Kan i hjælpe og støtte mig nu hvor jeg har brug for det :'(

Jeg ved ikke længere om jeg skal være sammen med min kæreste... Vi har været sammen i 2 år og har en datter på 6 måneder.

Jeg har aldrig været i tvivl om, om jeg elskede ham, og jeg var HELT sikker på det skulle være os for altid. (os to mod hele verden.) Men nu føler jeg ikke noget for ham, ud over at jeg hele tiden bliver irreteret på ham, og lige meget hvad han gør, så føler jeg det er forkert...  Det er synd for ham, og synd for vores datter at vi hele tiden skændes eller bider af hinande... (Hun er vist blevet så vant til det at hun falder i søvn hver gang vi begynder at bide af hinanden ) Jeg har altid sagt man ikke skal blive sammen pga. et barn... Men som det er lige nu føler jeg der kun er to grunde til jeg ikke er gået...

1. vi har en datter der ikke er ret gammel, og ikke forstår hvad der sker.

2. Jeg er bange for hvad jeg skal stille op hvis jeg ikke skal være sammen med min kæreste... bange for hvordan økonomien, studiet og det hele skal hænge sammen når jeg forlader den som gør det hele stabilt... (skal ud og finde en lejelighed, og føler ikke jeg kan snakke med mine egne forældre om det...)

Jeg har MANGE gange sagt til ham jeg ville gå, og hver gang har vi skændtes, grædt lidt og så er det endt med jeg er blevet...  Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere... Men jeg er bange...  

Hvad synes i jeg skal gøre??? kan jeg blive forelsket i ham igen? Eller er den følelse af at elsker ham helt død?  

Jeg hader tanken om at han tænder på andre kvinder, og stikker mig små hvide løgne for ikke at såre mig, over han gerne vil se på andre kvinder, og tænder på andre kvinder osv.

Selvom det ville gøre ondt at han siger det som det er, så vil jeg hellere have det end en løgn om at han ikke er som alle andre mænd, og ikke har lyster som alle andre mænd...

Åh gud... der er så mange ting i det der gør jeg ikke længere ved hvilket ben jeg skal stå på...  Gider ikke mere, men tør ikke gå...

Som jeg ser og forstår det tror jeg det er bedst for dig selv, at du går før det er "for sent". Du er jo ikke lykkelig i det forhold og det vil jeres datter også kunne mærke.

Jeg vil sige hellere gå fra hinanden nu hvor den lille ikke rigtig forstår det, end og vente 2-3-4 år hvor hun måske forstår en del mere.

Hvis det er sådan der du har det, at alt irriterer dig og alt han gør føler du er forkert så tror jeg virkelig ikke der er meget kærlighed tilbage at bygge op på. Det er vel også bedre for ham i sidste ende, at i forlader hinanden og finder ny lykke et andet sted?

Anonym skriver:

Jeg ved ikke længere om jeg skal være sammen med min kæreste... Vi har været sammen i 2 år og har en datter på 6 måneder.

Jeg har aldrig været i tvivl om, om jeg elskede ham, og jeg var HELT sikker på det skulle være os for altid. (os to mod hele verden.) Men nu føler jeg ikke noget for ham, ud over at jeg hele tiden bliver irreteret på ham, og lige meget hvad han gør, så føler jeg det er forkert...  Det er synd for ham, og synd for vores datter at vi hele tiden skændes eller bider af hinande... (Hun er vist blevet så vant til det at hun falder i søvn hver gang vi begynder at bide af hinanden ) Jeg har altid sagt man ikke skal blive sammen pga. et barn... Men som det er lige nu føler jeg der kun er to grunde til jeg ikke er gået...

1. vi har en datter der ikke er ret gammel, og ikke forstår hvad der sker.

2. Jeg er bange for hvad jeg skal stille op hvis jeg ikke skal være sammen med min kæreste... bange for hvordan økonomien, studiet og det hele skal hænge sammen når jeg forlader den som gør det hele stabilt... (skal ud og finde en lejelighed, og føler ikke jeg kan snakke med mine egne forældre om det...)

Jeg har MANGE gange sagt til ham jeg ville gå, og hver gang har vi skændtes, grædt lidt og så er det endt med jeg er blevet...  Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere... Men jeg er bange...  

Hvad synes i jeg skal gøre??? kan jeg blive forelsket i ham igen? Eller er den følelse af at elsker ham helt død?  

Jeg hader tanken om at han tænder på andre kvinder, og stikker mig små hvide løgne for ikke at såre mig, over han gerne vil se på andre kvinder, og tænder på andre kvinder osv.

Selvom det ville gøre ondt at han siger det som det er, så vil jeg hellere have det end en løgn om at han ikke er som alle andre mænd, og ikke har lyster som alle andre mænd...

Åh gud... der er så mange ting i det der gør jeg ikke længere ved hvilket ben jeg skal stå på...  Gider ikke mere, men tør ikke gå...

Det er ganske normalt, at mødre mister følelsen af forelske og af og til kærlighed og konstant synes at partneren er irriterende. Man får SÅ meget nærhed med den lille, at mange ikke føler behov for at få nærhed fra deres mand mere. Og mange bliver irriteret over alt og ingenting. Synes manden snakker irriterende, ser irriterende ud, snorker på en irriterende måde osv. osv. Det har jeg i hvert fald læst flere steder!

Mht. løgnene og din gennerelle frustration og sorg over forholdets nuværende situation, synes jeg I skal opsøge parterapi. Det kan hjælpe UTROLIGT meget!

Mange mænd tror de bliver nødt til at lyve for at forhindre deres kvinde i at blive såret, vred. Og de kan  også være bange for, at hun ikke vil elske ham, hvis ikke han opfylder det billede, han tror, hun har af den perfekte mand!

Og så spørg dig selv, om du er med til at fastholde ham i det mønster..? Om din jalousi er så stor, at han ikke kan se anden udvej end at lyve eller fortie.

Husk I er to i forholdt, og I har helt sikkert begge en masse I kan lære, og som I kan gøre meget bedre! Og så skal I stoppe med at skændes foran jeres lille datter. Det kan hun tage skade af, hvis det sker hver dag, og der generelt er dårlig stemning!

Jeg håber du/I finder en god løsning - hvis I begge er indstillet på at kæmpe, så er det kampen værd

Hej, jeg kan godt forstå du er frusteret, men helt ærligt, så tror jeg på at det har noget med barnet at gøre, det er hårdt for et parforhold at få et barn, og hvis man ikke sætter tid af til hinanden, så glider det hele i svinget, jeg syntes du skal tænke dig om, tænk på hvornår du begyndte at have det sådan over for ham, også prøve at gøre noget for hinanden, du er sikkert også tit lidt træt, og det er der ikke noget at sige til

Ansemusen skriver:

Det er ganske normalt, at mødre mister følelsen af forelske og af og til kærlighed og konstant synes at partneren er irriterende. Man får SÅ meget nærhed med den lille, at mange ikke føler behov for at få nærhed fra deres mand mere. Og mange bliver irriteret over alt og ingenting. Synes manden snakker irriterende, ser irriterende ud, snorker på en irriterende måde osv. osv. Det har jeg i hvert fald læst flere steder!

Mht. løgnene og din gennerelle frustration og sorg over forholdets nuværende situation, synes jeg I skal opsøge parterapi. Det kan hjælpe UTROLIGT meget!

Mange mænd tror de bliver nødt til at lyve for at forhindre deres kvinde i at blive såret, vred. Og de kan  også være bange for, at hun ikke vil elske ham, hvis ikke han opfylder det billede, han tror, hun har af den perfekte mand!

Og så spørg dig selv, om du er med til at fastholde ham i det mønster..? Om din jalousi er så stor, at han ikke kan se anden udvej end at lyve eller fortie.

Husk I er to i forholdt, og I har helt sikkert begge en masse I kan lære, og som I kan gøre meget bedre! Og så skal I stoppe med at skændes foran jeres lille datter. Det kan hun tage skade af, hvis det sker hver dag, og der generelt er dårlig stemning!

Jeg håber du/I finder en god løsning - hvis I begge er indstillet på at kæmpe, så er det kampen værd

Tusind tak Det havde jeg virkelig brug for at hører, at det ikke er unormalt.  Jeg savner at være tæt med ham som før i tiden, og savner "den" mand jeg forelskede mig i... ved godt han nok ikke rigtigt har ændret sig, men det føles sådan...  Jeg kan ikke klare at han ikke forstår mig, og føler han vender alt jeg siger om og finder andre grunde end det jeg siger..  Jeg siger hele tiden til ham at vi ikke skal være vrede i stemmen når vores datter er der, men det er utroligt svært at undgå når vi bor i en lille lejeligehed...  

Vi kom op og skændes i bilen på vej til mit studie, pga. jeg inden vi kørte igen sagde til ham at jeg ikke gider mere... og at jeg ikke rigtigt føler mig forelsket mere...  Selvfølgelig blev han ked og gal...  Han kaldte mig tarvelig og egoistisk, pga. vi har sat lejeligeheden til salg... (For at få et sted der var vores og ikke hans.) Men selv før vi satte den til salg havde jeg flere gange sagt jeg var træt af forholdet og ikke længere følte noget for det...  Jeg har sagt til ham vi skulle vente og ikke sælge den endnu, men så svarede han at han uanset hvad ikke vil være i den mere, hvis vi ikke skal være sammen... Det er så forvirrende...

Jeg vil gerne kæmpe for det, men føler efterhånden jeg har kæmpet længe nok...

kagemand skriver:

Hej, jeg kan godt forstå du er frusteret, men helt ærligt, så tror jeg på at det har noget med barnet at gøre, det er hårdt for et parforhold at få et barn, og hvis man ikke sætter tid af til hinanden, så glider det hele i svinget, jeg syntes du skal tænke dig om, tænk på hvornår du begyndte at have det sådan over for ham, også prøve at gøre noget for hinanden, du er sikkert også tit lidt træt, og det er der ikke noget at sige til

Kan faktisk ikke huske hvornår jeg har sovet godt en hel nat...  Men jeg tror det hele kommer af de ting vi har været igennem.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke længere om jeg skal være sammen med min kæreste... Vi har været sammen i 2 år og har en datter på 6 måneder.

Jeg har aldrig været i tvivl om, om jeg elskede ham, og jeg var HELT sikker på det skulle være os for altid. (os to mod hele verden.) Men nu føler jeg ikke noget for ham, ud over at jeg hele tiden bliver irreteret på ham, og lige meget hvad han gør, så føler jeg det er forkert...  Det er synd for ham, og synd for vores datter at vi hele tiden skændes eller bider af hinande... (Hun er vist blevet så vant til det at hun falder i søvn hver gang vi begynder at bide af hinanden ) Jeg har altid sagt man ikke skal blive sammen pga. et barn... Men som det er lige nu føler jeg der kun er to grunde til jeg ikke er gået...

1. vi har en datter der ikke er ret gammel, og ikke forstår hvad der sker.

2. Jeg er bange for hvad jeg skal stille op hvis jeg ikke skal være sammen med min kæreste... bange for hvordan økonomien, studiet og det hele skal hænge sammen når jeg forlader den som gør det hele stabilt... (skal ud og finde en lejelighed, og føler ikke jeg kan snakke med mine egne forældre om det...)

Jeg har MANGE gange sagt til ham jeg ville gå, og hver gang har vi skændtes, grædt lidt og så er det endt med jeg er blevet...  Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere... Men jeg er bange...  

Hvad synes i jeg skal gøre??? kan jeg blive forelsket i ham igen? Eller er den følelse af at elsker ham helt død?  

Jeg hader tanken om at han tænder på andre kvinder, og stikker mig små hvide løgne for ikke at såre mig, over han gerne vil se på andre kvinder, og tænder på andre kvinder osv.

Selvom det ville gøre ondt at han siger det som det er, så vil jeg hellere have det end en løgn om at han ikke er som alle andre mænd, og ikke har lyster som alle andre mænd...

Åh gud... der er så mange ting i det der gør jeg ikke længere ved hvilket ben jeg skal stå på...  Gider ikke mere, men tør ikke gå...

Tjae, da drengen var 6 mdr gammel var jeg klar til at bytte kæresten for noget mindre, nemmere og billigere. Tror det er en naturlig udvikling for os kvinder der er førstegangsmødre. Man kan også få lige tilpas med menneskelig kontakt...

Men - måske jeg går over grænsen - men hvorfor bekymrer du dig om han kigger på andre kvinder? Du kigger vel også efter andre mænd? Sålænge han kommer hjem til sin familie og ellers holder poterne for sig selv, er det vel ikke noget unaturligt? Og hvorfor bryder du dit hovede med det? Er det ikke en af de ting i livet, som bare følger med det at være i live?

Nu er drengen 16 måneder og kæresten blevet sit sædvanlige dejlige selv igen - eller - jeg er stoppet med at være dybt forstyrret lige på det punkt

Jonatansmor skriver:

Tjae, da drengen var 6 mdr gammel var jeg klar til at bytte kæresten for noget mindre, nemmere og billigere. Tror det er en naturlig udvikling for os kvinder der er førstegangsmødre. Man kan også få lige tilpas med menneskelig kontakt...

Men - måske jeg går over grænsen - men hvorfor bekymrer du dig om han kigger på andre kvinder? Du kigger vel også efter andre mænd? Sålænge han kommer hjem til sin familie og ellers holder poterne for sig selv, er det vel ikke noget unaturligt? Og hvorfor bryder du dit hovede med det? Er det ikke en af de ting i livet, som bare følger med det at være i live?

Nu er drengen 16 måneder og kæresten blevet sit sædvanlige dejlige selv igen - eller - jeg er stoppet med at være dybt forstyrret lige på det punkt

Før vores datter genrede det mig selt ikke, at han gjorde det osv.

(Desværre nej, så har jeg haft meget dårlige erfaringe med mænd, så jeg kan ikke prale af jeg kigger efter andre eller hungre efter andre... pædofil lærer.)

Men nu genre det mig ufatteligt meget... Jeg bliver ked af det hele tiden, og kan ikke døje ham, når jeg tænke på det...  (måske jeg er jaloux over han kan tænde på andre, mens jeg kun tænder på ham...)

Jeg håber jeg kan finde gløden igen, men jeg er begyndt at tvivle...  

Anonym skriver:

Jeg ved ikke længere om jeg skal være sammen med min kæreste... Vi har været sammen i 2 år og har en datter på 6 måneder.

Jeg har aldrig været i tvivl om, om jeg elskede ham, og jeg var HELT sikker på det skulle være os for altid. (os to mod hele verden.) Men nu føler jeg ikke noget for ham, ud over at jeg hele tiden bliver irreteret på ham, og lige meget hvad han gør, så føler jeg det er forkert...  Det er synd for ham, og synd for vores datter at vi hele tiden skændes eller bider af hinande... (Hun er vist blevet så vant til det at hun falder i søvn hver gang vi begynder at bide af hinanden ) Jeg har altid sagt man ikke skal blive sammen pga. et barn... Men som det er lige nu føler jeg der kun er to grunde til jeg ikke er gået...

1. vi har en datter der ikke er ret gammel, og ikke forstår hvad der sker.

2. Jeg er bange for hvad jeg skal stille op hvis jeg ikke skal være sammen med min kæreste... bange for hvordan økonomien, studiet og det hele skal hænge sammen når jeg forlader den som gør det hele stabilt... (skal ud og finde en lejelighed, og føler ikke jeg kan snakke med mine egne forældre om det...)

Jeg har MANGE gange sagt til ham jeg ville gå, og hver gang har vi skændtes, grædt lidt og så er det endt med jeg er blevet...  Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere... Men jeg er bange...  

Hvad synes i jeg skal gøre??? kan jeg blive forelsket i ham igen? Eller er den følelse af at elsker ham helt død?  

Jeg hader tanken om at han tænder på andre kvinder, og stikker mig små hvide løgne for ikke at såre mig, over han gerne vil se på andre kvinder, og tænder på andre kvinder osv.

Selvom det ville gøre ondt at han siger det som det er, så vil jeg hellere have det end en løgn om at han ikke er som alle andre mænd, og ikke har lyster som alle andre mænd...

Åh gud... der er så mange ting i det der gør jeg ikke længere ved hvilket ben jeg skal stå på...  Gider ikke mere, men tør ikke gå...

jeg ville give dig en krammer..

kan ikke give dig det rigtigt svar og hvad bedst for dig , men kan give råd hvad jeg ville gør hvis jeg sad i dine bukser nu

1. skriv en liste med positiv og negativ sider

2. når listen med negativ så færdig, skriver du hvorfor dette negativ, og hvad kan jeg gør og hvad kan han gør for det bliver godt ?

3. hvad elsker du ham for? udover han er sød og dejlig og smuk, men mere sådan støtter dig i alt, vise dig til hele verden, mere sådan hvad han gør sig til den bedste.

som par kunne i 

1. skrive liste hver positiv og negativ sider og sig dem overfor hinanden, hårdt men godt, og snak og lave tingene om

2. snak stille og roligt sammen, ikke råbe slå eller noget, hvis i kan det så har i en ting så når man har den ting kan man kunne snakke, hvor den anden skal holde mund og hører på hinanden..

det var nok mine råd, jeg sikker på du nok skal klarer det ligemeget hvad .. 

Sender først en !

Det der er så vanskeligt, for man kan jo ikke spå om fremtiden. Jo, man kan få det bedre sammen, men det kan også gå den anden vej.

Er det efter at I blev forældrer, at det er blevet sådan? En babys ankomst kan jo virkelig flytte på både fokus og balance i forholdet, samtidig som at en masse følelser dukker op til overfladen, i tillæg til at begge bliver udslidte og sansynligvis har kortere lunte end normalt pga af stress og søvnmangel.

Hvis du et eller andet sted har fornemmelsen af, at du gerne vil blive i forholdet, hvis I bare kunne få hverdagen til at fungere igen og finde ud af at slappe af sammen, så kan det måske være en ide at prøve med parrådgivning/terapi i en eller anden form?

Ingen går igennem et helt liv sammen uden rigtig vanskelige perioder. Men om det er så vanskeligt, at der ikke er nogen ide i at blive sammen, det er det kun dig selv og din kæreste, som kan afgøre.