Hvornår projekt baby? Kæreste skal udsendes

Jeg har et dilemma, som jeg godt kunne tænke mig at få andres input på:

Min kæreste er lige blevet optaget i militæret, skal starte til december, på 8 måneders uddannelse, og derefter udsendes i 6 måneder.

Jeg har et brændende ønske om snart at få en baby, og har haft det i laaang tid. Vi er dog ikke gået i gang med det, da min kæreste har søgt ind af flere omgange, og vi har stået lidt i en standby-position.

Lige nu snakker vi om to muligheder: Enten at vi giver det et forsøg, og jeg prøver at blive gravid, næste gang muligheden er der, så ville jeg ca kunne nå at føde, inden han skulle afsted. Eller at vi forsøger lige inden han tager afsted.

Fordelene ved mulighed 1, er at han er hjemme og følge graviditeten, og hjælpe mig, hvis det bliver hårdt. Så ville han jo så være væk efterfølgende i 6 måneder...

Fordelene ved mulighed 2, er at han selvfølgelig når at komme hjem, være med til fødsel og babys start på livet - men så er han der ikke for mig under graviditeten.

Åha, jeg ved slet ikke hvad jeg selv helst vil, og kan godt se at der ikke er noget af det der er ideelt. Men ønsker mig sådan en baby... og... (ved godt det er egoistisk, set i lyset af babys fremtid...) men... hvad hvis der sker min kæreste noget? Vil gerne have noget af "ham"...

Det er svært, og jeg ved ikke om det er noget der kan give mening for andre.

Min man sejler, og har i den forbindelse skulle være væk i 9 måneder pga. hans uddannelse. Vi har også længe snakket om at starte projekt baby, og vi blev enige om at begynde lige inden han tog afsted, fordi det vigtigste for os begge to var at han kan være med til fødslen og være der når baby er lille, så han også får mulighed for at danne et bånd til hende - for os var det ikke så vigtigt at han var hjemme til at opleve maven vokse og humørsvingningerne. Men jeg tænker at det helt kommer an på hvilken del han helst vil gå glip af; fødslen og babys første 6 måneder eller graviditeten...

NadjaKoch skriver:

Jeg har et dilemma, som jeg godt kunne tænke mig at få andres input på:

Min kæreste er lige blevet optaget i militæret, skal starte til december, på 8 måneders uddannelse, og derefter udsendes i 6 måneder.

Jeg har et brændende ønske om snart at få en baby, og har haft det i laaang tid. Vi er dog ikke gået i gang med det, da min kæreste har søgt ind af flere omgange, og vi har stået lidt i en standby-position.

Lige nu snakker vi om to muligheder: Enten at vi giver det et forsøg, og jeg prøver at blive gravid, næste gang muligheden er der, så ville jeg ca kunne nå at føde, inden han skulle afsted. Eller at vi forsøger lige inden han tager afsted.

Fordelene ved mulighed 1, er at han er hjemme og følge graviditeten, og hjælpe mig, hvis det bliver hårdt. Så ville han jo så være væk efterfølgende i 6 måneder...

Fordelene ved mulighed 2, er at han selvfølgelig når at komme hjem, være med til fødsel og babys start på livet - men så er han der ikke for mig under graviditeten.

Åha, jeg ved slet ikke hvad jeg selv helst vil, og kan godt se at der ikke er noget af det der er ideelt. Men ønsker mig sådan en baby... og... (ved godt det er egoistisk, set i lyset af babys fremtid...) men... hvad hvis der sker min kæreste noget? Vil gerne have noget af "ham"...

Det er svært, og jeg ved ikke om det er noget der kan give mening for andre.

Jeg havde nok valgt løsning nr. 2. vil 100 gange hellere at han var med til fødslen og starten, end at han var med i graviditeten..

Min kæreste vil nok også helst det sidste... Synes bare der er lang tid til så.

Er båndet mellem far og baby meget vigtigt de første 6 måneder? Har baby ikke alligevel mest behov for mor?

 

NadjaKoch skriver:

Min kæreste vil nok også helst det sidste... Synes bare der er lang tid til så.

Er båndet mellem far og baby meget vigtigt de første 6 måneder? Har baby ikke alligevel mest behov for mor?

 

min kæreste var på dagpenge de første 3 måneder af vores søn liv og var faktisk utrolig glad for det, idag har de et kanon bånd til hinanden.. men det er også vigtigt for DIG at der er en der kan tage lidt over..
hvis du fx skal igennem flere uger uden ordenlig nattesøvn, så kunne du sove lidt om dagen mens far hygger med baby..
så ja jeg syntes det er vigtigt, der sker så meget i de måneder, jo der er mere behov for mor, men også far

Jeg ville vælge mulighed 2. Og her tænker jeg på hvad der er bedst for barnet. Jeres barn vil selvfølgelig have bedst af at både mor og far er der fra starten... Og jeg tror du vil fortryde hvis du ikke havde din bedre halvdel af delene alle de store ting der sker med bebser  

Personligt ville jeg hellere undvære min mand i graviditeten... hvis det skulle blive hårdt, så er der forhåbentlig andre der vil give en hånd i ny og næ

havde også uden tvivl valgt løsning to.

Forstår udemærket godt, at du ønsker det så inderligt, men du må også tænke på barnets start på livet og er slet ikke i tvivl om at du bliver glad for at der er en til at tage over når du får brug for det.

Selve graviditeten  skal du nok komme igennem med støtte fra veninder og familie - men i skal selvfølgelig træffe det valg, som i mener er bedst for jer.

Ved i hvert fald bare, at min forlovede IKKE ville undvære fødslen og prinsessens første måneder :') - Det er jo også en tid som han ser lige så meget frem til som dig

I har jo nok ret... Øv...

Havde håbet på, at der var nogen der ville skrive: "Neeej, det kan far helt sikkert indhente når han kommer hjem, og så hygger du dig med baby i de første seks måneder..."  

Men ej, kan godt se, at I har ret...

hvis du bliver gravid og skal føde kan han søge om personlig framelding, så han kan vente lidt med sin udsendelse...Det kan ALLE soldater, ved det for er selv soldat og vi har fået det samme af vide:-)

Men måske tager det jer 6 mdr at blive gravid og så bliver han udsendt og så kommer han hjem før fødslen ;-)

Problemet med de børn er de ikke kan planlægges 100 %, man kan planlægge hvornår man smider sin prævention og så er det det..jeg fik barn nr 1 3 år efter præventionene var smidt, mens nr 3 er lavet på 1,5 mdr.....

Håber du finder ud af det:-)

Altså jeg vil nok også sige mulighed nr. 2 - men der er jo stadigvæk ingen garanti for at du når at blive gravid, så spørgsmålet er om ikke i skal starte et par måneder inden men hvis så du når at føde inden han kommer hjem igen så oplever han ikke fødslen