhovedet muligt. Sådan var det også for min kæreste de to første uger af vores søns liv. Men efter hans barsel er over, har han ikke lyst til at tilbrige tid med ham. Og det sårer mig dybt.

Glæder mig hver eneste dag til han får fri fra arbejde og kommer hjem til os. Men han sætter sig direkte hen i sofaen, han når lige at sige hej til mig inden han finder sin telefon frem.. Så mens han har slappet af, giver jeg vores søn mad, en tør ble, leger lidt med ham, pakker ham i autostolen og så tager vi alle tre ud at handler. Han snakker ikke med ham eller siger hej eller noget. Det er højest hvis jeg beder ham om at løfte autostolen han måsker lige siger hej.. Så kommer vi hjem, jeg tager vores søn i bæreselen, vi laver mad, jeg rydder op og dækker bord, giver ham mad og en ren ble. Spiser vi. jeg giver vores søn et bad, giver ham nattøj på, mad og en ren ble. så bliver han puttet..
Jeg vil ønske at min kæretse vil bare bruge 10minutter af hans tid at snakke med vores søn på. Kan ikke huske sidst han har givet ham mad eller en ble.. Husker ikke sidst han har taget ham af sig selv.. Hvorfor spørger jeg mig selv hele tiden? Har prøvet at snakke med ham om det, men det nytter hvis ikke.
Jeg er begyndt at træne, og skal næsten tigge og be ham om at have vores søn den ene time om ugen. Men med det samme jeg tager afsted, kører han ud til hans forældre så de kan ta ham Ved ikke hvorfor. Han betyder jo så meget for mig og har hele tiden lyst til at tilbringe tiden med ham, så hvorfor har min kæretse ikke det?

Han forstår heller ikke hvorfor jeg bare vil have ham passet. Vi er blevet indvitret til julefrokost d. 12,, og har sagt at jeg stadig ikk eved om jeg vil tage med, da jeg har det svært med at han skal passes. (Han er endnu ikke blevet passet). Der er bare så mange problemer imellem ham og mig. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Vi skændtes overalt kontant. Han siger bare at det er fordi vi har brug for at komme ud sammen og have tid sammen. Men jeg ved nu ikke Har faktisk ikke lyst til det her mere Føler ikke det samme for ham mere, men jeg elsker ham jo og han er jo min søns far.

 

Undskyld dette lange indlæg, men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre

Puha, det lyder som om du er godt frustreret, så vil lige starte med at give dig et STORT

Jeg har selv en søn på lige knap 3 måneder og han er min første, så kan godt nikke genkendende til mange af de ting du skriver.

Som én af de andre skriver, så er det rigtig typisk for mænd, at de har svært ved at forholde sig til de små størrelser, fordi de "ingenting" kan. Min mand har haft den indstilling at han var knap så vigtig her i starten, for han kunne jo ikke amme! Så jeg har kæmpet meget for at få ham til at indse at han er lige så vigtig for vores søn som jeg er.
Han har dog selv vist interesse for den lille, men kun i meget kort tid ad gangen (5min), for han aner ikke hvad han skal sige, gøre osv. så han lægger ham hurtigt fra sig igen - til min store ærgelse... For ja, man ser jo gerne at de har det på samme måde med den lille som vi mødre har det! Men jeg er helt sikker på at det nok skal komme Herhjemme har vi snakket om at han må øve sig i at pludre osv. med den lille, for jeg synes egentlig heller ikke det var nemt i starten, men når man har den lille helt alene, bliver man jo nødt til at fyre et eller andet af for at bryde stilheden, så vi har jo også øvet os

I starten hjalp han til med alt bortset fra amningen selvfølgelig, men efter han er startet på arbejde igen er det mig der står for det meste. Jeg skal bede ham om at skifte, pludre osv. for selv at få et break når han kommer hjem, og det gør han, for han ved godt at jeg har brug for det, men tænker ikke altid så langt selv.

Alle de her ting har vi først lige fået snakket ordentligt igennem, for det hele begyndte at gå ned ad bakke... Jeg bed af ham og omvendt, fordi ingen af os egentlig fik sat ord på hvordan vi havde det! Nu skriver du jo godt nok at I har prøvet at snakke, men at det ikke nytter noget, men kunne du måske gribe samtalen an på en anden måde? Nu ved jeg jo ikke hvordan du gør, men husk at lægge vægt på hvad du føler og ikke hvad der er galt med ham! For så føler han sig angrebet...

OG så husk på at det også kan være noget du gør, som får ham til at isolere sig. Jeg er fx rigtig god til at fortælle, hvordan han skal gøre og ikke gøre i stedet for at lade ham styre det selv Typisk kvinde/mor ting Og det gør at min mand trækker sig - så gider han ikke... Og det kan jeg godt forstå... han er jo ikke ude på at skade drengen på nogen måde... "mor ved bare altid bedst"-genet har jeg bare svært ved at få styr på

Du er velkommen til at skrive en pb, hvis du har brug for det. For det er hårdt at blive forældre, er du gal forholdet bliver sat på prøve! Havde aldrig troet det ville blive så hårdt... man har jo alverdens intentioner inden barnet kommer til verden, og hvor har jeg været dårlig til at efterleve dem...


KÆMPE herfra