!6 måneder gammel og for store forventninger?

Jeg har drengen, 16 måneder gammel, går, siger alle mulige ord og har så absolut en idé om hvordan kloden skal dreje rundt.
Så har jeg også en venindeflok, hvor jeg er den sidste til at blive mor for første gang. Det ældste barn i vores flok er 5 og den yngste (Udover drengen) er 3 år gammel.

Vi har weekendhygge, vi er spredt over hele landet og samles så i et af vores hjem, med unger, dyr og mænd sådan en gang om måneden til vin, hygge, mad og god samtale. Sådan en weekend er lige overstået og jeg tænker så det knager.

For da de fandt ud af jeg havde en forventning til drengen om at hans mad blev på tallerkenen, at han pegede og bad om istedet for at blive hysterisk til en af os ramte plet, selv tog sine strømper af, ikke gik med sut når han var vågen og glad, selv gik når vi var på tur, lod dyrene være når de lå og mange andre forventninger, som jeg jo mener er normale, lød der et ramaskrig.

En sagde endda at jeg stjal hans barndom

Er jeg strid?

Har da så absolut en forventning om at han vokser op og bliver en selvtænkende og selvstændig mand der kan selv, så skal det da starte et sted? Eller er der en udbredt forventning om at jeg som mor, blot affinder mig med tingenes tilstand og accepterer jeg intet kan gøre for at forme hans personlighed og ansvarsfølelse?

Er jeg den eneste der stiller krav til min 16 måneder gamle barn?

Er der ikke andre der øjner en mulighed første gang de gør noget og tager muligheden for at slå fast, at nu kan han det helt selv?

op

Jonatansmor skriver:

Jeg har drengen, 16 måneder gammel, går, siger alle mulige ord og har så absolut en idé om hvordan kloden skal dreje rundt.
Så har jeg også en venindeflok, hvor jeg er den sidste til at blive mor for første gang. Det ældste barn i vores flok er 5 og den yngste (Udover drengen) er 3 år gammel.

Vi har weekendhygge, vi er spredt over hele landet og samles så i et af vores hjem, med unger, dyr og mænd sådan en gang om måneden til vin, hygge, mad og god samtale. Sådan en weekend er lige overstået og jeg tænker så det knager.

For da de fandt ud af jeg havde en forventning til drengen om at hans mad blev på tallerkenen, at han pegede og bad om istedet for at blive hysterisk til en af os ramte plet, selv tog sine strømper af, ikke gik med sut når han var vågen og glad, selv gik når vi var på tur, lod dyrene være når de lå og mange andre forventninger, som jeg jo mener er normale, lød der et ramaskrig.

En sagde endda at jeg stjal hans barndom

Er jeg strid?

Har da så absolut en forventning om at han vokser op og bliver en selvtænkende og selvstændig mand der kan selv, så skal det da starte et sted? Eller er der en udbredt forventning om at jeg som mor, blot affinder mig med tingenes tilstand og accepterer jeg intet kan gøre for at forme hans personlighed og ansvarsfølelse?

Er jeg den eneste der stiller krav til min 16 måneder gamle barn?

Er der ikke andre der øjner en mulighed første gang de gør noget og tager muligheden for at slå fast, at nu kan han det helt selv?

Jakob'sMor skriver:

Jeg synes slet ikke du er strid. Jakob er kun 9 mdr, men jeg prøver også at lære ham de ting du har lært din søn.

Måske er de trætte af at de ikke har været sådan mht deres børn?

Du får lige fra mig

Tak - så er jeg ikke helt udenfor rækkevidde når der idet mindste er 1 der tænker som jeg

Både og.

Jeg har også haft forventninger til mine piger, de store er syv år idag, og er meget selvstændige. Men husk at dit barn ikke er i stand til at styre sine impulser, og han er i et stadie hvor han styres af sin nysgerrighed. Det er det der skal drive ham frem. Fx, så syntes jeg at det er for meget at forvente at et barn på 16 måneder skal spise pænt, og holde maden på tallerkenen. Fint at man stille og rolig arbejder imod at de lærer det, men ligefrem at forvente det af ham, syntes jeg er overdrevet. Det er en hel enorm udfordring at styre motorikken i den alder, og så oplever og lærer de ved at føle på maden. Mine spiste nok egentlig stadig med fingrene i den alder, tæt på i hvert fald. Og de svinede. Alligevel spiser mine store piger da pænt idag, jeg satte bare først kravene da de var store nok til at honorere dem.

Det samme med fx at tage tøj på. De skal have lov at gøre det selv, men hvis de ikke magter det, så skal de have hjælp. Man kan ikke forvente af et barn at de selv skal gøre tingene, før de har kompetencerne. De kan jo også have dage hvor de er trætte, sulte eller bare bar brug for at blive puslet lidt ekstra om, og der skal de så have hjælp til strømperne, selvom de egentlig godt kan selv.

Mi skriver:

Både og.

Jeg har også haft forventninger til mine piger, de store er syv år idag, og er meget selvstændige. Men husk at dit barn ikke er i stand til at styre sine impulser, og han er i et stadie hvor han styres af sin nysgerrighed. Det er det der skal drive ham frem. Fx, så syntes jeg at det er for meget at forvente at et barn på 16 måneder skal spise pænt, og holde maden på tallerkenen. Fint at man stille og rolig arbejder imod at de lærer det, men ligefrem at forvente det af ham, syntes jeg er overdrevet. Det er en hel enorm udfordring at styre motorikken i den alder, og så oplever og lærer de ved at føle på maden. Mine spiste nok egentlig stadig med fingrene i den alder, tæt på i hvert fald. Og de svinede. Alligevel spiser mine store piger da pænt idag, jeg satte bare først kravene da de var store nok til at honorere dem.

Det samme med fx at tage tøj på. De skal have lov at gøre det selv, men hvis de ikke magter det, så skal de have hjælp. Man kan ikke forvente af et barn at de selv skal gøre tingene, før de har kompetencerne. De kan jo også have dage hvor de er trætte, sulte eller bare bar brug for at blive puslet lidt ekstra om, og der skal de så have hjælp til strømperne, selvom de egentlig godt kan selv.

Jae, jeg er jo ikke passiv tilskuer når jeg har mine forventninger, har afstemt mine krav til hans evner og har sat mig ind i emnet, inden han nåede til det store 1 tal.

Det med maden, kan jeg jo se at han kan. Der er intet på gulvet, naturligt er der lidt rundt om tallerknen, men han formåer langt størstedelen af sine måltider igennem, at holde det inden for kanten. Vi snakker ikke nysgerrighed omkring konsistenser, smage, former og farver - her er der intet problem med at han oplever sin verden. Men det er en provokation når han tager sit mad i hånden og kyler det mod jorden.

Og, det er jo ikke et spørgsmål om man kan pæce sine børn fremad - mere noget i retningen af, når man første gang ser at de kan, må man tage chancen og få det øvet helt på plads, jeg kunne aldrig finde på at tvinge drengen ind i en oplevelse der er afgjort til at mislykkes for ham fra starten. Det ville da være himmelråbende idioti?

Jonatansmor skriver:

Jae, jeg er jo ikke passiv tilskuer når jeg har mine forventninger, har afstemt mine krav til hans evner og har sat mig ind i emnet, inden han nåede til det store 1 tal.

Det med maden, kan jeg jo se at han kan. Der er intet på gulvet, naturligt er der lidt rundt om tallerknen, men han formåer langt størstedelen af sine måltider igennem, at holde det inden for kanten. Vi snakker ikke nysgerrighed omkring konsistenser, smage, former og farver - her er der intet problem med at han oplever sin verden. Men det er en provokation når han tager sit mad i hånden og kyler det mod jorden.

Og, det er jo ikke et spørgsmål om man kan pæce sine børn fremad - mere noget i retningen af, når man første gang ser at de kan, må man tage chancen og få det øvet helt på plads, jeg kunne aldrig finde på at tvinge drengen ind i en oplevelse der er afgjort til at mislykkes for ham fra starten. Det ville da være himmelråbende idioti?

Jeg kunne ikke lige læse i dit første indlæg præcis hvordan dine forventninger er. Det var også blot mit indput, så du spurgte til holdninger omkring det.

Mi skriver:

Både og.

Jeg har også haft forventninger til mine piger, de store er syv år idag, og er meget selvstændige. Men husk at dit barn ikke er i stand til at styre sine impulser, og han er i et stadie hvor han styres af sin nysgerrighed. Det er det der skal drive ham frem. Fx, så syntes jeg at det er for meget at forvente at et barn på 16 måneder skal spise pænt, og holde maden på tallerkenen. Fint at man stille og rolig arbejder imod at de lærer det, men ligefrem at forvente det af ham, syntes jeg er overdrevet. Det er en hel enorm udfordring at styre motorikken i den alder, og så oplever og lærer de ved at føle på maden. Mine spiste nok egentlig stadig med fingrene i den alder, tæt på i hvert fald. Og de svinede. Alligevel spiser mine store piger da pænt idag, jeg satte bare først kravene da de var store nok til at honorere dem.

Det samme med fx at tage tøj på. De skal have lov at gøre det selv, men hvis de ikke magter det, så skal de have hjælp. Man kan ikke forvente af et barn at de selv skal gøre tingene, før de har kompetencerne. De kan jo også have dage hvor de er trætte, sulte eller bare bar brug for at blive puslet lidt ekstra om, og der skal de så have hjælp til strømperne, selvom de egentlig godt kan selv.

Jonatansmor skriver:

Jae, jeg er jo ikke passiv tilskuer når jeg har mine forventninger, har afstemt mine krav til hans evner og har sat mig ind i emnet, inden han nåede til det store 1 tal.

Det med maden, kan jeg jo se at han kan. Der er intet på gulvet, naturligt er der lidt rundt om tallerknen, men han formåer langt størstedelen af sine måltider igennem, at holde det inden for kanten. Vi snakker ikke nysgerrighed omkring konsistenser, smage, former og farver - her er der intet problem med at han oplever sin verden. Men det er en provokation når han tager sit mad i hånden og kyler det mod jorden.

Og, det er jo ikke et spørgsmål om man kan pæce sine børn fremad - mere noget i retningen af, når man første gang ser at de kan, må man tage chancen og få det øvet helt på plads, jeg kunne aldrig finde på at tvinge drengen ind i en oplevelse der er afgjort til at mislykkes for ham fra starten. Det ville da være himmelråbende idioti?

Jonatansmor skriver:

 

Har da så absolut en forventning om at han vokser op og bliver en selvtænkende og selvstændig mand der kan selv, så skal det da starte et sted? Eller er der en udbredt forventning om at jeg som mor, blot affinder mig med tingenes tilstand og accepterer jeg intet kan gøre for at forme hans personlighed og ansvarsfølelse?

Er jeg den eneste der stiller krav til min 16 måneder gamle barn?

 

Jeg tror, man skal opleve situationen for at kunne vurdere, om du stiller for store krav eller ej. Blot mener jeg, du stiller det meget sort/hvidt op i ovenstående citat - lige så sort/hvidt som vedkommende, der mener, du stjæler din søns barndom.

Ingen accepterer vel, at de intet kan gøre for at forme barnets personlighed og ansvarsfølelse - men om man mener, det sker ved at lære barnet pæne spisevaner i 16-månedersalderen, er dybt subjektivt. Jeg kan forstå, du har følt dig kritiseret og under pres, men ved at stille det op på den måde, du gør, insinuerer du jo selv, at de, der ikke stiller tilsvarende krav, intet gør for at forme barnets ansvarsfølelse.

Du er løbet ind i den første af mange diskussioner og uenigheder om, hvad man "må" og ikke må som forælder - og dem vil du møde masser af, eftersom facitlisten ikke eksisterer, og vi mennesker gør tingene forskelligt. Det er strengt at ty til udsagn om, at du stjæler hans barndom - men i dit sted ville jeg prøve at holde fast i, at du gør tingene på din måde, og at den næppe er hverken mere eller mindre rigtig end andre forældres - den er bare din.