Har virkelig brug for hjælp!!!!

Sagen er den:

Min mand hentede hans to børn Fredag eftermiddag hos deres mor, hun beder så om en snak med ham... Det viser sig at deres 2 børn på 7 og 8år har sagt jeg flere gange skulle have slået dem og min egen søn på 2år både i hovedet og på kroppen... de tager en snak med dem begge to og den ældste vil ikke sige noget og går ind og ser tv. den mindste sidder og kigger ned i bordet og siger hele tiden jeg har slået dem alle 3...

Min mand fortæller mig dette da vi kommer hjem, og bliver naturligvis mundlam og begyder at græde... Jeg har haft de her to børn mere end deres far har de sidste 5år, har altid gjrt alt for dem, haft et fint forhold til deres mor og børnene har de sidste par år sagt de heller vil bo hos os...

Vi tager først en snak med den mindste som siger jeg har slået h*n hvor jeg spørger hvornår jeg har slået de to andre, men h*n svarer så at det ved h*n ikke for det har h*n ikke set! Og siger så af sig selv, jeg ikke har slået h*n heller, men taget fat i armen ligesom mor og far har...

Den ældste siger jeg aldrig har slået nogen af dem men taget fat i armen som man jo godt må...

Mit problem er, at derefter vil min mand bare have vi er en lille lykkelig familie igen, men det kan jeg ikke...jeg ved jeg ALDRIG ville ligge hånd på nogle børn overhovedet, me synes også der skal være en konsekvens ved sådan en løgn, men det eneste de fik var at jeg ikke var her med de små halvdelen af weekenden, men de bagte småkager med far og hyggede....netop det de ville opnå, at far var mere hjemme i stedet for altid at arbejde...men hvad bliver det næste så??

De siger en ting til deres mor og morfar og en anden ting til mig.... hva siger de når de kommer hjem igen?

Deres vil gå til kommunen med dette, egentlig an jeg godt forstå hende!- men det kan koste mig.... hva med mine børn-har nr.3 på vej om en mdr. har jeg noget at frygte når jeg ved jeg er uskyldig??

Det her er ved at koste mit ægteskab, da jeg nægte at ringe til deres mor og forsvare mig uden grund, jeg har et stort temp. men der er langt fra at være  sur til at slå!

Har ikke lyst til at være sammen med de her unger i weekenden, ligeså meget jeg elskede ligeså svært har jeg ved at være sammen med dem igen, føler jeg skal beskytte mig, for hva bliver det næste??? Tør ikke være alene med dem mere!

Hvad ville i gøre?

Tak fordi i læste med....

Mine tanker?

Hvorfor har du din nye mands børn mere end han har? Tror I ikke at de har lagt mærke til far åbenbart arbejder så meget at de ser mere til bonusmor, end far? Burde den mand ikke stoppe sit arbejde og tage sig af sine børn? Der jo åbenbart ikke er store nok til at forstå konceptet arbejde for at kunne leve? (Ja, argumentet om at det er penge der skal ind, preller af, indret jeres tilværelse efter hvor mange børn I har lavet)

Tror I ikke løgnen er kommet, fordi den lille føler sig overset, ligegyldig? Måske fordi far arbejder for meget og det nu kun er bonusmor man ser - når hun så oveni drister sig til at irettesætte fysisk (Ryk i armen) det ville jeg da heller ikke finde mig i - af en der ikke en gang er biologisk familie - måske din mand skulle arbejde mindre?

Helt ærligt? Hold da kæft jeg holder med den lille sjæl.

Puuuha, det er hver forælders mareridt! 

Det der slår mig er: hvorfor har de sagt, at du har slået dem? Er det mon for at behage deres mor i en bestemt situation, hvor de har siddet og snakket? 

Jeg tror ikke det bare er noget et barn på 7-8 år finder på. Kan kun forestille mig, at det er noget, der har 'trigget' dem til at sige sådan noget og tvivler stort på, at de har sagt det for at såre dig. Måske grunden hellere ligger i, at de har søgt opmærksomhed i en given situation.

men igen... puuuuhaaaaa...!  Det bliver ikke nemt for dig, men tror, at den eneste udvej er at tale roligt til dem omkring det og få dem til at forstå, at det er en meget alvorlig ting at sige, hvis ikke det er sandt. 

Jonatansmor skriver:

Mine tanker?

Hvorfor har du din nye mands børn mere end han har? Tror I ikke at de har lagt mærke til far åbenbart arbejder så meget at de ser mere til bonusmor, end far? Burde den mand ikke stoppe sit arbejde og tage sig af sine børn? Der jo åbenbart ikke er store nok til at forstå konceptet arbejde for at kunne leve? (Ja, argumentet om at det er penge der skal ind, preller af, indret jeres tilværelse efter hvor mange børn I har lavet)

Tror I ikke løgnen er kommet, fordi den lille føler sig overset, ligegyldig? Måske fordi far arbejder for meget og det nu kun er bonusmor man ser - når hun så oveni drister sig til at irettesætte fysisk (Ryk i armen) det ville jeg da heller ikke finde mig i - af en der ikke en gang er biologisk familie - måske din mand skulle arbejde mindre?

Helt ærligt? Hold da kæft jeg holder med den lille sjæl.

Jeg har flere gange sagt til min mand det ikke er fair overfor børnene at han ikke er her, da de kommer for ham ikke for mig! men kan ikke tvinge ham til at blive hjemme, det er det samme i hverdagen med vores fælles børn, de ser ham næste ligeså lid som de store....

Men no matter what er det vel ikke ok det skal gå udover mig???

Marita skriver:

Puuuha, det er hver forælders mareridt! 

Det der slår mig er: hvorfor har de sagt, at du har slået dem? Er det mon for at behage deres mor i en bestemt situation, hvor de har siddet og snakket? 

Jeg tror ikke det bare er noget et barn på 7-8 år finder på. Kan kun forestille mig, at det er noget, der har 'trigget' dem til at sige sådan noget og tvivler stort på, at de har sagt det for at såre dig. Måske grunden hellere ligger i, at de har søgt opmærksomhed i en given situation.

men igen... puuuuhaaaaa...!  Det bliver ikke nemt for dig, men tror, at den eneste udvej er at tale roligt til dem omkring det og få dem til at forstå, at det er en meget alvorlig ting at sige, hvis ikke det er sandt. 

kunne ikke finde på at lade det gå udover ungerne, fordi de har sagt det... men forstår bare ikke at de siger det, har været fortrolige med dem så længe, og i følge deres mor, har de før sagt de ikke ville herop, fordi de skal ud og lege og fordi far aldrg er hjemme men deres mor siger det aldrig har været pga. mig, tværtimod snakker den midste hele tiden om vhor meget h*n savner mig. Da jeg var indlagt med min mindste i 5mdr. ville den mindste ikke være her, fordi h*n savnede mig...

Om deres mor har prøvet at få dem til at sige dette, ved jeg ikke men hvad vil hun få ud af det!!!!

føler mig bare splittet har lyst til deres mor går til kommunen så jeg kan bevise det er løgn, men vil heller ikke risikere mine egne børn, og har  mest lyst til at flytte med mine unger

Anonym skriver:

Jeg har flere gange sagt til min mand det ikke er fair overfor børnene at han ikke er her, da de kommer for ham ikke for mig! men kan ikke tvinge ham til at blive hjemme, det er det samme i hverdagen med vores fælles børn, de ser ham næste ligeså lid som de store....

Men no matter what er det vel ikke ok det skal gå udover mig???

Selvfølgeligt kan du tvinge ham, det er vist kun et spørgsmål om en jernmvilje og lidt god fantasi - hvordan vil han kunne passe alle sine unger, helt selv?

Nej, det er ikke fair det skal gå ud over dig, men nu er det åbenbart kun dig der er der, det er dig der har erstattet deres far og det er dig der irettesætter. Det er så logisk som amen i kirken der kommer en reaktion på det I voksne har fået skabt for de 2 børn.

Din mand må få påspændt de nosser dér igen og tage sig sammen.

Jonatansmor skriver:

Selvfølgeligt kan du tvinge ham, det er vist kun et spørgsmål om en jernmvilje og lidt god fantasi - hvordan vil han kunne passe alle sine unger, helt selv?

Nej, det er ikke fair det skal gå ud over dig, men nu er det åbenbart kun dig der er der, det er dig der har erstattet deres far og det er dig der irettesætter. Det er så logisk som amen i kirken der kommer en reaktion på det I voksne har fået skabt for de 2 børn.

Din mand må få påspændt de nosser dér igen og tage sig sammen.

Tro mig jeg har ondt af de to unger!!! den mindste er så ødelagt efterhånden, savner sin far, men må ikke være hos ham mere end hver anden weekend for moderen.

Jeg står mellem valget at se mellem fingrene med dette eller blive skilt!

Jeg har nu i 5år accepeteret hans x har været en kæmpe del i vores liv og føjet hende, men føler jeg ikke jeg kan blive ved med, og mn mand siger hende ikke imod. Mener bare at hvis han ikke stoler på mig i denne her så kan jeg bare ikke regne med ham...

Hvordan han vil tage sig af alle børnene alene ved jeg ikke, men har sagt at går vi fra hinanden kan han se vores fælles børn når han har tid og lyst-hverdag og weekend...

Anonym skriver:

Tro mig jeg har ondt af de to unger!!! den mindste er så ødelagt efterhånden, savner sin far, men må ikke være hos ham mere end hver anden weekend for moderen.

Jeg står mellem valget at se mellem fingrene med dette eller blive skilt!

Jeg har nu i 5år accepeteret hans x har været en kæmpe del i vores liv og føjet hende, men føler jeg ikke jeg kan blive ved med, og mn mand siger hende ikke imod. Mener bare at hvis han ikke stoler på mig i denne her så kan jeg bare ikke regne med ham...

Hvordan han vil tage sig af alle børnene alene ved jeg ikke, men har sagt at går vi fra hinanden kan han se vores fælles børn når han har tid og lyst-hverdag og weekend...

Vi som voskne bliver nødt til at kunne samarbejde om følles børn, ingen siger vi skal være venner i ordets egentlige forstand, men det er sundt for børnene at opleve samarbejde på tværs af skel, holdninger og livsstile. Desværre bliver det opfattet af de fleste fraskilte fædre som om at det nu bare er den nye kones opgave. Tag det fra mig - der er intet smukt i forældre der er ligegyldige, set fra et barns synspunkt.

Jeg synes du skulle få indkaldt til et fællesmøde, få nogen bedsteforældre til at tage alle ungerne en hverdagsaften og få snakket, alle 3. For som det ser ud nu, er I godt på vej til at drive lidt rovdrift på de unger der. Din mand skal tage noget af hans, selvskabte, ansvar og hendes eksen skal være mor hjemme og være fri når I har børnene.

Insisterer din mand på at være fraværende far, kan jeg godt forstå du ikke gider mere - men for den mindstes skyld, håber jeg da at I tager hans råb om hjælp dybt alvorligt og får gjort noget ved det, omgående og uden børnenes vidende.

Jonatansmor skriver:

Vi som voskne bliver nødt til at kunne samarbejde om følles børn, ingen siger vi skal være venner i ordets egentlige forstand, men det er sundt for børnene at opleve samarbejde på tværs af skel, holdninger og livsstile. Desværre bliver det opfattet af de fleste fraskilte fædre som om at det nu bare er den nye kones opgave. Tag det fra mig - der er intet smukt i forældre der er ligegyldige, set fra et barns synspunkt.

Jeg synes du skulle få indkaldt til et fællesmøde, få nogen bedsteforældre til at tage alle ungerne en hverdagsaften og få snakket, alle 3. For som det ser ud nu, er I godt på vej til at drive lidt rovdrift på de unger der. Din mand skal tage noget af hans, selvskabte, ansvar og hendes eksen skal være mor hjemme og være fri når I har børnene.

Insisterer din mand på at være fraværende far, kan jeg godt forstå du ikke gider mere - men for den mindstes skyld, håber jeg da at I tager hans råb om hjælp dybt alvorligt og får gjort noget ved det, omgående og uden børnenes vidende.

Det er netop for at undgå at begå rovdrift på deres unger, jeg overvejer at pakke sammen, og lade dem være med deres hver anden weekend.

Jeg har ingen iint. i at sidde med de to og diskutere dette da jeg ikke har gjort noget forkert, og jeg tvivler meget på at min mand står bag mig når hun først er der oz...

Anonym skriver:

Det er netop for at undgå at begå rovdrift på deres unger, jeg overvejer at pakke sammen, og lade dem være med deres hver anden weekend.

Jeg har ingen iint. i at sidde med de to og diskutere dette da jeg ikke har gjort noget forkert, og jeg tvivler meget på at min mand står bag mig når hun først er der oz...

Nu mente jeg heller ikke for at forsvare dig - mere så de to kunne få sig en opsang. Hvordan man kan sætte børn på kloden og så være så ude af trit med hvad der foregår i deres inderste, synes jeg kalder på en skideballe.
At din mand er en vatpik af format, når hun er i nærheden, synes jeg også han havde fortjent at få kastet i ansigtet - lige foran hende.
At hun åbenbart slet ikke lægger 2 og 2 sammen og indser at far, måske også er vigtig i deres børns liv og forlanger at han er tilstede, at hun holder på en tåbelige 14 dages ordning, synes jeg også hun har fortjent at få en røffel for.

Hvis jeg var dig, ville jeg løfte min egen samvittighed og blive børnenes advokat i den situation - de har ingen der taler deres sag?! Og åbenbart et forælderhold der har så rigeligt i deres egen opfattelser af drengenes liv og hverdag?! Ville eddermame tage det som en direkte opfordring til at få skrevet alt ned på et stykke papir og øve mig i at sige det så roligt, afbalanceret, gennemtænkt og iskoldt som muligt, så de to fatter at det ikke er en lille leg det her - det er en dreng der FINDER PÅ FYSISKE OVERGREB for at SE SIN FAR.

Hvor vildt kan det blive?