Hmm.... havde en gang en kæreste som havde arbejdet som ufaglært i mange mange år på plejehjem. Jeg støttede og opmuntrede ham itl at blive SOSA, og hold op hvor var han bare kiste glad og super stolt, da han blev færdig. Han svævede nærmste 10 cm over jorden. -og jeg blev helt misundelig på ham!!! Han havde virkelig kæmpet for det, og det var lykkedes for ham at komme igennem.
Selv underviser jeg på universitet (og har selvfølgelig selv læst der og taget en 'uddannelse'. Selvom man jo ret beset ikke 'bliver til noget' når man afslutter sin uddannelse. Man får bare en titel. F.eks. Cand. Med. men det bliver man jo ikke læge af, eller Cand. Teol. men det bliver man heller ikke præst af. Det er jo først bagefter, man via efteruddannelse kan opnå en jobtitel. Nå, det var et langt sidespring), men aldrig, aldrig har jeg været så glad som min eks-kæreste var den dag han blev færdig. For mig har det været lige omvendt. Det har været let, og hvergang jeg var færdig med noget (folkeskole, gymnasiet, universistet) så har jeg bare været ked af det, for det var jo nemt og hygggeligt at gå der og tulle lidt rundt, og få lov til at lære en masse spændende ting.
Så selvom det set udefra, måske ser ud som om at jeg har ydet en større indsat end min eks-kæreste, sådan på det uddannelsesmæssige plan, så er jeg ikke itvivl om hvem der har ydet mest. DET HAR HAN!!!! -og ja han har et betydningsfuldt job. Har jeg det??? Jeg har modtaget en masse viden, som jeg nu giver videre til nye studerende, som så om 10 år selv kan stå og undervise og give den videre viden til de næste studerende. Helt ærligt, hvor vigtigt er det????
Jeg elsker mit job, og jeg ved at de studerende er super glade for mig som underviser. Men jeg kan ikke gå hjem og sige at jeg har gjort en positiv forskel for nogen i dag. Når jeg er ude som censor til eksaminer, giver jeg selvfølgelig nogen en god dag, fordi de får en (velfortjent) god karakter, men der er også mange der går ud og tuder og er rigtig kede af det, fordi de får en dårlig karakter (stadig velfortjent!).
Forskellien mellem mit job og min eks-kærstes er at jeg ALDRIG har fri. Jeg tænker konstant på den næste forelæsning, det næste forskningsprojekt osv. mens min ekskæreste kan gå hjem og så holder han fri. Helt fri. Det var faktisk også en af hovedetårsagerne til at vores forhold gik i stykker. Han kunne ikke holde ud, at jeg altid slæbte rundt på mindst 3 fag-bøger jeg liiige skulle have læst, at jeg aldrig holdt fri.
Anmeld
